FREDERIKKE DAHL HANSEN

“Når jeg er sammen med dem, kommer jeg straks i kontakt med mig selv”

Der findes flygtige venskaber, og så er der dem, der varer hele livet. Venskabet mellem skuespiller Frederikke Dahl Hansen og barndomsvennerne Carla og Bjarke hører til blandt sidstnaevnte – og har ifølge Frederikke haft stor indflydelse på den person, hun er i dag.

Hvornår og hvordan blev du venner med Carla og Bjarke?

“De har altid vaeret der. Vi voksede op på den samme villavej på Amager, hvor vores huse lå i en trekant, og senere begyndte vi i børnehaveklasse sammen. Vores venskab var saerligt fra begyndelsen. Mens de andre legede vildt, ville vi hellere finde på historier og havde ret tidligt en lyst til at skabe noget sammen: Da vi for eksempel var på en tur til Bornholm med vores fritidshjem, og de andre hoppede på hoppeborgen ved lejrskolen, sad vi hver dag ved den og legede, at den var en hval, og vi blev naermest kede af det, når folk hoppede på den. Vi lavede også optraedener for folk eller klaedte os ud og optog små shows på vores foraeldres videokameraer. Vi optog også virkelig mange ting på kassettebånd. Tegneserien Flunkerne var stor på det tidspunkt, og vi konceptualiserede en hel verden omkring den, som vi indtalte på båndoptageren, og tegnede en masse detaljerede illustrationer af, hvordan det univers skulle se ud. Det var helt vildt frigørende, at man havde den dér plads til at drømme sammen.

Når man er barn, er det nok ofte lidt tilfaeldigt, hvem man bliver venner med, men den tanke synes jeg naesten ikke holder, når det gaelder os tre. Carla og Bjarke har vaeret med til at forme mig som person på en måde, jeg ikke har prøvet med nogen andre.”

Hvordan er jeres venskab i dag?

“Det var ikke noget, jeg taenkte så meget over, da jeg var yngre, men i dag kan jeg se, at vi komplementerer hinanden helt vildt godt. Der er altid plads til, at jeg kan vaere mig selv – uanset hvilken version af mig det så er. Carla og Bjarke har set mig som 7-årig, hvor jeg var superkogeren, og vi fandt på en dans sammen. De har set mig som 15-årig, hvor jeg var helt vildt poppet og stod op klokken 6 om morgenen for at tage makeup på, spillede røvsmart og ikke talte lige så meget med dem. Og de har set mig vaere fuld og have fart på. De har oplevet mig på så mange forskellige tidspunkter i mit liv, hvor jeg selv har taenkt: ‘Nu er jeg sådan her’, selvom det kunne aendre sig måneden eller året efter. Men når jeg er sammen med dem, kommer jeg straks i kontakt med mig selv – og jeg maerker, at jeg på en eller anden måde er den samme person, som jeg var, da jeg var barn. Det er lidt ligesom, når man får et kram af sin mor eller går i kirke. Carla og Bjarke er mit anker i virkeligheden.

Vi taler tit om, at nu har vi vaeret venner i så og så lang tid, og hvor er det vildt. Men det vildeste er, at vi ved, at vi altid vil vaere der for hinanden. . Kender du ikke det der med, at man er forelsket og taenker: ‘Åh nej, jeg håber bare, at du har det på samme måde som mig’? Sådan har jeg aldrig haft det med Carla og Bjarke, og jeg tror, at de har det på samme måde. Jeg ved, at de er en konstant i mit liv. Jeg føler, at vi er fra den samme planet, og sådan har jeg det virkelig ikke med saerligt mange mennesker.”

Hvad vil du gerne takke dem for?

“Det kan naesten føles, som om jeg skal takke en større instans – universet, måske. Jeg er helt vildt taknemmelig over at have mødt Carla og Bjarke og stadig have dem i mit liv. De er jo mine livsvidner, ligesom jeg er deres: Vi har set hinanden i alle mulige afskygninger, som de faerreste andre har, fordi vi har kendt hinanden så laenge. De er to personer, som jeg ved, at jeg altid ville kunne ringe til, og som jeg føler mig hjemme med meget hurtigt. Det er noget af det vildeste, synes jeg: Vi har sådan en helt grundlaeggende forståelse for hinanden, der gør, at vi kan tale om tingene og forstå hinanden fuldt ud, uden at man behøver at bruge saerligt lang tid på at oversaette, hvad der foregår inden i én. Bare det, at de ved, hvordan det var at vaere i mit barndomshjem, og jeg ved, hvordan det var i deres, gør, at vi kender hinanden på et helt andet plan end de personer, man først laerer at kende som voksen.

Jeg har aldrig haft en tanke om, at Carla, Bjarke og jeg på et tidspunkt ikke laengere skulle se hinanden. Det er en vild følelse: Der er så mange ting, der er uvisse, og jeg aner ikke, hvor jeg er om seks måneder, to år eller ti år, eller hvem jeg er. Selvfølgelig kan vi alle udvikle og forandre os, men der er en grundkontakt mellem os, som vil forblive uaendret. Der kunne gå ti år, uden at vi så hinanden, og så kunne vi saette os ned og snakke, og alt ville vaere, som det plejer. Der eksisterer en helt grundlaeggende forståelse mellem os. Også helt ned på et kropsligt plan: Vi er naermest lagret i hinanden.”