Cy­kel­ner­ven

DAN­MARKS HÅRDESTE VELGØRENHEDS CYKELEVENT

Cykel Motion Danmark - - Indhold - TEKST: Ane Ma­rie Thul­strup (Rie) FO­TO: Ane Ma­rie Thul­strup (Rie) og Cy­kel­ner­ven

I for­å­ret 2017 var jeg i fuldt sving med at træ­ne til La Marmotte, et stør­re cy­kel­løb i Frank­rig. Det­te blev dog fuld­stæn­digt æn­dret 16. april, Dron­nin­gens fød­sels­dag. Da­gen før hav­de vi cyk­let op og ned af Blåb­jerg ved Ny­min­de Klit­plan­ta­ge, Ring­kø­bing Fjord, for at la­ve bak­ke­træ­ning, der var go­de ben, og pla­nen var at ta­ge en ny træ­nings­tur den 16. april om ef­ter­mid­da­gen. Før træ­nings­tu­ren vil­le vi dog li­ge spil­le lidt bad­min­ton, så­dan ba­re for sjov.

Plud­se­lig ly­der et vold­somt smæld, der kan hø­res i he­le hal­len (og det er ik­ke fyr­vær­ke­ri i for­bin­del­se med Dron­nin­gens fød­sels­dag). Først tro­e­de jeg, at min mak­ker ”ba­re” var lø­bet ind i mig, men jeg lå midt på gul­vet og kun­ne ik­ke be­væ­ge mig. Jeg hum­per dog med hjælp og støt­te hen på en stol, og der­ef­ter bli­ver jeg bå­ret til en bil og kørt på ska­destu­en. Jeg kend­te selv di­ag­no­sen - min akil­les­se­ne var sprun­get, og jeg hå­be­de på en del­vis spræng­ning, så jeg kun­ne fort­sæt­te min cy­kel­træ­ning.

På ska­destu­en stod det dog klart, at akil­les­se­nen var re­vet over, og nu ven­te­de der mig et stør­re genop­træ­nings­for­løb. Al­le som­me­rens cykel­ tu­re blev skrin­lagt. Jeg fik lært at gå med kryk­ker, først med gips ef­ter ope­ra­tio­nen, der­ef­ter skin­ne, og jeg måt­te un­der in­gen om­stæn­dig­he­der støt­te på fo­den. Da skin­nen kom af, var be­net tyndt, og jeg mang­le­de fuld­stæn­dig kræf­ter­ne og det i et så­dant om­fang, at jeg ik­ke kun­ne kø­re bil. Jeg hav­de det som en lø­ve i et bur de ef­ter­føl­gen­de må­ne­der.

I ef­ter­å­ret 2017 på­be­gynd­te jeg let træ­ning, star­te­de på spin­ning, gå­tu­re og for­søg­te at væ­re ak­tiv, som jeg var før ska­den. I ju­len 2017 stod det klart, at jeg var nødt til at la­ve en ud­for­dring til mig selv, så jeg at­ter kun­ne kom­me i god form.

Jeg har tid­li­ge­re cyk­let for vel­gø­ren­hed, har al­tid syn­tes at det var sjovt, dels gør man det i en god sags tje­ne­ste og dels får man selv en spæn­den­de op­le­vel­se. Når der skul­le en ud­for­dring til, hvor­for så ik­ke væl­ge Dan­marks hårdeste velgørenheds cykelevent, så en an­søg­ning til Cy­kel­ner­ven om op­ta­gel­se blev af­sendt. I ja­nu­ar kom sva­ret; jeg var op­ta­get på Cykel­ner­ven Midtjyl­land 2018, og så det var el­lers om at kom-

me i gang med en god træ­nings­plan. Cy­kel­ner­ven er et vel­gø­ren­hed­s­e­vent til for­del for sk­lero­se, og de­res slo­gan er: ”Vi cyk­ler for en ver­den uden sk­lero­se”. Cy­kel­ner­ven har ek­si­ste­ret si­den 2014, og hvert år har man kørt på bjer­ge, der ind­går i Tour de Fran­ce.

På det Midtjy­ske hold er der en cy­kel­træ­ner, som går un­der nav­net ”In­ter­val Tor­ben”. Det­te be­tød, at hver gang vi hav­de cy­kel­træ­ning, var der en del in­ter­val­træ­ning. Jeg må in­drøm­me, at den før­ste gang, jeg var ude at cyk­le sam­men med de se­je dren­ge, blev jeg me­re end sat. Når der skul­le kø­res op og ned ad en lil­le bak­ke, kla­re­de dren­ge­ne den 4-5 gan­ge, mens jeg må­ske kla­re­de 3 gan­ge, og sam­ti­dig hav­de jeg tun­gen hæn­gen­de ud af hal­sen og pul­sen på den for­ker­te si­de af max. Når jeg kom hjem ef­ter en tur, hav­de jeg ik­ke tabt mo­det, men tænk­te, at det måt­te bli­ve bed­re næ­ste gang. Vin­te­r­en var kold og sur, så det blev der­for til en del ti­mer med spin­ning - of­te 2 ti­mer i træk. I be­gyn­del­sen var det 5-8 ti­mers træ­ning i lø­bet af en uge.

I fe­bru­ar må­ned blev jeg blev far­mor – dej­ligt og hel­digt for mig, for min søn lån­te min bil, hvil­ket tvang mig til at be­gyn­de at cyk­le på ar­bej­de igen. Der­med fik jeg foræ­ret 15 km dag­lig træ­ning, hvor halv­de­len var op ad bak­ke. Sam­ti­dig la­ve­de jeg en del co­re- og styr­ke­træ­ning for at genop­træ­ne høj­re ben og und­gå at få ondt i ryg­gen og nak­ken ef­ter de man­ge ti­mer på en cykel.

Lang­somt blev træ­nin­gen in­ten­si­ve­ret, der blev la­vet et pro­gram, jeg træ­ne­de fast fem gan­ge om ugen, og træ­nings­pas­se­ne blev læn­ge­re, mit pro­gram var va­ri­e­ret og med ind­lag­te hvi­le­da­ge. Jeg fik hjælp ude­fra, fik la­vet et pro­gram af Ole, der er cy­kelco­ach i Sil­ke­borg. Hver mor­gen må­l­te jeg min hvile­puls, så jeg fik en for­nem­mel­se af, hvor­dan da­gens træ­ning vil­le bli­ve.

Man­ge træ­nings­da­ge var sjove, men der var og­så da­ge, hvor jeg tænk­te, ”det gi­der jeg ik­ke, jeg er træt” og ”hvad skal alt det­te til for?” På et tids­punkt måt­te jeg ta­ge et op­gør med mig selv, jeg måt­te ik­ke sæt­te spørgs­måls­tegn ved, om træ­nings­pla­nen skul­le føl­ges, og om må­let var: ”Py­re­næ­er­ne skal ero­bres”. Jeg måt­te si­ge til mig selv, at nu vil­le jeg gi­ve det en chan­ce, og så måt­te det bæ­re el­ler bri­ste. Det var of­te en kamp un­der træ­nin­gen, for­di det er ”sjove­re” at lig­ge med en la­ve­re puls og ny­de ud­sig­ten.

Jeg fort­sat­te dog med at ny­de ud­sig­ten på de man­ge her­li­ge cy­kel­tu­re, men for­søg­te at pres­se mig selv en smu­le op af bak­ker­ne. For at hol­de mo­ti­va­tio­nen meld­te vi os til en del mo­tions­løb i for­å­ret, kør­te bl.a. Rold Rundt, Grejs­da­len, Stjer­ne­lø­bet og Dan­marks Hø­je­ste.

Al­le løb blev gen­nem­ført – ik­ke i et højt tem­po, men jeg kun­ne si­ge til mig selv, at der var me­get få kvin­der over 60 år, som hav­de del­ta­get.

For at få bjerg­træ­nin­gen ind i pro­gram­met blev der la­vet fle­re tu­re til Spa­ni­en og Frank­rig. Ugen før tu­ren til Py­re­næ­er­ne blev be­ne­ne te­stet på en tur nord for Ni­ce. Desvær­re var der en del regn, men det blev al­li­ge­vel til cy­kel­tu­re, hvor bjerg­be­ne­ne blev af­prø­vet. Ud­for­drin­gen var kam­pen med sig selv, når man vid­ste, at de næ­ste to ti­mer kun gik én vej - opad.

På tu­ren blev fle­re min­dre bjer­ge te­stet, bl.a. Col-du-ven­ce, 10 km op ad bak­ke med en stig­ning på 6-7 pct. Det blev og­så til fle­re an­dre tu­re i om­rå­det, som gjor­de, at be­ne­ne blev klar til ud­for­drin­gen i Py­re­næ­er­ne.

Ko­sten blev ik­ke æn­dret, cho­ko­la­den blev så­le­des ik­ke lagt på hyl­den, men in­ge­fær og rød­be­des­aft samt vi­ta­mi­ner blev til­fø­jet.

Så kom da­ge­ne, da be­ne­ne skul­le te­stes i Py­re­næ­er­ne. Cyk­len var klar, det hav­de reg­net hver dag i seks uger, men da vi sat­te os på cyk­ler­ne, kla­re­de det op. Fi­re hår­de da­ge med Tour de Fran­ce ru­ter; det gik ik­ke stærkt op ad bjer­ge som Col-du-tour­ma­let og Col d’au­bisque, men op kom jeg - og­så uden hjælp. Tu­ren star­te­de i Bagnéres-du-lu­chon, hvor vi den før­ste dag kør­te op ad Col-du- Por­til­lon, en tur på 40 km og 12-1300 høj­de­me­ter. Et skønt syn, hvor alt var grønt og fro­digt - jeg hav­de in­gen kri­ser.

Da­gen ef­ter skul­le der prø­ves kræf­ter med den kor­te­ste eta­pe i Tour de Fran­ce hi­sto­ri­en på 65 km, men da vi skul­le ned ad bjer­get igen, blev vo­res tur på i alt 75 km. Det blev til at træ­de i pe­da­ler­ne op af Col de Pey­resour­de, Montée du Peyrag­u­des – en dag, da det var over 22 gra­der. Der blev druk­ket me­get vand, og krop­pen kun­ne mær­kes, men der var in­gen al­vor­li­ge kri­ser.

In­den Col-du-tour­ma­let hav­de vi op­varm­ning på Col-du-as­pen, som på in­gen må­de er et let bjerg. Her gik en del kø­er med bjæl­der over vej­en, og der var me­get smukt.

Så kom da­ge­ne, da be­ne­ne skul­le te­stes i Py­re­næ­er­ne.

Dag tre blev det le­gen­da­ri­ske Col-du-tour­ma­let ero­bret – op ad 17 km, og so­len be­gynd­te at skin­ne. Min Gar­min re­gi­stre­re­de fle­re gan­ge, at jeg var be­gyndt at gå, så det sag­de no­get om tem­po­et, men jeg for­søg­te kon­stant at sty­re ef­ter min watt og puls, så jeg ik­ke fik sy­re i be­ne­ne. Da jeg kom til en lil­le by i ski­om­rå­det, over­ve­je­de jeg at stand­se, jeg tog et hvil og tal­te med en mak­ker fra Hold Midtjyl­land, der og­så over­ve­je­de at hol­de op, men jeg kom til at tæn­ke på al­le de ti­mer, jeg hav­de for­be­redt mig og be­slut­te­de, at jeg vil­le ta­ge de sid­ste ki­lo­me­ter op ad bjer­get.

Vi be­gynd­te med at kø­re i ba­gen­de sol og end­te med at kø­re i sne­dri­ver, da vi var over træg­ræn­sen. Det var en fan­ta­stisk op­le­vel­se og kæm­pe for­løs­ning at nå top­pen af Col-du-tour­ma­let og se den sto­re cykel som tegn på, at her har Tour de Fran­ce ryt­ter­ne væ­ret. Når jeg tæn­ker til­ba­ge på det, er jeg glad for, at jeg ik­ke på no­get tids­punkt al­vor­ligt over­ve­je­de at sti­ge af cyk­len.

Den sid­ste dag skul­le Col-du-soul­or og Col d’au­bisque ero­bres. Tem­pe­ra­tu­ren hav­de æn­dret sig, i bun­den var der fort­sat 20 gra­der, men på top­pen var den fal­det be­ty­de­ligt, og sam­ti­dig var der en del tå­ge. Cy­kel­tu­ren fra Col-du-soul­or til Col d’au­bisque var ner­vepi­r­ren­de på grund af tå­gen og en lil­le smal vej, hvor man, hvis man kom ud over kan­ten, vil­le fal­de man­ge me­ter ned. Det­te gjor­de, at man på in­gen må­de for­søg­te at for­ce­re tem­po­et. På tu­ren til­ba­ge var det kla­ret op, og der var en fan­ta­stisk ud­sigt, men be­ne­ne ryste­de en smu­le, da man så, hvor stej­le de skræn­ter var, man hav­de kørt langs uden en ri­me­lig sigt­bar­hed.

På tu­ren ned ad Col-du-soul­or mød­te vi Team Sky, der var på vej op – sik­kert ved at for­be­re­de sig til Tour de Fran­ce. Det gav en smu­le stolt­hed, at vi li­ge hav­de kørt den ru­te, de var i fuld gang med at te­ste. En god fø­lel­se at kun­ne sæt­te flu­e­ben ved dis­se fan­ta­sti­ske bjer­ge.

Der er in­gen tvivl om, at man ved at be­sti­ge bjer­ge på cykel fi­re da­ge i træk som et led i en genop­træ­nings­plan bli­ver pres­set på en må­de, man al­drig har prø­vet før, og ens tem­pe­ra­ment bli­ver li­ge­le­des te­stet. Des­u­den bli­ver man ut­ro­lig glad, for­di det lyk­kes, og sam­ti­dig har man kørt i en god sags tje­ne­ste un­der den fi­re da­ges cy­kel­eks­pe­di­tion.

En an­den stor ge­vinst ved at del­ta­ge i vel­gø­ren­hed­s­e­vents som Cy­kel­ner­ven er sam­men­hol­det i grup­pen. Man har en mas­se dej­li­ge cy­ke­l­op­le­vel­ser, der re­sul­te­rer i en del sjov snak, og så mø­der man man­ge spæn­den­de men­ne­sker, der al­le har sam­me mål - at sæt­te fo­kus på sk­lero­se.

Den me­gen træ­ning i lø­bet af for­å­ret gjor­de, at jeg kun­ne kø­re ef­ter min puls. Jeg vid­ste præ­cist, at hvis jeg kom over en be­stemt puls­græn­se, vil­le jeg be­gyn­de at kø­re sy­re i be­ne­ne, hvil­ket vil­le gi­ve bag­slag da­gen ef­ter.

Der er watt­pe­da­ler på min cykel, og fra at kun­ne kø­re ca. 200 watt steg min watt til om­kring 375, min VO2 maks. steg fra 30 til over 40, jeg kom til at værds­æt­te min Gar­min Con­nect, for­di jeg kun­ne føl­ge en fan­ta­stisk ud­vik­ling.

Alt i alt hav­de oven­stå­en­de al­drig kun­net la­de sig gø­re uden en stor po­r­tion stæ­dig­hed og en for­nuf­tig plan, hvor der og­så var ind­lagt hvi­le­da­ge, så jeg ved kon­trol af min akil­les-ska­de i de­cem­ber 2017 kun­ne gø­re læ­gens ord om, at jeg godt kun­ne op­gi­ve at cyk­le, til skam­me!

Spør­ger du, om jeg vil gø­re det igen? Bad­min­ton for sjov spil­ler jeg al­drig igen, men at cyk­le ”Dan­marks Hårdeste cyk­le­e­vent” – ja da…

Mit næ­ste mål? Det ken­der jeg ik­ke end­nu!

En an­den stor ge­vinst ved at del­ta­ge i vel­gø­ren­hed­s­e­vents som Cy­kel­ner­ven er sam­men­hol­det i grup­pen.

4

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.