TORBEN HARDENBERG, GULDSMED

“Da jeg var barn, fandt mine foraeldre ud af, at jeg var ordblind. Der var ikke så mange andre muligheder end at skulle laere noget med haenderne, og fordi min far havde en stor interesse for sølvtøj, lå det i kortene, at jeg skulle blive guldsmed.

Det var ikke en succesoplevelse at komme i laere: Jeg blev smidt ud fra tre laerepladser. Jeg var lidt af en drømmer, og mine mestre kunne ikke holde mig ud – nok mest af alt, fordi jeg havde en bevidsthed om, at jeg kunne mere og andet, end de ville. De syntes, at de ting, jeg lavede, var lidt for maerkelige. På det tidspunkt var det moderne og enkle design oppe i tiden, og Nanna Ditzel og Henning Koppel var blandt de største navne. Men det var jo i 1970’erne, og jeg var hippie, så jeg ville gøre oprør. Det har altid vaeret historierne, som har vaeret interessante for mig at skildre: scener fra eventyr eller små hverdagsfortaellinger som en snegl, der vandrer på en gren. Sidenhen blev jeg jo forstået af omverdenen: Gennem min karriere har jeg solgt en lang raekke ting til blandt andet Kongehuset, og jeg har vaerker udstillet på Louvre. Det er kaerlighed til faget, men også ambition, der har drevet mig dertil: Jeg elsker de store håndvaerksmaessige udfordringer, som driver mig helt ud i skoven af tanker om, hvorvidt jeg kan løse dem, men som jeg i sidste ende klarer.

Der bor så meget sjael i smykker. Ting, som er flere hundrede år gamle, kan pludselig dukke op og vaekke minder om det, der var. De er en hilsen fra fortiden. Mange af de smykker, der bliver produceret i dag, vil ikke vaere her om 50 år. Ligesom alle andre håndvaerksfag er guldsmedefaget i fare: Der er for få dygtige håndvaerkere og for mange, der bare hapser en god idé fra Instagram. Jeg kan se, at nogle af de ting, jeg lavede i starten af min karriere, pludselig kommer på auktion i dag. Hvis dine vaerker stadig har betydning så mange år efter skabelsen, vil jeg mene, at du har bestået ildprøven: Tillykke, du røg ikke i smeltedigelen!”