“Jeg så det som forkert og skamfuldt”
Med serien Sex leverer manuskriptforfatter Clara Mendes et dugfriskt syn på køn og sex i 2020’erne. Hendes mission er at gøre op med de klichéer og stereotyper, som fylder i filmbranchen – og samtidig give plads til den spejling af flydende seksualitet, som hun selv manglede gennem sin opvaekst.
Der er en scene i webserien Sex, hvor hovedpersonen Cathrine og hendes kaereste, Simon, er til parterapi. De sidder begge i en anonym blå sofa foran terapeuten, som rynker panden, da Simon fortaeller ham, at Cathrine prøvede at gå fra ham for en uge siden.
“Hvorfor gjorde du det, Cathrine?” spørger terapeuten og retter sit analyserende blik mod hende. Hun famler efter ordene og skaenker sig selv et glas vand for at udfylde de uendeligt lange sekunder, der passerer, inden hun får samlet et svar.
“Vi har ikke haft sex ret laenge,” siger hun endelig og synker en tår fra glasset.
“Jeg har bare ikke haft så meget lyst på det sidste,” svarer Simon uden at flytte sit blik fra terapeuten.
Cathrine skaever til ham. Hun har lyst. Faktisk så meget, at hun er ved at eksplodere af det. Også så meget, at hun for nylig kom til at kysse sin kollega, Selma, på rådgivningstjenesten Sexlinjen på et tag under den københavnske nattehimmel og et par dage senere i en bodegabrandert endte i Selmas seng. Cathrine har også lyst til
Simon, men han har ikke lyst til hende. Og det er i det trekantsdrama af sex, begaer og forelskelse, at Sex tager sit udgangspunkt.
Selvom man kunne tro det ud fra titlen, handler Sex faktisk ikke så meget om selve akten. Den handler mere om alle de ting, der går forud for og efterfølger sex: om forskel i sexlyst, om manglende kommunikation og om vores forestillinger om, hvordan sex skal initieres, føles og se ud.
“Det var vigtigt for mig at lave en nuanceret fortaelling om sex, som skildrer, hvor kompliceret det også kan vaere indimellem på grund af alle de følelser og tanker, der ligger uden om selve handlingen,” fortaeller Clara Mendes.
Hun er 26 år og manuskriptforfatteren bag Sex, som hun skrev under sine første år som elev på Filmskolen på sit lille kontor oppe under skolens tagspaer. Serien er først og fremmest et portraet af flydende seksualitet i 2020’erne, men også en konkret udfordring af filmbranchens reproduktion af klichéer om sex – og en fortaelling om, hvor galt det kan gå, når man forsøger at leve op til samfundets myter om seksualitet, men fejler i processen.
“På en måde taler vi hele tiden om sex og seksualitet, fordi det findes overalt omkring os, men vi taler ikke rigtigt om det. Vi går ikke ordentligt ned i materien. Der er så mange myter knyttet til sex og køn, som også bliver reproduceret i film og serier: at maend er aggressive, og at kvinder er passive, eller at maend har stor sexlyst,
mens kvinder har lav sexlyst og bare ligger og taenker på vasketøjet imens. Men min oplevelse er slet ikke, at det er så simpelt, og det håber jeg, at serien udfordrer,” siger Clara Mendes.
Stor kvindelig sexlyst er tabu
Seksualitet er heller ikke simpelt for Cathrine og Simon i Sex, der både har vaeret nomineret til Robert Prisen og udtaget til Berlin Filmfestival. For Cathrines store sexlyst – og Simons manglende lyst – bliver begyndelsen på enden på forholdet. Et dramaturgisk valg, som Clara Mendes både under skrivefasen og efter premieren på serien har fået mange reaktioner på, både fra eksterne konsulenter, som skulle give feedback på serien, og seere, som rakte ud til hende på de sociale medier efter at have set den.
“Jeg blev mødt med en del skepsis om, at Simon var den, der ikke havde så meget lyst laengere. De fleste ville have en grund: Havde han rejsningsproblemer? Eller måske var han bøsse? Folk havde vildt svaert ved at acceptere, at han bare havde mindre lyst. Men hvis vi vendte den om – hvis Cathrine havde mindre lyst end Simon – ville folk så undre sig?” spørger Clara retorisk.
Svaret er nok nej. For klichéen om kvinden, som mister lysten undervejs i forholdet, er gennemtaersket i populaerkulturen – bare taenk på stereotypen om hustruen, som afviser sex med undskyldningen om, at hun har hovedpine. Eller manden, der beklager sig til sine venner over, at konen ikke laengere vil gå i seng med ham. Og fortaellingens magt til at forme vores forståelser af, hvordan verden er indrettet, betyder ifølge Clara Mendes, at andre – som hende selv – kan føle sig forkerte som konsekvens deraf.
“Da jeg begyndte at skrive Sex, var jeg selv på vej ud af et forhold og følte mig forkert, fordi min seksualitet strittede i alle mulige retninger. Jeg oplever, at stor kvindelig sexlyst er ret tabuiseret, og jeg har selv følt mig forkert på grund af det, fordi jeg så ikke passede ind i skabelon-fortaellingen om, at kvinder ikke har en høj libido,” siger hun.
“Jeg har også talt med mange andre kvinder, som føler sig vildt forkerte, når de har mere lyst til deres kaereste, end han har til dem. For hvis myten er, at en mand altid har lyst til sex, men deres mand ikke har lyst til dem, så må konklusionen vel vaere, at der er noget galt med dem. Og det er jo slet ikke sådan, det haenger sammen.”
Sex er også en fortaelling om, hvor galt det kan gå, når kommunikationen fejler. Når man ikke kan tale om, hvor ondt det gør, at ens kaereste ikke har lyst til én. Eller at man synes, det monogame
“Hvis Cathrine havde mindre lyst end Simon – ville folk så undre sig?”
forhold kan vaere svaert, og at man er blevet forelsket i en anden, selvom man er i et godt forhold. Og netop kommunikationen om sex og seksualitet er ifølge Clara Mendes noget, vi alt for sjaeldent bliver praesenteret for i film og serier. I stedet ser vi de klassiske penetrationsscener, hvor en mand laegger sig oven på en kvinde, og de begge skriger i orgasme efter få sekunder.
“Samtidig bliver kommunikationen mellem dem taget ud af ligningen, fordi der er en forventning om, at det hele bare skal glide ordløst, og at kroppene taler deres eget sprog. Film og serier har vaeret med til at skabe en idé om, at kommunikation er usexet. Det skriger jo på misforståelser, og det er slet ikke sådan, det er i virkeligheden. De bedste seksuelle oplevelser, jeg har haft, har vaeret i tilfaelde, hvor jeg har vaeret tryg nok til at formidle, både verbalt og non-verbalt, hvad jeg havde lyst til. Når man har vaeret sammen om at skabe et rum, hvor man er tryg, og hvor man ikke føler, at man skal ‘spille sex’ efter et seksuelt manuskript, som bare skal køre af sig selv,” siger Clara Mendes.
Og den yderste konsekvens af det – forestillingen om, at sex helst skal glide uden kommunikation for at vaere ‘sexet’ – ser vi netop nu.
“Bare se på hele samtykke-debatten og #MeToo, der stadig ruller.
De viser jo tydeligt, hvor skadeligt det er at reproducere de samme myter om sex som noget, hvor manden traditionelt skal vaere den aggressive og initiativtageren, mens kvinden traditionelt skal vaere passiv. Det er jo dømt til at gå galt,” siger Clara Mendes.
Tingene er dog ved at aendre sig, understreger hun. Nyere serier som Sex Education og Euphoria rykker langsomt, men sikkert ved vores forståelser af, hvad sex er, og hvordan det skal se ud og føles – og ikke føles – når akten er i gang. Men vejen til seksuel ligestilling i film og serier er stadig lang, for de afspejler de normer om køn og seksualitet, som hersker i samfundet omkring os.
“Film og serier er en spejling af samfundet. Og medmindre man har en saerlig grund til at tage afstand fra normerne og se dem fra et nyt perspektiv, kan man ubevidst komme til at reproducere de kulturelle fortaellinger om køn og seksualitet,” siger hun.
Prøv bare at taenke tilbage på de seneste fem film, du har set. Ifølge statistikkerne er der stor sandsynlighed for, at de stort set alle har vaeret produceret af en hvid, ciskønnet og heteroseksuel mand, og at de omhandler en hvid, ciskønnet og heteroseksuel mand. For gennem historien har det primaert vaeret personer med de karakteristika, som både har stået bag film og serier og spillet hovedrollen i dem. Og det har ifølge Clara den konsekvens, at andre grupper ikke kan se sig selv spejlet i de fortaellinger, vi producerer om vores samfund.
“Størstedelen af de fortaellinger, jeg selv blev praesenteret for gennem min opvaekst, var fortalt ud fra et heteroseksuelt, ciskønnet perspektiv. Det betød, at det kunne vaere vildt svaert for mig at forstå, at jeg var queer, og at jeg var tiltrukket af piger. Jeg så det som forkert, skamfuldt og unormalt. Det betyder helt vildt meget at se sig selv spejlet – ellers bliver man jo underligt usynliggjort. Hvis man ikke engang er vaerdig til en fortaelling på en film, hvad er man så? Og det gaelder jo mange forskellige parametre – både i forhold til køn, etnicitet, race og seksualitet,” siger Clara Mendes og peger på nødvendigheden af, at nye perspektiver på samfundets status quo får plads i populaerkulturen.
“Hvide, heteroseksuelle maend har jo aldrig vaeret udgraensede på deres positioner i samfundet på samme måde som andre grupper, og derfor har de ikke nødvendigvis haft grund til at stille kritiske spørgsmål til, hvorfor vi bliver ved med at reproducere de samme fortaellinger om seksualitet på film – for eksempel den klassiske penetrationsscene, hvor kvinden skriger i orgasme efter to sekunder. Det er derfor, at det er så utroligt vigtigt, at der hele tiden kommer nye fortaellerstemmer til, som kan praesentere nye perspektiver på verden omkring os.” _