Cykelnerven
DANMARKS HÅRDESTE VELGØRENHEDS CYKELEVENT
I foråret 2017 var jeg i fuldt sving med at træne til La Marmotte, et større cykelløb i Frankrig. Dette blev dog fuldstændigt ændret 16. april, Dronningens fødselsdag. Dagen før havde vi cyklet op og ned af Blåbjerg ved Nyminde Klitplantage, Ringkøbing Fjord, for at lave bakketræning, der var gode ben, og planen var at tage en ny træningstur den 16. april om eftermiddagen. Før træningsturen ville vi dog lige spille lidt badminton, sådan bare for sjov.
Pludselig lyder et voldsomt smæld, der kan høres i hele hallen (og det er ikke fyrværkeri i forbindelse med Dronningens fødselsdag). Først troede jeg, at min makker ”bare” var løbet ind i mig, men jeg lå midt på gulvet og kunne ikke bevæge mig. Jeg humper dog med hjælp og støtte hen på en stol, og derefter bliver jeg båret til en bil og kørt på skadestuen. Jeg kendte selv diagnosen - min akillessene var sprunget, og jeg håbede på en delvis sprængning, så jeg kunne fortsætte min cykeltræning.
På skadestuen stod det dog klart, at akillessenen var revet over, og nu ventede der mig et større genoptræningsforløb. Alle sommerens cykel ture blev skrinlagt. Jeg fik lært at gå med krykker, først med gips efter operationen, derefter skinne, og jeg måtte under ingen omstændigheder støtte på foden. Da skinnen kom af, var benet tyndt, og jeg manglede fuldstændig kræfterne og det i et sådant omfang, at jeg ikke kunne køre bil. Jeg havde det som en løve i et bur de efterfølgende måneder.
I efteråret 2017 påbegyndte jeg let træning, startede på spinning, gåture og forsøgte at være aktiv, som jeg var før skaden. I julen 2017 stod det klart, at jeg var nødt til at lave en udfordring til mig selv, så jeg atter kunne komme i god form.
Jeg har tidligere cyklet for velgørenhed, har altid syntes at det var sjovt, dels gør man det i en god sags tjeneste og dels får man selv en spændende oplevelse. Når der skulle en udfordring til, hvorfor så ikke vælge Danmarks hårdeste velgørenheds cykelevent, så en ansøgning til Cykelnerven om optagelse blev afsendt. I januar kom svaret; jeg var optaget på Cykelnerven Midtjylland 2018, og så det var ellers om at kom-
me i gang med en god træningsplan. Cykelnerven er et velgørenhedsevent til fordel for sklerose, og deres slogan er: ”Vi cykler for en verden uden sklerose”. Cykelnerven har eksisteret siden 2014, og hvert år har man kørt på bjerge, der indgår i Tour de France.
På det Midtjyske hold er der en cykeltræner, som går under navnet ”Interval Torben”. Dette betød, at hver gang vi havde cykeltræning, var der en del intervaltræning. Jeg må indrømme, at den første gang, jeg var ude at cykle sammen med de seje drenge, blev jeg mere end sat. Når der skulle køres op og ned ad en lille bakke, klarede drengene den 4-5 gange, mens jeg måske klarede 3 gange, og samtidig havde jeg tungen hængende ud af halsen og pulsen på den forkerte side af max. Når jeg kom hjem efter en tur, havde jeg ikke tabt modet, men tænkte, at det måtte blive bedre næste gang. Vinteren var kold og sur, så det blev derfor til en del timer med spinning - ofte 2 timer i træk. I begyndelsen var det 5-8 timers træning i løbet af en uge.
I februar måned blev jeg blev farmor – dejligt og heldigt for mig, for min søn lånte min bil, hvilket tvang mig til at begynde at cykle på arbejde igen. Dermed fik jeg foræret 15 km daglig træning, hvor halvdelen var op ad bakke. Samtidig lavede jeg en del core- og styrketræning for at genoptræne højre ben og undgå at få ondt i ryggen og nakken efter de mange timer på en cykel.
Langsomt blev træningen intensiveret, der blev lavet et program, jeg trænede fast fem gange om ugen, og træningspassene blev længere, mit program var varieret og med indlagte hviledage. Jeg fik hjælp udefra, fik lavet et program af Ole, der er cykelcoach i Silkeborg. Hver morgen målte jeg min hvilepuls, så jeg fik en fornemmelse af, hvordan dagens træning ville blive.
Mange træningsdage var sjove, men der var også dage, hvor jeg tænkte, ”det gider jeg ikke, jeg er træt” og ”hvad skal alt dette til for?” På et tidspunkt måtte jeg tage et opgør med mig selv, jeg måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved, om træningsplanen skulle følges, og om målet var: ”Pyrenæerne skal erobres”. Jeg måtte sige til mig selv, at nu ville jeg give det en chance, og så måtte det bære eller briste. Det var ofte en kamp under træningen, fordi det er ”sjovere” at ligge med en lavere puls og nyde udsigten.
Jeg fortsatte dog med at nyde udsigten på de mange herlige cykelture, men forsøgte at presse mig selv en smule op af bakkerne. For at holde motivationen meldte vi os til en del motionsløb i foråret, kørte bl.a. Rold Rundt, Grejsdalen, Stjerneløbet og Danmarks Højeste.
Alle løb blev gennemført – ikke i et højt tempo, men jeg kunne sige til mig selv, at der var meget få kvinder over 60 år, som havde deltaget.
For at få bjergtræningen ind i programmet blev der lavet flere ture til Spanien og Frankrig. Ugen før turen til Pyrenæerne blev benene testet på en tur nord for Nice. Desværre var der en del regn, men det blev alligevel til cykelture, hvor bjergbenene blev afprøvet. Udfordringen var kampen med sig selv, når man vidste, at de næste to timer kun gik én vej - opad.
På turen blev flere mindre bjerge testet, bl.a. Col-du-vence, 10 km op ad bakke med en stigning på 6-7 pct. Det blev også til flere andre ture i området, som gjorde, at benene blev klar til udfordringen i Pyrenæerne.
Kosten blev ikke ændret, chokoladen blev således ikke lagt på hylden, men ingefær og rødbedesaft samt vitaminer blev tilføjet.
Så kom dagene, da benene skulle testes i Pyrenæerne. Cyklen var klar, det havde regnet hver dag i seks uger, men da vi satte os på cyklerne, klarede det op. Fire hårde dage med Tour de France ruter; det gik ikke stærkt op ad bjerge som Col-du-tourmalet og Col d’aubisque, men op kom jeg - også uden hjælp. Turen startede i Bagnéres-du-luchon, hvor vi den første dag kørte op ad Col-du- Portillon, en tur på 40 km og 12-1300 højdemeter. Et skønt syn, hvor alt var grønt og frodigt - jeg havde ingen kriser.
Dagen efter skulle der prøves kræfter med den korteste etape i Tour de France historien på 65 km, men da vi skulle ned ad bjerget igen, blev vores tur på i alt 75 km. Det blev til at træde i pedalerne op af Col de Peyresourde, Montée du Peyragudes – en dag, da det var over 22 grader. Der blev drukket meget vand, og kroppen kunne mærkes, men der var ingen alvorlige kriser.
Inden Col-du-tourmalet havde vi opvarmning på Col-du-aspen, som på ingen måde er et let bjerg. Her gik en del køer med bjælder over vejen, og der var meget smukt.
Så kom dagene, da benene skulle testes i Pyrenæerne.
Dag tre blev det legendariske Col-du-tourmalet erobret – op ad 17 km, og solen begyndte at skinne. Min Garmin registrerede flere gange, at jeg var begyndt at gå, så det sagde noget om tempoet, men jeg forsøgte konstant at styre efter min watt og puls, så jeg ikke fik syre i benene. Da jeg kom til en lille by i skiområdet, overvejede jeg at standse, jeg tog et hvil og talte med en makker fra Hold Midtjylland, der også overvejede at holde op, men jeg kom til at tænke på alle de timer, jeg havde forberedt mig og besluttede, at jeg ville tage de sidste kilometer op ad bjerget.
Vi begyndte med at køre i bagende sol og endte med at køre i snedriver, da vi var over trægrænsen. Det var en fantastisk oplevelse og kæmpe forløsning at nå toppen af Col-du-tourmalet og se den store cykel som tegn på, at her har Tour de France rytterne været. Når jeg tænker tilbage på det, er jeg glad for, at jeg ikke på noget tidspunkt alvorligt overvejede at stige af cyklen.
Den sidste dag skulle Col-du-soulor og Col d’aubisque erobres. Temperaturen havde ændret sig, i bunden var der fortsat 20 grader, men på toppen var den faldet betydeligt, og samtidig var der en del tåge. Cykelturen fra Col-du-soulor til Col d’aubisque var nervepirrende på grund af tågen og en lille smal vej, hvor man, hvis man kom ud over kanten, ville falde mange meter ned. Dette gjorde, at man på ingen måde forsøgte at forcere tempoet. På turen tilbage var det klaret op, og der var en fantastisk udsigt, men benene rystede en smule, da man så, hvor stejle de skrænter var, man havde kørt langs uden en rimelig sigtbarhed.
På turen ned ad Col-du-soulor mødte vi Team Sky, der var på vej op – sikkert ved at forberede sig til Tour de France. Det gav en smule stolthed, at vi lige havde kørt den rute, de var i fuld gang med at teste. En god følelse at kunne sætte flueben ved disse fantastiske bjerge.
Der er ingen tvivl om, at man ved at bestige bjerge på cykel fire dage i træk som et led i en genoptræningsplan bliver presset på en måde, man aldrig har prøvet før, og ens temperament bliver ligeledes testet. Desuden bliver man utrolig glad, fordi det lykkes, og samtidig har man kørt i en god sags tjeneste under den fire dages cykelekspedition.
En anden stor gevinst ved at deltage i velgørenhedsevents som Cykelnerven er sammenholdet i gruppen. Man har en masse dejlige cykeloplevelser, der resulterer i en del sjov snak, og så møder man mange spændende mennesker, der alle har samme mål - at sætte fokus på sklerose.
Den megen træning i løbet af foråret gjorde, at jeg kunne køre efter min puls. Jeg vidste præcist, at hvis jeg kom over en bestemt pulsgrænse, ville jeg begynde at køre syre i benene, hvilket ville give bagslag dagen efter.
Der er wattpedaler på min cykel, og fra at kunne køre ca. 200 watt steg min watt til omkring 375, min VO2 maks. steg fra 30 til over 40, jeg kom til at værdsætte min Garmin Connect, fordi jeg kunne følge en fantastisk udvikling.
Alt i alt havde ovenstående aldrig kunnet lade sig gøre uden en stor portion stædighed og en fornuftig plan, hvor der også var indlagt hviledage, så jeg ved kontrol af min akilles-skade i december 2017 kunne gøre lægens ord om, at jeg godt kunne opgive at cykle, til skamme!
Spørger du, om jeg vil gøre det igen? Badminton for sjov spiller jeg aldrig igen, men at cykle ”Danmarks Hårdeste cykleevent” – ja da…
Mit næste mål? Det kender jeg ikke endnu!
En anden stor gevinst ved at deltage i velgørenhedsevents som Cykelnerven er sammenholdet i gruppen.