Modens svar på Banksy
Fra udstilling af design-kopier til anklager om kulturel appropriation, misogyni og racisme. Modebranchens uovertrufne vagthund hedder Diet Prada. En for nogle elsket og for andre frygtet Instagramprofil med millioner af følgere. Vi ser naermere på profilen, hvis magt for alvor er blevet fastslået i år, hvor Dolce & Gabbana har sagsøgt Diet Prada for aereskraenkelse, og spørger, hvorfor profilen og dens Call-out-culture synes mere relevant at diskutere end nogensinde?
En asiatisk model, der iført rød kjole forgaeves forsøger at spise italienske cannoli og pizza med spisepinde. Nogenlunde sådan lyder opskriften på en af de seneste års største shitstorms i modebranchen. Bag kampagnen står det italienske modehus Dolce & Gabbana, der i forbindelse med et forestående show i Shanghai lancerede den fejlslagne kampagne i slutningen af 2018 og hurtigt forsøgte at få den fjernet fra nettet igen, da anklagerne om racisme begyndte at hagle ned over dem. Anklagerne var blandt andet fremført af Instagramprofilen Diet Prada, der nåede at dele videoen, før den blev fjernet, og efterfølgende laekkede nogle racistiske beskeder, som Stefano Gabbana skulle have sendt til en anden i branchen.
Diet Pradas opslag blev delt igen og igen – og fik alvorlige konsekvenser for Dolce & Gabbanas store marketingsatsning på det asiatiske luksusmarked. Alt var ellers klart, og modellerne fløjet ind, da Shanghai Cultural Affairs Bureau aflyste showet, efter at en raekke detailhandlere havde valgt at boykotte det italienske modehus, ligesom flere prominente navne tog afstand fra maerket både på egne profiler og i kommentarfeltet på Diet Prada, mens hashtagget
#boycottdolce spredte sig. Dengang havde Instagramkontoen 850.000 følgere. I dag har den 2,8 millioner. Fra primaert at have vaeret en humoristisk Instagramprofil, der viste, hvordan modebranchen konstant kopierer hinanden, står Diet Prada i dag på toppen af en Cancel-kultur, hvor de med én kritisk post kan bringe små og store firmaer i alvorlige problemer. En magtposition, der for alvor blev slået fast i marts i år, hvor det kom frem, at Dolce & Gabbana har sagsøgt profilen for aereskraenkelse, da Diet Pradas kritik har betydet, at modehuset har mistet indtaegter. Og det er umiddelbart ikke småpenge, det koster at blive called out på profilen, der med sin insisterende og rebelske systemkritik er blevet kaldt modebranchens svar på Banksy. 600 millioner dollars, knap 4 milliarder danske kroner, kraever det italienske modehus i erstatning fra Tony Liu og Lindsey Schuyler, der står bag den populaere profil.
“Med så meget anti-asiatisk had, der spredes i USA, føles det forkert at fortsaette med at vaere tavse om en retssag, der truer vores ytringsfrihed,” skrev de to i begyndelsen af marts på Diet Prada.
Susan Scafidi, de rer grundla eg ger a fog direktørfor non profitorganisationen Fashion Law Institut eve dF ordham, som forsvarer Li u og Schuyler, udtalte kort efter til netmediet Page Six:
“AE re sk r a enkel sessa ger–ellert r usle no ma tan la eg g een–er notorisk brugt til at lukke munden på kritikere. Ved at tage kampen op mod Dolce & Gabbana forsvarer Tony og Lindsey deres mulighed for at gøre opmaerksom på karikaturer i forbindelse med race og køn og beskytter deres ytringsfrihed.”
Den danske modeekspert og kreativ direktør Kim Grenaa finder spørgsmålet om det opsigtsvaekkende søgsmål mere kompliceret.
“På den ene side er Diet Prada en virkelig vigtig platform, der står som en af bannerførerne for den revolution, som modebranchen er i gang med, når det gaelder alder, køn, kropsstørrelser, hudfarve og stereotyper. Det er nogle yderst nødvendige debatter, som de igangsaetter. Samtidig er det også ret farligt, at der findes en platform, hvor der ingen kildekritiske krav er, og hvor deres følgere uden den mindste research går ind og boykotter firmaer, samtidig med at de ofte kommenterer meget hadsk. Når man er så stor, som Diet Prada er, har man også et ansvar for at forholde sig til, hvilket sprog og hvilken udskamning, man opfordrer til, og det tror jeg, at de med erstatningskravet fra D ol c e& Gabbana bliver tvunget til ,” si gerhan.
Fra bananprint til boykot
Tilbage i 2014 blev Diet Prada oprettet anonymt og senere identificeret som ledet af Tony Liu og Lindsey Schuyler. De to mødtes, dade arbejdede f ordet amerikanske luksus-a c c es so ri esma erk e Eugenia Kim. M edderes kunst-og modehistoriske interesse var duoen optaget af at finde ligheder mellem de nyeste styles fra catwalken og aeldre design. Derfor oprettede de kontoen som et form for arkiv med samtaler og billeddelinger, de to alligevel havde med hinanden – og hurtigt med mange andre, der fandt det forfriskende, hvordan Diet Prada navngav og udskammede både kendte og ukendte copycats ved helt enkelt at lave opslag, hvor de sidestillede naermest ens fotos af nye og aeldre design.
“Diet Prada kom i en tid, hvor Instagram stadig var meget overfladisk, og de er klart nogle af frontløberne for, hvordan platformen bruges i dag. Da de startede, var der ikke fokus på indhold, men mest af alt en masse mad- og Outfit of the Day-billeder. Så det var fedt for mange i branchen, at der kom en profil, der tog stilling. Når noget mangler, bliver det tit en succes,” forklarer Kim Grenaa om, hvorfor de to venners hyggeprojekt hurtigt blev en profil med
“Når man er så stor som Diet Prada, har man et ansvar for at forholde sig til, hvilket sprog, man opfordrer til”
international bevågenhed.
Den danske modeekspert var da også selv hurtigt med på ‘diaeten’: “Det var forfriskende med den her platform, hvor der både var modehistorisk viden og samtidig humor og et glimt i øjet. Deres fokus på, hvordan modebranchen altid er en gentagelse, er rammende, og jeg kan isaer huske, da de gennem nogle fotocollager viste, hvordan Pradas bananprint blev kopieret igen og igen.”
I 2018 eksploderede kontoen, da Diet Prada satte fokus på flere store skandaler i modebranchen. Først stod Kim Kardashian og Kanye Wests nu nedlagte børnetøjslinje The Kids Supply for skud. I deres fjerde kollektion var der en bomberjakke og en pailletkjole, som til forveksling lignede design fra Comme des Garçons og Vetements. Det fik Diet Prada til at anklage parret for at vaere copycats og derefter at lancere en ironisk merchandise-kollektion kaldet Kim des Garçons. Og profilen stoppede ikke her, hvad angår at gå i clinch med de helt store spillere. Samme år trak Prada en nøglering fra sin Pradamalia-kollektion tilbage, efter at den – med blandt andet Diet Pradas indsats – gik viralt som et eksempel på blackface. Designet af den over 3.000 kroner dyre nøglering mindede om Lille sorte Sambo, en børnebog med illustrationer, der betragtes som åbenlyst racistiske.
“Overdrevne stereotyper udbredte dengang racisme frit. Det er tydeligt, at arven fra de skadelige billeder stadig påvirker, hvordan vi kontekstualiserer racisme i dag,” skrev Diet Prada blandt andet på deres profil.
Det italienske modehus lagde sig hurtigt ned og undskyldte. Noget, Stefano Gabbano måske skulle have ladet sig inspirere af, da et andet berømt italiensk modehus – nemlig hans og Domenico Dolces – i slutningen af året også blevet anklaget for racisme. Først med den omtalte fejlslagne reklamekampagne #DGLovesChina og derefter med det fatale skaermbillede af chatbeskeder fra Gabbano
indeholdende antiasiatiske og racistiske bemaerkninger, skrevet i kølvandet på det aflyste show. Og selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at den slags beskeder og synspunkter fortjener stor kritik, oplever Kim Grenaa, hvordan hele DG-gaten også blotlaegger de negative sider ved den ellers så roste Instagramprofil.
“Der er meget had og meget lidt research at finde i Diet Pradas kommentarfelt. Debatten om, hvorvidt reklamekampagnen var racistisk, er relevant, men kommentarer som at de er nogle klamme bøssekarle gør, at den vigtige debat udviskes. På en måde laegger profilen platform til noget, de selv kritiserer,” siger han og understreger, at det selvfølgelig ikke er Diet Pradas skyld, at der endnu ikke er kommet et ordentligt socialt kodeks på de sociale medier.
“Men de kunne jo godt vaere med til at opdrage lidt på deres følgere. Ligesom mange store influencere gør i øjeblikket. Jeg savner, at de har nogle regler for, hvad der er o.k. at skrive, når de nu selv er så kritiske over for andres kommunikation,” siger han.
Tsk-tsk-kultur
“Der er ikke noget, der er helligt for os. Jeg ved ikke, hvorfor den her branche beskytter sig selv så meget. I enhver anden industri kan folk sige, hvad de vil, og det skal de også kunne gøre med mode. Jeg tror, det er nyt for dem. Vi er en ny, skurrende stemme, hvor enhver form for hård kritik virker som mobning, men det er det ikke. Det er bare kritik,” sagde Tony Liu i 2018 i et interview med Business of Fashion, hvor han og Lindsey Schuyler afslørede sig selv som folkene bag Diet Prada.
Til spørgsmålet om, hvorvidt de to grundlaeggere ser sig selv som journalister, svarede Liu:
“Absolut ikke. Vi er bare to mennesker med en holdning.”
I en branche, hvor modehuse og modemedier er afhaengige af henholdsvis omtale og annoncer fra hinanden, bliver Diet Prada ofte hyldet for at tage bladet fra munden. Og det er ifølge Kim Greena en anden årsag til Diet Pradas store succes. De har ikke samme berøringsangst som de etablerede modemedier, der hverken kan eller vil komme med den slags anklager, som Diet Prada har bygget deres profil på. Men, siger han, det kan ikke alene tilskrives mod eller ytringsfrihed, men i lige så høj grad, at de etablerede medier – i modsaetning til den i første omgang anonyme profil – står til regnskab for, hvad de skriver. Og Diet Prada har da også selv indrømmet, at deres indhold ikke altid er faktuelt baseret. I en e-mail til New York Times skrev Liu og Schuyler, at deres copycat-beskyldninger nogle gange ‘kan vaere helt subjektive og eventuelt påvirket af personlig bias’.
En tilgang, der er typisk på en blog, men ikke i journalistik, hvor der er krav, hvad angår både injurielov og kildebelaeg. Og det er måske i spaendingsfeltet mellem nye og gamle medier, mellem at vaere et ‘almindeligt menneske med en mening’ og kritisk researchtung journalistik, mellem dem, der ser Call-out-kulturen som en måde at gøre op med magtstrukturer og status quo på, og dem, der ser det som en spraengfarlig bombe for den demokratiske samtale, at kompleksiteten ved Diet Prada ligger.
“Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der har ret, eller hvad der skal betales eller ikke betales, når det gaelder søgsmålet fra Dolce & Gabbana, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi i den her udskamningskultur bliver husket på, at det har alvorlige konsekvenser for både virksomheder og mennesker, når profiler som Diet Prada laver et kritisk post. Dermed ikke sagt, at de ikke skal gøre det. Det er sørgeligt, at vi i så mange år har haft en skaev opskrift på, hvad skønhed er, så jeg kan godt forstå, at Diet Prada bruger deres stemme til at saette fokus på manglende diversitet frem for et bananprint fra Prada. Her kan faktisk forandres noget, der bliver rykket ved noget, men samtidig er det altså meget nemmere at råbe ‘racist’ end at lave en grundig analyse af intentionerne bag,” siger Kim Grenaa om cancel-kulturen, som ikke alene ses på Diet Prada, men generelt dominerer Instagram i øjeblikket, og som uden tvivl skaber både vigtige debatter om stereotype fremstillinger og kulturel appropriation, hvor tidligere undertrykte stemmer endelig bliver hørt.
Men ifølge Kim Grenaa kan den også have en utilsigtet effekt. Nemlig at frygten for at blive udskammet bliver så stor, at mange slet ikke tør gøre noget.
“Det tror jeg heller ikke, er Diet Pradas intention. Det er ikke meningen, at vi skal gå og vaere bange for at gøre noget, det er meningen, at vi skal taenke over, hvad vi gør,” siger Kim Grenaa. _