ANE HØGSBERG

Helt fra komiker Ane Høgsberg, 32 år, var barn, har hun bøvlet med finjusteringen af sine forventninger til andre mennesker. De var simpelthen for høje, for uudtalte og for uhøflige – forventningerne. Nu øver hun sig i at give slip.

“Jeg prøver at gå gennem livet uden for meget fortrydelse. Men jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at det er farligt at have alt for høje forventninger til andre mennesker. Mange af de udfordringer, jeg har haft i mit liv, kredser om det. I 2016 havde jeg et sammenstød med en kollega, som gjorde, at vi endte i en situation, hvor vi godt kunne maerke, at vores veje ikke skulle krydse mere. Det blev tydeligt, at vi havde en meget forskellig – og uforenelig – tilgang til arbejdet og ikke et faelles vaerdigrundlag. Efterfølgende indså jeg, at fordi der er en person, jeg ikke snakker med laengere, er der jo masser af andre mennesker i mit liv, der stadig taler med vedkommende, og jeg blev så irriteret over, at de ikke købte ind i min misbilligelse. Det var helt ligesom, hvis jeg syntes, at en Faktamedarbejder var irriterende, så ville jeg også have, at alle andre stoppede med at handle i den Fakta, hvor vedkommende arbejdede. Men jeg kan jo ikke kontrollere, hvad alle andre render rundt og gør.

Jeg var også sådan som barn: Jeg agerede politibetjent over for andre. Jeg kan huske en episode, hvor en veninde var hjemme og lege hos mig, og jeg tilbød hende at vaelge en ting fra min kiste med legetøj. Hun valgte en Kinderaeg-figur og tog den med hjem. Et stykke tid efter var jeg med hende hjemme, hvor jeg meddelte hende, at nu var det min tur til at vaelge et stykke legetøj fra hende. Det var hun ikke med på, og det kunne jeg slet ikke saette mig ind i. Vi skulle jo putte ‘det samme’ ind i den her relation.

Det er i det hele taget isaer i mine venskaber, at det der med at have for høje forventninger er udtalt. Jeg kommer til at projicere mine egne forventninger over på venskabet, og så er jeg flere gange blevet skuffet, og relationen har ikke holdt. For det første er der jo ingen, der har bedt mig om at have de forventninger på deres vegne, og for det andet er det faktisk rigtigt uhøfligt af mig at stille forventninger til folk uden at fortaelle dem om det. Det kan jo kun gå galt. Og lige netop det gik op for mig under bruddet med min kollega tilbage i 2016. Jeg startede hos en psykoterapeut for at finde ud af, hvad det var for mekanismer inde i mig, der satte i gang, og jeg tror blandt andet, at det haenger sammen med, at jeg også har højere forventninger til mig selv, end andre har til mig – jeg gør nok meget ud af tingene og prøver at vaere en meget federe ven, end der forventes af mig.

Forløbet hjalp mig med at give slip på den der forventning til, at andre har den samme holdning, som jeg har, og det har frigivet enormt meget energi at acceptere, at der ikke er nogen grund til at prøve at styre, hvilken Fakta andre mennesker handler i. Det er bare ikke vigtigt.

Jeg kan maerke, at jeg er mere afslappet i tilgangen til andre, fordi der ikke er det forventningspres lagt ned over mødet – så kan jeg kun blive positivt overrasket. Det er også gået op for mig, at det ikke er vigtigt med mange relationer. Jeg vil hellere bruge tid på de syv damer, jeg har i mit liv, som jeg vil gøre alt for. Jeg ved ikke, om mit liv ville have vaeret anderledes, hvis jeg havde indset det noget før, men jeg har da braendt nallerne mange gange ved at give alt for meget af mig selv til nogen, som ikke ville have det og ikke havde bedt om det.” _

“Jeg kan jo ikke kontrollere, hvad alle andre render rundt og gør”