SEL­VE LØ­BET

Cykel Motion Danmark - - Oplevelser På To Hjul Coulee Challenge 1200 -

DAG 1 AP­PLE VAL­LEY - BLA­CK RI­VER FALLS 380 KM => 380 KM

• Vej­ret: Solskin 17–36 gra­der

• Vind: Svag vind fra syd

• Ter­ræn: Først flad, se­ne­re bak­ket med kor­te stej­le stig­nin­ger.

• Start man­dag kl.04.00; in­de man­dag kl. 22.40 => 4 ti­mers søvn

• Ef­ter en for­holds­vis kort nat var vi 84 ryt­te­re fra Eu­ro­pa, Asi­en og Nor­da­me­ri­ka, som stod klar til start kl. 04.00. Vi star­te­de i sam­let flok, og i lø­bet af få ki­lo­me­ter var vi ude af stor­by­en. Fel­tet blev ret hur­tigt delt op i min­dre grup­per og va­nen tro, be­gyn­der jeg ger­ne for­holds­vis lang­somt. Jeg blev der­for del af en lil­le grup­pe ba­gerst, som med et jævnt tem­po og i må­neskin kør­te mod før­ste kon­trol i Can­non Falls.

Umid­del­bart ef­ter kon­trol­len kom de før­ste min­dre stig­nin­ger, og i ly­set fra en smuk so­l­op­gang blev fel­tet spredt end­nu me­re. Fel­tet ”sat­te sig”. Jeg fandt føl­ge­skab med et par del­ta­ge­re mod kon­trol­len i Red Wing. En af dem var An­da fra Kansas, der var ude på sin før­ste 1200 km. Hun var et hu­mør­fyldt og for­nø­je­ligt sel­skab, så den­ne stræk­ning gik hur­tigt; sta­dig frisk med stort over­skud. Vi be­gynd­te ef­ter­hån­den at ind­hen­te nog­le af mor­ge­nens hur­ti­ge­re star­te­re.

Ef­ter Red Wing skul­le Mis­sis­sip­pi kryd­ses for før­ste gang, hvor­ef­ter vi var i Wi­scon­sin. Først fulg­te ru­ten Mis­sis­sip­pi ad den fla­de ”Gre­at Ri­ver Road” til kon­trol i by­en Pepin. En flot stræk­ning med ad­skil­li­ge ud­sigts­punk­ter over flo­den, som vis­se ste­der er ad­skil­li­ge ki­lo­me­ter bred, samt La­ke Pepin.

Un­der­vejs fik jeg øje på USA’S na­tio­nal­fugl, en hvid­ho­ve­det havørn, som ef­ter si­gen­de skul­le væ­re sær­de­les sjælden på dis­se kan­ter. Fan­ta­stisk syn som den sad og så ud over Mis­sis­sip­pi.

Pepin var et ter­ræn­mæs­sigt skif­te. Ef­ter 138 re­la­tivt fla­de ki­lo­me­ter kør­te vi nu ind i det så­kald­te Drift­less Area med skif­te­vi­se flod­da­le (cou­lee’s) og høj­de­ryg­ge. Re­sten af da­gen bød på ca. 240 ret ku­pe­re­de ki­lo­me­ter. Ik­ke min­dre end 13 stig­nin­ger, mel­lem 1 og 4 km lan­ge og med gen­nem­snit­li­ge stig­nings­pro­cen­ter på mel­lem 2,3 og 5,7.

Fel­tet blev ef­ter­hån­den split­tet to­talt. De fle­ste fandt de­res eget tem­po og må­de at for­ce­re ter­ræ­net på af­hæn­gigt af, om man var bedst opad el­ler nedad, så den sid­ste del af da­gen end­te med so­lo­kør­sel for de fle­ste.

Tu­ren kun­ne til gen­gæld ny­des i ka­rak­te­ri­sti­ske om­gi­vel­se med rø­de la­de­byg­nin­ger, lim­stens slug­ter og sno­e­de ve­je i grøn­ne da­le (som en tro ko­pi af lø­bets logo).

Mit - og man­ge an­dres - før­ste fix­punkt var en Mc­do­nalds i by­en Du­rand ef­ter 220 km; en kærkom­men for­plej­nings­mu­lig­hed. Fel­tet var spredt, men vi var fak­tisk en del, som mød­tes her; li­ge­som de fle­ste kon­trol­ste­der ef­ter­hån­den blev til mø­de­ste­der for del­ta­ger­ne.

I lø­bet af ef­ter­mid­da­gen steg tem­pe­ra­tu­rer­ne til over 30 gr. Min tak­tik un­der dis­se for­hold var af­prø­vet i lø­bet af den var­me dan­ske som­mer, nem­lig at drik­ke ca. 1,2 l væ­ske for hver 50 km og ta­ge ek­stra salt på ma­den. Jeg hav­de er­fa­ret, at det fun­ge­re­de godt og mind­ske­de symp­to­mer på de­hy­dre­ring samt ri­si­ko­en for kram­pe. Jeg føl­te mig og­så vel­kø­ren­de he­le da­gen og pas­se­re­de ef­ter­hån­den nog­le af de del­ta­ge­re, som hav­de væ­ret hur­ti­ge­re fra start end jeg.

Om­kring kl. 21 og med blot 30 km igen blev det mørkt. En flot far­ve­strå­len­de solnedgang som af­slut­ning på en dag i et fan­ta­stisk smukt land­skab og over­ra­sken­de ud­for­dren­de ter­ræn. Mit mål med at ud­nyt­te de ly­se ti­mer mak­si­malt så ud til at kun­ne hol­de. Jeg var in­de kl. 22.40 ef­ter ca.18 ti­mer og 30 mi­nut­ter. Et hur­tigt bad, en god om­gang la­sag­ne og ri­me­lig lang søvn in­den en ny dag på cyk­len.

Da­gens ek­stra­or­di­næ­re op­le­vel­se: I mør­ket kom det før­ste mø­de med en sær­de­les spe­ci­el kultur - Amish fol­ket - som jeg skul­le kom­me til at se me­re til de føl­gen­de da­ge. Jeg kun­ne plud­se­lig hø­re he­ste­ho­ve på vej­en. En amish-vogn uden lys el­ler re­flek­ser duk­ke­de plud­se­lig op midt på vej­en. Lidt ri­si­ka­belt selv­om tra­fik­ken på Wi­scon­sins små ve­je er spar­som.

DAG 2 GRE­EN RI­VER FALLS – RE­EDS­BURG 289 KM => 669 KM

• Vej­ret: Mor­gen­dis, se­ne­re solskin med en­kel­te sky­er. 14 – 37 gra­der

• Vind: Svag vind fra syd

• Ter­ræn: Ku­pe­ret med man­ge stig­nin­ger. Ex­celsi­or Road op til 19 %. Flad fra 175 til 260 km.

• Start tirs­dag kl.04.50; in­de tirs­dag kl. 19.35 => 6 ti­mers søvn

• En re­la­tiv kort eta­pe, som man iføl­ge Greg ik­ke skul­le la­de sig sny­de af. Det var ”kon­ge­e­ta­pen”. Da­gen vil­le by­de på i alt 14 stig­nin­ger med gen­nem­snit på mel­lem 4 pct. og 8,2 pct. Fle­re med mak­si­ma­le stig­nings­pro­cen­ter på op mod 20 pct.

Min over­ord­ne­de plan var at be­gyn­de da­gen tid­ligt, så jeg kun­ne for­ven­te at væ­re ved over­nat­nin­gen in­den mør­kets frem­brud kl. 20.30. En plan som fle­re an­dre må­ske del­te, da vi var en del, som star­te­de sam­ti­digt. De man­ge stig­nin­ger be­tød, at føl­ge­skab un­der­vejs på ru­ten igen blev ret spora­disk, mens kon­trol­ste­der­ne at­ter blev mø­de­ste­det.

Da­gen star­te­de blidt i kølig mor­gen­dis og ly­den af ci­ka­der. En me­get smuk so­l­op­gang og di­se­de dal­strøg. Fra be­gyn­del­sen gik det me­get op og ned, men an­stren­gel­ser­ne blev kon­stant be­løn­net med stor­slå­e­de ud­sig­ter til bak­ker og da­le.

Ef­ter ca. 100 km (og tid­li­ge­re end plan­lagt) kun­ne jeg mær­ke sul­ten. Ma­ven træng­te til no­get an­det end sandwich og fast food fra tank­sta­tio­ner og land­hand­ler. Da jeg pas­se­re­de sa­loo­nen i Co­ne Val­ley med en re­k­la­me for pas­ta, blev cyk­len hur­tigt par­ke­ret. Så ma­ven blev fyldt op med ny ener­gi på et sær­de­les hyg­ge­ligt og land­ligt spi­se­sted i æg­te nostal­gisk præg.

Ef­ter pau­sen kom der plud­se­ligt mis­ly­de fra kran­ken, når der skul­le træ­des igen­nem op ad stig­nin­ger­ne. En hur­tig un­der­sø­gel­se af­slø­re­de en anel­se slør i kran­ken. Det kun­ne væ­re en af to ting; de­fekt le­je el­ler en let

løs­nen af kranks­kru­en. In­gen af de­le­ne vil­le jeg kun­ne re­pa­re­re umid­del­bart, så jeg valg­te at se ti­den an og even­tu­elt se ef­ter en cy­kel­me­ka­ni­ker. Et le­je vil­le kræ­ve ud­skift­ning, mens en let løs­net kranks­krue nok vil­le kun­ne kø­re til mål.

Jeg tal­te med nog­le af de øv­ri­ge del­ta­ge­re, og den ge­ne­rel­le vur­de­ring var, at det ik­ke var le­jer­ne. Det vi­ste sig og­så, at symp­to­mer­ne ik­ke æn­dre­de sig, så jeg holdt øje og fort­sat­te.

Ter­ræ­net fort­sat­te ufortrø­de­nt med bak­ker mod he­le ru­tens syd­ve­st­li­ge ven­de­punkt i Blue Ri­ver. Et land­skab der var præ­get af smuk­ke grøn­ne flod­da­le og slug­ter med sno­e­de ve­je mel­lem høj­de­ryg­ge og til ti­der lan­ge li­ge stræk­nin­ger. Ru­ten pas­se­re­de igen et om­rå­de med Amish-kul­tu­ren. Heste­vog­ne på vej­en, høstak­ke på mar­ken samt da­gens før­ste mø­de med lø­se hunde. Det blev kla­ret med en let spurt. Hu­se­ne vir­ke­de fak­tisk en smu­le for­fal­dent i det­te om­rå­de.

Da­gens og he­le lø­bets stej­le­ste stig­ning var Ex­celsi­or Road den sid­ste in­den Blue Ri­ver. 2,7 km lang med en mak­si­mal stig­ning på 19 pct. Midt på det stej­le­ste styk­ke var vi to ryt­te­re, som hav­de da­gens næ­ste mø­de med ik­ke min­dre end to lø­se hunde. Bag­ef­ter var vi eni­ge om, at nu måt­te vi vist væ­re in­de­ha­ve­re af en re­kord på bak­ken.

Fra Blue Ri­ver fulg­te ru­ten Wi­scon­s­in­flo­den. 60 km i lidt min­dre ku­pe­ret ter­ræn. Det var kærkom­ment, da ter­mome­te­ret ef­ter­hån­den hav­de sne­get sig på 35-37 gra­der. Vand og salt blev fast kost ef­ter sam­me op­skrift som tid­li­ge­re, og det fun­ge­re­de fint. Sup­ple­re­de der­u­d­over med lidt is.

Ef­ter da­gens tred­je mø­de med en løs hund nå­e­de jeg over­nat­nin­gen i Re­eds­burg om­kring kl. 19.30 - in­den solnedgang. Ener­gi­en var re­la­tivt god. Hav­de i lø­bet af da­gen mest væ­ret på­vir­ket af var­men.

Da­gens me­nu: ris, bøn­ner og chi­li con car­ne; ik­ke li­ge min fa­vo­rit ef­ter en varm dag på cyk­len, men ma­ven blev fyldt in­den nog­le ti­mers søvn.

DAG 3 RE­EDS­BURG – WI­NO­NA, 317 KM => 986 KM

• Vej­ret: Mor­gen­dis, se­ne­re solskin og en­kel­te sky­er. 15 - 30 gra­der • Vind: Svag vind fra syd­vest • Ter­ræn: Ku­pe­ret med en del bak­ker. Sid­ste 50 km fla­de. • Start ons­dag kl. 04.30; in­de ons­dag kl. 20.30 => 5 ti­mers søvn • Star­ter igen tid­ligt med håb om at nå Wi­no­na in­den mør­kets frem­brud. Sam­men med en stør­re grup­pe be­gav vi os igen ud i en stil­le di­set mor­gen. Vej­r­ud­sig­ten lo­ve­de mu­li­ge regn- og tor­den­by­ger ud på ef­ter­mid­da­gen. Ru­ten var læn­ge­re end gårs­da­gens, men skul­le iføl­ge ar­ran­gø­rer­ne væ­re min­dre ku­pe­ret og der­med let­te­re. Det vi­ste sig at væ­re en re­la­tiv vur­de­ring - el­ler og­så be­gynd­te ki­lo­me­ter­ne at sæt­te sig i be­ne­ne?

Da­gens før­ste 200 km, ind­til kon­trol­len i Viroqua, fulg­te stort set ude­luk­ken­de små, stil­le og sno­e­de vej­stræk­nin­ger gen­nem flod­da­le og kon­stan­te stej­le stig­nin­ger til høj­de­ryg­ge - men igen med stor­slå­e­de ud­sig- ter. Det gjor­de stræk­nin­gen til et af lø­bets na­tur­mæs­si­ge høj­de­punk­ter. Spe­ci­elt var de 25 km gen­nem Snow Val­ley, vi­de­re langs Hawkins Cre­ek og Pi­ne Ri­ver samt de 15 km gen­nem Ki­c­k­a­poo Val­ley Na­tur Re­ser­vat til On­ta­rio na­tur­mæs­si­ge per­ler. Om­rå­der hvor den ty­pi­ske stil igen var me­get mar­kant. Un­der­vejs mød­te jeg at­ter en løs hund (dog den sid­ste un­der he­le lø­bet). Den var til gen­gæld stor; må­ske bidsk; må­ske sul­ten; men den blev ”sat” ef­ter højlyd­te glo­ser og en 150 m lang spurt.

Om­kring by­en Cash­ton pas­se­re­de vi end­nu et amish-sam­fund; et af de stør­ste og æld­ste i Wi­scon­sin. Det er og bli­ver en forun­der­lig livs­form med heste­vog­ne og uden brug af mo­der­ne hjæl­pe­mid­ler. Ek­sem­pel­vis mød­te jeg fle­re sko­lebørn, som var på vej hjem i egen he­ste­vogn iført de­res ka­rak­te­ri­sti­ske klæ­de­d­ragt. Det­te amish-om­rå­de vir­ke­de dog be­ty­de­ligt me­re vel­stå­en­de end gårs­da­gens.

Da­gen blev igen me­get varm. Væ­ske- og sal­tind­ta­get var at­ter højt for at op­ret­hol­de væ­ske­ba­lan­cen. Be­ne­ne, ener­gi­en og hu­mø­ret hav­de væ­ret godt på da­gens før­ste 200 km, selv om ru­ten hav­de væ­ret no­get me­re

Ter­mome­te­ret hav­de ef­ter­hån­den sne­get sig på 35-37 gra­der.

ku­pe­ret end ven­tet, men plud­se­lig kom da­gens og he­le lø­bets vær­ste kri­se. Først et sid­desår, som måt­te be­hand­les med lidt sal­ve. Det brød ryt­men, og da vi plud­se­lig dre­je­de fra mod ”Nor­ske­da­len” til en 2,8 km lang 6,2 pct. stig­ning med en mak­si­mal stig­ning på 18 pct., føl­tes be­ne­ne plud­se­ligt me­get tun­ge. Ved den sid­ste kon­trol i Viroqua hav­de jeg ”kun” spist no­get is og ma­ven føl­tes tom. Tem­pe­ra­tu­ren på GPS’EN vi­ste 37 gr. Den la­ve­re gea­ring kom for al­vor i brug, og bak­ken blev for­ce­ret lang­somt.

Red­nin­gen blev et ek­stra­or­di­nært de­pot på top­pen af bak­ken. En del kold væ­ske og en halv po­se chips se­ne­re gik tu­ren igen nedad. Be­ne­ne føl­tes igen me­re sam­ar­bejds­vil­li­ge.

En sandwich ved næ­ste kon­trol i West Sa­lem fyld­te ma­ven, og kri­sen føl­tes over­stå­et in­den da­gens sid­ste stig­ning. Lar­sons Hill, 2,6 km med 6,4 pct. i gen­nem­snit og en mak­si­mal stig­ning på 15 pct., blev og­så for­ce­ret lang­somt, men dog uden stør­re pro­ble­mer.

Da­gens sid­ste 60 km fulg­te Mis­sis­sip­pi og var to­talt fla­de. Flo­den blev kryd­set i et fan­ta­stisk far­ve­spil om­kring solnedgang få ki­lo­me­ter før den sid­ste over­nat­ning i Wi­no­na, som alt­så li­ge blev nå­et i dags­lys. De be­bu­de­de by­ger ude­blev for mit ved­kom­men­de, li­ge­som gårs­da­gens pro­ble­mer med cyk­len til­sy­ne­la­den­de hel­ler ik­ke blev for­vær­ret.

End­nu en flot og varm dag blev af­slut­tet med kyl­ling og nog­le ti­mers søvn. Over­skud­det og ener­gi­en for­ud for den sid­ste dag var sta­dig re­la­tivt god trods kri­sen un­der­vejs.

Da­gens ek­stra­or­di­næ­re ind­tryk stod fo­to­gra­fen Deb Ford for. Han fulg­te os gen­nem he­le lø­bet. Hun mød­te mig ved Pi­ne Ri­ver. Stand­se­de, hop­pe­de ud af bi­len for at ta­ge et par bil­le­der af mig. Hun hav­de imid­ler­tid ik­ke få­et truk­ket hånd­brem­sen, så bi­len be­gynd­te at tril­le gan­ske lang­somt ned ad en lil­le bak­ke og end­te i grøf­ten. Trods en del ”mun­tre” kom­men­ta­rer blev det ta­get med et lidt an­strengt smil, ind­til Au­to­hjælp et par ti­mer se­ne­re fik bi­len på ret køl igen.

DAG 4 WI­NO­NA – AP­PLE VAL­LEY 228 KM => 1213 KM

• Vej­ret: Mor­gen­dis, se­ne­re solskin. Regn- og tor­den­cel­le om ef­ter­mid

da­gen. 11 - 27 gra­der • Vind: Svag vind fra syd. Kraf­ti­ge vind­stød i by­ge • Ter­ræn: 4 stør­re stig­nin­ger el­lers flad • Start tors­dag kl. 04.45; in­de tors­dag kl. 16.59 • Sid­ste dag; til­ba­ge i Min­neso­ta og ude af Drift­less Area. Den kor­te­ste og med ”kun” 4 stig­nin­ger den for­mode­de let­te­ste eta­pe. Til gen­gæld skul­le man væ­re til­ba­ge i mål i Ap­ple Val­ley se­ne­st kl. 22.59 for at ha­ve gen­nem­ført ret­ti­digt.

Vej­r­ud­sig­ten lo­ve­de kraf­ti­ge regn- og tor­den­by­ger om ef­ter­mid­da­gen. Jeg star­te­de der­for, igen sam­men med en del an­dre, ret tid­ligt for at kom­me by­ger­ne i for­kø­bet. En be­slut­ning som må­ske kun­ne ha­ve væ­ret bed­re.

Mor­ge­nen var igen lidt kølig og di­set, til ti­der tå­get. Sid­desår­et var stort set he­let og ge­ne­re­de ik­ke. Med god tid til de over­sku­e­li­ge 228 km tog jeg det stil­le og ro­ligt. Ef­ter lidt tid slog jeg føl­ge­skab med Ian, en me­get na­turkyn­dig del­ta­ger fra Se­att­le, frem til da­gens før­ste kon­trol i Plainwiev.

Top­pen på lø­bets stej­le­ste stig­ning, Ex­celsi­or Road, er nå­et.

Da so­len stod op i end­nu en far­ve­rig op­sæt­ning, for­svandt di­sen, og det blev hur­tigt var­me­re med solskin. I mod­sæt­ning til de fo­re­gå­en­de da­ge vir­ke­de var­men me­re fug­tig og tryk­ken­de. Da­gens 4 stig­nin­ger var over­stå­et in­den for de før­ste 100 km - in­gen af dem til­nær­mel­ses­vis så stej­le som de fo­re­gå­en­de da­ges. Re­sten af tu­ren vil­le væ­re flad og for en stor del føl­ge to cy­kel­ve­je - Hay Cre­ek trail og Can­non Val­ley bike trail. Spe­ci­elt den sid­ste var smukt an­lagt langs Can­non Ri­ver’s bred.

Umid­del­bart in­den jeg nå­e­de sid­ste kon­trol for en­den af Can­non Val­ley bike trail i Can­non Falls, trak det op med sky­er. Sto­re, tun­ge og mør­ke sky­er. Tem­pe­ra­tu­ren faldt dra­stisk med 10 - 15 gra­der på un­der 10 min. Plud­se­ligt åb­ne­de slu­ser­ne sig i et vold­somt regn­vejr med tor­den og hef­ti­ge vind­stød. Jeg hav­de få mi­nut­ter til kon­trol­len ved en tank­sta­tion. Men alt var hur­tigt gen­nem­blødt. Vi blev ef­ter­hån­den sam­let en del ryt­te­re på tank­sta­tio­nen - stort set de sam­me, som var star­tet ud om mor­ge­nen. En­kel­te be­gav sig vi­de­re ud i uvej­ret, mens jeg og an­dre så ti­den lidt an.

En­den blev, at vi var seks ryt­te­re, heri­blandt Ian, som fulg­tes gen­nem uvej­ret, da vej­r­ud­sig­ten vi­ste, at det vil­le fort­sæt­te i mindst to ti­mer. Uvej­ret af­tog ef­ter­hån­den lidt, men fle­re ste­der var ve­je­ne over­svøm­me­de. Det vi­ste sig se­ne­re, at de ryt­te­re, som var star­tet et par ti­mer se­ne­re, ik­ke ha­ve få­et en drå­be vand. Så me­get for at kom­me by­ger­ne i for­kø­bet.

Mål­stre­gen nær­me­de sig. Men 19 km før mål pas­se­re­de vi en del­ta­ger, som bak­se­de med sin cy­kel i vejsi­den. Det var Ka­rel fra Mon­ta­na, som jeg hav­de mødt en del gan­ge på tu­ren. Et stel­brud til det ba­ger­ste gearskif­te. En po­ten­ti­el uop­ret­te­lig me­ka­nisk ska­de. Ian gik dog re­so­lut i gang med re­pa­ra­tio­nen. Et kvar­ter se­ne­re var cyk­len la­vet om til en et-gears­cy­kel, og Ka­rel kun­ne for­sig­tigt tril­le de sid­ste km i mål. Æg­te ran­don­n­eur-ånd og hjælp­som­hed.

Vi an­dre tril­le­de i mål kl. 16.59 ef­ter 84 ti­mer og 59 mi­nut­ter. Vi kun­ne se til­ba­ge på et fan­ta­stisk løb. Over­ra­sken­de ud­for­dren­de, men som vi al­le seks syn­tes, hav­de det væ­ret et po­si­tivt mø­de med et af de me­re over­se­te og un­der­vur­de­re­de om­rå­der af USA. Vi var og­så eni­ge om, at lø­bet med si­ne kor­te­re stej­le stig­nin­ger kry­dret med lan­ge li­ge stræk­nin­ger var en per­fekt fors­mag på Pa­ris-brest-pa­ris i 2019. PBP er ver­dens æld­ste cy­kel­løb, der blev kørt før­ste gang i 1891 med 204 del­ta­ge­re, og det var med in­spira­tion fra PBP, at Tour de Fran­ce se­ne­re så da­gens lys i 1903. I 2019 kø­res den 19. ud­ga­ve af lø­bet med for­ven­tet 6.500 del­ta­ge­re.

Om af­te­nen var vi en stor del af del­ta­ge­re og fri­vil­li­ge, som mød­tes på re­stau­rant Old Chi­ca­go til mad, øl, hyg­ge­ligt samvær og hi­sto­ri­er fra tu­ren.

Næ­ste dag mød­te jeg igen An­da, som var ude på sin før­ste 1200 km. Hun var kom­met i mål midt på af­te­nen. Ik­ke haft de sto­re pro­ble­mer og sta­dig i godt hu­mør, selv om hun kun hav­de so­vet én ti­me de to før­ste næt­ter og syv ti­mer i alt.

ER­FA­RIN­GER

• Start­tids­punk­tet kl. 04.00 pas­ser mig rig­tig godt. Gen­nem he­le lø­bet star­te­de jeg al­le da­ge lidt før so­l­op­gang og hav­de i alt kun ca. 5 ti­mers cyk­ling i mør­ke. Det gav mak­si­malt ud­byt­te af de ly­se ti­mer. Jeg op­le­ve­de til­med fi­re far­ve­strå­len­de so­l­op­gan­ge.

• Overalt var vej­kva­li­te­ten vir­ke­lig god. Tra­fik­kul­tu­ren var me­get hen­syns­fuld, hvor bå­de tung og let tra­fik samt heste­vog­ne tog et stort hen­syn.

• For­be­re­del­ser­ne pas­se­de fint. Jeg hav­de et godt fy­sisk over­skud næ­sten he­le vej­en. Fik ta­get me­re end 300 bil­le­der.

• Op­tak­ten med en 100 km per­ma­nen­te bre­vet var frem­ra­gen­de. Dels ser man nær­om­rå­det, dels mø­der man fle­re af de an­dre del­ta­ge­re in­den tu­ren.

• Der er over­ra­sken­de dår­li­ge mo­bil­te­le­fon­for­bin­del­ser man­ge ste­der i Wi­scon­sin i for­hold til Dan­mark.

AF­SLUT­NING

Cou­lee Chal­len­ge 1200 hav­de ind­budt del­ta­ger­ne til en ud­for­dring af da­le for at vi­se, at Min­neso­ta og Wi­scon­sin er an­det end fla­de are­a­ler med kø­er og ma­js­mar­ker. Det lyk­ke­des. Der var ma­js­mar­ker, der var kø­er (ik­ke spe­ci­elt man­ge), og der var nog­le fla­de om­rå­der. Men bak­ker­ne, de smuk­ke flod­da­le, de ka­rak­te­ri­sti­ske om­gi­vel­ser og den go­de stem­ning, som gav mig en del nye og spæn­den­de be­kendt­ska­ber, gjor­de det­te løb til en sær­de­les po­si­tiv op­le­vel­se for mig.

Jeg kan der­for varmt an­be­fa­le Cou­lee Chal­len­ge 1200 til an­dre ran­don­n­eurs. Til­med min­der ru­te­pro­fi­len med de man­ge kor­te stej­le stig­nin­ger, som tid­li­ge­re nævnt, om PBP ru­ten, hvil­ket gør det til et fint ”test­løb” i året før et PBP.

Cou­lee Chal­len­ge 1200 kun­ne ab­so­lut og­så væ­re in­ter­es­sant for mig en an­den gang, men nu har jeg fo­re­lø­big væ­ret der og vil og­så ger­ne se an­dre ste­der.

Mit næ­ste løb bli­ver i før­ste om­gang PBP i 2019. Hvad der kom­mer der­ef­ter, tja…

Mor­gen i det fla­de Min­neso­ta. Cou­lee Chal­len­ge 1200 fi­nis­hed.

Sa­loo­nen i Coon Val­ley.

Kon­trol- og mø­de­sted.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.