The Tran­sat­lan­tic Way Bi­ke Ra­ce

– et ” Unsup­por­ted” ULTRALØB Ir­land rundt

Cykel Motion Danmark - - Indhold - TEKST: Kri­sti­an Ve­nø FO­TO: Kri­sti­an Ve­nø, Adri­an Crapciu, Mi­cha­el Ke­ny­on og Jim Im­ber

Lad mig be­gyn­de med en ad­var­sel!

Når du har læst den­ne ar­ti­kel, er det ik­ke us­and­syn­ligt, at du smi­der, hvad du har i hæn­der­ne og styr­ter ud for at kø­be en cykel, ud­styr og en fly­bil­let til Ir­land. Trods søvnun­der­skud, sult, dår­ligt vejr og sid­desår be­løn­ner The Tran­sat­lan­tic Way Bi­ke Ra­ce del­ta­ger­ne med en op­le­vel­se for li­vet - even­ty­ret er der­u­de!

Som den før­ste dan­sker gen­nem­før­te jeg i år The Tran­sat­lan­tic Way Bi­ke Ra­ce (TAW). En 2300 km en­kelt­start langs Ir­lands kyst mel­lem Dublin og Kin­sa­le syd for Cork. Ru­ten går via The Wild At­lan­tic Way, hvor ad­skil­li­ge bak­ker, klip­per, bjerg­pas og små lands­by­er pas­se­res un­der­vejs. De en­de­lø­se bøl­ger fra At­lan­ter­ha­vet ska­ber Ir­lands ve­st­kyst, og det er i dis­se om­gi­vel­ser, at dy­sten mel­lem ter­ræ­net, fy­sik­ken, det men­tale og uret ud­spil­les.

Det er mit øn­ske at de­le min pas­sion for unsup­por­ted ul­tra­cyk­ling med dig, og gen­nem mi­ne oplevelser un­der det­te års TAW at skil­dre de ken­de­tegn, som ska­ber ram­mer­ne om­kring et lø­bet.

Ide­en bag de fle­ste unsup­por­ted ultraløb er at genop­li­ve en tid, da der ik­ke var øko­no­mi­ske be­græns­nin­ger for ryt­ter­ne - at gi­ve al­le med en cykel mu­lig­hed for at del­ta­ge og ik­ke kun væ­re for de øko­no­misk be­gun­sti­ge­de.

Lø­bets reg­ler er skabt på bag­grund af de før­ste ud­ga­ver af Tour de Fran­ce, hvor eta­per­ne var op til 460 km lan­ge. Den­gang måt­te ryt­ter­ne ik­ke få hjælp un­der­vejs el­ler lig­ge på hjul af de an­dre, så et unsup­por­ted ultraløb er en­kelt i de­sign, men kom­pleks i ud­fø­rel­sen.

Et af de unik­ke ken­de­tegn, der er grund­la­get for den­ne ty­pe af ultraløb, er de sær­li­ge

reg­ler, som an­ven­des. Man­ge af reg­ler­ne går igen i de fle­ste unsup­por­ted ultraløb, og un­der TAW er reg­ler­ne:

1. Ryt­te­ren skal gen­nem­fø­re he­le ru­ten fra start til slut.

2. Ryt­te­ren skal væ­re fuldt selv­for­sy­nen­de un­der­vejs.

3. ”Draft­ning” er for­budt, med min­dre man stil­ler op som par.

4. Al trans­port skal ske på cykel.

5. Fær­ge­over­fart er til­ladt, hvor an­gi­vet.

6. Al­le ryt­te­re skal bæ­re Gps-tra­ck­er.

7. Ryt­ter­ne skal føl­ge den ud­pe­ge­de ru­te mel­lem kon­trol­poster­ne.

8. In­gen for­sik­ring, in­gen hjelm - in­gen del­ta­gel­se!

9. De lo­ka­le love skal over­hol­des.

10. Ryt­te­re skal hand­le i even­ty­rets ånd.

I det­te års ud­ga­ve blev reg­ler­ne sup­ple­ret med, at al­le ryt­ter­ne skul­le hol­de et ob­liga­to­risk kon­ti­nu­er­ligt stop på tre ti­mer i hver 24-ti­mers pe­ri­o­de. End­vi­de­re skul­le al­le ryt­te­re ly­se op som ju­le­træ­er i mør­ke­ti­den. Til sam­men­lig­ning fyl­der reg­ler­ne til Ra­ce Across Ame­ri­ca (RAAM), der er et ”sup­por­tet” løb, 61 sider!

De fle­ste unsup­por­te­de ultraløb har in­tet ”cut-off” tids­punkt, hvil­ket i prak­sis be­ty­der, at du kan væl­ge at kø­re lø­bet som et ”ra­ce”, el­ler du kan ta­ge en me­re even­tyr­ag­tig til­gang til din del­ta­gel­se.

AT TA­GE TID TIL AT GØ­RE INGENTING - SÆT­TER OF­TE ALTING I PERSPEKTIV

Hvor­for gen­nem­gå det ube­hag der er ved at sid­de i sad­len man­ge ti­mer, at cyk­le 2300 km med et ud­for­dren­de ter­ræn, søvnun­der­skud, sult og vej­ret fra At­lan­ter­ha­vet som sin mod­stan­der? For­di det gi­ver mu­lig­hed for at imø­de­kom­me min nys­ger­rig­hed og un­der­sø­ge, hvor mi­ne fy­si­ske og men­tale græn­ser er. Sam­ti­dig åb­ner det mu­lig­hed for at hen­gi­ve sig og ha­ve al op­mærk­som­hed ret­tet mod en en­kelt ting – at træ­de i pe­da­ler­ne.

Der er no­get be­fri­en­de ved at fo­ku­se­re på en op­ga­ve, uden at hver­da­gens man­ge di­stra­he­ren­de krav og for­vent­nin­ger kom­mer i vej­en. Det er no­get pri­mi­tivt, no­get som må­ske stam­mer fra ur­men­ne­sket, at bru­ge al­le si­ne ev­ner på at væ­re den dyg­tig­ste, hur­tig­ste, stær­ke­ste el­ler klo­ge­ste for at over­le­ve. Oplevelser, der for mig gi­ver nye per­spek­ti­ver i li­vet, cyk­lin­gen og min om­ver­den.

AL­LE KAN CYK­LE – HVOR LANGT AFHÆNGER KUN AF NYS­GER­RIG­HED

Jeg har in­gen sær­li­ge ta­len­ter, jeg delt­og i TAW, for­di jeg er li­den­ska­be­lig nys­ger­rig – må­ske me­re end de fle­ste?

Min pas­sion for ul­tra­cyk­ling har ud­vik­let sig over fle­re år. Jeg kan sta­dig hu­ske da­gen og fø­lel­sen, da jeg sam­men med Sunds Cy­kel­mo­tion til­ba­ge i 2009 kom i ”klub 100 km”. I 2011 delt­og jeg før­ste gang i et 24-ti­mers løb, men her­ef­ter tog tin­ge­ne en skæv drej­ning, vil fru­en i hu­set nok si­ge, med fle­re 24-ti­mers løb i ind- og ud­land.

I 2016 var jeg i USA som Crew Chief for ul­traat­le­ten Dan Ni­el­sens før­ste for­søg på at gen­nem­fø­re RAAM. Stor respekt for Dan, der i år tog til­ba­ge til USA med end­nu stør­re mo­ti­va­tion og be­slut­som­hed samt et op­ti­me­ret team for at gen­nem­fø­re lø­bet – og det lyk­ke­des. Det var i rol­len som Crew Chief, at ide­en om at prø­ve kræf­ter med unsup­por­ted ka­te­go­ri­en in­den­for ul­tra­cyk­ling blev skabt.

Sen­som­me­ren 2016 be­gynd­te mi­ne for­be­re­del­se frem mod del­ta­gel­sen i TAW. Det er fan­ta­stisk, når glæ­den ved at ind­fri en cy­kel­drøm er li­ge stor, uan­set om det er at kun­ne cyk­le 100 km el­ler 2300 km for før­ste gang. Glæ­den og op­le­vel­sen har sam­me vær­di.

Træ­nings­mæs­sigt vid­ste jeg, hvor­dan min krop re­a­ge­re­de ef­ter et langt løb, men jeg hav­de al­drig kørt et ”ba­ck to ba­ck” ultraløb, hvor du sid­der i sad­len 18-20 ti­mer i døg­net fle­re da­ge i træk. Så for at imø­de­kom­me min nys­ger­rig­hed kør­te jeg i 2017 Ra­ce Aro­und Den­mark-ru­ten på 1600 km Det var først i det­te års ud­ga­ve af RAD, at lø­bet hav­de en unsup­por­ted ka­te­go­ri, så tu­ren i 2017 var uden for kon­kur­ren­cen, men den gav mig vær­di­fuld er­fa­ring, som jeg byg­ge­de vi­de­re på frem mod TAW.

Ef­ter Rad-ru­ten vid­ste jeg, at co­re- og sta­bi­li­tet­stræ­ning er en nød­ven­dig­hed for at re­du­ce­re de nak­ke- og skul­der­s­mer­ter, der uund­gå­e­ligt

op­står i et ultraløb af fle­re da­ges va­rig­hed. De sid­ste 10 må­ne­der op til TAW træ­ne­de jeg 476 ti­mer på cyk­len og 80 ti­mer med co­re- og sta­bi­li­tet­stræ­ning.

LI­GE FRA SYTRÅD TIL CYKEL

At skul­le væ­re selv­for­sy­nen­de i da­ge­vis og nog­le gan­ge i uge­vis kræ­ver, at du med­brin­ger en del grej til lø­bet, samt at din cykel er for­be­redt til at kla­re stra­bad­ser­ne på de til ti­der ”man­gear­te­de” un­der­lag.

Al­le ty­per af cyk­ler kan na­tur­lig­vis an­ven­des, men i ba­lan­cen mel­lem vægt, stiv­hed og kom­fort faldt val­get på sidst­nævn­te.

Når alt fra sytråd til sovepo­se skal med­brin­ges, fo­re­træk­ker de fle­ste en løs­ning, hvor plad­sen in­de i ram­mens tre­kant ud­nyt­tes, og pla­ce­rin­gen bag sad­len, på over­rø­ret og for­an sty­ret an­ven­des.

For at fin­de frem til ud­styrs­li­sten, der pas­se­de til mig og TAW, an­vend­te jeg me­to­den, ”hvad kan gå galt? Her over­ve­je­de jeg al­le tæn­ke­li­ge sce­na­ri­er. Hvis der op­stod en van­ske­lig­hed, hvil­ken løs­ning på pro­ble­met kun­ne så brin­ge mig på cyk­len igen og der­med få mig over mål­stre­gen.

Det grej, som ind­gik i min, ”hvad kan gå galt – ana­ly­se”, kom på ud­styrs­li­sten. Ato­mu­lyk­ker og na­tur­ka­ta­stro­fer blev dog ude­luk­ket i den­ne om­gang, el­lers kun­ne jeg ha­ve med­bragt en 40 fods con­tai­ner. Al­le be­slut­nin­ger om grej ske­te i et kom­pro­mis mel­lem ”ni­ce” og ”ne­ed”, da jeg ef­ter­stræb­te så lil­le en vægt som mu­ligt. Når Jeg skul­le kø­re et an­tal høj­de­me­ter, der sva­re­de til to gan­ge Al­pe d’hu­ez om da­gen, blev to­tal­væg­ten plud­se­lig me­get in­ter­es­sant. Un­der TAW hav­de jeg en to­tal­vægt på 91 kg inkl. 2,5 li­ter væ­ske.

HVIS PLAN A IK­KE LYK­KES, SÅ HUSK AT ALFABETET HAR 28 BOGSTAVER

”Klok­ken er fem om mor­ge­nen, jeg lig­ger og sover i min sovepo­se på sydsi­den af et sten­di­ge på en blan­ding af græs og klip­pe­styk­ker, da­gens regn­vejr er så småt be­gyndt. Ef­ter at jeg i nat cyk­le­de over TAW hø­je­ste bjerg­pas, ”Co­nor Pass”, har jeg so­vet i to ti­mer da jeg plud­se­lig bli­ver væk­ket. Jeg våg­ner ved, at no­get skub­ber til mig. Træt og sul­ten ser jeg nu, at en få­re­flok har søgt ly bag sten­di­get 50 me­ter fra mig, og det, som væk­ke­de mig, var et af få­re­ne, der var kom­met væk fra re­sten af flok­ken og nu var i gang med at un­der­sø­ge min bi­vi-bag. Hur­tigt får jeg ly­net sovepo­sen og bi­vi-bag’en op og kom­mer i tø­jet, får pak­ket mit grej sam­men, in­den re­sten af flok­ken be­slut­ter sig for at slut­te sig til mit ”væk­k­eur”.

Til ultraløb af den­ne ty­pe kan du ik­ke væ­re for­be­redt på alt, men du skal væ­re ”be­redt” på alt. Na­tur­lig­vis skal du ha­ve la­vet din træ­ning, ha­ve styr på dit grej og ken­de din ru­te, men et er sik­kert, lø­bet bli­ver al­drig, som du hav­de for­stil­let dig, og du kan der­med ik­ke væ­re for­be­redt på det, som lø­bet ”smi­der i ho­ve­d­et” på dig. Jeg hav­de ik­ke for­ud­set at bli­ve væk­ket af et får den­ne mor­gen!

At væ­re ”be­redt” be­ty­der for mig at ha­ve struk­tur og styr på gre­jet samt at kun­ne hand­le ak­tivt på de for­hin­drin­ger og ud­for­drin­ger, som er en na­tur­lig del af den sær­li­ge op­le­vel­se, det er at del­ta­ge i et unsup­por­ted ultraløb. Du er ene­ansvar­lig for din navi­ga­tion, kost, er­næ­ring, hy­giej­ne, cykel, grej, hvor du skal sove og hvor me­get. Du kom­mer til at ta­ge

Det, som væk­ke­de mig, var et af få­re­ne, der var kom­met lidt væk fra re­sten af flok­ken og var i gang med at un­der­sø­ge min bi­vi-bag.

Ef­ter ca. tre ti­mers hvi­le våg­ne­de jeg og op­da­ge­de, at alt mit tøj var vå­dt ef­ter gårs­da­gens stra­bad­ser og fug­ten fra havgu­sen.

be­slut­nin­ger på et ufuld­stæn­digt grund­lag, du kom­mer til at tviv­le på di­ne valg, men så læn­ge cyk­len be­væ­ger sig fremad på ru­ten, er det ik­ke helt skidt. Så in­den du når mål­stre­gen i et unsup­por­ted ultraløb, er du sik­kert kom­met et godt styk­ke gen­nem alfabetet.

RA­CE RAPPORT

Jeg an­kom til Dublin et par da­ge før star­ten 7. ju­ni og bo­e­de i det, som skul­le vi­se sig at væ­re Dubl­ins ud­ga­ve af Jom­fru Ane ga­de. Det­te var før­ste gang, jeg stif­te­de be­kendt­skab med den Ir­ske værts­huskul­tur, som skul­le vi­se sig le­ve­rings­dyg­tig i mor­gen- mid­dag- og af­tens­mad samt må­ske en seng. Det skul­le vi­se sig, at det ik­ke var sid­ste gang, at den Ir­ske værts­huskul­tur blev tæt for­bun­det med mi­ne oplevelser.

Da­gen før star­ten blev an­vendt på at gø­re cyk­len klar og del­ta­ge i re­gi­stre­rin­gen og in-bri­e­fin­gen til TAW på Tri­ni­ty Col­le­ge i cen­trum af Dublin. Tri­ni­ty Col­le­ge blev grund­lagt i 1592 af dron­ning Eliza­beth 1., og al­le­re­de ved mø­det med Tri­ni­ty Col­le­ge kun­ne jeg mær­ke, at TAW vil­le bli­ve no­get sær­ligt for mig. At be­væ­ge sig rundt i dis­se sag­noms­pund­ne byg­nin­ger skab­te en helt sær­lig stem­ning om­kring TAW, al­le­re­de in­den lø­bet var kom­met i gang.

Ef­ter da­gens ad­mi­ni­stra­ti­ve gø­re­mål be­slut­te­de jeg mig for at te­ste mi­ne kom­pe­ten­cer i at cykel i et land, hvor du skal kø­re i den ”for­ker­te” si­de af vej­en. Jeg kun­ne snart kon­sta­te­re, at det vil­le kom­me til at ta­ge tid, in­den det vil­le fø­les som na­tur­ligt at kø­re i ven­stre si­de af vej­en. En ud­for­dring, som fulg­te mig på he­le tu­ren, og som jeg al­drig væn­ne­de mig helt til.

TORS­DAG 7. JU­NI - 285 KM OG 2966 HM

I år var tred­je ud­ga­ve af TAW og fra før­ste ud­ga­ve, hvor del­ta­ge­ran­tal­let var 28 ryt­te­re, og til i år, hvor 160 ryt­te­re stil­le­de til start, var star­ten flyt­tet til ud­kan­ten af Dublin for ik­ke at kom­me i ka­ram­bo­la­ge med tra­fik­ken i cen­trum.

Jeg kan ik­ke be­skri­ve al­le de be­kym­rin­ger, der for­lod mig, da jeg rul­le­de over start­s­te­gen ak­kom­pag­ne­ret af et par mu­si­ke­re, der spil­le­de de skøn­ne­ste to­ner fra ir­ske fol­ke­vi­ser, hvoraf jeg kun­ne gen­ken­de en­kel­te stro­fer fra min over­nat­ning i Dubl­ins Jom­fru Ane ga­de.

Ef­ter to års for­be­re­del­ser var jeg en­de­li­ge i gang. Alt, hvad der måt­te ske her­ef­ter, vil­le kun væ­re en bonus. At kom­me frem til star­ten på TAW var al­le­re­de en kæm­pe sejr for mig, og un­der de før­ste par ki­lo­me­ter trak fug­ten og­så frem i tå­re­ka­na­ler­ne på den gam­le her.

Det var nem­lig 264 da­ge si­den, jeg lå på ope­ra­tions­bor­det på Skej­by Sy­ge­hus med en blod­prop i ven­stre krans­pulsåre. At væ­re i en si­tu­a­tion, hvor ens ver­den, som man ken­der den, plud­se­ligt bli­ver vendt op og ned, sæt­ter of­te alting i perspektiv – og man fin­der ind til li­vets san­de vær­di­er. Hel­dig­vis brag­te et hjer­te­re­ha­bi­li­te­rings-pro­gram mig på ret køl så­vel fy­sisk som men­talt.

Der­for var TAW for mig en stør­re sejr, end jeg kan be­skri­ve i den­ne ar­ti­kel. ”Me­men­to mo­ri – husk, at du skal dø”. El­ler som Jør­gen Leth sag­de, ”Det er vig­tigt, at man ik­ke la­ver no­get lort i min al­der. For hvis man kan fal­de om fra den ene dag til den an­den, så er det vig­tigt, at man er midt i no­get, som er godt - i ste­det for no­get, som er min­dre godt!”

Til­ba­ge til TAW. Ef­ter de før­ste 232 var­me ki­lo­me­ter gen­nem rul­len­de bak­ker nå­e­de jeg TAWS ”Con­trol po­int 1” i Der­ry, hvor mit kon­trol­kort blev stemp­let som be­vis på, at jeg hav­de pas­se­ret.

Pla­nen var, at ef­ter Der­ry vil­le jeg cyk­le gen­nem den før­ste nat uden hvil, men da de man­ge høj­de­me­ter og var­men hav­de tap­pet mig for kræf­ter, æn­dre­de jeg pla­nen til at fort­sæt­te, ind­til jeg op­le­ve­de ud­sig­ten over At­lan­ter­ha­vet. Kort ef­ter Der­ry fik jeg min før­ste ah-ha op­le­vel­se med The Wild At­lan­tic Way. På en 23 pct. stig­ning måt­te jeg li­de ne­der­la­get og stå af cyk­len for at træk­ke op ad ”The War­ren Hill”.

Ef­ter at ha­ve run­det top­pen kom ah-ha op­le­vel­se num­mer to un­der ned­kørs­len mod At­lan­ter­ha­vet. Ah-ha op­le­vel­sen var at und­gå de får, som var gå­et til ro og lagt sig til at sove på den var­me as­falt. Un­der ned­kørs­len, med de sto­re uld­dyr soven­de på vej­en og med en to­tal­vægt om­kring de 90 kg, var jeg glad for, at jeg hav­de valgt en cykel med ski­ve­brem­ser. Med var­me brem­ser og øm­me fin­gre fandt jeg til sidst et pas­sen­de over­nat­nings­sted med ud­sigt over At­lan­ter­ha­vet, som jeg hav­de lo­vet mig selv.

FRE­DAG 8. JU­NI – 258 KM OG 2761 HM

Oven på tre ti­mers hvi­le våg­ne­de jeg og op­da­ge­de, at de og­så har havgus i Ir­land, for alt mit tøj var vå­dt ef­ter gårs­da­gens stra­bad­ser og fug­ten fra

ha­vet. Hel­dig­vis gav de fug­ti­ge for­hold mig in­spira­tion til hur­tigt at kom­me i tø­jet, pak­ke sam­men og kom­me på cyk­len og få var­men igen.

For­an mig vil­le da­gens ru­te brin­ge mig ud til Ir­lands nord­lig­ste punkt ”Mar­lin He­ad Sig­nal Sta­tion”, gen­nem ”Glen­ve­agh Na­tio­nal Park” og lø­bets før­ste grus­vejs­styk­ker. Ef­ter so­len hav­de brændt havgu­sen af, blev det end­nu en varm dag, og jeg bøv­le­de med at ind­ta­ge til­stræk­ke­ligt mad og væ­ske. Om det var tem­pe­ra­tu­rer­ne om­kring de 30 gra­der, som skab­te pro­ble­mer med ma­ven, er uvist, men pro­ble­met af­tog sam­men med, at tem­pe­ra­tu­ren faldt. Og kom­bi­ne­ret med en del ”Is stop” un­der­vejs hjalp det på ap­pe­tit­ten, der grad­vist kom til­ba­ge.

Om dis­se unsup­por­ted ultraløb si­ges det, at det ik­ke er en kon­kur­ren­ce om hvem, der kan cyk­le hur­tigst, men en kon­kur­ren­ce om hvem, der kan spi­se og drik­ke mest. Fak­ta er, at det me­ste af ti­den i lø­bet cyk­ler ryt­ter­ne med et kal­o­rie- og væ­ske­un­der­skud. Det at fin­de mad og vand er kon­stant i fo­kus, og hvis man glem­mer det, får det hur­tigt kon­se­kven­ser - no­get jeg se­ne­re skul­le fø­le på egen krop.

Da­gens na­tu­ro­p­le­vel­se åb­ne­de sig for mig ef­ter en lang og ke­de­lig tur op mod Glen­ve­agh Na­tio­nal Park. Uven­tet vi­ste min navi­ga­tions­en­hed, at jeg skul­le dre­je til høj­re ad en smal grus­sti, som vi­ste sig at le­de mig gen­nem Glen­ve­agh Na­tio­nal Park, hvor so­lens strå­ler plud­se­lig dan­se­de på de grøn­ne klip­pe­si­der og le­ge­de med ly­set fra La­ke Lough Be­ag­hs blan­ke vand. En va­ske­æg­te wa­oo-op­le­vel­se.

Jeg for­lod Glen­ve­agh Na­tio­nal Park og kørt nord­på, mens jeg fulg­te ky­sten, og ved 21-ti­den be­gynd­te jeg at se ef­ter et pas­sen­de over­nat­nings­sted. In­ten­tio­nen var at sove un­der stjer­ner­ne, vej­ret var jo godt - så hvor­for ik­ke?

Men skæb­nen vil­le, at jeg kom for­bi et skilt, hvor­på der var skre­vet ”Aun­tie B’s Bed & Bre­ak­fast”. Skul­le jeg prø­ve, om der var et le­digt væ­rel­se? Ja, hvor­for ik­ke man er jo et luksus­dyr, når mu­lig­he­den by­der sig. Desvær­re var vær­tin-

den ik­ke hjem­me, men i ste­det hav­de hun sat en sed­del i vin­du­et, hvor på der var skre­vet et mo­bilnum­mer, man kun­ne rin­ge til – så det gjor­de jeg.

Det vi­ste sig at ”tan­te B” var til fest ne­de i lands­by­en, men kun­ne væ­re til­ba­ge om 15 mi­nut­ter, og ven­lig som al­le ire­re jeg mød­te var, spurg­te hun om, jeg var sul­ten? Det var jeg, og hun var så ven­lig at kø­be en pizza samt en durum­rul­le med til mig. Hur­tigt fik jeg mit væ­rel­se og et bad, hvor­ef­ter pizza­en blev for­tæ­ret, og durum­rul­len kom i kø­le­ska­bet, så den kun­ne ud­gø­re det for min mor­gen­mad næ­ste dag.

Un­der ind­ta­gel­sen af min pizza spurg­te tan­te B, hvor­når jeg vil­le ha­ve mor­gen­mad? Lidt for­le­gen sva­re­de jeg kl. 04:30 med en for­vent­ning om, at det kun­ne jeg sky­de en hvid pind ef­ter. Men at­ter blev jeg glæ­de­lig over­ra­sket. Friskt kom det fra tan­te B, ”så står jeg op kl. 4 og væk­ker dig et kvar­ter se­ne­re. Lidt for­fjam­sket kom det fra mig ”yes ma’am”. Ud fra tan­te B’s re­ak­tion var hun ty­de­lig­vis ik­ke vandt til at bli­ve til­talt mam. Så­dan blev det, jeg blev væk­ket, fik min ir­ske mor­gen­kom­plet og var ude af dø­ren kl. 5.

Jeg for­nem­me­de, at tan­te B’s sid­ste ge­stus var en stil­le ho­ved­rysten, da jeg rul­le­de ud ad ind­kørs­len.

LØR­DAG 9. JU­NI - 350 KM OG 3424 HM

Helt ek­stra­or­di­nært var den tred­je dag igen med godt vejr, hvil­ket hø­rer til und­ta­gel­ser­ne langs den ir­ske ve­st­kyst. Og med en be­ha­ge­lig med­vind var krop­pen ef­ter­hån­den ved at væn­ne sig til at cyk­le 17 til 18 ti­mer i døg­net. Ser man bort fra eta­pens høj­de­me­ter, var det en be­gi­ven­heds­løs dag med go­de mu­lig­he­der for vand og mad.

Man­ge kio­sker, tank­sta­tio­ner og su­per­mar­ke­der blev be­søgt, så krop­pen var ”glad” for at ha­ve det nød­ven­di­ge brænd­stof til rå­dig­hed. Det var og­så da­gen, da jeg for før­ste gang fulg­tes med an­dre del­ta­ge­re uden at bry­de reg­len om ”no draf­ting” - men li­ge så be­gi­ven­heds­løs da­gen hav­de væ­ret, li­ge så tr­æls blev nat­ten.

Mi­ne føl­ge­s­ven­de hav­de fun­det de­res over­nat­nings­sted, men jeg føl­te mig frisk på at fort­sæt­te og se mit snit til at over­ha­le mi­ne føl­ge­s­ven­de. Ved tre-ti­den be­gynd­te træt­he­den at træn­ge sig på, og jeg led­te ef­ter et sted at sove. En­de­lig fandt jeg et sted bag en mur ved no­get, der lig­ne­de en gam­mel vand­møl­le, det var mørkt, så det var lidt svært, at se de nøj­ag­ti­ge om­gi­vel­ser.

Så ske­te det… mid­ges. Vi var in­den star­ten ble­vet ad­va­ret om de lo­ka­le in­sek­ter kal­det ”mid­ges”, og ve­te­ra­ner­ne kun­ne for­tæl­le skræk­hi­sto­ri­er om dis­se små men ir­ri­te­ren­de in­sek­ter. Ind­til da var jeg ble­vet enig med mig selv om, at det mest var van­dre­hi­sto­ri­er, som var ble­vet vær­re, for hver gang de blev for­talt. Jeg har so­vet blandt myg, my­rer og tor­den­flu­er et utal af gan­ge – så in­gen be­kym­rin­ger her, men jeg tog fejl!

De små bæ­ster kom ind overalt, bed så det sved og klø­e­de, så jeg var ved at bli­ve tos­set. At det så vi­ste sig, at jeg hav­de for­må­et at lig­ge mig til at sove ti me­ter fra en sko­vsø midt i ju­ni, til­trak kun end­nu fle­re mid­ges. Da jeg i to ti­mer hav­de for­søgt at mu­mi­fi­ce­re mig i min sovepo­se, gav jeg op. Al­drig er jeg kom­met så hur­tigt i mit cy­keltøj og få­et pak­ket sam­men som den mor­gen - det var be­fri­en­de at kun­ne gi­ve de små djæv­le bag­hjul. Jeg glæ­de­de mig over da­gens før­ste sejr, det gæl­der jo om at fejre si­ne suc­ce­ser, men der gik 14 da­ge, in­den de syn­li­ge be­vi­ser i form af rø­de klø­en­de knop­per for­svandt ef­ter mø­det med de ir­ske mid­ges

SØN­DAG 10. JU­NI - 265 KM OG 2340 HM

Er det søn­dag i dag? - så er det der­for, alt er luk­ket!

Jeg skul­le snart fin­de ud af, at det ik­ke er en kon­kur­ren­ce om, hvem der kan cyk­le hur­tigst, men en kon­kur­ren­ce om hvem der kan ind­ta­ge mest mad og væ­ske. Har al­drig væ­ret så kamp-pres­set på mad og vand som un­der de før­ste 150 km af da­gen. Pro­ble­met op­stod af­te­nen før, da jeg ik­ke hav­de få­et hand­let ind til mor­gen­ma­den, så jeg be­gynd­te al­le­re­de da­gen med kal­o­ri­e­un­der­skud, og det var først ef­ter 17 ti­mer i sad­len uden

Min navi­ga­tions­en­hed led­te mig gen­nem Glen­ve­agh Na­tio­nal Park, hvor so­lens strå­ler plud­se­lig dan­se­de på de grøn­ne klip­pe­si­der og le­ge­de med ly­set fra La­ke Lough Be­ag­hs blan­ke vand.

mad, at jeg fik mig hut­let frem til et ho­tel, der hav­de åbent en søn­dag.

Hav­de jeg ik­ke fun­det ho­tel­let ”Achill So­und Ho­tel”, var min næ­ste hand­ling ble­vet at rin­ge ef­ter en taxi, der skul­le kø­be mad til mig. Uden ev­nen til at træ­de en bu­le i en flø­de­bol­le sat­te jeg mig til bords kl. 11 for at ind­ta­ge den stør­ste po­si­tion mor­gen­mad, jeg kan min­des. Jeg er sik­ker på, at ho­tel­lets øv­ri­ge gæ­ster un­dre­de sig over, hvad den æl­dre be­skid­te her­re i cy­keltøj, fyldt med rø­de knop­per i an­sig­tet, la­ve­de på de­res ho­tel. Men jeg var li­geg­lad, for po­k­ker det var dej­ligt at få no­get i ma­ven.

Helt og al­de­les tømt for kræf­ter, og der­ef­ter få fyldt op igen, blev da­gens høj­de­punkt. Al­drig har jeg op­le­vet, at man i den grad var fly­ven­de kun få ti­mer ef­ter, at man nær hav­de rin­get ef­ter en taxi som skul­le brin­ge en pizza. At mad og væ­ske er en nød­ven­dig kil­de til ener­gi ved al­le, men at op­le­ve, hvor­dan krop­pens præ­sta­tions­ev­ne æn­dres, var fan­ta­stisk. Sjæl­dent har jeg følt så me­get over­skud, og ef­ter pas­sa­gen af TWA CP 2 fort­sat­te jeg, selv om der var plan­lagt en over­nat­ning her. Men med ud­sig­ten til at de­le sove­rum med 20 an­dre, som kom og gik på al­le ti­der af døg­net, fort­sat­te jeg i hå­bet om at fin­de et pas­sen­de og ro­ligt sted at over­nat­te. Mu­lig­he­den kom ud på af­te­nen, da et le­digt B&B væ­rel­se til­bød sig, og jeg for­kæ­le­de mig med et dej­ligt bad og en blød seng. In­den jeg lag­de mig til at sove, lo­ve­de jeg mig selv, at næ­ste gang skal jeg i min plan­læg­ning hu­ske på, hvor­når det er søn­dag.

MANDAG 11. JU­NI - 395 KM OG 3153 HM

Da­gens del­mål var at nå fær­gen ved Kil­li­mer - 255 km frem­me på ru­ten. Skul­le jeg und­gå 200 km ek­stra på cyk­len, måt­te jeg nå fær­gens sid­ste over­fart kl. 20, el­lers vil­le ru­ten bli­ve for­læn­get, for­di jeg så blev tvun­get til at føl­ge ky­sten rundt om fjor­den til by­en Li­me­ri­ck.

Med 16 ti­mer til at nå fær­gen gav det om­kring 16 km/t plus tid til for­plej­ning - det bur­de kun­ne skral­de an. Det skul­le vi­se sig, at mi­ne be­reg­nin­ger var lidt kon­ser­va­ti­ve. En del hur­ti­ge­re, end jeg hav­de be­reg­net, nå­e­de jeg fær­gen og kør­te fra bor­de kl. 17. Det blev fejret med af­tens­mad på ”The Swanky Bar”.

Jeg til­stræb­te at ha­ve mindst et ”sit-down me­al” om da­gen. Min ru­ti­ne ved dis­se må­l­ti­der var:

• Par­ke­re­de cyk­len for­an et vin­due

• Med­brag­te po­wer­bank, ba­by­swabs og buk­secre­me

• Be­slut­te­de hvil­ken me­nu jeg vil­le ha­ve, in­den jeg gik ind, plus to sandwich til mor­gen­mad

• Fandt en plads, hvor­fra jeg kun­ne hol­de øje med min cykel

• Når per­so­na­let hen­vend­te sig, af­gav jeg min be­stil­ling og bed­te om reg­nin­gen med det sam­me

• Sat­te po­wer­ban­ken til op­lad­ning

• Fandt etablis­se­men­tets ”men’s room”

• Fo­re­tog en eta­ge­vask med ba­by­swab­se­ne med sær­lig fo­kus på hånd- og num­se­hy­giej­ne

• Når jeg var fær­dig med eta­ge­va­sken, gik der ik­ke læn­ge, før ma­den kom

• Un­der spis­nin­gen var der op­da­te­ring af Fa­ce­book og kon­trol af kon­kur­ren­ter­nes pla­ce­ring

• Be­ta­ling, spi­se fær­dig og i lø­bet af 30-40 mi­nut­ter var jeg til­ba­ge i sad­len

Oven på en fan­ta­stisk af­tens­mad hos ”The Swanky Bar” ram­te jeg TAW hø­je­ste punkt ”Co­nor Pass”. Co­nor Pass er 7 km lang med en gen­nem­snit­lig stig­ning på 6 pct. Ef­ter 350 km på da­gens eta­pe og de 90 kg var det en ”ben­bræk­ken­de” op­le­vel­se at nå top­pen. På vej­en ned, hvor far­ten nemt sneg sig op om­kring 80 km/t, måt­te jeg igen dø­je med får, som lå og sov på vej­en. Det kan godt væ­re, at uld er blødt, men sid­der ul­den fast på et får, slår det ri­me­ligt hårdt, hvis du ram­mer det med 80 km/t. Igen kla­re­de mi­ne ski­ve­brem­ser op­ga­ven fan­ta­stisk. Ef­ter en spæn­dings­mæt­tet ned­kør­sel fandt jeg kl. 2 et over­nat­nings­sted, som jeg tro­e­de var fri for får – ja, tro­e­de.

TIRSDAG 12. JU­NI - 270 KM OG 2995 HM

Jeps du gæt­te­de rig­tigt. Om­kring kl. 5 fik jeg be­søg af et får, der un­der­søg­te min bi­vi-bag og men­te, at det var tid at stå op - og så­dan blev det.

Det blev da­gen, der be­løn­ne­de mig med et stort an­tal høj­de­me­ter på den del af ru­ten, der be­næv­nes som ”The Ring Of Ker­ry”. Ik­ke den bed­ste dag for mi­ne knæ og akil­les­se­ner, der var be­gyndt at be­kla­ge sig over de man­ge ti­mer i sad­len og de man­ge høj­de­me­ter. Da­gens ci­tat blev ”ud af smer­te kom­mer skøn­hed”

For po­k­ker det var en hård dag. 270 km og bak­ker­ne ba­re blev ved og ved, sup­ple­ret med dår­li­ge ve­je, hvor grus og hul­ler kun for­vær­re­de smer­ter­ne i knæ og akil­les­se­ner. Men det var og­så et af de flot­te­ste ste­der på TAW. Li­ge fra ud­sig­ten over At­lan­ter­ha­vet på den ve­st­li­ge del af halvø­en til ste­der som The Bla­ck Val­ly og The Bla­ck For­re­st. Be­ta­get af na­tu­rens skøn­hed glem­te jeg til ti­der smer­ter­ne fra knæ­e­ne.

Kort før mid­nat be­slut­te­de jeg mig for at lig­ge mig til at sove med ud­sig­ten over sø­en ”Lough Ca­ragh”. Høj­den og den be­gyn­den­de blæst hav­de hel­dig­vis gi­vet de be­ryg­te­de mid­ges fly­ve­for­bud. Så uden får el­ler mid­ges til at for­styr­re søv­nen blev det en god nat. Sid­ste tan­ke, in­den jeg dø­se­de hen, var – kan jeg må­ske nå i mål i mor­gen?

ONS­DAG 13. JU­NI - 182 KM OG 2422 HM

Våg­ne­de med po­si­ti­ve tan­ker om, at tu­rens sid­ste 410 km må­ske kun­ne ta­ges i et hug. Jeg var dog knap kom­met på cyk­len og i gang med den sid­ste del af The Ring of Ker­ry, in­den mi­ne knæ min­de­de mig om, at de ik­ke helt var med på ide­en om at nap­pe 400 km og 4500 hm i et hug. Sam­ti­dig skul­le der åben­bart be­ta­les til­ba­ge for det go­de vejr TAW hav­de budt på ind­til nu.

Grad­vist be­gynd­te det at reg­ne, og blæ­sten fra vest til­t­og i en grad, der ef­ter­hån­den be­gynd­te at væ­re en smu­le træs, selv for en jy­de der er hær­det af ve­sten­vin­den. Det for­bed­re­de ik­ke si­tu­a­tio­nen, at en del af ru­ten gik stik vest mod Lambs He­ad, hvor en­de­lø­se klip­pe­for­ma­tio­ner, med slag­reg­nen li­ge i an­sig­tet, skul­le pas­se­res, in­den jeg blev vel­sig­net af en kraf­tig med­vind. Un­der­vejs i med­vin­den blev jeg mødt af lys­skil­te langs vej­en, hvoraf det frem­gik ”Wind War­ning Oran­ge – Cau­tion!”.

Hvad po­k­ker - jeg har jo med­vind, så det er ba­re om at ud­nyt­te mu­lig­he­den for lidt ”fri­hjul”. Men snart kom jeg på an­dre tan­ker, da det vi­ste sig at væ­re stormen ”Hector”, der var ved at nå den ir­ske ve­st­kyst. Des­u­den var smer­ter­ne i knæ­e­ne for­vær­ret af ned­kølin­gen fra reg­nen og vin­den. For at hol­de knæ­e­ne var­me køb­te jeg kn­æ­bind i en irsk ud­ga­ve af Ma­tas og indsvøb­te dem her­ef­ter i hus­hold­nings­film. Sjæl­dent har så man­ge

Da stormen klin­ge­de af, sat­te jeg kl. 01.40 næ­sen mod må­let i Kings­a­le.

blik­ke væ­ret ret­tet mod mig, som da jeg stod midt i et Spar-su­per­mar­ked og rul­le­de mi­ne ben ind i hus­hold­nings­film.

Det vi­ste sig hur­tigt, at det ik­ke var for­svar­ligt at fort­sæt­te i den kraf­ti­ge vind, som gjor­de det svært at sty­re cyk­len. Og­så knæ­e­ne var ef­ter­hån­den ble­vet pres­set til det yder­ste, så fo­kus blev ret­tet mod ren over­le­vel­se, ind­til jeg kun­ne fin­de en seng og no­get at spi­se. Om­kring kl. 17 ind­lo­ge­re­de jeg mig på Ou­va­ne Falls Inn i by­en Bal­ly­li­ck­ey med 256 km til mål.

TORS­DAG 14. JU­NI - 256 KM OG 3018 HM

Be­slut­nin­gen om at fin­de et lo­gi vi­ste sig at væ­re et godt valg. I lø­bet af de næ­ste 8 ti­mer fik jeg no­get godt at spi­se, so­vet, ba­det og ik­ke mindst re­spon­de­re­de mi­ne knæ godt på hvi­le og var­me. Så da stormen klin­ge­de af, sat­te jeg næ­sen mod må­let i Kings­a­le. Sam­ti­dig med at so­len stod op, stop­pe­de reg­nen, og da jeg hav­de med­vind det me­ste af vej­en mod Kings­a­le, steg hu­mø­ret be­trag­te­lig, selv om knæ­e­ne sta­dig be­kla­ge­de sig. Men nu vid­ste jeg, at det kun vil­le væ­re sort uheld, som kun­ne for­hin­dre mig i at kom­me i mål.

Sjovt nok føl­tes det, som om ki­lo­me­ter­ne blev læn­ge­re og læn­ge­re, jo nær­me­re jeg kom Kings­a­le. Langt om læn­ge kun­ne jeg dog fejre, at jeg hav­de nå­et top­pen på den sid­ste bak­ke og var på vej til at gen­nem­fø­re TAW.

Ef­ter 7 da­ge, 5 ti­mer, 29 mi­nut­ter kryd­se­de jeg mål­stre­gen med or­de­ne - ”Me­men­to mo­ri – husk, at du skal dø”. Så nyd det even­tyr li­vet er, elsk di­ne nær­me­ste og vær i bund og grund et or­dent­ligt men­ne­ske.

Ef­ter en fest­lig af­ten med de øv­ri­ge del­ta­ge­re i Kings­a­le var det ik­ke knæ­e­ne, jeg hav­de mest ondt i, da jeg våg­ne­de da­gen ef­ter.

Lø­bet blev i øv­rigt vun­det af Bjorn Len­hard i re­kord­ti­den: 5 da­ge, 3 ti­mer og 38 mi­nut­ter.

1 2 3 4 3

2

"Mor­genstund har guld i mund". Ef­ter den før­ste nat med fugt og kul­de var so­lens mor­gen­strå­ler vel­kom­ne. Fo­to: Kri­sti­an Ve­nø 1 For­nø­jel­sen og glæ­den ved at kun­ne del­ta­ge i et cy­kel­løb som TAW fik plud­se­ligt et nyt og an­der­le­des perspektiv. Er evi­ge tak­nem­me­li­ge for al­le der hjalp mig den dag, hvor for­stå­el­sen af li­vet og dø­den blev me­get nær­væ­ren­de. Fo­to: Kri­sti­an Ve­nø 2 3

2

3

1 En tra­di­tio­nel irsk mor­gen­mad ef­ter en lang nat uden mad. Da jeg ik­ke kun­ne iden­ti­fi­ce­re be­stand­de­len af den sor­te "klump", blev den ef­ter­ladt på tal­ler­ken. Fo­to: Kri­sti­an Ve­nø 2 Når ru­ten tog mig via et grus­styk­ke, var be­løn­nin­gen of­te en ube­skri­ve­lig flot na­tur­op­le­vel­se som til­fæl­det var un­der tu­ren gen­nem Glen­ve­agh Na­tio­nal Park på TAW an­den dag. Fo­to: Kri­sti­an Ve­nø 3 3

1

2

1 2

2

2 3

1 2 3

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.