Costume (Denmark)

KARIMA BOUYLUD

-

Traumer kan vandre på tvaers af generation­er. Det maerker forfatter Karima Bouylud, der blev tvangsgift­et som teenager og efter flere år i et voldeligt forhold ikke laengere kunne rumme at vaere mor for sine børn. Det fik store konsekvens­er – ikke mindst for datteren Sara, som Karima i dag gerne vil takke for hendes kaerlighed og tilgivelse.

“Jeg fødte Sara, da jeg var 19 år gammel. Året inden havde mine foraeldre taget mig med på, hvad jeg troede var et besøg hos vores familie i Marokko. Efter vi var landet i lufthavnen, kørte vi ud til et hus, hvor jeg hørte sang og glaedesskr­ig. En kvinde kom ud fra et hus og lagde et hvidt lagen om mine skuldre. Det viste sig, at min mor havde arrangeret, at jeg skulle giftes med en marokkansk mand.

Hele dagen er lidt sløret for mig: Jeg trak mig ind i mig selv. På den måde maerkede jeg mindst. Det samme gjorde sig gaeldende på vores bryllupsna­t: Jeg var til stede fysisk, men ikke mentalt.

Kort tid efter brylluppet begyndte jeg at kaste op. Jeg tog hjem til Danmark, hvor en laege undersøgte mig og sagde: ‘Tillykke!’ Jeg var jomfru den ene dag og gravid den naeste.

Jeg havde svaert ved at vaere intim med min mand, og det gjorde ham vred på mig. Først kom det til udtryk som verbale angreb, senere blev han fysisk voldelig. I lang tid forsøgte jeg at bryde ud af aegteskabe­t, men det var enormt svaert for mig – blandt andet fordi min mor sagde til mig, at jeg var nødt til at holde ud for Saras og hendes brors skyld. Til sidst blev det dog så slemt, at jeg ikke så nogen anden udvej end at gå fra mine børns far. På det tidspunkt var Sara fem år gammel.

Jeg parkerede børnene hos min foraeldre og tog i byen for at drikke hjernen ud, så jeg ikke kunne maerke virkelighe­den. Og så jeg ikke havde ondt: Jeg ville helst vaere følelseslø­s.

I den tid rummede jeg ikke at vaere noget som helst for andre – ikke engang mor for mine børn. Jeg følte mig tom, forvirret, udmattet og kunne ikke holde ud, at nogen havde forventnin­ger til mig – uanset hvor små de forventnin­ger så var. I flere år havde jeg spillet en rolle, som andre havde kraevet af mig, og for at bryde med dét var jeg nu også nødt til at bryde med mit bagland, min familie og desvaerre også mine børn.

Jeg gik fra at vaere fuldtidsmo­r til at besøge Sara og hendes bror sporadisk hos mine foraeldre. Hver gang jeg gik fra dem, var det med barnegråd i ørerne. Det var svaert at se i øjnene, at jeg var en dårlig mor, og det fyldte mig med selvhad. Jeg kunne have gjort tingene helt anderledes dengang – vaere flyttet ind hos mine foraeldre, indtil jeg fandt et sted, hvor jeg kunne bo med børnene – men mentalt var jeg ikke nået dertil endnu. I stedet gjorde jeg det stik modsatte: Der gik laengere og laengere tid mellem besøgene, fordi jeg havde så svaert ved at se Sara i øjnene. Det skar i mig at se hendes sorg.

Jeg blev hurtigt gravid, da jeg mødte min nuvaerende mand. Sara var på det tidspunkt 12 år gammel, og naiv som jeg var, troede jeg, at hun ville blive enormt glad. Vi flyttede alle sammen ind i en lejlighed i Valby, hvor jeg forsøgte at skabe en glansbille­de-familie: På overfladen så det hele meget paent ud, men nedenunder lå der en masse følelser og ulmede. Det gjorde ondt på Sara at se mig tage mig af de to små; at jeg bar dem, skiftede dem og gav dem mad. Det var et slag i ansigtet på hende og et minde om alt det, jeg ikke havde kunnet vaere for hende.

Den største fejl, jeg begik, var, at jeg ikke talte med mine børn om vores fortid. Jeg var enormt konfliktsk­y og troede, at det hele nok skulle løse sig. Men til sidst kunne Sara ikke rumme familien laengere, akkurat som jeg selv ikke havde kunnet rumme den nogle år tidligere.

Jeg glemmer aldrig det opkald, jeg fik, et års tid efter at vi var flyttet ind i vores nye lejlighed i Nordvest: Sara havde kontaktet de sociale myndighede­r og bedt om at blive anbragt uden for hjemmet. Jeg tog hen til Socialcent­eret, hvor jeg ikke fik meget andet at vide, end at hun gerne ville bo et andet sted end hos mig. Chokket satte sig i min krop: Jeg har vaeret temmelig umoden og naiv, for jeg troede, at jeg havde rettet op på fortiden ved at skabe en ny familie for os. Det var nogle meget egoistiske følelser, der fyldte i mig: Jeg var ked af det og vred over, at hun ikke ville bo hos mig.

I årene efter at Sara blev anbragt på døgninstit­utionen, var vores forhold ikke-eksisteren­de. Hun naegtede at tage imod mine opkald og ville ikke have mig på besøg. Mine undskyldni­nger for, at jeg ikke havde vaeret der for hende, var ikke nok: Hun havde brug for at distancere sig fra mig for at kunne bearbejde sin egen sorg og smerte.

Det var først i 2017, knap 10 år efter anbringels­en, at Sara og jeg fandt hinanden på ny. Jeg havde åbnet en café på Frederiksb­erg og spurgte, om hun havde lyst til at arbejde der som tjener. Det var egentlig bare en undskyldni­ng for at bruge tid sammen med hende, men heldigvis sagde hun ja. I eftermidda­gstimerne, når caféen var

“I den tid rummede jeg ikke at vaere noget som helst for andre – ikke engang mor for mine børn”

“Det er en grim fortaellin­g, men jeg føler endelig, at jeg tager ejerskab over den”

tom for gaester, satte vi os ud i baglokalet og talte. Der var ingen andre, så pludselig var vi nødt til at se hinanden i øjnene. Og så begyndte min modige datter at stille spørgsmål: svaere spørgsmål, som jeg var nødt til at svare på. Om sin barndom, mit liv og de valg, jeg havde truffet. Hun fortalte, at hun havde haft følelsen af, at hun ikke burde eksistere: Hun følte sig uønsket og uelsket. Det var Sara, der åbnede for en dialog imellem os; en dialog, der ikke var praeget af guilt-tripping eller bebrejdels­er. Jeg kan huske, at jeg var bange, men at jeg isaer også følte mig skamfuld: Her sad der en ung kvinde foran mig, hvis liv på alle måder var praeget af mit svigt. Sara har haft et hårdt liv: Hun har angst og PTSD og har døjet med et stof- og alkoholmis­brug og selvskaden­de adfaerd. Hun blev voksen i en alt for ung alder, og det var min skyld.

Jeg begyndte at bearbejde alle mine følelser ved at skrive dagbog. Men jeg følte så meget skam og lede over mig selv, at jeg var nødt til at distancere mig fra fortaellin­gen ved at opfinde karakterer, som gik igennem de samme ting i livet som mig. Og uden at jeg dengang vidste det, blev det starten på min roman I kaerlighed­ens navn, der udkom i maj.

Mine snakke med Sara inspirered­e mig til og gav mig et behov for også at tage de svaere samtaler med min mor. I dag har jeg tilgivet hende for de svigt, hun har påført mig, uden at det har vaeret hendes hensigt. Svigtet er fra hendes side kommet ud af uvidenhed og frygt – frygten for at miste mig til en kultur, som hun ikke kendte noget til.

Mine foraeldre kom hertil som unge med en intention om at flytte tilbage til Marokko, når min far havde tjent nok penge. Mens min far arbejdede, var min mor hjemmegåen­de og blev aldrig rigtigt en del af det danske samfund. Hun kendte heller ikke nogen danskere, og dengang oplevede hun danske vaerdier og normer som noget farligt. I hendes øjne blev jeg en rebelsk teenager og ‘for dansk’ – det var sådan nogle helt små ting, som at jeg hellere ville gå i hullede bukser og sneakers end det konservati­ve tøj, hun selv gik i. Da jeg var teenager, ville jeg gerne vaere kunstner, og jeg havde derfor lavet en masse tegninger af nøgne menneskekr­oppe. Da min mor fandt dem, kaldte hun dem blasfemisk­e og rev dem i stykker. Umoden som jeg var, blev jeg sur og henvendte mig til Døgnkontak­ten, hvor jeg sov én nat. Ikke lang tid efter tog vi til Marokko, hvor jeg blev tvangsgift. Jeg var så flov og skamfuld over det, der var sket, at jeg følte, at jeg nu var nødt til at efterleve deres ønske. Ved at vaere en ‘god’ datter måtte jeg råde bod på den smerte, jeg havde påført dem.

I lang tid gik jeg rundt med arbejdstit­len Svigt til min roman, men min redaktør kunne ikke lide den.

‘Jeg kan godt se, at det er en grum fortaellin­g på mange måder, men den rummer også elementer af kaerlighed, håb og forsoning. Skal vi ikke have det til at skinne igennem i titlen?’ spurgte hun.

Det var faktisk forlagsche­fen, der foreslog I kaerlighed­ens navn, og lige så snart han havde sagt det, kunne jeg maerke, at det var helt rigtigt. Jeg ved, at min mor aldrig har villet mig det ondt, og jeg har aldrig selv villet mine børn det ondt. Alle min mors og mine egne valg er truffet på baggrund af, at vi elsker vores børn og troede, at vi gjorde det rigtige for dem.

Jeg ved ikke, hvornår i skriveproc­essen det skete, men på et tidspunkt fik mine dagbogstek­ster deres eget liv. Da jeg havde skrevet noget i retning af 400 sider, laeste min mand dem og overbevist­e mig om, at jeg var nødt til at sende det ind til et forlag. ‘Det er jo en universel fortaellin­g’, sagde han, ‘og alle vil kunne få et eller andet ud af den’.

Da Gyldendal antog romanen, blev Sara enormt glad, og det var udslagsgiv­ende for, at jeg valgte at udgive den. I mange år havde hun døjet med tanker om, at både hun selv, hendes følelser og hendes måder at reagere på de ting, hun har vaeret igennem, var forkerte. Men her lå der pludselig en roman, som var årsagsfork­larende – det var en form for oprejsning for hende. Hun følte, at jeg hjalp hende med at blive set og hørt i en helhed.

Min mor derimod så helst, at jeg aldrig havde skrevet romanen. ‘Hvorfor lufte dit beskidte vasketøj? Du har jo ikke gjort noget, du kan vaere stolt af’, sagde hun.

Sådan havde jeg det også selv i lang tid. Jeg har tidligere vaeret hemmelighe­dsfuld, hvad angår mit liv, fordi jeg har vaeret bange for, at folk skulle dømme mig og finde ud af, at jeg levede et dobbeltliv. Udadtil var jeg hende, der havde styr på det hele, men i virkelighe­den havde jeg ikke styr på noget som helst. Jeg er glad for, at jeg traf valget om at dele min historie. Det er en grim fortaellin­g, men jeg føler endelig, at jeg tager ejerskab over den. Det er noget af det allervigti­gste, Sara har laert mig: Jeg er nødt til at vaere aerlig og stå ved de fejltagels­er, jeg har lavet, for at kunne gøre op med min fortid og kaempe mig fri af den. Sara er den person i mit liv, jeg skylder den største tak. På trods af at jeg er moren, og hun er datteren, har hun fået mig til at vokse som menneske – og jeg ved, at jeg ville vaere en helt anden person, hvis det ikke var for hende og hendes uendelige kaerlighed, som jeg troede, at jeg havde mistet for altid.

Jeg har undskyldt og undskyldt over for Sara – faktisk så meget, at hun har frabedt sig, at jeg undskylder mere. Det har aldrig vaeret en undskyldni­ng, hun har vaeret ude efter fra mig, for hun har tilgivet mig for mine valg. Det vigtigste for hende er at føle, at jeg virkelig elsker hende og gerne vil have hende i mit liv. Hvis hun sad her nu, er det dét, jeg ville sige til hende: Jeg elsker dig, Sara.” _

 ?? ?? Efter mange svaere år uden kontakt fandt Karima og hendes datter Sara langsomt hinanden igen under snakke i baglokalet i Karimas café på Frederiksb­erg.
Efter mange svaere år uden kontakt fandt Karima og hendes datter Sara langsomt hinanden igen under snakke i baglokalet i Karimas café på Frederiksb­erg.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark