“Altså jeg har selv haft en mor, der har lavet teater og gjort sin ting. (...) hun var sig selv, og at man som menneske gerne må gøre det, der gør en lykkelig. Det er da vildt inspirerende.”
nogle, som er let-afkodelige.
Den tydelighed er vel også den øvelse, du gør, hver gang du skriver en sang?
– Ja, fuldstaendig! Og tit sammen med andre, ikke? Så det er jo også udfordrende, hvis man sidder og skriver en sang, og nogen er sådan: “Jeg har den bedste idé!”, og jeg så kan maerke, at det er overhovedet ikke det rigtige; den idé hører til et helt andet sted ... Det er faktisk nok i min sangskrivning, jeg er bedst til at vaere let-afkodelig. Måske fordi det handler om musikken frem for om mig som menneske. Det handler om den historie, vi er ved at fortaelle. Om den følelse, vi alle sammen får i kroppen, når vi skriver musikken. Og det gør det på en eller anden måde meget mere tilgaengeligt for mig at sige: “Det er det her. Og det er ikke det her.” “Men det er dét her, men heller ikke det her”. Det er ret sjovt faktisk.
Søren, før, nu og altid
Til sommer har Jada kendt sin Søren i 12 år, og i oktober 2022 blev de gift i Las Vegas, bare de to og en Elvis-praest. Knap et år efter blev de foraeldre til Dani. Så jeg spørger hende, om det har gjort forholdet nyt, eller om det slet ikke har aendret noget?
– (Lang taenkepause) Ja … hvad fanden har det gjort? Det er jeg stadig ved at finde ud af … Altså jeg synes, det er det vildeste trip at have en så lang kaerlighedsrelation til det samme menneske. Jeg havde slet ikke regnet med det. Det er simpelthen så vildt. Men det, som er vigtigt i alle mine menneskelige relationer, er, at man giver hinanden lov til at starte forfra. Jeg laeste Dolly Aldertons ‘Alt hvad jeg ved om kaerlighed’. På et tidspunkt afgiver hun og en veninde en slags løfter, wedding vows, for hinanden. Den ene siger noget hen ad: “Selvom jeg har kendt dig hele mit liv, så lover jeg aldrig at sige, at jeg tror, jeg ved alt om, hvem du er. Jeg vil altid lade dig tage en ny form.” Jeg synes, det er meget, meget smukt. Og jeg tror, det er meget sådan, min mand og jeg er i relation med hinanden. Altså aldrig at holde hinanden fast i gamle former og lade det blive noget, man bruger imod hinanden: “Det er ikke dig; sådan plejer du ikke at vaere”; “ej, der var engang, hvor du” … Men hele tiden tillade hinanden at tage en ny form. Altså det er bare noget, jeg synes, er meget smukt. Meget Sting-agtigt også, ikke? “If you love somebody, set them free.” Og det kan jeg godt lide. I alle relationer, ikke kun den til min mand, at blive ved med at vaere åben for, at selv dem, jeg har kendt siden børnehaven, kan have fået en ny oplevelse, ny indsigt, whatever. Altså jeg er heller ikke den samme. Fra graviditeten – at vaere indlagt, vaere så bange? Jeg er ikke den samme. At have fået et barn? Igen noget, der har forandret mig. Ja.
Har du også forandret dig over for Søren?
– Nej, ikke indtil videre. Jo, altså der er en forandring i gang i os begge, kan jeg maerke. Som ikke nødvendigvis er identisk, men ikke en, jeg ved noget om endnu. Det var jo en proces, vi var sammen i, så indtil videre kan jeg i hvert fald ikke maerke det. Ikke fordi det er forbudt, det er bare ikke lige det, jeg kan maerke lige nu. Ja.
Og hun tilføjer:
– Det er meget specielt. Det er også noget, jeg kan maerke, jeg skal snakke med dem, der er i mit liv, om. At jeg ikke er den samme. Og at jeg ikke ved, hvem jeg praecis er. Men jeg kan tydeligt maerke, jeg ikke er den samme. Ja.
Jeg må godt stadig vaere her
Jeg spørger, om forandringen haenger sammen med den lidt kortere vej til at tage en beslutning.
– Det tror jeg, er en del af det. En del af det er det med at blive hardcore konfronteret med mig selv og mine begraensninger og behov og drømme, den frygt, jeg har. Men også bare, altså lidt ligesom vi nu snakkede om MeToo og feminisme: Hver gang jeg har fået en ny indsigt inden for alle mulige minoriteters forhold i samfundet: Når du først ved det, så kan du ikke ikke-vide det. Så vil du se al manglen på ligestilling overalt, hele tiden. Du kan høre det i sproget, du kan se det, når du går ind i en butik: Her kan man ikke komme ind med en kørestol, eller her kan man ikke … Det føles som at blive forandret som menneske, at man på en måde vågner op i en ny slags verden. Og det er meget sådan, jeg har det efter min graviditet og efter at have fået et barn. Altså: Jeg kan ikke ikke have oplevet at have vaeret så bange. Det er en del af den måde, jeg er i verden på nu. Og jeg ved ikke, hvad det vil sige praecis. For jeg har ikke vaeret den her version af mig selv laenge nok. Men jeg kan maerke, det ikke er det samme. Mit spektrum bliver større. Ja. Ting, man troede, var på én måde, viser sig, at det slet ikke er givet, at de er sådan altid. Alt det, ikke?
– Men jeg har jo kun vaeret mor i fem minutter, og indtil videre har jeg det ikke sådan, at jeg føler mig selv udslettet. Jeg føler mig ikke kun som en person, der nu er hendes overlevelseskrop. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg føler, jeg går meget op i mig selv, stadig. (ler lidt) Jeg får taget nogle gode varme bade, spiser noget god mad. Og jeg tror, jeg lige nu i hvert fald har lyst til at vaere et tydeligt, veltilpas menneske, der passer på hende. Og det er ikke nemt, for jeg kan virkelig vaere sådan en 0 eller 100 % fascist, hvor det kun er de to tal, der taeller for mig: Enten har jeg gjort det 100 % godt, eller også har jeg gjort det 0 % godt. Men, jeg synes indtil videre, at det går ret okay med at taenke, at jeg godt stadig må vaere her, og at det også er fedt for hende, hvis jeg bare har det megagodt. Altså jeg har selv haft en mor, der har lavet teater og gjort sin ting. Selvom det var ubehageligt at savne hende, når jeg ikke var med, så er jeg da rigtigt glad for, at hun sørgede for at vise mig, at hun var sig selv, og at man som menneske gerne må gøre det, der gør en lykkelig. Det er da vildt inspirerende.
Tilbage til folkeviser
Tidligere i dag, mens Jada forsøgte at få Dani til at sove, fortalte hun, at den teatertrup, Vindenes bro, som hendes mor er tilknyttet, er Iben Nagel Rasmussens. En kvinde, som har vaeret en vigtig del af Jadas liv; naermest som en ekstra mormor. Og derfor er Danis mellemnavn Iben. Iben Nagel Rasmussen er som bekendt datter af Halfdan Rasmussen, og som purung var hun kaereste med Steppeulvenes Eik Skaløe. Den viden kombineret med den vuggesang, jeg hørte Jada synge, og nogle klip, jeg har set i DR’s dokumentar om hende, hvor hun som barn synger folkeviser, så tilhørernes tårer triller, får mig til at undres over, hvorfor hun egentlig har valgt at synge på engelsk.
Jada studser over spørgsmålet: “Ja? Altså fordi, at? At det ikke er mit modersmål? Eller hvad undrer dig ved det?” Jeg prøver at forklare dét, der for mig virker som et clash, fordi hun kommer fra noget, der på sin vis kan sammenlignes med dansk kunsthåndvaerk, noget rodfaestet, mens det engelske peger ud og vaek. Og jeg spørger, om det er hendes måde at vaere en del af sin samtid på og at sige, at hun vil noget mere?
– Det er sgu et godt spørgsmål. Ja, på en måde kan det godt vaere. Min mor tog en snak med mig, lige inden jeg brød igennem med Jada, og sagde: “Du skal ikke føle dig begraenset af, at du skal vaere i en niche. Du må godt ville have det kaempestort og poppet, det gør det ikke mindre rigtigt.” Så altså … Jeg har ikke valgt at synge på engelsk af princip, for jeg kan slet ikke finde ud af at leve efter principper. Jeg kan finde ud af at leve efter vaerdier, men jeg kan ikke finde ud af at beslutte mig for noget; det skal komme dybt indefra. Men det handler nok om gerne at ville kunne forstås i andre lande. Jeg syntes, det lød fedt på engelsk, og alle dem, jeg selv lyttede til, sang på engelsk. Og måske også sådan lidt storhedsvanvid: “Nå men, Rihanna synger jo på engelsk, så hvorfor skulle jeg ikke også synge på engelsk?” (ler)
Jada forklarer, at hun og søsteren, Frida, indgik i koncertdelen af de performances, Vindenes bro opførte. I gruppen kommunikerer man altid på enten spansk eller italiensk, og først i de senere år på engelsk.
– Det at have sunget så mange sange på andre sprog har gjort, at det for mig handler meget om følelsen. Men jeg synes, der er noget meget specielt ved at synge på dansk, og jeg er sikker på, jeg kommer til at skrive nogle sange på dansk.
Har du lettere ved at skrive på engelsk?
– Jeg tror ikke, det er det, der har begraenset mig, men, ja, det hele er kommet på engelsk til mig. Alle sangteksterne. Og når jeg har prøvet at skrive noget på dansk, så synes jeg ret hurtigt, at det er blevet klichéagtigt. Jeg synes faktisk, det er blevet sindssygt dårligt og banalt. (ler højt) Men jeg er nok nødt til at vente, til det kommer.
Alt kommer, når det skal.
– Ja, det håber jeg.
Eller: Tror du på, at alt sker af en årsag?
– (Lang pause) Seriøst mand, jeg ved ikke en skid. Det er den følelse, jeg har. Jeg aner intet. Jeg føler i hvert fald, der sker et eller andet vildt i livet og i universet og på jorden. Men jeg ved slet ikke. Jeg ved ikke en skid. Det er seriøst den følelse, jeg har. (ler)
Det er vel også det, der holder nysgerrigheden i live?
– Ja, jo, virkelig. Jeg synes godt nok, livet er helt forunderligt. Og Jada, som tydeligvis nages af det med de danske tekster, tilføjer grundende:
– Man kan godt høre, det ikke er min stemme. Du ville få kløe, hvis du så de tekster, jeg har skrevet på dansk; jeg tror seriøst, du ville få udslaet! (ler højt) Så aergerligt!
Du må synge nogle folkeviser igen; det har man jo ikke rigtigt hørt taget alvorligt siden gruppen Sorten muld.
– Så rigtigt. Jeg har faktisk lige vaeret til folkemusikseminar sidste weekend for første gang i ti år. Jeg var sammen med min mor og min mand og søster og Dani og en fra mit band, og så kom jeg til at melde mig som arrangør af det til naeste år. Det kan vaere, det også gør noget ved mit arbejde med dansk sprog.
Det er jo altså gode tekster.
– Ja, det er fantastiske tekster, og de er sjove. Min mor er sådan en, som kan 1.000 sange, tror jeg. En af mine yndlings er om en pige, som var terne, altså tjenestepige. Kongen vil gerne have hende til elskerinde, men hun siger nej. Han tilbyder hende alle mulige ting, men hun bliver ved med at sige nej, og til sidst putter han hende i spigertønden, som er sådan en tønde med spigre, søm, hakket ind i, og så blev hun rullet ned ad bakken. Den sang min mor altid. (ler) “Godnaaat!” Og altså min mor kan ikke lyve – det er sådan en indbygget både fordel og ulempe – så når jeg spurgte hende: “Hvorfor blev pigen slået ihjel?”, sagde hun bare: “Det er jo, fordi vi lever i et patriarkat, og det er maendene, som har magten, og magt korrumperer dig, og så vil du hellere slå ihjel end vaere skamfuld.”
Emilie, otte år.
– Eller fem! (ler) Det har virkelig vaeret sådan, at hvis vi har spurgt, så har vi fået sandheden. Sandheden kan jo vaere tung at baere, men jeg elsker det også.
Den saetter jo tanker i gang. Og man bliver taget alvorligt.
– Man bliver nemlig taget meget alvorligt. Og det tror jeg da også, er kimen til så mange af de tanker, jeg gør mig. Altså at jeg har vaeret feminist så lang tid. Jeg er spaendt på, om jeg kan lyve for min datter. Det kan nogle gange vaere lidt fedt. Altså, der er nogle gange, hvor jeg ville ønske om min mor, sådan: “Kunne du ikke have stukket mig en hvid løgn? Skulle du virkelig?”
“Jeg har ikke valgt at synge på engelsk af princip, for jeg kan slet ikke finde ud af at leve efter principper. Jeg kan finde ud af at leve efter vaerdier, men jeg kan ikke finde ud af at beslutte mig for noget; det skal komme dybt indefra.”