BIRTHE KJAER
Hele sin karriere. Det er ifølge sanger Birthe Kjaer det, hun kan takke sin tidligere pladechef Johnny Reimar for – og det gaelder også det der smil i stemmen, når hun synger. Deres samarbejde startede ellers under tvang, men udviklede sig siden til at blive et af de vigtigste i Dansktoppens aera.
“Jeg syntes, at det var ufatteligt pinligt – det samme syntes Reimar”
“En person, der ikke bare har sat sine tydelige spor i min karriere, men også haft afgørende betydning for den, er Johnny Reimar. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hvis det ikke var for ham, så ville jeg have haft et helt andet liv.
Min interesse for sangen opstod, da jeg var 12 år gammel. Jeg havde set Dorthe Kollo og Gitte Haenning synge i fjernsynet og taenkt: ‘Det vil jeg også!’ En sommer optrådte jeg i Botanisk Have i Aarhus, hvor der var noget underholdning for skolebørn. Bagefter kom en manager hen til mig, gav mig sit kort og sagde, at hvis jeg havde lyst til at synge, så skulle jeg kontakte ham. Det var den samme mand, som mange år senere introducerede mig for Reimar.
Første gang, jeg mødte Reimar i virkeligheden, var i 1968. På det tidspunkt var han indspilningschef hos Nordisk Polyphon og en central figur i det danske musiklandskab: Lille fregnede Louise var en landeplage uden lige. Jeg havde sendt ham et bånd, som jeg havde indspillet med en pianist, men han vendte aldrig tilbage – og senere har han faktisk indrømmet, at han aldrig hørte det. En aften skulle jeg så optraede på en nat-restaurant i Aarhus, og min nu forhenvaerende manager havde bombarderet Reimar med opkald om, at han skulle komme forbi og høre mig synge. Jeg kan huske, at jeg skulle optraede klokken 24 og 2 om natten, men jeg anede ikke, hvornår han ville dukke op. Han kom til optraedenen klokken 2, og det er nok et af de mest kendte billeder, der er taget af os: Han sidder naermest helt ude på dansegulvet og ser lidt presset ud over situationen.
Da min optraeden var faerdig, trådte manageren ud på scenen, flåede mikrofonen ud af min hånd og sagde lidt for højt: ‘Nå, hvad siger du så Reimar, kan du bruge hende?’ Jeg syntes, at det var ufatteligt pinligt – det samme syntes Reimar, som sad dér klokken 3 om natten og blev aftvunget et løfte til en eller anden ung, håbefuld 20-årig. Heldigvis sagde han ja, og så brød alle i lokalet ud i jubel. Fotograferne, som manageren havde tilkaldt til lejligheden, tog massevis af billeder. Vi lavede endda et lille stunt, hvor Reimar fulgte mig ud til en taxa, mens vi blev fotograferet. I virkeligheden skulle jeg slet ikke med taxa hjem den aften – jeg var på knallert, så efter fotograferne var kørt vaek, listede jeg mig tilbage og kørte hjem.
Den aften afstedkom, at jeg fik min første pladekontrakt. Indtil da havde jeg kun haft småjobs rundt omkring, og jeg var så starstruck over pludselig at stå dér i et studie i København – og så endda med Johnny Reimar! Den sang, jeg fik af Reimar, var Arrivederci Franz. Dengang var den allerede et stort hit i Sverige med sangerinden Ann-Louise Hanson, og det var også meningen, at hun skulle synge den danske version – men nu stod Reimar jo pludselig dér med mig, så jeg fik den i stedet for.
Sangen udkom, tre måneder efter at Dansktoppen var startet. Jeg kan tydeligt huske, at jeg lå i sengen en søndag morgen og taendte for radioen – og så kunne jeg høre mig selv. Det var kaempestort, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde har vaeret mere stolt af mig selv end den dag. Et par dage senere blev jeg ringet op af Jørn Hjorting, der var vaert på Dansktoppen: Arrivederci Franz var strøget direkte ind på førstepladsen og havde vaeltet Reimars eget hit af pinden. Jeg tror faktisk, at det var lige så stort for mig, som det var at vinde Melodi Grand Prix i 1989.
Efter dét brød det hele løs. Det var en turbulent tid: Jeg skulle håndtere massevis af pressefolk, blev tilbudt en masse jobs og skulle samtidig passe min laereplads i en sparekasse. Jeg troede, at det ville vare et par måneder, og så ville alt vende tilbage til normalen. Men der gik jo ikke mere end et halvt år, før jeg måtte stoppe på laerepladsen og satsede fuldt ud på sangen. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg har jaevnligt sagt til Reimar, at det er takket vaere ham, at jeg har den karriere, jeg har i dag. Efter Arrivederci Franz fandt han det ene hit efter det andet – ikke kun til mig, men også de andre sangere, som var under hans pladeselskab på det tidspunkt. Han var enormt dygtig til at have fingeren på pulsen og havde en fantastisk fornemmelse for, hvad der ville gøre sig godt på Dansktoppen. Dengang udgav vi ikke LP’er, men singleplader med en A- og en B-side – så det vil sige, at man kun havde to skud i bøssen, hver gang man udgav ny musik. På en eller anden måde formåede han altid at ramme rigtigt.
Noget af det vigtigste, som Reimar har laert mig gennem årene, er selvtillid. Jeg skulle laere alt helt fra bunden; bare det at stå i et studie, for eksempel. Men han stolede på, at jeg kunne leve op til forventningerne, og gav mig flere og flere opgaver – fra Dansktop-hits til julesange og viser – og for hver ny opgave voksede min selvtillid. Han har utvivlsomt også smittet lidt af på mig med sin sangstil – det dér humørfyldte, som han er så kendt for. Jeg har noget, der klikker på stemmen, når jeg for eksempel synger: ‘So-ommer, sommer og sol’. Folk siger, at det lyder, som om jeg smiler med stemmen, og det var Reimar, der laerte mig at få den udstråling med ind i rillerne på pladen.
Reimar gav mig ikke kun et hurtigt skub ud i musikbranchen, men var én lang støtte for mig: I 10 år var han min pladechef og sørgede for at holde gang i min karriere. Han gav mig de rigtige redskaber, og jeg forstod at udnytte dem til fulde. Hvis det ikke var for ham, var jeg aldrig nået hertil: Jeg var nok stoppet med at synge på et tidspunkt, havde fortsat mit job i sparekassen og havde fået mand, børn og hus i Aarslev eller et andet sted. Så jeg synes faktisk, at jeg har Reimar at takke for min karriere.”