SELVE LØBET
DAG 1 APPLE VALLEY - BLACK RIVER FALLS 380 KM => 380 KM
• Vejret: Solskin 17–36 grader
• Vind: Svag vind fra syd
• Terræn: Først flad, senere bakket med korte stejle stigninger.
• Start mandag kl.04.00; inde mandag kl. 22.40 => 4 timers søvn
• Efter en forholdsvis kort nat var vi 84 ryttere fra Europa, Asien og Nordamerika, som stod klar til start kl. 04.00. Vi startede i samlet flok, og i løbet af få kilometer var vi ude af storbyen. Feltet blev ret hurtigt delt op i mindre grupper og vanen tro, begynder jeg gerne forholdsvis langsomt. Jeg blev derfor del af en lille gruppe bagerst, som med et jævnt tempo og i måneskin kørte mod første kontrol i Cannon Falls.
Umiddelbart efter kontrollen kom de første mindre stigninger, og i lyset fra en smuk solopgang blev feltet spredt endnu mere. Feltet ”satte sig”. Jeg fandt følgeskab med et par deltagere mod kontrollen i Red Wing. En af dem var Anda fra Kansas, der var ude på sin første 1200 km. Hun var et humørfyldt og fornøjeligt selskab, så denne strækning gik hurtigt; stadig frisk med stort overskud. Vi begyndte efterhånden at indhente nogle af morgenens hurtigere startere.
Efter Red Wing skulle Mississippi krydses for første gang, hvorefter vi var i Wisconsin. Først fulgte ruten Mississippi ad den flade ”Great River Road” til kontrol i byen Pepin. En flot strækning med adskillige udsigtspunkter over floden, som visse steder er adskillige kilometer bred, samt Lake Pepin.
Undervejs fik jeg øje på USA’S nationalfugl, en hvidhovedet havørn, som efter sigende skulle være særdeles sjælden på disse kanter. Fantastisk syn som den sad og så ud over Mississippi.
Pepin var et terrænmæssigt skifte. Efter 138 relativt flade kilometer kørte vi nu ind i det såkaldte Driftless Area med skiftevise floddale (coulee’s) og højderygge. Resten af dagen bød på ca. 240 ret kuperede kilometer. Ikke mindre end 13 stigninger, mellem 1 og 4 km lange og med gennemsnitlige stigningsprocenter på mellem 2,3 og 5,7.
Feltet blev efterhånden splittet totalt. De fleste fandt deres eget tempo og måde at forcere terrænet på afhængigt af, om man var bedst opad eller nedad, så den sidste del af dagen endte med solokørsel for de fleste.
Turen kunne til gengæld nydes i karakteristiske omgivelse med røde ladebygninger, limstens slugter og snoede veje i grønne dale (som en tro kopi af løbets logo).
Mit - og mange andres - første fixpunkt var en Mcdonalds i byen Durand efter 220 km; en kærkommen forplejningsmulighed. Feltet var spredt, men vi var faktisk en del, som mødtes her; ligesom de fleste kontrolsteder efterhånden blev til mødesteder for deltagerne.
I løbet af eftermiddagen steg temperaturerne til over 30 gr. Min taktik under disse forhold var afprøvet i løbet af den varme danske sommer, nemlig at drikke ca. 1,2 l væske for hver 50 km og tage ekstra salt på maden. Jeg havde erfaret, at det fungerede godt og mindskede symptomer på dehydrering samt risikoen for krampe. Jeg følte mig også velkørende hele dagen og passerede efterhånden nogle af de deltagere, som havde været hurtigere fra start end jeg.
Omkring kl. 21 og med blot 30 km igen blev det mørkt. En flot farvestrålende solnedgang som afslutning på en dag i et fantastisk smukt landskab og overraskende udfordrende terræn. Mit mål med at udnytte de lyse timer maksimalt så ud til at kunne holde. Jeg var inde kl. 22.40 efter ca.18 timer og 30 minutter. Et hurtigt bad, en god omgang lasagne og rimelig lang søvn inden en ny dag på cyklen.
Dagens ekstraordinære oplevelse: I mørket kom det første møde med en særdeles speciel kultur - Amish folket - som jeg skulle komme til at se mere til de følgende dage. Jeg kunne pludselig høre hestehove på vejen. En amish-vogn uden lys eller reflekser dukkede pludselig op midt på vejen. Lidt risikabelt selvom trafikken på Wisconsins små veje er sparsom.
DAG 2 GREEN RIVER FALLS – REEDSBURG 289 KM => 669 KM
• Vejret: Morgendis, senere solskin med enkelte skyer. 14 – 37 grader
• Vind: Svag vind fra syd
• Terræn: Kuperet med mange stigninger. Excelsior Road op til 19 %. Flad fra 175 til 260 km.
• Start tirsdag kl.04.50; inde tirsdag kl. 19.35 => 6 timers søvn
• En relativ kort etape, som man ifølge Greg ikke skulle lade sig snyde af. Det var ”kongeetapen”. Dagen ville byde på i alt 14 stigninger med gennemsnit på mellem 4 pct. og 8,2 pct. Flere med maksimale stigningsprocenter på op mod 20 pct.
Min overordnede plan var at begynde dagen tidligt, så jeg kunne forvente at være ved overnatningen inden mørkets frembrud kl. 20.30. En plan som flere andre måske delte, da vi var en del, som startede samtidigt. De mange stigninger betød, at følgeskab undervejs på ruten igen blev ret sporadisk, mens kontrolstederne atter blev mødestedet.
Dagen startede blidt i kølig morgendis og lyden af cikader. En meget smuk solopgang og disede dalstrøg. Fra begyndelsen gik det meget op og ned, men anstrengelserne blev konstant belønnet med storslåede udsigter til bakker og dale.
Efter ca. 100 km (og tidligere end planlagt) kunne jeg mærke sulten. Maven trængte til noget andet end sandwich og fast food fra tankstationer og landhandler. Da jeg passerede saloonen i Cone Valley med en reklame for pasta, blev cyklen hurtigt parkeret. Så maven blev fyldt op med ny energi på et særdeles hyggeligt og landligt spisested i ægte nostalgisk præg.
Efter pausen kom der pludseligt mislyde fra kranken, når der skulle trædes igennem op ad stigningerne. En hurtig undersøgelse afslørede en anelse slør i kranken. Det kunne være en af to ting; defekt leje eller en let
løsnen af krankskruen. Ingen af delene ville jeg kunne reparere umiddelbart, så jeg valgte at se tiden an og eventuelt se efter en cykelmekaniker. Et leje ville kræve udskiftning, mens en let løsnet krankskrue nok ville kunne køre til mål.
Jeg talte med nogle af de øvrige deltagere, og den generelle vurdering var, at det ikke var lejerne. Det viste sig også, at symptomerne ikke ændrede sig, så jeg holdt øje og fortsatte.
Terrænet fortsatte ufortrødent med bakker mod hele rutens sydvestlige vendepunkt i Blue River. Et landskab der var præget af smukke grønne floddale og slugter med snoede veje mellem højderygge og til tider lange lige strækninger. Ruten passerede igen et område med Amish-kulturen. Hestevogne på vejen, høstakke på marken samt dagens første møde med løse hunde. Det blev klaret med en let spurt. Husene virkede faktisk en smule forfaldent i dette område.
Dagens og hele løbets stejleste stigning var Excelsior Road den sidste inden Blue River. 2,7 km lang med en maksimal stigning på 19 pct. Midt på det stejleste stykke var vi to ryttere, som havde dagens næste møde med ikke mindre end to løse hunde. Bagefter var vi enige om, at nu måtte vi vist være indehavere af en rekord på bakken.
Fra Blue River fulgte ruten Wisconsinfloden. 60 km i lidt mindre kuperet terræn. Det var kærkomment, da termometeret efterhånden havde sneget sig på 35-37 grader. Vand og salt blev fast kost efter samme opskrift som tidligere, og det fungerede fint. Supplerede derudover med lidt is.
Efter dagens tredje møde med en løs hund nåede jeg overnatningen i Reedsburg omkring kl. 19.30 - inden solnedgang. Energien var relativt god. Havde i løbet af dagen mest været påvirket af varmen.
Dagens menu: ris, bønner og chili con carne; ikke lige min favorit efter en varm dag på cyklen, men maven blev fyldt inden nogle timers søvn.
DAG 3 REEDSBURG – WINONA, 317 KM => 986 KM
• Vejret: Morgendis, senere solskin og enkelte skyer. 15 - 30 grader • Vind: Svag vind fra sydvest • Terræn: Kuperet med en del bakker. Sidste 50 km flade. • Start onsdag kl. 04.30; inde onsdag kl. 20.30 => 5 timers søvn • Starter igen tidligt med håb om at nå Winona inden mørkets frembrud. Sammen med en større gruppe begav vi os igen ud i en stille diset morgen. Vejrudsigten lovede mulige regn- og tordenbyger ud på eftermiddagen. Ruten var længere end gårsdagens, men skulle ifølge arrangørerne være mindre kuperet og dermed lettere. Det viste sig at være en relativ vurdering - eller også begyndte kilometerne at sætte sig i benene?
Dagens første 200 km, indtil kontrollen i Viroqua, fulgte stort set udelukkende små, stille og snoede vejstrækninger gennem floddale og konstante stejle stigninger til højderygge - men igen med storslåede udsig- ter. Det gjorde strækningen til et af løbets naturmæssige højdepunkter. Specielt var de 25 km gennem Snow Valley, videre langs Hawkins Creek og Pine River samt de 15 km gennem Kickapoo Valley Natur Reservat til Ontario naturmæssige perler. Områder hvor den typiske stil igen var meget markant. Undervejs mødte jeg atter en løs hund (dog den sidste under hele løbet). Den var til gengæld stor; måske bidsk; måske sulten; men den blev ”sat” efter højlydte gloser og en 150 m lang spurt.
Omkring byen Cashton passerede vi endnu et amish-samfund; et af de største og ældste i Wisconsin. Det er og bliver en forunderlig livsform med hestevogne og uden brug af moderne hjælpemidler. Eksempelvis mødte jeg flere skolebørn, som var på vej hjem i egen hestevogn iført deres karakteristiske klædedragt. Dette amish-område virkede dog betydeligt mere velstående end gårsdagens.
Dagen blev igen meget varm. Væske- og saltindtaget var atter højt for at opretholde væskebalancen. Benene, energien og humøret havde været godt på dagens første 200 km, selv om ruten havde været noget mere
Termometeret havde efterhånden sneget sig på 35-37 grader.
kuperet end ventet, men pludselig kom dagens og hele løbets værste krise. Først et siddesår, som måtte behandles med lidt salve. Det brød rytmen, og da vi pludselig drejede fra mod ”Norskedalen” til en 2,8 km lang 6,2 pct. stigning med en maksimal stigning på 18 pct., føltes benene pludseligt meget tunge. Ved den sidste kontrol i Viroqua havde jeg ”kun” spist noget is og maven føltes tom. Temperaturen på GPS’EN viste 37 gr. Den lavere gearing kom for alvor i brug, og bakken blev forceret langsomt.
Redningen blev et ekstraordinært depot på toppen af bakken. En del kold væske og en halv pose chips senere gik turen igen nedad. Benene føltes igen mere samarbejdsvillige.
En sandwich ved næste kontrol i West Salem fyldte maven, og krisen føltes overstået inden dagens sidste stigning. Larsons Hill, 2,6 km med 6,4 pct. i gennemsnit og en maksimal stigning på 15 pct., blev også forceret langsomt, men dog uden større problemer.
Dagens sidste 60 km fulgte Mississippi og var totalt flade. Floden blev krydset i et fantastisk farvespil omkring solnedgang få kilometer før den sidste overnatning i Winona, som altså lige blev nået i dagslys. De bebudede byger udeblev for mit vedkommende, ligesom gårsdagens problemer med cyklen tilsyneladende heller ikke blev forværret.
Endnu en flot og varm dag blev afsluttet med kylling og nogle timers søvn. Overskuddet og energien forud for den sidste dag var stadig relativt god trods krisen undervejs.
Dagens ekstraordinære indtryk stod fotografen Deb Ford for. Han fulgte os gennem hele løbet. Hun mødte mig ved Pine River. Standsede, hoppede ud af bilen for at tage et par billeder af mig. Hun havde imidlertid ikke fået trukket håndbremsen, så bilen begyndte at trille ganske langsomt ned ad en lille bakke og endte i grøften. Trods en del ”muntre” kommentarer blev det taget med et lidt anstrengt smil, indtil Autohjælp et par timer senere fik bilen på ret køl igen.
DAG 4 WINONA – APPLE VALLEY 228 KM => 1213 KM
• Vejret: Morgendis, senere solskin. Regn- og tordencelle om eftermid
dagen. 11 - 27 grader • Vind: Svag vind fra syd. Kraftige vindstød i byge • Terræn: 4 større stigninger ellers flad • Start torsdag kl. 04.45; inde torsdag kl. 16.59 • Sidste dag; tilbage i Minnesota og ude af Driftless Area. Den korteste og med ”kun” 4 stigninger den formodede letteste etape. Til gengæld skulle man være tilbage i mål i Apple Valley senest kl. 22.59 for at have gennemført rettidigt.
Vejrudsigten lovede kraftige regn- og tordenbyger om eftermiddagen. Jeg startede derfor, igen sammen med en del andre, ret tidligt for at komme bygerne i forkøbet. En beslutning som måske kunne have været bedre.
Morgenen var igen lidt kølig og diset, til tider tåget. Siddesåret var stort set helet og generede ikke. Med god tid til de overskuelige 228 km tog jeg det stille og roligt. Efter lidt tid slog jeg følgeskab med Ian, en meget naturkyndig deltager fra Seattle, frem til dagens første kontrol i Plainwiev.
Toppen på løbets stejleste stigning, Excelsior Road, er nået.
Da solen stod op i endnu en farverig opsætning, forsvandt disen, og det blev hurtigt varmere med solskin. I modsætning til de foregående dage virkede varmen mere fugtig og trykkende. Dagens 4 stigninger var overstået inden for de første 100 km - ingen af dem tilnærmelsesvis så stejle som de foregående dages. Resten af turen ville være flad og for en stor del følge to cykelveje - Hay Creek trail og Cannon Valley bike trail. Specielt den sidste var smukt anlagt langs Cannon River’s bred.
Umiddelbart inden jeg nåede sidste kontrol for enden af Cannon Valley bike trail i Cannon Falls, trak det op med skyer. Store, tunge og mørke skyer. Temperaturen faldt drastisk med 10 - 15 grader på under 10 min. Pludseligt åbnede sluserne sig i et voldsomt regnvejr med torden og heftige vindstød. Jeg havde få minutter til kontrollen ved en tankstation. Men alt var hurtigt gennemblødt. Vi blev efterhånden samlet en del ryttere på tankstationen - stort set de samme, som var startet ud om morgenen. Enkelte begav sig videre ud i uvejret, mens jeg og andre så tiden lidt an.
Enden blev, at vi var seks ryttere, heriblandt Ian, som fulgtes gennem uvejret, da vejrudsigten viste, at det ville fortsætte i mindst to timer. Uvejret aftog efterhånden lidt, men flere steder var vejene oversvømmede. Det viste sig senere, at de ryttere, som var startet et par timer senere, ikke have fået en dråbe vand. Så meget for at komme bygerne i forkøbet.
Målstregen nærmede sig. Men 19 km før mål passerede vi en deltager, som baksede med sin cykel i vejsiden. Det var Karel fra Montana, som jeg havde mødt en del gange på turen. Et stelbrud til det bagerste gearskifte. En potentiel uoprettelig mekanisk skade. Ian gik dog resolut i gang med reparationen. Et kvarter senere var cyklen lavet om til en et-gearscykel, og Karel kunne forsigtigt trille de sidste km i mål. Ægte randonneur-ånd og hjælpsomhed.
Vi andre trillede i mål kl. 16.59 efter 84 timer og 59 minutter. Vi kunne se tilbage på et fantastisk løb. Overraskende udfordrende, men som vi alle seks syntes, havde det været et positivt møde med et af de mere oversete og undervurderede områder af USA. Vi var også enige om, at løbet med sine kortere stejle stigninger krydret med lange lige strækninger var en perfekt forsmag på Paris-brest-paris i 2019. PBP er verdens ældste cykelløb, der blev kørt første gang i 1891 med 204 deltagere, og det var med inspiration fra PBP, at Tour de France senere så dagens lys i 1903. I 2019 køres den 19. udgave af løbet med forventet 6.500 deltagere.
Om aftenen var vi en stor del af deltagere og frivillige, som mødtes på restaurant Old Chicago til mad, øl, hyggeligt samvær og historier fra turen.
Næste dag mødte jeg igen Anda, som var ude på sin første 1200 km. Hun var kommet i mål midt på aftenen. Ikke haft de store problemer og stadig i godt humør, selv om hun kun havde sovet én time de to første nætter og syv timer i alt.
ERFARINGER
• Starttidspunktet kl. 04.00 passer mig rigtig godt. Gennem hele løbet startede jeg alle dage lidt før solopgang og havde i alt kun ca. 5 timers cykling i mørke. Det gav maksimalt udbytte af de lyse timer. Jeg oplevede tilmed fire farvestrålende solopgange.
• Overalt var vejkvaliteten virkelig god. Trafikkulturen var meget hensynsfuld, hvor både tung og let trafik samt hestevogne tog et stort hensyn.
• Forberedelserne passede fint. Jeg havde et godt fysisk overskud næsten hele vejen. Fik taget mere end 300 billeder.
• Optakten med en 100 km permanente brevet var fremragende. Dels ser man nærområdet, dels møder man flere af de andre deltagere inden turen.
• Der er overraskende dårlige mobiltelefonforbindelser mange steder i Wisconsin i forhold til Danmark.
AFSLUTNING
Coulee Challenge 1200 havde indbudt deltagerne til en udfordring af dale for at vise, at Minnesota og Wisconsin er andet end flade arealer med køer og majsmarker. Det lykkedes. Der var majsmarker, der var køer (ikke specielt mange), og der var nogle flade områder. Men bakkerne, de smukke floddale, de karakteristiske omgivelser og den gode stemning, som gav mig en del nye og spændende bekendtskaber, gjorde dette løb til en særdeles positiv oplevelse for mig.
Jeg kan derfor varmt anbefale Coulee Challenge 1200 til andre randonneurs. Tilmed minder ruteprofilen med de mange korte stejle stigninger, som tidligere nævnt, om PBP ruten, hvilket gør det til et fint ”testløb” i året før et PBP.
Coulee Challenge 1200 kunne absolut også være interessant for mig en anden gang, men nu har jeg foreløbig været der og vil også gerne se andre steder.
Mit næste løb bliver i første omgang PBP i 2019. Hvad der kommer derefter, tja…