HAR DU MØDT DIG SELV I DAG?
“Man vil bare gerne vaere ligesom de andre.”
Sådan svarede min syvårige datter mig forleden aften, da jeg spurgte hende om, hvorfor hun tror, at hovedpersonen i børnebogen Hvor kommer du rigtigt fra?, 8-årige Ella, bliver ked af det, når naboen siger til hende, at: “Du er også så smuk og anderledes.”
Ella har traek fra sin far, der er adopteret fra Korea.
Og når den velmenende nabokone fortaeller Ella, at hun er anderledes, giver det jo netop den lille pige en følelse af, at hun ikke er ... som de andre.
Det er derfor, repraesentation er så vigtig. Det er vigtigt at kunne spejle sig i mennesker, der har den samme hudfarve som en selv, tror på det samme som en selv, lever som en selv. Dem skal vi møde i serierne, i filmene, i skolebøgerne, på reklamerne ved busstoppestedet ... og ja: i modemagasinerne. Og omvendt er det vigtigt, at alle dem, der i højere grad ligner og lever som gennemsnittet, også møder forskellige mennesker repraesenteret. For på den måde bliver det jo helt normalt, at vi er forskellige.
Hvis vores forskellighed bliver mere normaliseret, kan vi måske undgå at møde hinanden med stereotyper. Det kommer vores journalist Mie Christensen blandt andet ind på i artiklen om emotional labor på side 58, hvor hun behandler alt det gratis omsorgsarbejde, blandt andre mange minoriteter udfører for at ‘bevare den gode stemning’ og undgå for eksempel at blive betragtet som stereotypen ‘den vrede sorte kvinde’.
Med mere åbenhed kan vi måske også i højere grad komme udenom, at andre løfter et øjenbryn, hvis vi lever lidt anderledes end normalen – for eksempel som Mathilde Gøhler og Remee Jackman, der på side 39 fortaeller om at leve som familie og par, men med to hjem.
Heldigvis er der de seneste par år sket noget med repraesentationen – og manges forståelse af vigtigheden af den. På side 104 fortaeller tre kvinder om deres ar. Arrene vidner om deres historie og de kampe, de har kaempet, men de får også andre til at vende sig om efter dem på stranden eller stille spørgsmål som: ‘Har du vaeret oppe at slås?’. En af kvinderne er Viola Mukiibi, der som 19-årig blev fanget under en bil, hvis brandvarme olie dryp for dryp for evigt tegnede spor på hendes krop. Hun fortaeller:
“Da jeg fik arrene tilbage i 2013, var verden slet ikke klar til den body positivism-bølge, vi ser i dag. Det er først de seneste to år, at jeg er begyndt at se andre kvinder, som ligner mig, på Instagram. Repraesentation har hjulpet mig til at forstå, at man ikke er grim, bare fordi man ser anderledes ud.”
Jeg håber, at du føler dig repraesenteret på siderne i Costume. Og jeg ved, at vi kan gøre endnu mere for, at du gør.
God fornøjelse med magasinet. Kaerlig hilsen