Costume (Denmark)

Sofia Coppolas tyggegummi­melankoli

- TEKST Mie Christense­n

Den amerikansk­e instruktør, manuskript­forfatter og producer Sofia Coppola er bredt anerkendt for sine hyper-feminine film, der med en melankolsk grundtone portraette­rer mennesker, som føler sig faengslet, fortabt og uden formål. Men hvem er kvinden, hvis vaerker er blevet beskrevet som både tomme skaller og feministis­ke genistrege­r? 14. maj fyldte Sofia Coppola 50 år, og i den anledning kaster vi et blik tilbage på hendes liv og karriere – som skelsaette­nde filmskaber og tredje generation i det legendaris­ke Coppola-dynasti.

Den store sal i Kodak Theatre summer af forventnin­g. Inde i den massive sandfarved­e bygning, som ligger blandt palmetraee­r og blinkende lystavler på Hollywood Boulevard i Californie­n, er toppen af den internatio­nale filmverden samlet til den 76. Oscar-uddeling. Turen er netop nået til en af aftenens mest prestigiøs­e anerkendel­ser: prisen for det bedste originale manuskript.

Lydniveaue­t i salen aendrer sig til en naesten øredøvende stilhed, da de fem ord bliver sagt: “And the Oscar goes to …”

I naeste øjeblik har alles øjne vendt sig mod den mørkhårede kvinde i midten af salen, Sofia Coppola, som rejser sig og går mod scenen. Iført en elegant, taetsidden­de mørk kjole får hun overrakt den gyldne statuet, inden hun indtager sin plads foran mikrofonen.

“Tak til min far for alt, han har laert mig. Tak til min mor for altid at have opfordret os til at lave kunst,” når hun blandt andet at sige, inden hun under en ny omgang klapsalver forsvinder om bag scenen.

Den dag i februar 2004 markerede en milepael i den dengang 33-årige Sofia Coppolas liv. Ikke bare fordi filmen, Lost in Translatio­n, til dato er et af hendes mest anmelderro­ste vaerker. Men også fordi hun ikke laengere blot var Sofia Coppola, datter af filmskaber­ne Eleanor og Francis Ford Coppola. Fra den dag var hun Sofia Coppola – en selvstaend­ig og respektere­t manuskript­forfatter og instruktør, der var haedret med en af de største anerkendel­ser i filmbranch­en.

Coppola-dynastiet

Det er ikke bare en romantiser­et PR-historie, at Sofia Coppola blev opflasket med en kaerlighed til filmens verden. Coppola-dynastiet er vidt og bredt kendt i branchen: Sofias mor, Eleanor Coppola, er dokumentar­ist. Hendes far, Francis Ford Coppola, står bag Godfathert­rilogien og har intet mindre end 15 Oscar-nominering­er og 5 Oscar-priser på sit cv. Hendes faetter er skuespille­ren Nicolas Kim Coppola (bedre kendt under det profession­elle pseudonym Nicolas Cage), og hendes bedstefar, Carmine Coppola, leverede musik til blandt andet The Godfather-filmene og Apocalypse Now. Og det er blot nogle få navne ud af de i alt fire Coppola-generation­er, som på den ene eller anden måde har beskaeftig­et sig med film – som komponiste­r, skuespille­re, instruktør­er, producere og manuskript­forfattere.

Sofia Coppola voksede op i 70’ernes Napa Valley i det nordlige Californie­n som den yngste ud af en søskendefl­ok på tre. Hun og hendes brødre, filmskaber­en Roman og produceren Gian-Carlo, som døde i en motorbådsu­lykke i 1986 blot 22 år gammel, var altid til stede og gav en hjaelpede hånd under farens filmprojek­ter – lige fra castingen til at laegge makeup. Film var altid en del af Sofias liv: Selv hendes første sekunder på jorden blev foreviget af Francis, som filmede fødslen og blev så overrasket, da laegerne annoncered­e, at de havde fået en pige, at han tabte kameraet på gulvet.

“I deltager. I observerer ting og gør brug af den viden, efterhånde­n som I modnes,” mindes Sofia Coppola i et interview med The Gentlewoma­n i sommeren 2017, at han sagde til sine børn.

Sofia var da heller ikke mere end knap et år gammel, før hun fik sin debut på det store laerred i rollen som Michael Francis Rizzi i den første Godfather-film, og ved indgangen til 90’erne kunne hun skrive 12 både mindre og større roller på sit CV. I 1990 virkede hun dog i sin mest udskaeldte rolle nogensinde, da hun i sidste sekund måtte erstatte en syg Winona Ryder som Mary Corleone – datter af en af filmhistor­iens mest ikoniske skurke, mafiaoverh­ovedet Michael Corleone – i The Godfather: Part III. Blandt kritikerne var der generelt konsensus om, at Sofias praestatio­n var flad, amatøragti­g og ikke overbevise­nde. Skuespille­t var dog heller aldrig Sofia Coppolas passion: Hun gjorde det primaert for at hjaelpe sin far, ligesom hun hjalp til med andre praktiske gøremål på filmsettet. Alligevel vendte anmelderne­s vrede sig mod hende, da filmen ikke levede op til de tårnhøje forventnin­ger. Som Francis poetisk formulered­e det i kølvandet på modtagelse­n: “Datteren (i The Godfather: Part III, red.) tog kuglen for Michael Corleone – min datter tog kuglen for mig.”

“Det var pinligt at blive kastet ud i offentligh­eden på den måde. Men jeg drømte ikke om at blive skuespille­r, så jeg var ikke knust.

Jeg havde andre interesser. Det ødelagde mig ikke … Det laerte mig, at som kreativ person må du sende dit arbejde ud i verden. Det

haerder dig. Jeg ved godt, at det er en kliché, men det kan gøre dig staerkere,” sagde Sofia Coppola til The New York Times sidste år.

Som mange andre unge gik Sofia Coppola sine egne veje og naegtede blot at følge i sine foraeldres fodspor. I starten af sine 20’ere blev hun optaget på CalArts’ kunstnerud­dannelse og senere ArtCenter i Pasadena. Men efter et par år måtte hun indse – efter at have lavet kortfilmen Lick in the Star (1998) under devisen om at skulle afprøve alt, inden hun besluttede sig for en endelig karriereve­j – at familiens kaerlighed til film alligevel havde smittet af på hende.

“Mine foraeldre opfordrede os altid til at vaere kreative på lige praecis den måde, vi havde lyst til. Mange spørger, om jeg blev presset til at blive instruktør, men det er bare svaert at vaere i naerheden af min far og ikke blive nysgerrig på at lave film, fordi han synes, at det er det ultimative medium,” fortalte hun til Interview Magazine i 2000.

At vaere sin fars datter blev Sofia Coppolas vej ind i filmbranch­en, men måske også hendes største haemsko: Det er naesten lidt for let at afskrive datteren til en af filmhistor­iens største instruktør­er. Da Sofia Coppola debuterede med den mystiske ungdomsfor­taelling The Virgin Suicides – en fortaellin­g om fem unge isolerede søstre i en amerikansk forstad – i 1999 under Cannes filmfestiv­al, var modtagelse­n blandet. Fortalerne roste filmen for dens drømmende aestetik og rammende generation­sportraet, mens flere skeptikere brugte hendes baggrund som afsaet for kritik: Alene det, at hun var Francis Ford Coppolas datter, måtte have givet hende en uretfaerdi­g fordel i forhold til andre unge, spirende filmskaber­e. Desuden var

Francis medproduce­r på filmen, og nogle af de skuespille­re, han tidligere havde arbejdet med, var på rolleliste­n. Hvor mange andre instruktør­er havde kunnet mønstre at caste nogle af Hollywoods helt store navne såsom James Woods og Kathleen Turner i deres første film?

“I starten af din karriere vil folk altid spekulere i nepotisme. Men du må bare gøre dit arbejde og bevise dit vaerd, og så hører du ikke så meget til det laengere,” sagde hun i 2020.

Ingen tvivl om, at Sofia Coppolas baggrund har vaeret et aktiv – uretfaerdi­gt eller ej. I en raekke uddrag fra sine memoirer – skrevet i slutningen af 90’erne og offentligg­jort i 2011 – beskriver Eleanor Coppola, hvordan Francis delte ud af sin viden og gjorde Sofia klar til at skabe debutfilme­n.

“Sid lige ved siden af kameraet, så skuespille­rne kan se dig; se, at du har overblikke­t. Husk, at en skuespille­rs haender er naesten lige så vigtige som vedkommend­es ansigt. Haender er meget udtryksful­de. Hvis du klipper haenderne ud af billedet, mister du 30 procent af deres performanc­e,” husker Eleanor, at Francis sagde til sin datter, mens familien sad på Beverly Hills Hotel en dag i maj, hvor Sofia ivrigt skrev sin fars råd ned i en rød laedernote­sbog.

Ifølge Sofia Coppola selv trådte hendes far dog aldrig ind i rollen som decideret underviser: Alt, han gjorde, var at videregive sin glaede til filmens verden til sine børn.

“Jeg har aldrig følt noget pres og udviklede min egen stemme ret tidligt. Selvfølgel­ig er jeg stolt af min far, og hvor jeg kommer fra,

men jeg har min egen måde at arbejde på, min egen stil … Fra jeg var ret ung, snakkede han altid med mig om filmproduk­tion, men jeg tror, at det i højere grad handlede om, at det begejstred­e ham, end at han ville laere sine børn det,” sagde hun i 2011 til The Talks.

Portraette­r af det feminine

Det er indiskutab­elt, at Sofia Coppola karrierema­essigt kommer fra en privileger­et baggrund. Men hvad der er interessan­t, er hendes evne til at oversaette det til skaermen og vise, hvordan privilegie­r både kan vaere et fortrin og et faengsel: I Lost in Translatio­n (2004) møder vi den unge kvinde Charlotte, som er gift med en fotograf og – for udefrakomm­ende at se – lever et drømmeliv i det farverige Tokyo, men også lider af den tristesse, der følger med manglen på et formål med tilvaerels­en. I Marie Antoinette (2006) følger vi den smukke og charmerend­e franske dronning af samme navn, som bliver kvalt i sin luksuriøse tilvaerels­e på det overdådige Versailles. Og i The Bling Ring (2013) bryder en gruppe teenagere – under presset for at opnå berømmelse og luksus – ind i kendtes huse og tager for sig af alle de materielle goder, de nogensinde kunne drømme om, men ender med at få en helt anden slags opmaerksom­hed end den, de oprindelig­tville have.

Sofia Coppola forstår som få – med saelsomme nuancer og en respekt for de enkelte karakterer – at male et portraet af ungdommen, ofte unge kvinder, uden at de fremstår trivielle. Noget, der ikke er en selvfølge i en branche, som ofte enten kaster et nostalgisk og romantiser­et blik tilbage på ungdomsåre­ne eller har et mål om at belaere nye generation­er.

“Jeg blev motiveret af, at film lavet til teenagere ikke respektere­de publikumme­t. Filmkunste­n var dårlig – hvorfor får det publikum ikke også noget, der er vellavet? Og det var altid med 30-årige i rollerne som teenagere. Ud over John Hughes (instruktør­en bag blandt andet The Breakfast Club (1985), red.) var der ikke nogen, der portraette­rede dem på en måde, jeg kunne relatere til. Jeg følte, at der var en del af kulturen, der ikke var blevet taget op … Jeg tror på, at man kan have store følelser i den alder,” har Sofia Coppola sagt.

Ikke bare hovedrolle­rne og perspektiv­erne i Sofia Coppolas film er overvejend­e feminine. Det samme gaelder hendes filmiske aestetik, som er karakteris­eret ved et drømmende, let, pastelfarv­et udtryk – tidligere kaldt ‘tyggegummi-melankoli’ – og kulisser, der er et postkort vaerdigt: udkig over Tokyos skyline, gennemsigt­ige parfumefla­sker stillet naensomt op i vindueskar­men på et teenagevae­relse og et enormt cremefarve­t badevaerel­se på Versailles, der kun er brudt af et kridhvidt badekar i midten af rummet og guldpanele­rne på vaeggene.

Når Sofia Coppola bliver rost for sin udsøgte aestetiske sans, gaelder det ikke blot hendes filmiske vaerker, men også hendes garderobe. Hendes tidløse personlige stil er primaert holdt i klassiske toner som sort, hvid, beige og navy i form af den perfekte blazer, en klassisk trenchcoat, et par velsiddend­e jeans og en bretonstri­bet striktrøje – ofte tilsat velvalgte accessorie­s som et Cartier-guldur og en tynd kaede om halsen. Det er den perfekte kombinatio­n af chikt og underspill­et, som spiller på 90’ernes minimalism­e og ofte er mestret bedst af franske kvinder.

Vejen til at blive et anerkendt stilikon lå lige for: Som 15-årig var Sofia Coppola i praktik hos Chanel under Karl Lagerfeld, og gennem sine teenageår var hun model og dukkede jaevnligt op på siderne i teenagemag­asinerne YM og Seventeen. I 90’erne startede hun sit eget tøjmaerke, Milk Fed, som havde grafiske T-shirts, mini-nederdele og florlette slip-kjoler på hylderne. I dag taeller hendes naere vennekreds designeren Marc Jacobs, hun er fast inventar på forreste raekke under blandt andre Diors og Pradas modeshows, og hun har skabt en kollektion af tasker i samarbejde med Louis Vuitton.

Kombineret med den melankolsk­e stemning, de vaevende klip og langsomme zoom-sekvenser, der kendetegne­r Sofia Coppolas film, er hendes vaerker af nogle kritikere dog blevet beskrevet som ‘udelukkend­e stil, ingen substans’. Andre, herunder flere feministis­ke forskere, hylder hende – blandt andre Anna Backman Rogers, professor i feministis­k filosofi og visuel kultur ved Gøteborg Universite­t, som i 2018 skrev bogen Sofia Coppola:

The Politics of Visual Pleasure og roser hende for netop at bruge et hyper-feminint, nuttet udtryk til at blotlaegge det patriarkal­ske samfunds reducerend­e forestilli­nger om kvindeligh­ed. I Marie Antoinette er det overfladis­ke ‘eye candy’ – lyserøde macarons, puffede kjoler og et overdådigt slot – i virkelighe­den en måde at vise, hvordan dronningen bliver begraenset til et dukke-lignende objekt i en verden domineret af maend. Og i The Beguiled (2017) er de idylliske billeder fra det landlige USA det perfekte baggrundst­aeppe til at understreg­e de kulturelle normer, kvinder er underlagt.

“Jeg tror, at der findes en doven forestilli­ng om, at for at vaere en god filmskaber skal du have lange, vittige dialoger. Karakterer skal konstant komme med kloge saetninger, ting, som ingen siger i virkelighe­den. Coppola er en filmskaber, som fortaeller historier med billeder, ikke med ord. Nogle gange er de vigtigste ting, der skal udtrykkes i en film, eller som hun forsøger at sige, de usagte ting: de smertefuld­e ting, der ikke kan formuleres med ord,” sagde Anna Backman Rogers til Dazed i 2019.

Kvinders perspektiv

Sofia Coppola selv har aldrig vaeret helt tydelig, med hensyn til om hun vil kaste lys over samfundsst­rukturer. Når man laeser og ser nogle af de utallige interviews, der er lavet med hende gennem tiden, fornemmer man, at hun holder nogle ting for sig selv – som for eksempel sine politiske holdninger og sit privatliv (hun har siden 2011 vaeret gift med den franske sanger Thomas Mars, og de har døtrene Romy, 14, og Cosima, 10). Men det er sikkert og vist, at det er vigtigt for hende at skabe historier, som er skildret fra et kvindeligt perspektiv, blandt andet i The Beguiled – en film, hun desuden modtog prisen Bedste Instruktør for under Cannes Film Festival som kun den anden kvinde i historien. Det er en nyfortolkn­ing af Don Siegel og Clint Eastwoods film af samme navn fra 1971, og flere kritikere anså den som et feministis­k vaerk.

“Jeg har aldrig taenkt over at saette et maerkat på mig selv,” sagde hun ved filmens premiere i 2017, da hun blev spurgt, om hun betragter sig selv som en feministis­k instruktør.

“Jeg laver bare det, jeg er interesser­et i, og jeg omfavner virkelig mit kvindelige perspektiv. Jeg har altid gerne villet lave film, som behandler kvinder med respekt, fordi jeg ikke følte, at der var mange film, der gjorde det, gennem min opvaekst … Da jeg så filmen (den originale film fra 1971, red.), var det meget fascineren­de for mig, at de her macho filmskaber­e – Don Siegel og Clint Eastwood – havde skabt en historie om en pigeskole i syden. Det er et så mandligt blik på en gruppe kvinder, at jeg taenkte: ‘Okay, jeg vil fortaelle historien fra kvindernes perspektiv’.”

The Beguiled bliver ikke Sofia Coppolas sidste genfortolk­ning af et tidligere vaerk. Det er blevet bekraeftet, at hun netop nu arbejder på en serie-filmatiser­ing til Apple TV+ af Edith Whartons roman The Custom of the Country fra 1913 – en fortaellin­g om en ung kvinde, som ved hjaelp af sin skønhed forsøger at kaempe sig vej til tops i New Yorks sociale kredse.

Sofia Coppola kan i skrivende stund saette otte film på manuskript­forfatter-CV’et – The Virgin Suicides, Lost in Translatio­n, Marie Antoinette, Somewhere, The Bling Ring, A Very Murray Christmas, The Beguiled og On the Rocks – som hver isaer er brudstykke­r af et virke, der har positioner­et hende som en af sin generation­s mest markante filmskaber­e. At hun er sin fars datter, er der stadig ingen tvivl om. Men Sofia Coppola har med sine vaerker formået at nyfortolke sin families arv og film for film sat sit helt eget praeg på, hvad Coppola-navnet står for. _

 ??  ??
 ??  ?? En enkelt gang har Sofia Coppola optrådt i en af sin fars film, The Godfather Part
III – som standin for en syg Winona Ryder. Det tog anmelderne ikke så godt imod.
En enkelt gang har Sofia Coppola optrådt i en af sin fars film, The Godfather Part III – som standin for en syg Winona Ryder. Det tog anmelderne ikke så godt imod.
 ??  ?? Sofia Coppola tager unge mennesker alvorligt og portraette­rer i sine film isaer unge kvinder som hele, nuancerede mennesker – stadig en sjaeldenhe­d i filmbranch­en.
Sofia Coppola tager unge mennesker alvorligt og portraette­rer i sine film isaer unge kvinder som hele, nuancerede mennesker – stadig en sjaeldenhe­d i filmbranch­en.
 ??  ?? Øverst: Lille Sofia på skuldrene af sin legendaris­ke far, filmskaber Francis Ford Coppola, ved Cannes Film Festival i 1979. Til højre: Sofia Coppola er for mange indbegrebe­t af stil og aestetik – både i sit arbejde og i sin personlige stil. Filmskaber­en arbejdede som ung som model og lancerede sit eget tøjmaerke. Senere har hun blandt andet vaeret ansigt for Louis Vuitton og Cartier, og hun frekventer­er hyppigt de internatio­nale modeuger, blandt andet som gaest hos Prada.
Øverst: Lille Sofia på skuldrene af sin legendaris­ke far, filmskaber Francis Ford Coppola, ved Cannes Film Festival i 1979. Til højre: Sofia Coppola er for mange indbegrebe­t af stil og aestetik – både i sit arbejde og i sin personlige stil. Filmskaber­en arbejdede som ung som model og lancerede sit eget tøjmaerke. Senere har hun blandt andet vaeret ansigt for Louis Vuitton og Cartier, og hun frekventer­er hyppigt de internatio­nale modeuger, blandt andet som gaest hos Prada.
 ??  ??
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark