Cy­ke­l­op­le­vel­ser i det smuk­ke Norditalien

CY­KE­L­OP­LE­VEL­SER I DET SMUK­KE Gar­dasø­en har i f le­re år væ­ret et af dansk er­nes fortruk­ne mål, når det hand­ler om fe­rie og ik­ke mindst cykling. Hvert år dra­ger den ene mo­tions­klub ef­ter den an­den af s ted i for­å­ret, og i som­mer­fe­ri­en ta­ger mo­tio­ni­ster­ne så

Cykel Motion Danmark - - Indhold - TEKST OG FO­TO: Ole Mad­sen

Det sam­me har jeg selv gjort i man­ge år, ind­til min bed­ste kam­me­rat Jan og hans ko­ne Li­ne for 10 år si­den vi­ste os det smuk­ke land­skab i Ver­ba­nia og ved La­go Mag­gi­o­re.

Jeg har i tid­li­ge­re ud­ga­ver af Cykel-motion Danmark skre­vet om oplevelser fra om­rå­det, men nu da dan­sker­ne for al­vor har op­da­get, hvor fan­ta­stisk et cy­kel­pa­ra­dis det er, har jeg lyst til at skub­be til de sid­ste af jer.

Fi­re af mi­ne cy­kelkam­me­ra­ter, der hvert år har ta­ger fri fra ar­bej­det og fa­mi­li­en for at til­brin­ge en lil­le uge på cyk­ler­ne ved Gar­da, spurg­te mig en­de­lig, om jeg vil­le væ­re gu­i­de for dem ved Mag­gi­o­re. Det kun­ne jeg kun si­ge ja til, for jeg har i fle­re år for­søgt at få Flem­m­ing, Kim, Mo­gens og Jens til at op­le­ve om­rå­det.

Jeg sy­nes sta­dig, at Gar­dasø­en by­der på no­get helt fan­ta­stisk, men der fin­des an­det end Gar­dasø­en, som er værd at rej­se ef­ter.

Ef­ter nog­le ugers plan­læg­ning be­slut­te­de vi at boo­ke mo­bi­le ho­me på min el­ske­de cam­ping­plads, Iso­li­no. Da­to­en blev sat, og vi be­gynd­te at glæ­de os. Jeg plan­lag­de de tre før­ste ru­ter, og re­sten skul­le vi snak­ke om, når vi kend­te be­ne­nes til­stand bed­re.

Grup­pen blev desvær­re i sid­ste se­kund re­du­ce­ret til fi­re mand, da Flem­m­ing plud­se­lig ik­ke kun­ne hol­de fri grun­det vig­ti­ge mø­der. Det skar os al­le i hjer­ter­ne, da han stod og vin­ke­de god tur til os fre­dag af­ten.

Pla­nen var at kø­re fre­dag ved 19-ti­den og med pas­sen­de pau­ser kø­re he­le nat­ten. Vi var fi­re per­so­ner, der kun­ne kø­re, så det blev fak­tisk en af­slap­pen­de tur. Lør­dag for­mid­dag an­kom vi så på Iso­li­no og fik pak­ket cyk­ler­ne ud samt hand­let lidt ind, og ef­ter frokost be­gav vi os ud på den før­ste tur.

LA­GO D´ORTA

Tu­ren jeg hav­de plan­lagt gik via La­go Mer­gozzo til Omeg­na, hvor den før­ste stig­ning vil­le mø­de os. Stig­nin­gen er ca. 4 km lang og sti­ger i gen­nem­snit med 4-6 pct. Ik­ke no­get vold­somt men det var jo hel­ler ik­ke pla­nen.

Vi stop­pe­de på et ud­sigts­punkt ved den gam­le kir­ke og nød den smuk­ke ud­sigt. Der er og­så en god vand­post, så vi kun­ne få fyldt dun­ke­ne op.

Ef­ter en god fors­mag på om­rå­dets skøn­hed, ned­kørs­ler, små stig­nin­ger og tu­ren langs med den smuk­ke Orta søs bred­der vend­te vi til­ba­ge til plad­sen med de før­ste 85 km i be­ne­ne.

MAG­GI­O­RE SØ­EN RUNDT

Pla­nen var, at søn­da­gen skul­le bru­ges på den læng­ste tur. Jeg vid­ste, at der i we­e­ken­den var min­dre tra­fik rundt om sø­en og frem for alt in­gen last­bi­ler. I sam­men­lig­ning med tra­fik­ken rundt om Gar­dasø­en min­der det­te nær­me­re om 70’er­nes bil­frie søn­da­ge.

Tu­ren rundt om La­go Mag­gi­o­re er ca. 180 km og en kæm­pe op­le­vel­se. Ud­sig­ten og ru­ten ad den smal­le

bjerg­vej, som snor sig langs sø­ens bred­der, ef­ter­la­der en stem­ning af Mo­na­co, sam­ti­dig med at ru­ten by­der op til fart og go­de skift.

Vi hav­de pas­set i bag­lom­men, for ef­ter ca. 40 km kryd­ser man græn­sen mel­lem Ita­li­en og Schweiz. Jeg har dog al­drig op­le­vet, at vi skul­le vi­se pas, men den dag kan jo kom­me.

For en­den af sø­en kryd­ser man væk fra ho­ved­vej­en, og tu­ren går ind gen­nem Lo­car­no, for­bi hav­nen med de smuk­ke bå­de, og ud i det fla­de ka­na­l­om­rå­de med den lil­le fly­ve­plads.

Vi run­de­de sø­en i højt hu­mør og glæ­de­de os til at mær­ke med­vin­den langs den an­den si­de af sø­en. Cy­kel­lyg­ter­ne skal hu­skes, for der er 3-4 min­dre tun­nel­ler, man skal igen­nem, men der er og­så et par styk­ker, som kan pas­se­res uden om.

Vi var kom­met godt op i fart, og skif­te­ne fung­ere­de fint, så vi ind­hen­te­de en ita­li­e­ner, der slut­te­de sig til grup­pen.

Ef­ter kort tid nå­e­de vi at­ter græn­sen til Ita­li­en. Ved græn­sen er der igen en vand­post, så man be­hø­ver ik­ke kø­be vand un­der­vejs. Vi tan­ke­de og tal­te lidt med ita­li­e­ne­ren.

Kim vil­le væ­re flink og sag­de til ham, at det var ok med os, hvis han ger­ne vil­le lig­ge på hjul.

Han smil­te og præ­sen­te­re­de sig så som ita­li­ensk me­ster i mtb.

Vi sprang på cyk­ler­ne igen og kør­te ind i Ita­li­en, men pas­se­ne blev sta­dig i bag­lom­mer­ne.

Tu­ren by­der ik­ke på kæm­pe stig­nin­ger, kun ca. 900 høj­de­me­ter på de 180 km. Til gen­gæld gi­ver den go­de ki­lo­me­ter i be­ne­ne og sa­del træ­ning.

Ef­ter godt 100 km an­kom vi til hav­ne­by­en La­veno, hvor vi fandt en lil­le hyg­ge­lig re­stau­rant og fik en dej­lig stor po­r­tion spa­ghet­ti bo­log­ne­se med en pas­sen­de mæng­de par­mesan.

Der blev tan­ket vand og ik­ke mindst Co­la, hvor­ef­ter det var op på cyk­ler­ne og vi­de­re rundt om Ve­re­se i ret­nin­gen mod Aro­na.

Aro­na lig­ger i den øst­li­ge del af sø­en og er kendt for den me­get spe­ci­el­le bro i to eta­ger,

der kryd­ser flo­den. Det var me­get varmt, og vi skul­le he­le ti­den hu­ske at drik­ke. Den­ne den af sø­en er me­get flad, og der lig­ger en mas­se turist out­lets, hvil­ket i mi­ne øj­ne gør den til den mindst char­me­ren­de del af om­rå­det.

Næ­ste mål var Stresa, som med sin mid­delal­der­li­ge skøn­hed er en af de smuk­ke­ste by­er.

Man kan ik­ke bli­ve træt af at gå i de små ga­der og op­le­ve, hvor­dan ti­den har stå­et stil­le. Ud­sig­ten over sø­en, de man­ge bå­de og ik­ke mindst spæn­den­de spi­se­ste­der, er be­stemt en op­le­vel­se værd.

MONTE VADA, ZIP-LI­NE BJER­GET

Man­da­gen skul­le væ­re en ro­li­ge­re dag med en kort tur på 60-70 km og med ik­ke alt for man­ge høj­de­me­ter. År­sa­gen var, at vi hav­de plan­lagt at be­sti­ge Mot­ta­ro­ne den ef­ter­føl­gen­de dag, og med sin op­kør­sel på 22 km og stig­nin­ger på op til 18 pct. kal­des den af man­ge for hår­de­re end Al­pe d hu­ez.

Jeg kon­tak­te­de min gam­le ven og cy­kelkam­me­rat, En­zo, der ar­bej­der og er cy­kelgu­i­de på Iso­li­no. Han tog et kort frem og teg­ne­de en ru­te, hvor­ef­ter han med et smil sag­de, at den tur skul­le vi op­le­ve. Vi fik be­sked på at kø­re til det bjerg, hvor man kan op­le­ve Zi­pli­ne - et be­greb, der dæk­ker over en stå­lwi­re ud­spændt mel­lem to bjerg­top­pe. Her bli­ver man hæg­tet for­svar­lig fast og skudt af sted til bjer­get ne­den for med ha­stig­he­der på op mod 150 km i ti­men.

Den­ne op­le­vel­se hav­de min na­bo på Iso­li­no op­le­vet sid­ste år, og han for­tal­te med stolt­hed, at vil­le man prø­ve igen, skul­le det ske, når det var mørkt, for at op­le­ve al­le ly­se­ne i by­en ne­den un­der.

Jeg ind­s­kød dog straks, at i mit til­fæl­de vil­le det ik­ke gø­re no­gen for­skel, for mi­ne øj­ne vil­le al­li­ge­vel væ­re luk­ket he­le vej­en.

Vi star­te­de tu­ren, og snart be­gynd­te det at gå opad. Da stig­nings­pro­cen­ten pas­se­re­de 10 pct. kom jeg i tan­ke om, at En­zo må­ske ik­ke for­stod en­gelsk helt så godt, som jeg tro­e­de. Det blev ved og ved, så vi kig­ge­de på hin­an­den og sag­de, at det må væ­re li­ge derop­pe at top­pen er. Det var den dog ik­ke og ef­ter man­ge høj­de­me­ter, man­gel på fle­re let­te gear, en sort cy­kel­trø­je, som hav­de sto­re hvi­de af­mærk­nin­ger af sved, an­kom vi en­de­lig til top­pen.

Det var en hård stig­ning, ik­ke mindst for­di den var så kon­stant, som den var. In­gen pau­ser, hvor man li­ge kun­ne let­te tryk­ket i be­ne­ne, ba­re op og op. Ned­kørs­len var en god vej. Vi hav­de 22 km ned af­brudt af en lil­le hård stig­ning midt­vejs. Der var hel­dig­vis en lil­le ca­fe på top­pen af den, så vi kun­ne få en espres­so og tan­ket vand.

En­zo, der er cy­kelgu­i­de på Iso­li­no, tog et kort frem og teg­ne­de en ru­te og sag­de med et smil – Den tur skal I op­le­ve!

Så gik det ned ad bjer­get i lang tid, og vej­ret be­gynd­te at træk­ke sam­men til tor­den.

Vi kør­te mod ti­den el­ler nær­me­re mod vej­ret, og det ru­ske­de godt i højpro­fil for­hju­let på vej­en ned.

Da vi svin­ge­de ind på Iso­li­no, mød­te vi en gu­i­de, som smi­le­de og sag­de, ”thats what I call ti­m­ing”. Fem mi­nut­ter ef­ter sad vi på ter­ras­sen med en iskold Co­cio og et par sva­len­de øl­ler, mens him­mel og jord stod i et med tor­den, lyn og regn.

MO­UNT MOT­TA­RO­NE (DET LORTE BJERG)

Jeg må jo hel­le­re be­gyn­de med at for­tæl­le, hvor­for bjer­get i min fa­mi­lie har få­et det ik­ke så flat­te­ren­de kæ­le­navn. Hi­sto­ri­en er, at min søn og en

kam­me­rat et år i ut­ræ­net til­stand vil­le med op på top­pen, og det blev en me­get hård kamp med blod sved og tå­re.

Da han ef­ter­føl­gen­de om­tal­te bjer­get, var det al­tid med or­de­ne, ”det lorte bjerg”, men jeg ved, at det var sagt med respekt og be­un­dring.

Vi stod tid­lig op den mor­gen, for vi vil­le af sted, in­den det blev alt for varmt. So­len tit­te­de frem, og mor­gen­ma­den hav­de haft den før­ste be­hand­ling i ma­ven, da vi for­lod Iso­li­no.

Tan­ken var, at be­sti­ge bjer­get fra Ba­veno, som er den hårdeste vej op og så ta­ge den lidt bre­de­re vej ned via Omeg­na og Orta sø­en.

Den før­ste del af op­tu­ren var de 4 km fra Ba­veno til den lil­le vand­post, hvor lo­kal­be­folk­nin­gen hen­ter de­res drik­ke­vand. Et glim­ren­de sted at få dun­ke­ne fyldt op igen. Stig­nin­gen svin­ger mel­lem 6 og 10 pct., og man bli­ver en smu­le pres­set med mel­lem­rum. Der­ef­ter fla­der den lidt ud, in­den man ram­mer den stej­le­ste del af tu­ren, de 450 me­ter med ca. 18 pct.

Midt­vejs mø­der man pas­set, hvor bi­ler­ne skal be­ta­le for at kø­re det sid­ste styk­ke op. Cy­kel­fol­ket er dog fri­ta­get for be­ta­ling, så ef­ter en gel og lidt vand på­be­gynd­te vi de sid­ste hår­de 8-10 km op gen­nem sko­ven.

Fø­lel­sen af alt for man­ge ser­pen­ti­ner sving, med sy­ren ham­ren­de i be­ne­ne og stig­nings­pro­cen­ter, som man­ge ste­der over­s­teg de 10-12 pct., fort­sat­te vi mod må­let på top­pen. Den ene­ste fan­ta­sti­ske ting ved den­ne del af stig­nin­gen er, at der stort set er skyg­ge he­le vej­en. Træ­er­ne luk­ker vej­en til for so­len, ind til man når kryds­vej­en, hvor man en­ten kan kø­re de sid­ste 3 km op til top­pen el­ler rul­le ned mod Omeg­na.

Ned­kørs­len er lang, og in­den man når helt ned til Orta­sø­en, har man tril­let godt 30 km. Svin­ge­ne er blø­de og vej­en rig­tig god. Kim, Jens og Mo­gens el­sker at kø­re ned ad, så jeg vid­ste, at de vil­le su­se af sted, og at jeg vil­le kom­me ned no­get se­ne­re end dem.

Der­for tog jeg be­slut­nin­gen, så mens da an­dre nød en kop kaf­fe, på­be­gynd­te jeg min kamp ned ad bjer­get.

Mot­ta­ro­ne var be­sej­ret, og tu­ren gik for­bi en lil­le ca­fe, hvor vi fik en sandwich, in­den vi rul­le­de til­ba­ge til plad­sen.

Tors­dag skul­le tu­ren gå hjem ad, så vi be­slut­te­de, at ons­dag skul­le væ­re en for­holds­vis flad, men ger­ne lang tur.

Vi cyk­le­de i gråvejr ind til In­tra og tog fær­gen over til La­veno. Sejl­tu­ren ta­ger ca. 15 mi­nut­ter, og pri­sen på 5 eu­ro er over­kom­me­lig. Vi sat­te kurs mod Lo­car­no, og mens vi rul­le­de ud af by­en, kom vi i tan­ke om, at vi hver­ken hav­de pas el­ler cy­kel­lyg­ter med.

Den før­ste tun­nel gik let, for vi ind­hen­te­de en cy­kel­ryt­ter, der hav­de lys på, og pla­ce­re­de os for­an ham. Ef­ter 20 km var der plud­se­lig en stor og rig­tig flot cy­kel­for­ret­ning, hvor vi fik købt en bag­lyg­te, som Mo­gens fik på sa­del­rø­ret, da han var den ene­ste, der hav­de en rund sa­del­pind.

Så gik det af sted langs sø­en på regn­vå­de ve­je, og snart pas­se­re­de vi græn­sen til Schweiz.

Vi run­de­de sø­en og fandt en lil­le hyg­ge­lig ca­fe med ud­sigt, hvor vi ind­t­og vo­res frokost i regn­vejr. Da vi hav­de be­talt og skul­le vi­de­re, var det ble­vet tør­vejr igen. Vi su­se­de af den lil­le smuk­ke vej langs sø­en til­ba­ge til Iso­li­no og nå­e­de 116 km.

Vi fik en her­lig uge med lidt over 500 km i be­ne­ne og næ­sten 6000 høj­de­me­ter. Al­le var gla­de, og hjem­tu­ren til Sil­ke­borg gik ef­ter pla­nen. Mon ik­ke Kim, Jens og Mo­gens sy­nes, at vi skal ta­ge Flem­m­ing med der­ned til næ­ste for­år og op­le­ve end­nu fle­re dej­li­ge ru­ter.

For mit ved­kom­men­de var det så ba­re at ven­te på som­mer­fe­ri­en, da vi spænd­te cam­ping­vog­nen på bi­len og rul­le­de fra Sil­ke­borg til Iso­li­no igen, den­ne gang med Ti­na, vo­res to vov­ser og et par cyk­ler på ta­get.

3

2

1 2 3 4

1

1 2

2

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.