Det kvindelige powersuit
Kamala Harris var endnu ikke taget i ed som USA’s første kvindelige vicepraesident, før hele verden begyndte at tale om hendes tøj. Harris blev dermed den seneste i raekken af kvindelige magthavere, hvis garderobe er blevet naerstuderet, analyseret og kritiseret – for at vaere for sexet, for mandhaftig, for konet eller ligefrem for tilgaengelig. Mens statsmandens garderobe er givet på forhånd, findes der ikke et sikkert valg for kvinder, som går efter magten. Spørgsmålet er, om det er ved at forandre sig?
Kamala Harris ser ud, som om fotografen har fanget hende midt i et uhøjtideligt grin. Hendes haender er samlet over brystet. Ikke på den myndige, autoritative måde, men snarere skødesløst og imødekommende. USA’s nyvalgte vicepraesident – den første kvinde og den første sorte til nogensinde, der bestrider posten – poserer på forsiden af amerikansk Vogue i hvid T-shirt, casual blazer, sorte smalle bukser og Converse-sneakers. Hun ser afslappet, imødekommende og tilgaengelig ud.
Og det er det, der er problemet.
I en tid, hvor en verdensomspaendende pandemi holder kloden i et jerngreb, er det svaert at forestille sig, at noget så ufarligt som et saet tøj – og ligefrem et afslappet et af slagsen – skulle kunne saette gang i endnu en verdensomspaendende kritisk debat. Men det kunne det. Allerede før Vogues februar-cover var landet i butikkerne, og før Kamala Harris havde aflagt ed som USA’s vicepraesident, gav hendes tøj anledning til debat.
‘Respektløst’, var det ord, der gik igen. I avisspalter og på sociale medier. Det afslappede look var uvaerdigt for en kommende vicepraesident. Det repraesenterede ikke Kamala Harris’ position – hverken den, hun var på vej til at indtage i den amerikanske regering, eller den, hun ville indtage i historiebøgerne. Vogue havde skudt forbi, og der gik heller ikke mange dage, før magasinet lancerede en alternativ forside. Denne gang var den nu indsatte vicepraesident iført et pudderblåt powersuit designet af den aerkeamerikanske designer Michael Kors. Og selvom Kamala Harris stadig smilede, var det nu med et stålsat blik og korslagte arme i klassisk statsmandspositur.
Virakken om vicepraesidentens Vogue-cover viser, at selvom verden er ved at vaenne sig til at se kvinder på topposter, er den langtfra faerdig med at have holdninger til, hvad de kvinder bør have på. Stort set uanset hvad kvinder, der går efter magten, vaelger at iklaede sig, må de forvente, at deres garderobe bliver underlagt en grundig analyse og ofte en vedholdende kritik. De klaeder sig enten for mandhaftigt eller for konet, for kedeligt eller for sexet, for utilnaermeligt – eller som i Kamala Harris’ tilfaelde simpelthen for tilgaengeligt.
“Man kan sige, at det er endnu et klassisk eksempel på ‘You’re damned if you do and you’re damned if you don’t’”, siger modeforsker Trine Brun Petersen.
Hun er lektor ved Syddansk Universitet og beskaeftiger sig med modens betydning i blandt andet politiske sammenhaenge og med, hvad det ‘arbejdstøj’, vi tager på, betyder for vores position i samfundet og omverdenens blik på os:
“Moderne toppolitikere er, uanset deres køn, yderst bevidste om de signaler, de sender med deres tøj. Både når de optraeder formelt og i deres fritid. De ved, at tøjet er med til at fortaelle historien om deres politik og om, hvem de er, og at det er et vigtigt kommunikationsredskab. I det perspektiv kan det vaere naerliggende at tro, at kvinder har en fordel, fordi deres råderum – rent garderobemaessigt – er større. Men ofte er det faktisk det modsatte, der er tilfaeldet.”
Magtens uniform er designet til maend
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er et glimrende eksempel på det. Som landets første kvindelige statsleder betrådte hun ikke kun ny grund rent historisk, men også modemaessigt. Og selvom hun klaedte sig både statsligt og tjekket i små figursyede jakker, pencilskirt og stiletter, affødte hendes tøj voldsom kritik.
“Hendes tøj var simpelthen for eksklusivt. Isaer hendes tasker – der nemmere kan identificeres og prissaettes end tøj – var for kostbare. Gucci-Helle blev hun kaldt, og det praedikat klistrede sig fast og smittede af på den måde, hun blev betragtet på politisk.”
Thornings tøjvalg blev en del af fortaellingen om hende som elitaer, fjern og ude af sync med sine vaelgere. Det var pludselig ret underordnet, at hun var vokset op hos en enlig mor på Vestegnen. For hun var ikke i øjenhøjde med den almindelige dansker. Slet ikke med dem, der sluttede op om Socialdemokratiet – Danmarks gamle arbejderparti. I den forstand gjorde Helle Thorning-Schmidt sig på mange måder skyldig i det stik modsatte af Kamala Harris.
“Vogue gjorde sig netop umage for at iscenesaette Harris som en kvinde af folket og som en autentisk refleksion af, hvem Harris faktisk er. Kamala Harris er ikke, som mange andre amerikanske toppolitikere, barn af et politisk familiedynasti. Hun er barn af immigranter – akademikere og medlemmer af den øvre middelklasse – men ikke desto mindre indvandrere, der ikke er en del af den amerikanske elite. Og det var det billede, Vogue ville vise. Et billede på en ny type leder, der er i øjenhøjde med befolkningen.”
Den kritik, der rejste sig efterfølgende, var på mange måder ret sympatisk, og kritikerne gik ikke efter den nye vicepraesident, men efter Vogues dispositioner. Kommentatorer og iagttagere mente ganske enkelt ikke, at sneakers, T-shirt og blazer var en nyvalgt vicepraesident vaerdig (heller ikke selvom tøjvalget var Harris’ eget, og hun selv var tilfreds med billedet, omend hun blev overrasket over, at netop det endte på forsiden). Uanset kritikkens karakter viser debatten om vicepraesident-forsiden, at kvindelige magthaveres tøjvalg altid synes at vaere et offentligt anliggende. Mens maends magtgarderobe er givet på forhånd, findes der ingen sikre valg for kvinder.
“Årsagen er den enkle, at magtens uniform historisk set er blevet designet til maend,” siger Trine Brun Petersen.
I enevaeldens tid var uniformen en ganske anden end den, vi kender i dag. En konge var klaedt i fed silke, guldbrokade og hermelinkåbe. Han regerede alene på Guds mandat og kunne ikke fremstå eksklusiv, prangende og pompøs nok. I dag regerer statslederne på folkets mandat, og det betyder, at der helt naturligt skal skrues gevaldigt ned for graden af eksklusivitet. Det skal vaere paent, men ikke for paent. Og den opgave løser jakkesaettet perfekt.
“Et statsoverhoved skal vaere repraesentativt klaedt, men tøjet må ikke tage fokus fra den politik, vedkommende repraesenterer. Han eller hun skal på én og samme tid se statslig og aldeles uopsigstvaekkende ud,” siger Trine Brun Petersen.
“Jakkesaettet løser den opgave til perfektion. Det er en slags kvasi-uniform, der med en tydelig og skarp silhuet signalerer fasthed og magt. Den falder ikke blødt om kroppen, men stiver kroppen og personen af. Jakkesaettet giver den, der baerer det, karakter og tilstedevaerelse uden at tage fokus fra det, personen siger.”
Det kvindelige køn er altid i spil
Det taetteste, man kommer på en kvindelig pendant til jakkesaettet, er spadseredragten. Et taekkeligt og tilknappet todelt saet, der på mange måder har de samme afstivende kvaliteter som jakkesaettet, og som af den grund er blevet et yndet go-to outfit blandt kvindelige magtskikkelser med Margaret Thatcher som den mest markante eksponent. Den britiske premierminister foretrak kongeblå nuancer og bar ofte en enkel perlekaede om halsen som alternativ til slipset. Spadseredragten bar hende med succes gennem regeringsårene i 1980’erne, men den var samtidig med til at brande hende som benhård, uempatisk og følelseskold. En kvinde, der havde givet køb på sine feminine dyder til fordel for en maskulin gennemslagskraft. ‘The Iron Lady’ blev hun kaldt. Og andre magtkvinder, der tøjmaessigt er fulgt i Thatchers fodspor, har ofte fået samme stempel. Hillary Clinton, der under valgkampen mod Trump i 2016 naesten udelukkende optrådte i spadseredragter – nu bare med bukser i stedet for en nederdel – måtte ikke kun laegge øre til at blive kaldt ukvindelig, men blev stemplet som decideret umenneskelig.
“Kvinder, der optraeder i spadseredragter eller powersuits, frames nemt som maskuline og mandhaftige, men de bliver også kritiseret for at mangle empati, følelser og menneskelighed. Egenskaber, de på en eller anden måde forventes at rumme i rigere mål end maend. På den måde er det kvindelige køn altid i spil. Uanset om kvinder nedtoner deres kvindelighed eller ej,” siger Trine Brun Petersen.
Det sker sjaeldnere, at kvindelige magthavere går den anden vej og fremhaever deres køn og seksualitet, siger hun. Men når det sker, går det også oftere galt end godt.
“Helle Degn, tidligere udviklingsminister for Socialdemokratiet, mødte i 1970’erne op i Folketinget i miniskirt og meget langskaftede støvler, og selvom hun senere gjorde karriere som toppolitiker, er det også støvlerne og den korte nederdel, der har bidt sig fast i den offentlige erindring.”
Meget tyder på, at det forhold ikke har aendret sig synderligt det sidste halve århundrede. I oktober sidste år optrådte den finske statsminister Sanna Marin på forsiden af et finsk modemagasin i sort taetsiddende blazer uden hverken top eller bh under jakken. Hendes look gav genlyd og trak overskrifter verden over. Og googler man i dag ‘Finnish prime minister’, er det første ord, der dukker op, ‘cleavage’. Uagtet at Sanna Marin er verdens yngste statsleder og nyder stor opbakning i den finske befolkning.
“Kvindens garderobe giver uomtvisteligt den kvindelige statsleder et større spillerum, men indtil videre har hun haft meget at tabe og kun lidt at vinde ved at tage den i brug,” siger Trine Brun Petersen. Spørgsmålet er, om det er ved at aendre sig?
I takt med at billedet af en leder bliver mere mangfoldigt – ikke kun fordi flere kvinder, men også flere minoriteter bestrider lederposter – vil spaendvidden i det tøj, magthavere klaeder sig i, måske også udvide sig. USA’s nye praesident er ganske vist en aeldre, hvid mand. Men lige bag ham står Kamala Harris, en sort kvinde. Og den administration, hun er blevet sat i spidsen for som naestkommanderende, er den mest mangfoldige i landets historie. Både hvad angår alder, køn, etnicitet og seksuel orientering.
“Udviklingen går imod en mere demokratisk repraesentation i politik. Mennesker med magt ser anderledes ud i dag, end de gjorde tidligere. Og det betyder måske, at vi i fremtiden vil se et mere mangfoldigt tøjvalg blandt magthavere. Et, der i mindre grad afspejler den position, de besidder, og i højere grad dem, de repraesenterer.” _