Er du model?
Med en blanding af humor og flid og en stor portion nysgerrighed er Ayşe Dudu Tepe dumpet ind i flere overraskende titler i sit liv. Fra arkaeolog-uddannet på kontanthjaelp til radiovaert på den nu hedengangne Radio24syv til i en alder af 38 år at blive opdaget som model. I dag arbejder hun blandt andet for det franske modehus Balenciaga, imens hun laeser op på modens historie og mekanismer. For ud over at have det sjovt vil Ayşe gerne vaere med til at aendre på den – for hendes bekendte og til tider også sig selv uventede – verden, hun er blevet en del af, og det kan hun kun, hvis hun kender og forstår dens fundament.
Da journalist og model Ayşe Dudu Tepe var i Istanbul med sin kaereste sidste år, blev de to stoppet af en modelscout. Efter at have gået Balenciaga-show i Paris og lavet flere modeljobs i både udlandet og Danmark for blandt andet Soulland, Louise Lyngh Bjerregaard, Freya Dalsjø og Carcel havde Ayşe med sine høje kindben, mørke øjne, markante naese og lange sorte hår på rekordfart gjort sig bemaerket som ansigt i den internationale modeverden, men scouten i Istanbul ofrede ikke så meget som et blik på den dansk-tyrkiske kvinde. Nej, det var hendes skandinaviske kaereste med den rødblonde mullet, der fik et visitkort stukket i hånden midt på gaden i den mellemøstlige metropol.
“Så stod jeg der og havde lyst til at sige: ‘Hey dude, det er faktisk mig, der laver det her’. Men jeg er bare ikke interessant i deres øjne. Det er virkelig sjovt at se, hvad det er for nogle blikke, der synes, at jeg er interessant. Jeg siger ikke, at det burde vaere en eller anden kaempe nyhed i Tyrkiet, at der er en tyrker i Danmark, der laver det, jeg laver, men det er alligevel sjovt, hvordan jeg kan have en karriere på mit look alle andre steder end i Tyrkiet,” fortaeller Ayşe Dudu Tepe, da vi mødes for at snakke om den for mange overraskende drejning, hendes karriere har taget, da hun i en alder af 38 år begyndte at arbejde som model.
En drejning, der til en vis grad også er kommet bag på hende selv. Ikke fordi hun med egne ord ikke synes, at hun ser pissegodt ud, men fordi hun aldrig rigtigt har stiftet bekendtskab med modeverdenen før. Men da muligheden bød sig, greb Ayşe den hurtigt. Først og fremmest fordi hun taenkte, hvorfor ikke? Hvis hun fik mulighed for at vaere astronaut og flyve til månen eller at vaere sygeplejerske på et sygehus i en periode, så ville hun også sige ja til det. Men ud over en enorm nysgerrighed på verden kunne hun også godt se, at der manglede en som hende i modebranchen. Herhjemme, men i allerhøjeste grad i hendes foraeldres hjemland Tyrkiet:
“Det er ikke, fordi jeg tror, jeg lige kan komme ind fra højre og aendre hele modebranchen. Sådan har jeg det overhovedet ikke, men jeg prøver at gøre en forskel ved at give mit besyv med, der går på nogle principper, vaerdier og overbevisninger, som jeg tror på. Hvis man ser på verdens befolkning, så er den rimeligt mangfoldig, og det, synes jeg, skal vaere til stede i modebilledet. At de i Tyrkiet ikke engang bruger tyrkiske ansigter, fordi der så laenge har vaeret the white gaze, det, synes jeg, er dybt problematisk. Jeg kan simpelthen ikke få mit hoved rundt om, hvordan man kan synes, at det er acceptabelt at reproducere, det kan jeg virkelig ikke.”
Forandringer skabes indefra
At Ayşes virke som international model har en betydning, maerker hun blandt andet på sin Instagram-profil @snithvede, hvor der er en del fra den tyrkiske modebranche, der følger hende og skriver til hende.
“Lige nu er der ikke interesse for sådan en som mig i det land, jeg også kommer fra, men det kan der måske komme. Derfor betyder det noget, hvis jeg kan vaere med til at gøre en forskel for de få i den tyrkiske modeverden, der prøver at arbejde med repraesentation,” siger hun.
Hun håber på, at hendes virke kan give opbakning til nogle af de progressive kraefter, der i Tyrkiet kaemper for, at branchen bruger folk, der ser tyrkiske ud, eller som reelt er tyrkere, frem for altid at hente modeller ind, der ser europaeiske ud.
“Jeg har en joke med min veninde, som, hver gang jeg laegger noget ud på Instagram, tagger Vogue Tyrkiet i det. Sådan: ‘Hey se lige en tyrker går show for Balenciaga’, men de giver jo ikke en fuck.”
Hvorfor tror du, at det er sådan?
“Fordi jeg simpelthen ser for tyrker-agtig ud.”
Og det er ikke godt?
“Jo. Eller nej, det er nemlig ikke godt dernede. Det er, som om der er et eller andet enormt mindrevaerdskompleks i forhold til udseende i Tyrkiet.”
Det er heldigvis ikke et mindrevaerdskompleks, Ayşe ellers kender til. Hun har altid vaeret glad for den måde, hun ser ud på. Alligevel tog hun det ikke specielt seriøst, da makeupartisten Marie Thomsen for et par år siden skrev til hende via Instagram og spurgte, om hun havde overvejet at blive model. “LOL,” svarede og taenkte Ayşe, men kort efter blev hun kontaktet af en caster, og hurtigt fulgte det ene job efter det andet.
“Jeg tror på, at den vigtigste måde at vaere med til at skabe forandringer på er at vaere en del af dem. Altså ikke bare stå udefra og sige lort hele tiden. For det nemmeste for mig ville vaere at stå på sidelinjen og klaske en masse fordomme på modebranchen, men jeg vil hellere gå aktivt ind i det og tage del i de forandringer, jeg ønsker skal ske. Efter jeg er begyndt at arbejde som model, har jeg sat mig for at undersøge, hvordan moden har udviklet sig, hvad det er for nogle tendenser, der er blevet skabt, hvilke designere der har vaeret indflydelsesrige, og hvilke der ikke har. Ved at danne mig et overblik har jeg et fundament at kritisere ud fra, men også et at bygge videre på,” siger hun og fortaeller om de Alexander McQueen- og Maison Margiela-shows, hun i sin research blandt andet er stødt på.
Som det Margiela-show, der foregik på en gammel legeplads i udkanten af Paris i 1989. Der var ingen seating, men i stedet et først til mølle-princip. Det resulterede i, at det isaer var lokale børn, der sad på forreste raekke. Ved at invitere hele nabolaget ind lå der en fortaelling om, at moden ikke kun er for de enkelte, og showet er siden blevet kaldt en game-changer. På samme måde er Ayşe optaget af Alexander McQueen-showet fra 2000, hvor der blev taget fat i en fortaelling om psykiatrien med modeller, som stod i glasbokse.
“Moden er jo et sprog. Det er ikke, fordi du skal kunne de rigtige
termer, men du skal vaekke følelser i folk, og det gør de her shows. I hvert fald i mig, så det kan vaere, at det er nogle andre shows, der vaekker noget i dig. På den måde er det som at laese en bog,” siger Ayşe.
Det er ikke, fordi hun var fordomsfuld over for modebranchen før. Det er simpelthen, fordi hun ikke havde noget kendskab til den. Men efter hun er begyndt at dykke ned i de store internationale modehuses fortaellinger, har der åbnet sig et nyt perspektiv.
“Shit man, hvor er det fantastisk, hvordan mange af dem virkelig løfter det hele til et højere niveau. Hvis kunst kan vaere politisk, så kan moden også vaere det. Og det flugter nok meget godt med det menneske, jeg er. Jeg er jo også et politisk menneske, eller jeg vaelger i hvert fald at tage stilling til det, der foregår ude i verden, og til det, jeg gør. Det er derfor, det er så fedt at arbejde med Balenciaga. Der er virkelig mange lag i ethvert af deres shows eller kampagner, som showet fra marts sidste år, hvor modellerne gik i vand. På en måde var det en forudsigelse på hele pandemien, men de pegede også på nogle langt større problematikker om klimaforandringerne og giver et bud på, hvordan vi kan gå klaedt, når himlen braender, og jorden er oversvømmet,” siger hun om det samarbejde med det franske modehus, der begyndte med en mail i efteråret 2019, hvor de spurgte, om hun ville lave en kampagne for dem.
Kort efter gik hun ned ad catwalken til husets SS20-show, og senest har hun vaeret sortklaedt avatar i deres FW21-kampagne.
“Selvfølgelig har jeg en stor aerefrygt i forbindelse med at lave Balenciaga, men det synes jeg, at man skal have med alt, hvad man laver. Jeg tager intet for givet, og selvfølgelig vil jeg gerne gøre det godt for min egen skyld, men også for de mennesker, der har booket mig,” siger hun og viser på sin telefon det seneste skud på den franske modestamme – et kampagnebillede, hvor hun står med armene over kors iført et par store, sorte solbriller, hvide stiletter, en strik og et par sorte bukser.
Baggrunden er sort, så hendes mørke hår naesten forsvinder, det samme ville bukserne gøre, hvis ikke de var påført hvid maling og var lynet op ved anklerne, så hendes lyse hud traeder frem. En detalje, hun fik tilføjet under skydningen i Paris, da Balenciagas kreative direktør, Demna Gvasalia, fittede hende, og Ayşe sagde, at hvis hun havde haft dem på derhjemme, ville hun lyne dem op.
“Jeg er ikke bleg for at sige min mening, når jeg er ude på opgaver. Hvis de spørger, og jeg har en oplevelse af, at jeg kan bidrage med noget, så kaster jeg det, og så kan de gribe det eller lade vaere. Oftest synes de, at det er fedt, hvilket er dejligt, for så oplever jeg, at det mere er et samarbejde, end at jeg bare er en påklaedningsdukke.”
Når seriøsitet og LOL går hånd i hånd
At modeller mest af alt er levende påklaedningsdukker, er en kritik, Ayşe er stødt på et par gange. Men det preller af på hende, ligesom når hun møder folk, der siger, at der ikke findes dybde i mode. Det ved hun nu, at der gør, selvom hun påpeger, at der er mange – isaer danske modeskabere – der godt kunne kaste sig lidt mere ud på dybt vand. Heller ikke når de fleste, der har kendt Ayşe i mange år, griner over karriereskiftet og spørger, hvad fanden hun har gang i, bliver hun påvirket.
“De tager sig til hovedet, men det gør jeg jo også selv. Der er ingen, der havde set det her komme, men det vigtigste er jo, hvordan jeg ser mig selv som model, og jeg synes helt aerligt, at jeg er for fed til det.”
Alligevel kan hun godt nogle gange stå på et job og taenke, ‘hvem er du egentlig’, om sig selv. Det skete for eksempel efter et show under den danske modeuge sidste sommer, hvor hun kom til at grine, da det gik op for hende, at en lang arbejdsdag med prøver og makeup nu var overstået – og reelt havde bestået af, at hun gik ned ad et podie og tilbage igen.
“Men sådan kan jeg også få det med journalistikken. Når vi sidder hver isaer og hidser os op på Twitter, kan jeg også godt komme til at grine og taenke, hvad er det egentlig, vi har gang i? Det hele er jo lidt tragikomisk, og jeg prøver at se skønheden i den tragedie, vi mennesker er, og som jeg selv tager del i, men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har en en eller anden ironisk distance til at vaere model. Tvaertimod tager jeg det enormt alvorligt,” siger hun.
Hvis man primaert kender Ayşe fra Instagram, kan det måske godt overraske. Her fylder spiddende humor en hel del. Når hun deler billeder af sig selv, er det med captions som: ‘Hvorfor er jeg så smuk og ung?’, og hun har på sin profil selvudnaevnt sig som it-girl.
“Men det er jeg jo. Altså, jeg mener det ikke engang for sjovt. Det, mange ser i mig, er en, der har ‘et’ eller andet,” siger Ayşe med et smil, der ikke helt er til at lure, i de mandelformede, brune øjne.
Ung, smuk, it-girl, stjernejournalist, Danmarks naeste topmodel, tyrkermor og sød – Ayşe er ikke bange for at claime at vaere noget. Hellere definere sig selv end at lade andre gøre det, som hun siger. Men flere gange er det alligevel sket, at nogle har set noget i hende, før hun selv har. Sådan var det tilbage i 2011, hvor Ayşe, der er uddannet aerkeolog og på det tidspunkt var på kontanthjaelp, blev opfordret til at sende en ansøgning til Michael Berthelsen af en journalist, der sagde, at Radio24syv havde lagt maerke til hende, fordi hun (med et af sine mest brugte ord) havde det rimeligt “LOL” på Facebook. Og sådan var det, da hun for to år siden blev opdaget på Instagram, hvor hun på det tidspunkt mest af alt lagde screenshots ud af sine artikler, humoristiske indlaeg, der altid begyndte med ‘Hej Bloggen’, og små SMS-korrespondancer med sin datter, som hun kaldte ‘Barnet og jeg’. Og så selvfølgelig et billede af hendes androgyne look i ny og nae.
“Jeg tror, jeg har en blanding af seriøsitet og humor, som folk laegger maerke til. Mange tror, at når man har det LOL, så tager man ikke noget seriøst. Jeg tager alt, hvad jeg gør, pisseseriøst. Og hvis jeg forsøger at pege pilen mod nogen, er det mest af alt mit eget hykleri. Jeg er ikke gået ind i den her branche for at gøre grin med den eller bedrive afslørende journalistik. Det har vi Diet Prada til,” siger hun.
Hun fører en hårlok om bag øret, smiler sit charmerende smil, der mildner hendes ellers lidt hårde ansigt. Så fortsaetter hun:
“Men lige så vel som der kan vaere lort i journalistikken, er der også lort i den her branche. Det kommer vi ikke uden om. Og er jeg med til at bidrage til det ved at blive model? Ja, det er jeg vel på en eller anden måde. Men jeg prøver at tage ejerskab. Jeg synes, at det vaerste, man kan gøre, er at laegge afstand til det, man laver. Jeg vil gerne tage et ansvar for mig selv, men også for det, jeg gør, og derfor føler jeg mig forpligtet mig til at prøve at forstå det.”
Og det er hun så i gang med. At laese op, snakke med forskellige faggrupper, researche og diskutere, når hun er på set. Hun forstår ikke det hele hundrede procent endnu, siger hun. Men hun har fået indblik i nogle tanker, bevaegelser, arbejdsmetoder og processer, som hun er i gang med at fordøje. Blandt andet, hvad der ligger bag det der blik, der siger, at hun er interessant i Paris, men uinteressant i Istanbul.
“Mode er et håndvaerk ligesom journalistikken. Altså ikke at vaere model, men hele modens maskinrum, og her er designerne og modellerne bare toppen af isbjerget. Der er så mange flere involveret, så mange arbejdsheste, man sjaeldent hører om i den ofte meget glamourøse fortaelling, og alt det vil jeg gerne laere meget mere om,” siger Ayşe.
Nej tak til nose job
Følger man Ayşe på Instagram, er man med garanti stødt på hendes 15-årige datter Aida. Hun drømmer om at gå i sin mors modelfodspor, og de to har netop lavet en kampagne sammen for Icon Visions.
“Hvis hun gerne vil prøve kraefter med det, synes jeg, at hun skal have lov til det. Men jeg tror, at det er godt, at hun har mig. At hun har kunnet se, hvordan jeg er kommet ind i den her branche med hår på benene og under armene. Det eneste, der betyder noget for mig, er, at hun ikke begynder at lave om på sig selv for at blive model. Det skal hun i øvrigt ikke i noget som helst arbejde,” siger Ayşe.
Ayşe er ikke bleg for at indrømme, at der selvfølgelig også er noget i jobbet, der taler til hendes forfaengelighed. At det er dejligt, at andre synes, hun ser godt ud. Men lige fra starten har hun vaeret meget opmaerksom på, at hun ikke skal begynde at aendre på sit udseende eller sin krop for et jobs skyld. Det går bare ikke. Og det taler hun meget med Aida om.
“Det nemmeste for mig ville jo vaere at få lavet et fucking nose job,
men jeg har det bare sådan, hvorfor skulle jeg gøre det, jeg har det jo godt med den måde, jeg ser ud på. Det er der så andre, der sikkert synes, at jeg skulle. Men det handler jo om deres blikke. Jeg har mødt blikke, der sagde: ‘Prøv lige at se hende der Dudu, er hun model?’ Ja, og ved du hvad, det kan I også vaere.”
Taenker du, at det kan alle?
“Så er vi tilbage til det der med repraesentation. For der skal jo vaere et marked, men det er der også. Alle køber tøj, alle går med tøj. Men det er ikke hele branchen, der har fattet det endnu. Man prøver stadig at saelge et ideal til folk, isaer til kvinder, hvor man siger, at hvis du køber de her underbukser, som Helena Christensen har på, så bliver du til Helena Christensen. Men det gør du jo ikke. Du bliver lige praecis ikke til andre end dig selv.” _