Jamaica Kincaid: “Jeg kunne aldrig havde skrevet som den, jeg var. For jeg var ingen”
“Jeg kunne aldrig have skrevet som den, jeg var. For jeg var ingen”
Litteratur kan skabe forbindelser og forståelser mellem mennesker, som politiske bevaegelser ikke kan, siger den amerikansk-caribiske stjerneforfatter Jamaica Kincaid. Vi findes nemlig alle sammen i den, uanset vores baggrund, farve og køn. Af den simple grund, at vi er faelles om det at vaere mennesker. Til august gaester den 71-årige forfatter Louisiana Literature, og hendes to mest laeste vaerker, Annie John og Lucy, er netop blevet genudgivet på dansk. I dem udfordrer hun blandt andet, hvorfor mennesker har behov for at tiltvinge sig magt over andre.
Jamaica Kincaid svarer på mit Facebook-opkald fra sin seng.
Med store hvide puder i ryggen og et sortkrøllet morgenhår kigger hun op over kanten på sine røde katteøje-formede laesebriller med et nysgerrigt og lidt desorienteret blik.
“Hi!”, siger hun.
Jeg bliver et kort øjeblik bange for, at jeg har regnet forkert og er kommet til at vaekke en sovende, prisbelønnet og verdensberømt forfatter midt om natten. Men Jamaica Kincaid ligger ikke i sin seng, fordi hun er blevet vaekket af en journalist, der ikke kan sine tidszoner. Hun ligger i sin seng, fordi hun kan. Også selvom klokken på hendes østkyst-breddegrader for laengst har passeret 11.00 om formiddagen på en helt almindelig tirsdag.
Der er selvfølgelig coronakrisen som forklaring. Den verdensomspaendende pandemi har lukket universiteter over hele kloden ned. Også Harvard University, hvor Jamaica Kincaid er tilknyttet som professor og underviser i afrikansk-amerikanske studier og skrivning. Hun har forskanset sig i sit hus i Vermont i New England, indtil hendes Ivy League-studerende er faerdigvaccinerede, og undervisningen kan genoptages. Og indtil da er hun sat fri til at hellige sig sit eget forfatterskab og sin egen kalender. Men pandemien er ikke hele forklaringen. Jamaica Kincaid ligger også i sin seng, fordi hun for laengst har etableret sig som en af de stemmer, der ikke behøver gøre stads af sig for at få ørenlyd.
Hun behøver faktisk ikke engang stå op.
Den 71-årige amerikansk-caribiske forfatter bliver laest verden over, og hendes bøger har vundet et vaeld af priser. De seneste år er hun blevet fremhaevet som en meget sandsynlig kandidat til Nobels Litteraturpris. Hendes mest laeste bøger, Lucy og debutromanen Annie John, der blev udgivet første gang i 1985, bliver i disse år genudgivet på flere sprog, heriblandt også på dansk. Og hendes forfatterskab synes i det hele taget at blive mødt med en fornyet interesse og efterspørgsel verden over.
Jeg spørger den sengeliggende stjerneforfatter, om genudgivelserne og den voksende interesse for hendes vaerker er en del af det, kulturkritikere og iagttagere har beskrevet som en ‘ny sort renaessance’ – en opblomstring af sort musik, sort litteratur og sort kunst.
“Ooh,” siger Jamaica Kincaid og blinker opgivende, men også overbaerende bag det røde brillestel.
“Det er en meget europaeisk ting at tale om en renaessance af sort kultur. Europaeere har et stort behov for at kategorisere ting. Isaer ting, der ikke udspringer hos dem selv. Sort kultur har altid vaeret i bevaegelse og i udvikling. Der har som sådan ikke vaeret pauser og opblomstring. Det er mere et spørgsmål om, hvornår hvide mennesker ser den og ikke ser den,” siger hun.
“Jeg er bestemt meget glad for, at der er et nyt publikum, der har fået lyst til at laese mine bøger. Jeg er meget taknemmelig og glad for, at det sker. Men de temaer, mine bøger undersøger, er ikke blevet relevante igen. De har altid vaeret relevante.”
Alligevel ville det ikke vaere forkert at sige, at Jamaica Kincaid på mange måder har foregrebet sin tid. Hun har skrevet om køn,
“Historien er ikke overstået, bare fordi den rent lineaert hører til i fortiden. Den slipper ikke sit tag i os”
kvindeundertrykkelse, strukturel racisme, magt og overgreb, laenge før hashtagget #metoo spredte sig på internettet, og Black Lives Matter-bevaegelsen satte racisme og diskrimination på dagsordenen verden over med fornyet kraft. Og hun har skrevet om det med udgangspunkt i sit eget liv.
Koloniseringens spor
Jamaica Kincaid blev født som Elaine Potter Richardson på Antigua i det caribiske øhav i 1949. Hun voksede op i et beskedent hjem hos en enlig, højt begavet mor, der isolerede sin mindst lige så højt begavede datter, fordi hun mente, at kontakt til jaevnaldrende ville påvirke hendes barn negativt og spolere hendes overlegne intellekt. Elaine levede i en verden uden venner og i en virkelighed, hvor et britisk koloniherredømme aldrig rigtigt havde sluppet sit tag i øen, selvom det officielt var trådt tilbage. ‘Union Jack’ vajede fortsat over det tropiske landskab, og børnene i de lokale skoler sang God Save the Queen og laeste op på den engelske kongeraekke og på de britiske øers flora og fauna, mens de intet laerte om deres egen historie og kultur, eller de planter, der voksede i naturen omkring dem, og de fisk, der svømmede i vandet omkring deres eget ørige.
“Vi var ufrie og identitetsløse. Eller identitets-bestjålne, og det praegede mig meget, fordi jeg ikke forstod, hvorfor nogen ønskede det sådan,” siger Jamaica Kincaid.
Det koloniale løber som en understrøm gennem hele hendes forfatterskab. Både den kolonisering, som europaeerne udsatte de caribiske øer og mange andre dele af verden for. Og den kolonisering, hendes egen dominerende mor udsatte hende for. Et af de staerkeste billeder på oplevelsen af at føle sig koloniseret findes i en passage i romanen Lucy, hvor hovepersonen mindes, hvordan hun til perfektion kunne recitere et digt om påskeliljers skønhed, skrevet af den britiske poet William Wordsworth. Påskeliljen findes ikke i den caribiske natur, og digtet er ikke del af den caribiske kulturhistorie, og romanens hovedpersonen føler sig både hul og ‘fake’, fordi hun oplever, at hun må lade som om, at hun trods sin mørke farve ‘er britisk indeni’. I virkeligheden naerer hun kun modvilje overfor briterne. Deres overherredømme, deres poesi og deres påskeliljer. “Jeg har altid interesseret mig for, hvad der får mennesker til at udøve magt over andre mennesker. Hvad det er, der gør, at nogle mennesker ønsker at besidde og betvinge og i nogle tilfaelde helt udslette andre. Det har altid vaeret et mysterium for mig,” siger hun.
“Det var det, jeg forundredes over, da jeg sad på skolebaenken og ikke forstod, hvorfor vi skulle underlaegges den britiske kultur. Hvorfor vores egen skulle udslettes. Og det er fortsat det, der optager mig i dag.”
For koloniseringen er ikke et overstået kapitel, siger Kincaid. De spor, som først Colombus og senere et vaeld af andre europaeiske søfarere trak gennem verden, findes endnu. De findes i den koloniserede verdens historie, i de fordrevne indfødte amerikaneres historie, i slave-efterkommernes historie, i Holocaust-overlevernes historie. De findes i mordet på George Floyd. Og i mordene på alle de sorte maend, der blev myrdet før ham. Og dem, der blev og vil blive myrdet efter.
“Historien er ikke overstået, bare fordi den rent lineaert hører til i fortiden. Den slipper ikke sit tag i os. Og skal ikke slippe sit tag i os. Den findes som stemninger og som minder om raedsler og brutalitet, der aldrig forsvinder. Og den findes som fortsatte overgreb, fortsat diskrimination og fortsat undertrykkelse,” siger Jamaica Kincaid.
“Discipliner, som isaer europaeerne har excelleret og fortsat excellerer i,” tilføjer hun spidst.
De forvraengede magtforhold findes ikke kun mellem nationaliteter, folk og kulturer. Men også i de mest intime af forhold. Mellem maend og kvinder. Og mellem børn og foraeldre.
Det antiguanske begreb for ‘at vaere foraelder’ betyder stort set det samme som ‘at kolonisere’. Og det var på mange måder det, Jamaica Kincaids mor gjorde. Hun invaderede sit barn, isolerede hende fra andre og dominerede alle aspekter af sin datters liv. Indtil hun lige pludselig ikke gjorde det laengere. Da Kincaid var ni år gammel, giftede hendes mor sig på ny. Og med fødslen af to sønner mistede moderen interessen for sin førstefødte. Som 16-årig blev Jamaica – eller Elaine, som hun hed dengang – sendt til USA for at tjene penge til familien som au-pair eller som ‘tyende’, som Kincaid selv udtrykker det. Fra at vaere rundet af en national kolonisering, der efterlod hende identitetsløs og ufri, blev hun nu dumpet ned i en ny form for ikke-identitet. Som et ansigtsløst tyende i en verden af hvide middel- og overklassekvinder, der da så absolut ønskede deres brune au-pairs det bedste. Lige indtil det bedste altså ikke laengere passede dem og deres familiers og deres egne børns behov.
I Lucy er hovepersonen først imponeret af sin arbejdsgivers
imødekommehed og tilsyneladende venlighed overfor hende. Den velhavende og hvide amerikaner Mariah er liberal i sin opdragelse af sine to børn og (på overfladen) ligestillet i sit aegteskab. Hun er et forbillede for en ung kvinde, synes hun selv, og derfor også ivrig efter at indvie sin unge caribiske au pair i sit liv og sit livssyn. Lige indtil det øjeblik Lucy ikke ønsker det samme som Mariah, og hun viser sig som en mindre rummelig kvinde, end hun hidtil har givet udtryk for. Lucy gennemskuer, at Mariah selv lever et ufrit liv, og bliver enig med sig selv om, at selvom hendes arbejdsgiver måske ‘dufter behageligt og uopsigtsvaekkende’, så ønsker hun sig selv en ‘staerk duft, der skiller sig ud’.
“Som barn blev jeg de facto smidt ud af hjemmet, da der kom nye børn – drengebørn – til. Og som ung pige i huset – eller tjenestepige – oplevede jeg, at jeg kun blev beskyttet og behandlet godt, i det omfang jeg indordnede mig fuldkomment under andres vilje. Som sort ung pige havde jeg intet vaerd i kraft af mig selv,” siger Jamaica Kincaid.
Hun har opsummeret den karakteristik af at vaere pige i en af sine mest berømte noveller, Girl, der i stedet for en narrativ og en fremadskridende fortaelling om et individ består af en nøgtern opremsning af, hvad der forventes af en pige, for at hun kan leve op til samfundets normer. Og for at hun kan overleve.
Selv fandt Jamaica Kincaid styrken til at kraenge sin ikke-identitet af sig og opfinde sig selv på sine egne praemisser. Hun brød først al kontakt til sin familie på Antigua og stoppede med at sende dem penge. Så sagde hun op som au pair og begyndte at forfølge en karriere som fotograf og senere journalist og forfatter. Og så skiftede hun sit navn ud. Elaine blev til Jamaica.
“Jeg var nødt til det,” siger hun.
“Jeg kunne aldrig have skrevet som den, jeg var. For jeg var ingen.”
Fra magtesløs til magtfuld
Jamaica Kincaid fik job som skribent på The New Yorkers sladderspalte Talk of The Town, men hendes åbenlyse skrivetalent blev hurtigt opdaget, og tidsskriftet begyndte at publicere nogle af hendes litteraere tekster. En raekke af de tekster blev i 1983 samlet og udgivet som novellesamlingen At the Bottom of the River. I 1985 debuterede hun som romanforfatter med Annie John, til stor begejstring for et stort set enigt anmelderkorps. Og bestselleren Lucy fra 1990 cementerede hendes forfatterskab.
I dag er Jamaica Kincaid en litteraer verdensstjerne. Hendes personlige fortaelling – den, der begyndte med en ikke-identitet – er velbeskrevet. Og hendes forfatterskab er i spil til den største litteraturpris af dem alle. Hun er på mange måder blevet til modsaetningen af den, hun var. Jamaica Kincaid er gået fra at vaere magtesløs til at vaere magtfuld.
“Magt er ikke i sin natur noget ondt. Man må godt tage magten over sit eget liv. Man skal gøre det i det omfang, man overhovedet er i stand til det. Det er godt at erobre sig selv. Problemet opstår, når man begynder at få smag for at erobre andre,” siger Kincaid.
“Det er den magt, der fortsat mystificerer mig. Og den magt eller den misbrug af magt, jeg gerne vil tydeliggøre og udfordre med mine bøger.”
Hvordan kan litteraturen udfordre magten?
“Litteraturen kan skabe forbindelser og forståelse mellem mennesker, som politiske bevaegelser ikke kan. For vi er alle sammen i den. Uanset vores baggrund, vores farve og køn. I litteraturen – når den er skrevet sandt, vel at maerke – findes vi alle sammen. Af den simple grund, at vi er faelles om det at vaere mennesker,” siger Kincaid.
“Repraesentation er vigtig. Men sandheden er, at vi alle altid har vaeret repraesenteret i kunsten. Det er derfor, det er så uforståeligt, så fuldstaendigt komplet ubegribeligt, at mennesker har kunnet opføre sig så grusomt, så ondskabsfuldt over for andre. Og at de stadig kan gøre det.”
Du lyder, som om du ikke helt tror på, at dit projekt kan lykkes?
“Jeg ved ikke, om det kan lykkes. Men jeg kan blive ved med at håbe. Jeg kan blive ved med at skrive. Om ikke for at få mennesker til at handle anderledes, så for at få dem til at taenke anderledes. Gøre dem mere bevidste om, hvad deres handlinger betyder for andre.”
Vi er alle en del af problemet. Og en del af løsningen, understreger Jamaica Kincaid. Også hun selv.
“Jeg har lige købt to smukke skjorter fra Zara. Da jeg pakkede dem ud og haengte dem på bøjler og på plads i mit skab, taenkte jeg på, hvor smukke de var. Og på, hvor mange indiske børneliv, de mon har kostet. Jeg køber fortsat skjorterne. Men jeg taenker i det mindste over det. Jeg er bevidst om, hvad mine handlinger betyder. Hvad de kan få af konsekvenser for andre end mig. Det er et lille skridt, tror jeg, i den rigtige retning.” _
“Litteraturen kan skabe forbindelser og forståelse mellem mennesker, som politiske bevaegelser ikke kan”