Kar­la og cyk­len

Cykel Motion Danmark - - Indhold - TEKST: Kar­la Krag FO­TO: Ole Mad­sen

PROLOG

Si­den min barn­dom i for­ri­ge årtu­sin­de har jeg und­gå­et at dyr­ke motion og i sær­de­les­hed motion, hvor der er et kon­kur­ren­ce­mo­ment. Skæv ryg, over­dre­ven bog­lig­hed, ryg­ning, ge­nert­hed samt mang­len­de tro på mig selv, har holdt mig kro­p­s­lig inak­tiv, når und­ta­ges det fy­si­ske ar­bej­de der fulg­te med, da jeg gif­te­de mig til et land­brug.

LIVSBEGIVENHED

I en al­der af 46 år blev jeg imid­ler­tid ramt af bryst­kræft, og li­vet slog en kol­bøt­te, så­dan helt af sig selv. Jeg var nu ble­vet ud­skilt fra bon­de­går­den, en­lig mor til to børn og mit ”sun­de” liv be­stod af be­sked­ne mæng­der mad, så få kal­o­ri­er som mu­ligt og så me­get dans, som jeg kun­ne til­tu­ske mig til man­ge sjove fe­ster, så be­ne­ne fik da ef­ter­hån­den mus­k­ler – i hø­je hæ­le.

KOVENDING

Ef­ter en ope­ra­tion, som ko­ste­de en tred­je­del af et bryst, fik jeg ke­mo, hvil­ket er cel­le­gift, der groft sagt slår så man­ge cel­ler som mu­ligt ihjel, men sta­dig hol­der pa­tien­ten i li­ve – hvil­ket jo lyk­ke­des.

Med ud­sig­ten til at jeg nu skul­le sid­de ”med ho­ve­d­et i toilet­tet” i man­ge uger, tænk­te jeg, ”Nej”, og lag­de min helt egen ama­tør­ag­ti­ge slag­plan.

Den gik i sin en­kelt­hed ud på, at hvis jeg nu drak tre li­ter vand og gik 10 ki­lo­me­ter hver dag, så vil­le jeg skyl­le ke­mo­en ud af mit sy­stem hur­tigt og i til­gift få lidt ro til min for­fløj­ne hjer­ne og den rast­løs­hed i sjæ­len, som di­ag­no­sen hav­de gi­vet mig.

Og ved I hvad – det vir­ke­de. Ik­ke én ene­ste dag tog kval­men over­hånd, ik­ke én ene­ste gang fik mod­løs­he­den over­ta­get. Den ene­ste ”bi­virk­ning” var, at de lan­ge gå­tu­re var va­nedan­nen­de, selv om ud­sig­ten og markve­je­ne i den lil­le lands­by ef­ter­hån­den fo­re­kom mig tri­vi­el­le.

NYTÆNKNING

Da et øko­no­misk ”neds­ving” oven i kø­bet ram­te mig, fik jeg den fan­ta­sti­ske idé, at jeg kun­ne be­gyn­de at cyk­le på ar­bej­de. Det vil­le te­o­re­tisk slå fle­re flu­er med et smæk, idet jeg vil­le spa­re ben­zi­nen, kun­ne væ­re ak­tiv, og yder­me­re hol­de rast­løs­he­den stan­gen.

Som et tegn fra him­len fik jeg skat­te­pen­ge til­ba­ge – li­ge nok til en fin rød cykel med tre gear, hvil­ket vir­ke­de pas­sen­de, for der var jo bå­de til op ad bak­ke, ned ad bak­ke og li­geud – me­re kun­ne man vel ik­ke ha­ve brug for?

CYKLISTDÅBEN

De dag­li­ge 12 km til og fra ar­bej­de på cyk­len be­kom mig me­get vel. Når jeg mød­te tid­ligt i bør­ne­ha­ven, traf jeg af og til rå­dyr og ræ­ve­un­ger og op­le­ve­de pragt­ful­de so­l­op­gan­ge. Li­ge­le­des brug­te jeg mi­ne hjer­ne­vin­din­ger til at plan­læg­ge og struk­tu­re­re da­gen, mens pri­vat­li­vets be­kym­rin­ger blev lagt i cy­kel­ta­sker­ne, så bør­ne­ne ik­ke skul­le li­de un­der dem.

Hjemad kun­ne jeg så fun­de­re over ”li­vet og dø­den og hvad vi skul­le ha­ve til af­ten”. På den må­de fik jeg bort­cyk­let ar­bejds­mæs­si­ge ud­for­drin­ger og be­ar­bej­det de læ­re­pro­ces­ser, som bør­ne­ha­vebørn al­tid sæt­ter gang i.

Men alt­så, kræf­ten for­svandt, knu­den blev bor­te, ke­mo­en vir­ke­de, og strå­lin­ger samt pil­ler, hvor bi­virk­nin­ger­ne klin­ge­de af, i takt med at hå­ret vok­se­de ud, gjor­de, at jeg lang­somt blev klar over, at jeg hav­de få­et et nyt liv foræ­ren­de ved at lyt­te til min krop.

Den­ne krop for­tal­te mig, at den sta­dig vil­le cyk­le, og ger­ne vil­le cyk­le end­nu me­re og end­nu læn­ge­re. Mi­ne we­e­ken­der be­gynd­te nu med en cy­kel­tur rundt om Hin­ge sø, mens mi­ne hver­da­ge blev for­læn­get med cy­kel­tu­re til Sil­ke­borg, når der skul­le hand­les – hvil­ket gav øko­no­mi­ske for­de­le, for­di jeg kun kun­ne kø­be, hvad der kun­ne væ­re i en cy­kel­kurv.

Så­le­des gik mit liv på hæld, jeg var sund og glad, dan­se­be­ne­ne blev rørt of­te, bør­ne­ne vok­se­de til og flyt­te­de væk. Og jeg cyk­le­de tro­ligt vi­de­re – om vin­te­r­en i ter­motøj og regntøj, om som­me­ren i så lidt som mu­ligt – dog al­tid med den cy­kel­hjelm, som min yng­ste dreng hav­de foræ­ret mig, for­di jeg tvang ham til at cyk­le med hjelm på ho­ve­d­et til sko­le hver dag.

ÅBENBARINGEN

Plud­se­lig og uven­tet fik jeg en livs­for­an­dren­de be­sked i min ind­bak­ke fra en for­dums ven, som hav­de gemt mig i sit hjer­te i over 30 år,

Som et tegn fra him­len fik jeg skat­te­pen­ge til­ba­ge – li­i­i­ge nok til en fin rød cykel med tre gear…

I ”fest­tø­jet” og KLAR.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.