Vej­en til at bli­ve ultra – før­ste del­mål

– FØR­STE DEL­MÅL

Cykel Motion Danmark - - Indhold - TEKST og FOTOS: Elin Starup

Som jeg skrev i min før­ste ar­ti­kel, har jeg egent­lig al­tid el­sket at cyk­le. Lidt jagt ef­ter dem der kør­te for­an og lig­nen­de, da jeg var te­e­na­ger, men al­drig lan­ge di­stan­cer. Læ­rings­kur­ven har der­for væ­ret stejl, si­den jeg for to år si­den be­gynd­te at cyk­le. Den­gang kend­te jeg ik­ke be­gre­bet ul­tra­cyk­ling og hav­de al­drig hørt om Ra­ce Across Ame­ri­ca (RAAM). Ej hel­ler hav­de jeg kend­skab til op­ga­ver om at sam­le et team, skaf­fe sponso­rer og sæt­te sto­re mål, men så lær­te jeg at drøm­me - at drøm­me stort.

Li­ge så fan­ta­stisk det er at cyk­le, li­ge så hårdt er det at få alt til at fal­de på plads frem mod det før­ste ul­tra­cy­kel­løb. Det er man­ge ti­mer, der går med kon­takt til sponso­rer, køb af grej samt at få tea­met på plads og gjort klar til op­ga­ven.

For at for­be­re­de tea­met og mig selv på, hvad vi vil­le kom­me ud for un­der Ra­ce Aro­und Den­mark (RAD), valg­te vi at la­ve en træ­nings­we­e­kend. Den skul­le af­spej­le det se­tup, der vil­le væ­re ved sel­ve lø­bet. To bi­ler – én der skul­le age­re føl­ge­bil og lig­ge li­ge bag mig på he­le tu­ren, og én der kun­ne frag­te den del af tea­met, som var ”off-duty”, rundt, og gi­ve dem mu­lig­hed for at få no­get søvn. Det vil­le kræ­ve mini­mum fi­re team-med­lem­mer at gen­nem­fø­re træ­nings­tu­ren. Desvær­re sprang en be­hand­ler fra ugen for­in­den, og med tre på tea­met blev det lidt knapt. Red­nin­gen kom i form af Jakob, som hav­de set mit op­slag på Fa­ce­book, hvor jeg søg­te en chauf­før til pro­jek­tet.

Tea­met be­stod der­med af:

• Claus Robl – co­ach og fun­ge­ren­de team­chef (end­te og­så som me­di­e­chef)

• Mi­cha­el Kri­sten­sen – cy­kel­kyn­dig (me­ka­ni­ker)

• Mor­ten Han­sen – be­hand­ler (sport­ste­ra­pe­ut)

• Jakob Høf­f­ding – chauf­før

• Elin Starup – ryt­ter

Jeg hen­vend­te mig til en af mi­ne sponso­rer, Trio Bi­ler, som var vil­lig til at stil­le en bil med an­hæn­ger­træk til rå­dig­hed i træ­nings­we­e­ken­den, så det var mu­ligt at ha­ve cyk­ler, gear og grej med – præ­cis som til lø­bet.

En må­ned før RAD skul­le prø­ven alt­så stå. Hvor me­get kun­ne jeg bli­ve på cyk­len i lø­bet af godt et døgn? Kun­ne tea­met hånd­te­re op­ga­ver­ne om­kring cyk­ler­ne, ru­ten og mig? Kun­ne tea­met ar­bej­de sam­men?

Ru­ten var lidt over 500 km, og for at nå tids­græn­sen i RAD skul­le der kø­res mini­mum 400 km på et døgn. Min læng­ste tur på cyk­len in­den da var de godt 220 km, jeg kør­te hjem fra Mid­del­fart et år tid­li­ge­re. Jeg tviv­le­de ik­ke på, hvor­vidt det vil­le lyk­kes, men var spændt på, hvor­dan det vil­le væ­re. Hvor­dan vil­le det væ­re, når mør­ket faldt på? Hvor­dan vil­le jeg hånd­te­re træt­he­den, når den ind­traf? Hvor­dan vil­le krop­pen fø­les? Var se­tup’et det rig­ti­ge? Der var kun én må­de at få sva­ret – at kom­me af sted. Lør­dag 7. april 2018 kl. 9.00 cyk­le­de jeg af sted fra Hil­le­rød med føl­ge­bil og team på en plan­lagt tur rundt på Sjæl­land med start og stop i Hil­le­rød. Sik­ken en fest…. alt­så de før­ste 130 km. Så ram­te vi styk­ket, der gik syd­på og mod­vin­den. 110 km i mod­vind på tri­cyk­len med en­kel­te pas­sa­ger i si­de­vind, som rev godt i højpro­fil­hju­le­ne – min ven­stre skul­der brok­ke­de sig over at hol­de cyk­len med en po­si­tion ne­de i bøj­ler­ne. Det føl­tes, som om no­gen hav­de plan­tet en kniv i den. Så­dan var si­tu­a­tio­nen ef­ter 240 km. Der var plud­se­lig langt hjem. Mas­sa­ge og cy­kel­skift til ra­cer­cyk­len, som bed­re kun­ne kla­re si­de­vin­den. Mad og vi­de­re – jeg skul­le jo cyk­le, ik­ke hol­de hvil. Ved 3-ti­den var jeg ved at fal­de i søvn på cyk­len og måt­te be­de om et po­wer­nap. 20 min bag i føl­ge­bi­len og så på cyk­len igen. In­gen kæ­re mor.

For at hol­de træt­he­den væk, fik jeg ser­ve­ret æb­lebå­de fra pas­sa­ger­si­den af føl­ge­bi­len, hvil­ket holdt mig kø­ren­de de næ­ste ti­mer, ind­til det be­gynd­te at lys­ne. Så kør­te det. Skul­de­ren gjor­de ondt, men det blev par­ke­ret, for det skul­le ik­ke ha­ve lov at fyl­de. Med 30 km igen røg kæ­den af cyk­len og sat­te sig i spænd – helt i spænd. Hur­tigt cy­kel­skift og vi­de­re på tri­cyk­len. Su­per godt hånd­te­ret af tea­met, og det tog ik­ke me­get me­re end fem mi­nut­ter.

Re­sten af tu­ren var ren ny­del­se, og vi var snart re­tur i Hil­le­rød ef­ter 27 ti­mer, hvoraf de 22 var ak­tiv cykling med 521 km til­ba­gelagt. Alt­så helt i

Hvor me­get kun­ne jeg bli­ve på cyk­len i lø­bet af godt et døgn? Kun­ne tea­met ar­bej­de sam­men?

tråd med tids­græn­sen til RAD. Al­le var gla­de og let­te­de. En fan­ta­stisk ge­ne­ral­prø­ve. For bå­de tea­met og mig.

Med en må­ned til­ba­ge og træ­nings­we­e­ken­den over­stå­et mang­le­de jeg sta­dig mindst ét team­med­lem. Car­sten kom som sendt fra him­len. Der er næ­sten al­tid en grund til, at ting sker – så­dan er det op­pe i mit ho­ved. Så når den ene be­hand­ler sprang fra, var det for­di, der skul­le væ­re plads til Car­sten, som er Bo­dy SDS’ER, ak­tiv vol­ley­ball spil­ler og in­de­ha­ver af kli­nik­ken Bo­dypower­mind.dk.

Det en­de­li­ge team til RAD be­stod der­med af:

• Claus Robl – co­ach, fun­ge­ren­de team­chef og me­di­e­chef

• Mi­cha­el Kri­sten­sen – cy­kel­kyn­dig

• Mor­ten Han­sen – be­hand­ler

• Car­sten Ra­he – be­hand­ler

• Elin Starup – ryt­ter Det så ud til, at al­le brik­ker vil­le fal­de på plads, ef­ter­hån­den som ti­den frem mod lø­bet gik. Cyk­ler­ne var klar, ud­sty­ret var klar, af­ta­len med Gour­man­di­et om mad var på plads, føl­ge­bi­len blev klar - den så pro­fes­sio­nel ud. En Nis­san Qas­hqai ud­lånt af Trio bi­ler og udsmyk­ket med re­k­la­mer af Out­do­or­me­dia.dk. Ryt­te­ren var klar, men au­to­cam­pe­ren glip­pe­de. Jeg blev brændt af en uge før star­ten til RAD. Øv, jeg prø­ve­de alt – hav­de fat i al­le ud­lej­nings­fir­ma­er i Danmark, men det blev for dyrt med den le­je, de vil­le ha­ve.

Jo­hn­ny blev min red­ning. Jeg så hans bus bli­ve brugt af et team til MS Bi­ke Challenge i we­e­ken­den in­den RAD og fik lov at lå­ne den. Kæm­pe let­tel­se. Nu hav­de tea­met et sted at hvi­le – det blev og­så der, jeg fik den ene af mi­ne 2 x 2 ti­mers søvn.

Om fre­da­gen, knap en uge før start, var jeg hos Ole, som har Your­bo­dy. dk i Sil­ke­borg. Ole skul­le bi­ke­fit­te mig, og sik­re mig nog­le bed­re sad­ler i form af Sel­le SMP til de man­ge ti­mer min bag­del skul­le væ­re plan­tet på dem.

Men mit mål var at kom­me un­der de 96 ti­mer, man hav­de som mand.

Ons­dag 9. maj 2018 – start­da­gen for mit før­ste ul­tra­cy­kel­løb og for det, der nu var ble­vet et del­mål, men sta­dig var en stor ud­for­dring. 1.600 km rundt i Danmark på max fi­re døgn. Jeg hav­de 104 ti­mer til at gen­nem­fø­re for at kva­li­fi­ce­re mig til Ra­ce Across Ame­ri­ca (RAAM), hvil­ket var ot­te ti­mer me­re end mæn­de­ne. Men mit mål var at kom­me un­der de 96 ti­mer, man hav­de som mand. Det vil­le væ­re en god in­di­ka­tor i for­hold til RAAM, og den tids­græn­se der er på lø­bet.

Jeg var spændt og kun­ne slet ik­ke ven­te med at bli­ve sendt af sted. Kl. 12.00 skul­le star­ten gå, og jeg var ene­ste ryt­ter, der skul­le sen­des af sted, da mæn­de­ne først skul­le star­te kl. 18.00. Pe­ter Sand­holt tal­te ned. 10, 9, 8… og så gik star­ten. Vi var i gang, og jeg skul­le kun kon­cen­tre­re mig om at cyk­le de næ­ste fi­re døgn – sik­ke en let­tel­se.

Der var la­vet plan for, hvil­ken cykel der skul­le bru­ges på hvil­ke stræk, og jeg lag­de ud med at kø­re på ra­cer­cyk­len. Go­de bak­ker om­kring Hor­sens og de før­ste 150 km. Det pas­se­de med et cy­kel­skift ved Ti­me­sta­tion 2 – Hads­und. Over på tri­cyk­len og af sted. Det gik for­ry­gen­de. Det var næ­sten ik­ke til at tro. Min skul­der gjor­de ondt, men det hav­de jeg fra star­ten vidst, at den vil­le gø­re, så det hav­de jeg ac­cep­te­ret. Det er en del af det, ul­tr­a­sport hand­ler om - ac­cept. Ac­cept af smer­ter, træt­hed, dår­ligt vejr, ufor­ud­se­te hæn­del­ser. For­vent det uven­te­de. Så er man kom­met langt. Jeg cyk­ler ik­ke hur­tigt, men jeg er stærk men­talt.

Jeg hav­de få­et be­sked på, at det hand­le­de om at bli­ve på cyk­len – ik­ke en mas­se ”jeg skal li­ge”pau­ser. Det tog jeg så bog­sta­ve­ligt, at da nog­le go­de ven­ner stod i vej­kan­ten og hep­pe­de, vin­ke­de jeg ba­re og kør­te vi­de­re. Op­pe i mit ho­ved skul­le jeg bli­ve på cyk­len – ik­ke stop­pe. Bag­ef­ter kun­ne jeg dog godt se, at det var en helt for­kert hand­ling. De var kom­met for at støt­te mig og hep­pe, og det mind­ste, jeg kun­ne ha­ve gjort, var at stop­pe og si­ge tak. Men jeg skul­le bli­ve på cyk­len ( jeg har ef­ter­føl­gen­de und­skyldt man­ge gan­ge til An­na Ma­rie og Jo­hn). Alt var nyt, og jeg skul­le li­ge læ­re ”spil­le­reg­ler­ne”.

Før­ste døgn fløj af sted, og der blev til­ba­gelagt 506 km, hvil­ket var langt bed­re end for­ven­tet og med et en­kelt po­wer­nap på 20 mi­nut­ter,

Min skul­der gjor­de ondt, men det hav­de jeg fra star­ten vidst, at den vil­le gø­re, så det hav­de jeg ac­cep­te­ret.

præ­cis som plan­lagt. I Hvi­de San­de, ef­ter ca. 520 km, var det tid til tu­rens an­det po­wer­nap og et lil­le in­ter­view til al­le føl­ger­ne på Fa­ce­book. Men fø­lel­ser­ne tog over, og det blev af­slut­tet med et grå­d­kvalt tak.

Det er rø­ren­de at sid­de på cyk­len og få be­ske­der læst op fra dem, der sid­der og føl­ger med hjem­me i stu­er­ne. Det rør­te mig dybt, at der var så man­ge, der fulg­te min færd rundt i lan­det. Ef­ter po­wer­nap og mad i Hvi­de San­de åb­ne­de him­len sig, og det blev til en tur i over­svøm­me­de ga­der og i tøj, der var gen­nem­blødt fra in­derst til yderst. Her mær­ke­de jeg vig­tig­he­den af at ha­ve træ­net det, man skal ud i. Jeg har kørt man­ge lan­ge tu­re i regn. Bå­de ale­ne og sam­men med Claus (co­ach). Der­for be­hø­ve­de Claus og­så ba­re la­de en be­mærk­ning fal­de om, at det her hav­de jeg prø­vet så man­ge gan­ge før. Det hav­de jeg træ­net. Så det var ud i reg­nen og vi­de­re.

Tors­dag af­ten an­kom vi til Kol­ding, hvor der ven­te­de en over­ra­skel­se fra tea­met. De hav­de spurgt ud på min Fa­ce­book­si­de, om der var no­gen i Kol­ding, der kun­ne hjæl­pe med et bad, når vi an­kom ved mid­nat­s­tid. Det kun­ne Ti­ne og Ja­cob. Jeg kend­te dem ik­ke, og in­gen på tea­met kend­te dem, men via René, der føl­ger min si­de, blev Ti­ne op­mærk­som på tea­mets spørgs­mål om et bad og åb­ne­de hjem­met for mig. Et varmt bad ef­ter da­gens regn­vejr var helt fan­ta­stisk, og ef­ter­føl­gen­de bød nat­ten på to ti­mers søvn på en luft­madras i bus­sen. Hvil­ken luksus. Min før­ste ”lan­ge” søvn.

Jeg hav­de den stør­ste op­bak­ning, man kan øn­ske sig un­der­vejs rundt i Danmark; fa­mi­lie, ven­ner, Fa­ce­book føl­ge­re og ik­ke mindst tea­met. Som be­skre­vet oven­for åb­ne­de men­ne­sker, jeg ik­ke kend­te, de­res hjem for mig el­ler stod langs vej­kan­ten og bød på kaf­fe el­ler blot lidt op­mun­tring.

Min fa­mi­lie var al­le ste­der med hep, ban­ne­re, kaf­fe, kram, op­mun­trin­ger skre­vet på ve­je­ne og vej­fe­ster. Jeg har en stor fa­mi­lie og den mest støt­ten­de af slagsen. Tu­sind tak til jeg al­le – bå­de i Jyl­land, på Fyn og på Sjæl­land. Mit uvur­der­li­ge team holdt mig kø­ren­de med mad, drik­ke, op­mun­tring, cy­kel­skift, op­vart­ning og over­ra­skel­ser. Alt det­te var med til at gø­re tu­ren til en leg, og­så når det var hårdt.

På tu­ren over Fyn fik jeg min før­ste ”jeg-skal-li­ge”kri­se. Jeg syn­tes ik­ke sad­len var helt ok. Den blev der­for skif­tet til en re­ser­ve­sa­del, som al­drig kom til at fun­ge­re. Hel­ler ik­ke ef­ter 10 ju­ste­rin­ger. Til­ba­ge med den op­rin­de­li­ge sa­del. Den blev så igen ju­ste­ret ad­skil­li­ge gan­ge op og ned, før jeg var helt på det re­ne med, at det ik­ke hav­de no­get med sad­len at gø­re, men me­re med min træt­hed. Igen ac­cept. Sad­len er god nok. Vi­de­re.

Det næ­ste døgn for­løb ef­ter pla­nen. Sto­re­bælt blev kryd­set i bil, og Syd- og Østsjæl­land for­svandt ba­re.

End­nu en over­ra­skel­se fra tea­met kom ved næ­ste over­nat­ning. Et døgn og et po­wer­nap si­den jeg sidst hav­de so­vet to ti­mer. De var stødt ind i Ste­en, som selv cyk­ler, og som til­bød, at vi kun­ne lå­ne hans spa­bad og før­stesa­len i hans hus til at sove på. Spa­bad, bru­se­bad, mas­sa­ge og to ti­mers søvn i en seng. Det er ul­tra­cyk­ling i luksus­ud­ga­ven. På det tids­punkt var krop­pen godt træt. Jeg lær­te dog, hvad lan­ge pau­ser gør ved krop­pen. Den tror, at man er fær­dig med alt det pjat, man ud­sæt­ter den for, og star­ter re­sti­tu­tions­pro­ces­sen. Av, det er ik­ke sjovt at få gang i krop­pen igen ef­ter så­dan et hvil.

Det tog mig to ti­mer, hvor jeg ik­ke kun­ne træ­de en bu­le i en blød hat. Rig­tig god er­fa­ring at få med. Ba­lan­ce mel­lem pau­ser og søvn, som er nød­ven­dig for at kun­ne fort­sæt­te man­ge da­ge, men og­så med øje på krop­pens funk­tio­ner, så de ik­ke når at luk­ke helt ned.

Jeg faldt i søvn på cyk­len. Jeg gik i pa­nik, da det gik op for mig. Det måt­te ba­re ik­ke ske – det var for far­ligt.

Læ­ring og ac­cept. Ac­cep­ten af, at krop­pen ik­ke kun­ne yde me­re den mor­gen, og så la­de den bli­ve varm og våg­ne. Så kør­te det igen – Ved­din­ge Bak­ker i god fart og kurs mod Kor­sør og an­den tur over Sto­re­bælt. Ud­sigt til et po­wer­nap og sid­ste tur over Fyn.

Ved Oden­se fik jeg min an­den kri­se. Jeg var træt, me­ga træt. Der var fem ki­lo­me­ter af ru­ten, hvor føl­ge­bi­len skul­le kø­re én vej, og jeg skul­le kø­re en an­den ad et sti­sy­stem, som så vil­le fø­re mig sam­men med føl­ge­bi­len igen. Jeg faldt i søvn på cyk­len. Jeg gik i pa­nik, da det gik op for mig. Det måt­te ba­re ik­ke ske – det var for far­ligt. Jeg måt­te fo­ku­se­re. Der var jo ik­ke så langt.

Igen gled øj­ne­ne i, og kants­te­nen kom me­get tæt på for­hju­let. Tre gan­ge ske­te det, og jeg var mag­tes­løs. Kun­ne in­tet gø­re for at hol­de mig vå­gen. Læ­ring; når jeg bli­ver træt, bli­ver jeg træt her og nu. Der­for var der ik­ke no­get at dis­ku­te­re, da jeg mød­tes med føl­ge­bi­len og tea­met. Jeg skul­le sove NU. Ik­ke no­get med at fin­de et eg­net sted.

Lig­ge­un­der­la­get ind i ra­bat­ten og mig på langs. 20 mi­nut­ter i ko­ma­ag­tig til­stand, så var det til­ba­ge på cyk­len og af sted igen. Al træt­hed var væk, og vi rul­le­de stødt og ro­ligt mod Lil­le­bælt og den sid­ste del af mit før­ste ul­tra­cy­kel­løb. Sid­ste nat bød på end­nu et po­wer­nap, og tem­pe­ra­tu­rer ned til fem gra­der. Det var jeg ik­ke for­be­redt på, og det hev lidt kræf­ter og tæ­re­de på hu­mø­ret.

Im­pro­vi­se, adapt and overco­me. Dunjak­ken, der el­lers kun var med til pau­ser­ne, kom i brug på cyk­len, og tem­po­et om­kring Vej­le var ik­ke det hø­je­ste. Men igen hav­de jeg træ­net det, jeg skul­le

Mit før­ste ultra­cy­kel­løb. Årets før­ste mål, og del­må­let på vej­en til USA.

ud i, så bak­ker­ne om­kring Vej­le hav­de jeg kørt før, og be­ske­den fra Claus var som tid­li­ge­re: Det her har du prø­vet før. Så var den par­ke­ret, og der kun­ne fo­ku­se­res på at hol­de cyk­len i gang. Hor­sens var in­den for ræk­ke­vid­de.

Sik­ke en fest. Min fa­mi­lie var mødt talstærkt op, tea­met stod klar i må­l­om­rå­det og Pe­ter Sand­holt stod klar med ly­kønsk­ning. Jeg tril­le­de over mål­stre­gen i Hor­sens på Ca­sa Are­na til ly­den af Lukas Gra­ham ”Off to see the wor­ld”, 94 ti­mer 52 mi­nut­ter og 55 se­kun­der ef­ter jeg hav­de for­ladt om­rå­det. Ik­ke ale­ne var jeg nu kva­li­fi­ce­ret til at kø­re Ra­ce Across Ame­ri­ca. Jeg hav­de og­så kva­li­fi­ce­ret mig in­den for mæn­de­nes max tid. Jeg var lyk­ke­lig, træt og stolt. Jeg tro­e­de på det og gjor­de det. Præ­cis som mit man­tra si­ger ”She be­lie­ved she could – so she did”

Mit før­ste ul­tra­cy­kel­løb. Årets før­ste mål, og del­må­let på vej­en til USA. Vej­en var ba­net for 2019.

Nu skul­le der fo­ku­se­res på at skaf­fe sponso­rer, få re­sten af tea­met på plads, træ­ne bjer­ge – nå ja, og så få træ­net løb og svøm til den ful­de Ironman i Kø­ben­havn til au­gust, som var årets an­det mål.

Tre må­ne­der er ik­ke me­get at ha­ve til at træ­ne sig op til at svøm­me 3,8 km, cyk­le 180 km (ok, dem skul­le jeg nok kla­re) og til sidst lø­be 42,2 km. De fle­ste, der træ­ner til fuld Ironman træ­ner svøm­ning og løb i stor stil. Svøm­ning om mor­ge­nen in­den ar­bej­de og cykling og løb om af­te­nen. Fle­re træ­nings­pas om da­gen og man­ge ki­lo­me­ter løb om ugen oveni svøm­ning og cykling. Det kun­ne jeg ik­ke kom­me op på uden at øde­læg­ge mi­ne ben. Det er en tom­mel­finger­re­gel, at man kan øge sit løb med 10 pct. om ugen.

Skidt at skul­le gå fra syv ki­lo­me­ter til man­ge, når man kun har tre må­ne­der til ra­ce­day el­ler ni uger til at byg­ge op, in­den der skul­le trap­pes ned igen. Men bed­re at byg­ge lang­somt op end at gå i styk­ker. Kon­di­tio­nen fej­l­e­de ik­ke no­get, så jeg skul­le nok kun­ne kla­re de 42,2 km løb, det var kun et spørgs­mål om at få se­ner og mus­k­ler væn­net til lø­be­be­last­nin­gen.

Som­mer­fe­ri­en, den hav­de jeg glemt. Den gik li­ge fra lø­be­træ­nin­gen. To uger, hvor af den ene blev brugt på cyk­len. Bjerg­træ­ning og ul­tra­cyk­ling i skøn for­e­ning. Op­pak­ning på ra­cer­cyk­len og så der­u­dad. Fra Mün­chen til Ni­ce på syv da­ge. 1.311 km og 16.600 høj­de­me­ter. Fan­ta­stisk tur og mit før­ste mø­de med bjer­ge og med Al­per­ne. Obe­ralp­pas, L’ise­ran, Te­le­grap­hé, Ga­li­bi­er, Cay­ol­le m.fl.. Skøn­ne bjer­ge og fan­ta­stisk cykling. Lyk­ke i re­ne­ste form.

Nå, til­ba­ge til løb og svøm. Det lyk­ke­des at få svøm­met di­stan­cen i lø­bet af træ­nin­gen, og tre uger før ra­ce­day løb jeg halv­ma­ra­ton som træ­nings­pas. Igen ac­cept og par­ke­ring. For­men var god, jeg vil­le ik­ke la­ve en fan­ta­stisk tid, men det ac­cep­te­re­de jeg og sat­te et re­a­li­stisk mål på de præ­mis­ser. Jeg vid­ste, jeg kun­ne hånd­te­re di­stan­cer­ne, og be­ne­ne kla­re­de fint løb uden at væ­re mær­ket bag­ef­ter. Jeg var klar.

En mål­sæt­ning på 13 ti­mer var re­a­li­stisk, og blev det jeg meld­te ud. Hjem­me hav­de jeg la­vet min egen lil­le kal­ku­le - den holdt jeg for mig selv.

Svøm­nin­gen gik over al for­vent­ning og end­te med en tid på 1:37:42, hvil­ket var bed­re end ven­tet. Min sam­le­de svøm­me­træ­ning for­ud for ra­ce­day var på 21 km.

Lang­somt skif­te til cyk­len. Jeg frøs, og det tog tid at kom­me i ær­mer og cy­kel­grej. Men hel­le­re et ro­ligt skif­te end at kom­me på cyk­len med høj puls.

Cyk­lin­gen var en leg. Det er mit ele­ment. 180 km og god fart. Det er det jeg kan. Det er det, jeg el­sker. Jeg hen­te­de man­ge på cyk­lin­gen, og steg 760 plad­ser overall (bå­de mænd og kvin­der) fra slut­nin­gen af svøm­ning til slut­nin­gen af cykling. 5:54:57

Igen et lang­somt skif­te. Pul­sen ned og men­tal ro.

Så gjaldt det løb. Løb i Kø­ben­havns ga­der, som var én stor fest. Al­le­re­de på vej op ad ram­pen fra skif­tezo­nen, hør­te jeg mit navn og mit man­tra bli­ve råbt. Åh, det var fan­ta­stisk. Jeg var stærk men­talt, og det var nu, jeg skul­le vi­se det og vi­se dem, der var kom­met for at hep­pe, at de ik­ke var gå­et for­gæ­ves. Fa­ce­book­føl­ge­re, fa­mi­lie og ven­ner hep­pe­de. Jeg løb, og smi­le­de det bed­ste jeg kun­ne. Jeg fe­ste­de og nød det. I

hvert fald de før­ste 13 km. Så gik ma­ven i styk­ker, og toilet­tet måt­te i brug. Fem ki­lo­me­ter me­re og nyt toilet­be­søg. Det var ik­ke godt. Slut med at ind­ta­ge ener­gi – kun vand og kiks. Det gik bed­re, ro på ma­ven, nu var det kun be­ne­ne der gjor­de ondt. Men det var for­ven­te­ligt, så det fik ik­ke lov at fyl­de.

Ved 38 km måt­te jeg al­li­ge­vel ty til toilet­tet en ek­stra gang. Det hav­de ko­stet dyrt på ti­den, og jeg skæ­ve­de til uret, om jeg kun­ne hol­de mig un­der de fem ti­mer på løb. Min hjer­ne vil­le ik­ke reg­ne, så den ene gang, når jeg kig­ge­de, var jeg i fin tid, og næ­ste gang var jeg sik­ker på ik­ke en­gang at kun­ne hol­de mig un­der de 13 ti­mer. Det var fan­ta­stisk at dre­je ned mod mål, og hø­re or­de­ne ”Elin Starup, You are an Ironman” og se ti­den 12:46:26 på trods af 20 mi­nut­ter brugt på toilet­be­søg.

Glad og stolt fik jeg min me­dal­je om hal­sen og kun­ne kon­sta­te­re, at jeg hav­de kla­ret lø­bet på 4:57:18. Min mål­sæt­ning holdt. Jeg ken­der mig selv og ved, hvad jeg kan præ­ste­re. Jeg er ik­ke hur­tig, men jeg kan bli­ve ved. Jeg var ik­ke ne­de at gå un­der­vejs i lø­bet, men løb he­le vej­en. Lang­somt men sik­kert. Det er ultra. Jeg er ultra.

Der­med var årets an­det mål op­nå­et, og der skul­le nu fuld fo­kus på RAAM. Sponso­rer, team og træ­ning. Ik­ke at jeg hav­de lig­get stil­le på det punkt si­den RAD, men der var he­le ti­den en skyg­ge grun­det Ironman, som jeg og­så skul­le træ­ne til. Nu er fo­kus 100 pct. på RAAM.

Tea­met er på plads. Jeg har ot­te men­ne­sker, der har de­di­ke­ret tid til at støt­te mig. Ot­te men­ne­sker der ta­ger med mig til USA og bru­ger to uger af de­res som­mer på at gø­re de­res bed­ste for mig, så jeg kan bli­ve på cyk­len og in­den for max 12 døgn og 21 ti­mer kryd­se mål­stre­gen i An­na­po­lis, Maryland. En ri­me­lig vild drøm, som jeg får mu­lig­he­den for at ud­le­ve sam­men med dis­se fan­ta­sti­ske men­ne­sker.

For nog­le er det de­res før­ste mø­de med ul­tra­cyk­ling, mens an­dre har haft det tæt in­de på li­vet en­ten som ryt­ter el­ler team­med­lem­mer til RAD. Det er helt sik­kert et stærkt team, som jeg glæ­der mig til at ar­bej­de sam­men med.

Som jeg ind­led­te med at skri­ve, så fyl­der det me­get at skul­le fin­de sponso­rer til pro­jek­tet. Jeg har i lø­bet af som­me­ren haft en el­ler an­den form for kon­takt med sponso­rer hver ene­ste dag. En op­sø­gen­de mail, et op­sø­gen­de be­søg, en op­føl­gen­de mail el­ler te­le­fo­nop­ring­ning.

Hver ene­ste dag. Det er ik­ke løgn, at det svæ­re­ste ved RAAM, er at kom­me til start­stre­gen. Men til­mel­din­gen er lagt, og jeg tror på pro­jek­tet og ar­bej­der vi­de­re på at få sponso­rer om­bord. Det er de sponso­rer, der fo­re­lø­bigt skal væ­re med til at skri­ve et lil­le styk­ke Dan­marks­hi­sto­rie. De sponso­rer, der har sagt ja til at støt­te mig. Den før­ste dan­ske kvinde (fak­tisk end­da den før­ste nor­di­ske), der stil­ler til start i RAAM som sol­oryt­ter. Den før­ste dan­ske kvinde, der ta­ger kam­pen op med at kø­re so­lo på tværs af USA i ver­dens hårdeste cy­kel­løb. 5.000 km som jeg er den ene­ste til at for­ce­re, in­de­hol­den­de 700 ki­lo­me­ter ør­ken, tre bjerg­kæ­der og tem­pe­ra­tu­rer mel­lem fryse­punk­tet og 50 gra-

Jeg tror på min drøm. At kø­re over må­l­linj­en i An­na­po­lis in­den for tids­græn­sen.

I skri­ven­de stund ser sponsor­li­sten så­le­des ud

Xtre­me teamwear

Pro­fi­l­op­tik Hil­le­rød

Power­me­dic La­sers

Mi­le­sto­ne Systems

Con­ti­nia Softwa­re

Nor­tec Sports

Your­bo­dy.dk Bi­ke­fit­ting

ders var­me. 5.000 km og 50.000 høj­de­me­ter. Det er her ultra mø­der ek­strem, og hver en fi­ber i min krop glæ­der sig og fryg­ter det på sam­me tid. Præ­cis som det skal væ­re.

Jeg har vir­ke­lig få­et ind­sigt i ul­tra­cyk­lin­gen i lø­bet af året. Ja, fak­tisk vil jeg gå så langt, at jeg vil kal­de mig ul­tra­cyk­list. Ik­ke at jeg kan må­le mig med mæn­de­ne i an­tal watt og km/t, men jeg kan kla­re di­stan­cer­ne og har lært at kom­me i mål. Det er vig­ti­ge­re end at vi­de, hvor man­ge watt jeg kan træ­de. At bli­ve på cyk­len og bli­ve ved at be­væ­ge sig fremad er det, der tæl­ler. Jeg er men­talt stærk, og be­fin­der mig godt med at væ­re ale­ne på cyk­len, dre­vet af fø­lel­ser og nys­ger­rig­hed, og jeg glæ­der mig til træ­nin­gen frem mod RAAM, der end­nu en gang vil brin­ge mig ned til Al­per­ne. Den­ne gang dog uden op­pak­ning.

Der er lang vej til start­linj­en i Oce­an­si­de i Ca­li­for­ni­en, hvor vi skal stå klar den 11. ju­ni 2019. Jeg skal træ­ne en mas­se cykling, bå­de di­stan­ce­cyk­ling, pend­ler­cyk­ling til og fra job samt ti­mer i spin­ning­lo­ka­let hen over vin­te­r­en. Det er en god kom­bi­na­tion med de tre ty­per cykling, da det bå­de gi­ver ud­hol­den­hed og styr­ke. Men det er ik­ke kla­ret med cyk­lin­gen ale­ne.

Der­for er jeg net­op gå­et i gang med et styr­ke­træ­nings­pro­gram, der skal bru­ges frem til, jeg står ved start­stre­gen, så krop­pen har den bed­ste for­ud­sæt­ning for at hol­de sig på cyk­len og væ­re ud­hol­den­de. Det bli­ver der brug for, for­di den op­ti­malt set skal væ­re på cyk­len 20 ti­mer i døg­net. Det kan godt kla­res 3-4 da­ge uden styr­ke­træ­nin­gen, men så er den og­så træt. Der­for er det en god in­ve­ste­ring at bru­ge ti­mer­ne i træ­nings­lo­ka­let de næ­ste 8-9 må­ne­der. Hå­ber jeg.

Det er svært at kom­me ud at træ­ne i en ør­ken for at læ­re om krop­pens re­ak­tio­ner i var­men. Der­for vil jeg for­sø­ge at la­ve sam­me test, som min co­ach Claus la­ve­de, for­ud for hans Raam-gen­nem­før­sel i 2016. En spin­ning­cy­kel ind i en sau­na, med over­våg­ning af co­a­chen og tea­mets læ­ge Ce­ci­lie. Det skul­le ger­ne gi­ve svar på, hvor­dan min puls re­a­ge­rer, når krop­pen skal ar­bej­de un­der de hø­je tem­pe­ra­tu­rer, samt hvor me­get væ­ske der skal til for at op­ve­je det tab­te. Læ­ring om og ac­cept af hvad krop­pen kan præ­ste­re. Så kom­mer vi langt, og jeg tror på vi kom­mer he­le vej­en.

Vej­en ind i ul­tra­ver­de­nen har åb­net mi­ne øj­ne for, hvad min krop kan præ­ste­re, selv når jeg ik­ke tror, at den kan me­re. Det har åb­net mi­ne øj­ne for, hvad re­a­li­stisk mål­sæt­ning kan gø­re. En re­a­li­stisk mål­sæt­ning gi­ver suc­ces. Suc­ces gør, at du tør drøm­me stør­re næ­ste gang. At du tør sat­se, og at du tror på dig selv, og det du kan. Tror på du kan nå di­ne mål og di­ne drøm­me. ”She be­lie­ved she could – so she did”

Ja, jeg tror på min drøm. At kø­re over må­l­linj­en i An­na­po­lis in­den for tids­græn­sen. At gen­nem­fø­re RAAM 2019.

Har du lyst til at føl­ge med i træ­nin­gen frem mod RAAM og tu­ren på tværs af USA, så kan det ske på min Fa­ce­book si­de @El­in­staru­pul­tra.

1

1 2 3

3

1 2

1

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.