IRENE GUARENAS
Den venezuelanske model Irene Guarenas, som er på forsiden og med i modeserien på side 94 i dette nummer af Costume, bor i Paris’ 19. arrondissement. Her har hun opdaget en nyfunden kaerlighed til at gå ture – gerne om aftenen, når mørket falder på, og byen summer af liv. Det fortaeller hun om i vores faste serie, hvor vi spørger personer fra modebranchen om, hvad deres hjerter er fulde af.
“Når mørket falder på over Paris, aendrer byens atmosfaere sig. Dens funktion går fra at vaere et sted, hvor folk er seriøse og laver forretninger, til at vaere en social legeplads. Mens jeg går rundt i gaderne, spiser folk deres måltider og drikker vin på fortovscaféerne og bistroerne og taler om dagen, der er gået. Det er den ultimative kliché om fransk kultur, som jeg virkelig elsker.
Jeg bor i det 19. arrondissement naer Canal Saint-Martin, og det er her, jeg nyder allermest at gå ture. Områdets udseende adskiller sig fra resten af byen: Bygningerne er mere moderne og ikke ligesom de klassiske bygninger, man normalt forbinder Paris med. Der er farverigt og larmende, og diversiteten er stor: Forskellige etniciteter og religioner bor side om side. Paris er meget turistet, men det her er mit lille helle. Folk hilser, når de går forbi hinanden på gaden, og man kan maerke, at de fleste kender hinanden og har boet her i en stor del af deres liv.
Når jeg går ture, observerer jeg livet omkring mig: menneskene på fortovet, bilerne på gaden og fuglene, der svømmer i kanalerne. Tiden bliver ligesom bremset, og jeg kigger på de ting, jeg går forbi, og når at vaerdsaette dem på en helt anden måde. Jeg befinder mig naermest i en meditativ tilstand, hvor jeg skal vaere 100 procent til stede i nuet for at kunne interagere med verdenen omkring mig.
Det er kun mig, der bestemmer ruten: Det er mig, der er i kontrol. Jeg ser det som empowering at gå alene rundt om aftenen – i
Venezuela, hvor jeg kommer fra, er det utaenkeligt, at en kvinde kan gå ugeneret alene på gaden, efter at mørket er faldet på. Jeg føler så stor taknemmelighed over, at jeg nu lever et sted, hvor det er muligt. Gennem min tid i Paris har jeg haft nogle få ubehagelige oplevelser, blandt andet med en gruppe af unge fyre, som råbte ad mig, fordi de syntes, at min kjole var for kort. De prøvede tydeligt at udskamme mig, men i stedet for at ignorere dem gik jeg hen til dem og konfronterede dem. Det er ubehageligt og utrygt at skulle tage den kamp, men jeg føler også, at jeg for hver konfrontation er med til at bryde den måde at taenke om og kontrollere kvinder på, så situationen måske ser anderledes ud for fremtidens kvinder.
Jeg vil helst gå for mig selv. Jeg kan godt lide at snakke, når jeg går, men jeg foretraekker min indre samtale. Nogle gange er den underholdende, andre gange er den dyb og emotionel. Det kan føles lidt ligesom at vaere på et stof, der aendrer dit syn på verden omkring dig. Der er mange hjemløse i Paris, og når jeg går forbi dem, giver det mig et helt nyt perspektiv på mit eget liv: Hvor heldig jeg er, i og med at jeg har tag over hovedet og kan få et varmt måltid mad. Det er også en sund måde at komme ud af sit eget hoved på: Når du går på en fyldt gade i Paris, er det ikke muligt at skynde sig. Du må bare anerkende og acceptere, at andre mennesker ikke nødvendigvis har lige så travlt som dig, og at du skal vaere ydmyg over for dine omgivelser. At gå ture er uden tvivl den billigste form for terapi.” _