Ordet er dit: Adnan Al-Adhami
Ét afsnit af Paradise Hotel var alt, der skulle til, for at DR3-journalist Adnan Al-Adhami blev forelsket i realitygenren – eller det, han selv kalder ‘den perfekte bouillonterning af følelser’. Det fortaeller han om her i Ordet er dit, hvor vi hver måned spørger en person fra mode- eller kulturbranchen, hvad de er optaget af lige nu.
“Jeg sidder på min seng i det lillebitte vaerelse, som jeg deler med min storebror. Jeg er 12-13 år gammel og har lige taendt for fjernsynet – det er en kasse på størrelse med en iPad, og jeg har smidt fjernbetjeningen vaek, så jeg kan kun styre det via nogle knapper ved siden af skaermen. Mine foraeldre har købt den store tv-pakke, og jeg scroller gennem kanalerne, indtil jeg ender på TV3. Mens Paradise Hotel løber over skaermen, bliver jeg mere og mere opslugt: Folk graeder, der er cliffhangers, og Rikke Gøransson, som dengang var deltager i programmet, bliver smidt hjem, fordi hun hjemmefra var kaereste med en af de andre på hotellet. Fra den dag var jeg hooked: Der var noget i mig, der sagde, at jeg bare måtte se, hvordan det hele endte.
Når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag og skal ned i gear, elsker jeg at se reality-tv. Der findes ikke en federe og bedre måde at koble hjernen fuldstaendig fra og bare blive underholdt. Der er naermest noget magisk over det: I løbet af de 2-3 timer, jeg bruger på det om dagen, skal jeg ikke forholde mig til andet end det, der foregår på skaermen. Der er drama, man griner, og nogle gange er det følelsesladet: Det er den perfekte bouillonterning af følelser.
Et af mine yndlingsprogrammer er Forsidefruerne. Isaer når der er drama – så er det i mine øjne noget af det bedste fjernsyn, der findes. Dynamikken mellem de forskellige kvinder er vildt underholdende, og de er lette at grine sammen med: Jeg føler oprigtigt, at jeg er en del af deres faellesskab. De små konflikter, de har – om, hvem der får hvilket hotelvaerelse, for eksempel – er jo noget, vi alle kan nikke genkendende til. Det får mig til at reflektere over ting, der sker i mit eget liv, og får mig måske til at se indad og taenke over, hvad jeg kunne have gjort anderledes i forskellige situationer.
Jeg har en kaempe respekt for alle, der stiller op til realityshows. Man skal ikke undervurdere, hvad det kraever at stille sig frem og sige, hvad man mener, vel vidende, at alle vil have en holdning til én. Man skal have et kaempe mod, som jeg aldrig nogensinde vil få. Jeg synes for eksempel, at Janni og Karsten Ree er ret vidunderlige: De deler fuldstaendigt utilsløret ud af deres privatliv og parforhold. Jeg er vokset op med det stik modsatte – at alt, hvad der sker inden for hjemmets fire vaegge, bliver der – og jeg er enormt fascineret af deres måde at gøre tingene helt anderledes på.
Hvis jeg selv skulle vaere med i et realityprogram, skulle det nok vaere Robinson Ekspeditionen. Udelukkende ud fra en sundhedsmaessig betragtning: Det må vaere den mest effektive slankekur i verden, og samtidig får du nogle psykologiske vaerktøjer, du kan bruge senere i dit liv. Men jeg er nok for forfaengelig til nogensinde at gøre det. Jeg er bange for at se mig selv fra nogle sider, jeg ikke er opmaerksom på, og så foran hele Danmarks befolkning. Det er nok også noget af det, jeg beundrer mest ved realitydeltagere: De er fuldstaendigt ligeglade med deres image og med, hvad andre synes om dem. Jeg ville selv have enormt svaert ved at give slip på den kontrol.” _