Nikolaj Hübbe vil forsvinde ind i en anden verden – og han vil have alle andre med

Nikolaj Hübbe er rundet af det klassiske, men har alligevel formået at bringe den flere hundrede år gamle og traditionsbunde institution, han står i spidsen for, ind i nutiden. Selv er han mest optaget af nuet. For det er her, scenen bliver magisk. Og her, ikke bare publikum, men også han selv får mulighed for at forsvinde ind i en helt anden verden.

Nikolaj Hübbe tilbagelaegger straekningen mellem sit hjem i Studiestraede og sit kontor på Kongens Nytorv på cykel. Han kører over brosten gennem hovedstadens morgentravle straeder, inden han i tilbagelaenet tempo passerer statuerne af Adam Oehlenschläger og Ludvig Holberg. Så drejer han skarpt til højre og ned ad August Bournonvilles Passage. Den passage, der er opkaldt efter dansk ballets store fader og fornyer, og hvorfra der gennem en enorm dør udskåret i aedeltrae er indgang til den kongelige danske nationalscene. Her står han af cyklen. Og så forsvinder han ind i en anden verden.

Det er en verden, Nikolaj Hübbe er forsvundet ind i, siden han som barn forelskede sig hovedkulds i balletten. Og det er en verden, som han mere end nogen anden balletmester i nyere tid har vaeret med til at skubbe ind i fremtiden og forankre i nutiden.

Siden Nikolaj Hübbe i 2008 overtog rollen som balletmester for Det Kongelige Teaters balletkompagni, har han vaeret med til at åbne portene til den gamle traditionsbunde institution for et nyt og bredere publikum. Med tilføjelsen af nye forestillinger til husets repertoire af ikoniske klassikere. Og med sin egen markante tilstedevaerelse i den bredere offentligheds bevidsthed. På røde løbere og som fast medlem af dommerpanelet i det folkelige og folkekaere Vild med Dans.

“Det står jo i min kontrakt, at jeg skal formidle balletten til den danske offentlighed,” siger han og ler.

Stort og dramatisk, som kun en balletmester kan le.

“Men det er jo ikke derfor, jeg gør det. Det er, fordi jeg elsker dans – i alle dansens afskygninger. Og selvom alle ikke nødvendigvis skal knuselske balletten, ligesom jeg gør, så vil jeg gerne give alle muligheden for i det mindste at stifte bekendtskab med den.”

Nikolaj Hübbe har sat sig til rette ved mødebordet i sit højloftede kontor med brede, fritlagte bjaelker på toppen af Det

Kongelige Teaters Gamle Scene. Han er en mand midt i livet – 53 år gammel – og stadig smuk, som dengang han tryllebandt publikum som solodanser på Gamle Scene og lod sig hylde som New York City Ballets store internationale stjerne. Med et kraftigt blond hår, regelmaessige, rene traek og en krop, der på et splitsekund kan springe op fra stolen og ud på gulvet i en vild gestik for at understrege en pointe.

Og så er han stadig forelsket i balletten med praecis samme kraft, som dengang han som 7-årig så Nøddeknaekkeren for første gang og fortabte sig i trinnene på scenen.

“Jeg var som den lille blonde pige i Poltergeist, der bliver suget ind i tv-skaermen og forsvinder,” siger han og griner.