Det nye hold
Modet til at stole på sin intuition og sige det, man taenker, vigtigheden i at lytte til andre og lysten til at aendre verden. Mød ni unge, kreative kvinder, der tager stilling til verden omkring dem.
Anna Aagaard Jensen
Fra Esbjerg til Eindhoven, fra dansk designarv til et autonomt kunstnerkollektiv, hvor hun laver vaerker kendetegnet af funktionalitet, feminisme og humor. Kunstdesigner Anna Aagaard Jensen, 30 år, er siden sin afgang blevet udråbt som designtalent af internationale magasiner som Pin-Up og Interview Magazine DE, er blevet censureret i Kina, har skabt et blomsterunivers, mange vil have fingre i, og herhjemme har hun bragt følelserne i kog på nettet på grund af en lyserød stol, der opfordrer kvinder til at kraeve deres plads ved at sidde med spredte ben.
“Jeg elsker blomster. Jeg har altid elsket dem og deres løfte om glaede, lykke, skønhed og kaerlighed, men i maj sidste år blev det løfte erstattet af en tomhed, da min far pludselig døde af et hjerteanfald. I ugevis modtog vi blomster som kondolence. De stod stablet på spisebordet og i alle vaerelser. Vi lånte vaser fra venner og familie og forsøgte at holde blomsterne i live, så laenge det var muligt, men til sidst døde de også. På det tidspunkt begyndte jeg at taenke over, hvordan noget så smukt samtidig repraesenterer et mørke. Hvordan vi viser vores kaerlighed til hinanden manifesteret i buketter af natur i forfald. Selv i sorgen har vi en trang til at ville kontrollere naturen. At beskaere og praesentere blomsterne på en saerlig måde. Det minder mig om den måde, man i århundreder har forsøgt at kontrollere kvindekroppen – dens udseende, vaeremåde og plads i det offentlige rum. Måske er det også en af grundene til, at vi forbinder blomster med noget feminint?
Mit univers, mit design og min research bunder i det kvindelige. Jeg blev faerdiguddannet i 2018 fra Design Academy Eindhoven, hvor jeg søgte optagelse efter en bachelor i design på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Jeg kom ind og flyttede til Holland, hvor jeg stadig bor og arbejder i kunstnerkollektivet Morph. Jeg tog til udlandet, da det ikke passer mig personligt at skulle varetage den arv, som er pålagt danske møbeldesignere. Jeg har brug for noget mindre produktorienteret, noget mere autonomt, og på den anerkendte skole i Eindhoven fandt jeg krydsfeltet mellem design og kunst. Den måde, jeg arbejder på, kan måske udfordre vores opfattelse af design, men det er en af de ting, jeg virkelig holder af ved at vaere designer – at vaere med til at udfordre mit eget fag.
Til min afgang skabte jeg en kollektion af skulpturelle stole, som kun kvinder må sidde på. De er lavet af polystyren, betrukket med en kombination af glasfiber og A1 og indfarvet med makeup. Måden, jeg arbejder med materialerne på, er en teknik, jeg selv har udviklet over en laengere årraekke. En stor del af stole-projektet gik på at tale om kvindekroppen og vores iagttagelse af den. Med mine stole ville jeg gerne opfordre de kvinder, der satte sig på dem, til at sprede benene og tage plads i det offentlige rum. Der er en seksuel magt over at sidde med spredte ben, som vi kvinder gennem tiden er blevet opdraget til at agere uden om, men som jeg med stolene håber på at kunne tage tilbage.
Stolene vakte stor opmaerksomhed, og få dage efter at vi havde praesenteret vores afgangsprojekt på en messe, blev jeg kontaktet af Utrecht Central Museum, der ville købe den største af stolene til deres permanente samling. Det føltes vildt. Ikke mindst fordi de måtte lave
deres regler om, da det var et krav for mig, at museumsgaesterne skulle kunne saette sig på vaerket – eller de kvindelige gaester. Derfor har museet også en vagt siddende, der skal stoppe maend i at kravle op på stolene.
Kvinde-stolene har blandt andet vaeret udstillet på Art Los Angeles Contemporary i Los Angeles, og jeg har også lavet en kvinde-baenk, der har vaeret udstillet på galleriet K11 i Guangzhou i Kina. Her blev en del af budskabet, nemlig at vaerket var skabt for at saette fokus på en gruppe af fem kinesiske kvinder, der kalder sig Feminist Five, dog bortcensureret. Nogle finder stolene provokerende, og da Dr.dk skrev en artikel om dem, var der mange, der hidsede sig op på Facebook og kaldte det ‘idiotisk symbolfeminisme’. Jeg har også set mange billeder på de sociale medier, hvor maend alligevel har sneget sig op på stolene, hvilket måske meget fint understreger min pointe om den kønslige ubalance og maends behov for positionering.
Efter jeg afsluttede skolen, skrev jeg kontrakt med Functional Art Gallery i Berlin, hvor jeg sidste år viste mit første soloshow, Reaching for the Sun. Jeg skulle i gang med showet, lige da min far døde, og derfor endte det med at blive en meget personlig udstilling, hvor mit blomsterunivers kom i spil. Jeg havde et behov for at lave noget smukt, der ikke som de afskårne blomster er ved at dø. Derfor lavede jeg en raekke blomstrende skulpturer, stole, lamper og vaser, der ikke går bort. Det er blomster, der altid vil vaere her, og som samtidig taler ind i narrativet om konstrueret skønhed og min udforskning af femininitet og feminisme. Reaching for the Sun førte til min naeste udstilling, Sally’s Room, der er en vandrende udstilling, som først blev vist i Paris og nu i Savannah, Georgia.
Jeg havde ikke turdet håbe på, at jeg kunne leve af det her, men jeg kunne heller ikke forestille mig, hvordan mit afgangsprojekt eller jeg selv skulle kunne passe ind i et firma eller en tegnestue. Så jeg er meget glad for, at der er et marked for mine vaerker. Hvis jeg kan blive ved med at lave det, jeg gør nu, kan jeg ikke bede om mere.”
BEDSTE RÅD TIL ANDRE
Vaer ikke bange for at få afslag. Send ansøgningen, stil det dumme spørgsmål, tag kontakt. Hvad er det vaerste, der kan ske? At man må tage hjem igen, eller at man får et nej. Jeg skal stadigvaek ‘tage mig sammen’, gå 10 gange rundt om mig selv og fortaelle mig selv, at jeg er dygtig, inden jeg sender nogle e-mails eller ringer folk op. Det er ikke nemt, og det tror jeg aldrig, det bliver, men det er nødvendigt. At ryste janteloven af sig er vildt svaert, men der er ingen i udlandet, der kender janteloven, og det er o.k. at vaere selvsikker med hensyn til sit arbejde. Jeg har fået en hel del afvisninger, og efter en håndfuld bliver det lidt nemmere, når de kommer.
Brug din omgangskreds. Jeg var aldrig nået til, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde en fantastisk gruppe venner og veninder, der har støttet mig. Jeg tror, at vi nogle gange tager vores venner lidt for givet, men den entusiasme, de kan indgyde, kan få os langt.
Betty Krag
Nogle gange ville Betty Krag, 18 år, ønske, at hun levede i 80’erne. Alt er så poleret i dag. Hun går på fotoskole og elsker uspolerede, spontane og levende billeder. Det har hun gjort, siden hun som 10-årig fik en Nintendo, hun tog billeder med og havde med sig overalt. “Hvorfor vil du gerne vaere fotograf?”
“Jeg taenker i billeder 24/7, derfor er jeg startet på fotoskole. At vaere fotograf er mange ting. Det er både et håndvaerk og et talerør til at kunne udtrykke sig kreativt, aktivistisk, kritisk, kunstnerisk, eller hvad man ellers har lyst til. Der er ingen regler. Det er sindssygt spaendende at kunne skabe noget, der kan vaere med til at gøre en forskel i verden.”
Hvad braender du for ved dit fag?
“At bruge mine billeder til at vise diversitet, alle mulige måder at gå klaedt på og at skabe et kreativt rum for alle. Fotografi har mange sider, og for mig handler det typisk ikke om en hvid baggrund og en kaempe lampe – jeg er vild med at finde locations og bruge kameraer, der ikke nødvendigvis står knivskrapt. Jeg arbejder naesten kun analogt, og jeg elsker den spontanitet, der følger med det. Det kan vaere uforudsigeligt og virkelig smukt. Forleden skød jeg på min mormors gamle videokamera, som filmer helt overdrevent uskarpt. Upolerede, spontane og levende billeder – det er lige mig. 20’erne er en sindssygt poleret tid at vaere ung i, og alt står skarpere end nogensinde før. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg levede i 80’erne, hvor VHS var the shit.”
Hvordan er du nået til, hvor du er i dag?
“Jeg fik en Nintendo i 10-års fødselsdagsgave, som havde Super Mario og jordens dårligste kamera. Jeg havde den altid med mig rundt og tog billeder af alt. Siden da har jeg arbejdet med film og foto. Jeg elsker at se tilbage på de videoer, jeg klippede dengang – de er så grineren. Jeg er vokset op i et hus med magasiner og fotobøger på hver en hylde, og det er der, jeg finder meget af min inspiration. At se ting på print er virkelig noget for sig. Ud over det har jeg fotograferet, klaedt mig på og er mødt op … Har rejst, snakket, besøgt og filmet. Klippet, gået i skole, assisteret .... Arbejdet, fremkaldt, fotograferet og mødt op ...”
Hvad er dine visioner og drømme for fremtiden?
“Jeg kunne rigtigt godt taenke mig at flytte til udlandet på et tidspunkt. Jeg bliver altid så inspireret af andres kultur, arkitektur og mad og af folk på gaden. Når jeg har vaeret ude at rejse og kommer hjem igen, føler jeg mig som en kuffert fyldt op med oplevelser, vintagefund, maerkelige kameraer og hundredvis af billeder på min kamerarulle. Jeg glaeder mig til at se, hvor jeg er om 10 år. Fotograf, og måske dyrepasser om søndagen – hvem ved?”
Hvad er dit bedste tip i forhold til at nå sine drømme?
“Man skal ikke vaere bange for at kaste sig ud i nye ting, selvom der kan vaere langt ned. Start i praktik eller assistér en person, der inspirerer dig og arbejder med de ting, du braender for. På den måde får man en fornemmelse for faget, og en masse døre kan blive åbnet. Jeg er i laere hos fotografen Oliver Knauer, som selv var i laere engang, og som i den grad ved, hvor vigtigt det er at laere fra sig. Det er desvaerre lidt en uddøende ting, det med at laere fra sig, og det saetter en stopklods for udviklingen af ens kreative fag. Jeg er superglad for, at jeg kan få lov til at laere mere om fotografi på den gode, gammeldags måde.”
Mona Omar
Mona Omar, 30 år, er manuskriptforfatter og arbejder i øjeblikket på en serie til Netflix. Hun elsker at lytte til og fortaelle historier og mener generelt, at det er på tide, at vi lytter lidt mere til hinandens historier.
Hvad braender du for ved dit fag?
“Jeg synes selv, at det er det fedeste i hele verden at kunne få lov til at bruge mine dage på at fortaelle historier. For tiden lytter jeg mest til historier. Det er totalt på tide for os alle – at lytte noget mere til hinanden og vores historier. For hvad gør man, når man bliver udfordret på noget, man tror, man ved? Tidligere har jeg affejet irettesaettelser og kritik af det, jeg siger med: ‘Du ved, hvad jeg mener’. Men jeg er stoppet med at sige det og er begyndt at lytte. Det haenger også sammen med min frygt for at stå stille. Jeg vil egentlig gerne rykke på ting, og det tror jeg sker bedst ved, at jeg lytter.”
Hvordan er du nået dertil, hvor du er i dag?
“Tidligere arbejdede jeg i modebranchen og boede en overgang i L.A. Efter dét var jeg maettet. Alt var lidt en kulisse i L.A., og jeg havde brug for noget, der var mere vedvarende. Jeg drømte om at skrive og lave film. Så jeg aendrede kurs. Så firkantet var det for mig. Det betyder, at jeg lige nu er et sted i mit liv, hvor jeg øver mig. Jeg øver mig hele tiden. Det er det eneste, der gør, at jeg rykker mig.”
Hvad er dit bedste tip i forhold til at nå sine drømme?
“At turde aendre kurs. Hvis ikke det virker, så prøv noget andet. Det er noget af det svaereste og nemmeste på samme tid. Men man kan trøste sig selv med, at alt jo nok skal gå.”
Ida Heiner
Den ene vilde oplevelse følger den anden for model Ida Heiner, 17 år, der lidt tilfaeldigt blev en del af modebranchen.
Hvordan blev du model?
“Jeg voksede 10 centimer eller sådan noget over en sommer.
Efter den ferie begyndte jeg at blive ‘scoutet’ hver uge rundt omkring i København. Til sidst var det ret komisk. Jeg var rundt om et udenlandsk bureau, inden jeg besluttede mig for at besøge Bente Lundquist hos Scoop Models, som signede mig med det samme.”
Hvad braender du for ved dit fag?
“Det giver mig adgang til en masse kreative, passionerede mennesker, som inspirerer mig meget. Jeg braender for at forstå deres håndvaerk og den kreative proces bag et produkt. Andres råd og erfaringer er en stor hjaelp til at gøre mit eget job bedre. I sidste ende arbejder vi jo alle efter samme mål – det bedste resultat. Det kan kun komme fra god energi og forståelse for hinanden. Og god musik! Meget vigtigt.”
Hvad har vaeret den største oplevelse?
“Det føles som om, at hver gang, jeg oplever noget nyt og vildt, overgås det af noget endnu vildere. En af mine største oplevelser var, da jeg åbnede Louis Vuittons FW21 show i Paris. Det var så surrealistisk at vaere valgt til det. Showet foregik på Louvre, som ellers var lukket for besøgende. Vi havde det ret sjovt med at luske rundt og udforske museet uden nogen turister – lige indtil vi blev afsløret af en vagt.”
Hvordan er du nået dertil, hvor du er i dag?
“Udelukkende held. Jeg har vaeret ekstremt heldig at møde de rette mennesker på det rette tidspunkt. Chancen kom ud af det blå, og så greb jeg den. Nu handler det bare om at holde godt fast.”
Hvad er dine visioner og drømme for fremtiden?
“Jeg vil gerne fortsaette med det her, så laenge jeg bliver udfordret og har det sjovt. Det er virkelig nogle spøjse indspark i min normale hverdag. Der er også mange andre spaendende grene af branchen, jeg gerne vil prøve kraefter med på et tidspunkt, men min absolutte drøm for fremtiden er at bo i Frankrig eller Italien på en lille gård med masser af dyr.”
Hvad er dit bedste tip i forhold til at nå sine drømme?
“Vaer nysgerrig og imødekommende. Det kommer man langt med.”