Hi­ma­laya: Oxygen - I need Oxygen!

Jeg er på v ej op over ver­de­nens hø­je­ste pas, Tang­lang La i Hi­ma­laya. Høj­de­må­le­ren vi­ser 5.363 moh, og jeg gis­per ef­ter vej­ret. At drik­ke af dun­ken, sam­ti­dig med man træ­der i pe­da­ler­ne, kan man godt glem­me, luf­ten er se­ri­øs tynd. Til gen­gæld er ud­sig­ten f

Cykel Motion Danmark - - Indhold - TEKST OG FO­TO: PER LINDBLAD JOHANSEN

Hi­ma­laya-bjerg­kæ­den snor sig fra Bang­la­desh, over Ne­pal og Ti­bet, til Kas­h­mir i det nord­li­ge In­di­en. Ne­pal er mest kendt med Mont Eve­rest, men den hø­jest be­lig­gen­de vej er op­pe i den nord­li­ge en­de, i Kas­h­mir. Det hø­je­ste pas sni­ger sig 200 m over ba­secamp ved Mont Eve­rest.

Ide­en går man­ge år til­ba­ge, da en af cy­kel­ven­ner­ne, ef­ter en ud­sta­tio­ne­ring i In­di­en, for­tal­te om mu­lig­he­den. Med Py­re­næ­er­ne og Al­per­ne kryd­set tyn­de skul­le ud­for­drin­gen selv­føl­ge­lig prø­ves. Ef­ter lidt plan­læg­ning og søg­ning på in­ter­net­tet stod det klart, at nøg­len var den højt­be­lig­gen­de vej fra Ma­na­li til Leh, 490 km over 8 bjerg­pas. In­ter­net­tet af­slø­re­de og­så, at der var lo­ka­le ope­ra­tø­rer, der til­ret­te­lag­de cy­kel­tu­re or­ga­ni­se­ret ef­ter sam­me prin­cip som Coast-to-coast i Py­re­næ­er­ne; føl­ge­bi­ler og kuf­fert­trans­port mel­lem over­nat­nin­ger­ne, her blot ik­ke i små li­sti­ge ho­tel­ler med rosévin, men i tel­te og af­te­nens cur­ry-lin­se-sup­pe la­vet på gul­vet i køk­ken­tel­tet. Ni dagse­ta­per á 55 km ly­der ik­ke så vold­somt, men med et høj­de­gen­nem­snit for den sam­le­de vej vel over 4.000 moh er det ri­ge­ligt.

Da jeg an­non­ce­re­de tu­ren i Or­d­rup Cyk­le­klub, blev det fulgt op af me­gen in­ter­es­se. Men og­så me­gen ho­ved­rysten, li­ge­ligt for­delt på fryg­ten for høj­de­sy­ge og det at sove i telt på et lig­ge­un­der­lag. Er man even­ty­rer hø­rer telt-over­nat­nin­ger med, men høj­de­sy­ge skal man ik­ke spø­ge med. Sam­ti­digt tog tu­ren 14 da­ge, og ik­ke al­le kun­ne ta­ge så man­ge da­ge ud af ka­len­de­ren.

Det end­te der­for med, at vi var tre fra Dan­mark, der tog af sted. Grup­pen blev top­pet med 6 su­per dej­li­ge in­de­re, der og­så vil­le prø­ve kræf­ter med høj­der­ne og se me­re af de­res hjem­land. På den må­de blev tu­ren ik­ke ale­ne en fan­ta­stisk na­tu­ro­p­le­vel­se og en af­prøv­ning af ud­hol­den­hed, men og­så en kul­tur­rej­se på man­ge må­der.

Der er ik­ke enig­hed om græn­ser­ne i Kas­h­mir-re­gio­nen. Kon­flik­ten mel­lem Paki­stan og In­di­en er vel­kendt, men og­så Ki­na gør krav på om­rå­det. Om­rå­det er sty­ret af det in­di­ske mi­li­tær og gan­ske vel­or­ga­ni­se­ret og La­dakh-re­gio­nen i Kas­h­mir sik­ker; re­sten af Kas­h­mir fra­rå­der Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et, at man rej­ser til. Hel­dig­vis lig­ger Leh, som var slut­må­let, li­ge net­op in­den­for den sik­re zo­ne. Leh er den lo­ka­le provins­ho­vedstad og for­sy­nes via en ho­ved­vej fra Sri­ne­gar. Ho­ved­vej­en sni­ger sig for­bi den paki­stan­ske græn­se og blev be­sat af Paki­stan i 1999, hvor­ved den nord­li­ge en­de af In­di­en blev af­skå­ret. I den ef­ter­føl­gen­de krig fik in­der­ne i lø­bet af et par må­ne­der smidt Paki­stan ud, og der­for har mi­li­tæ­ret byg­get en ho­ved­vej me­re til Leh, fra Ma­na­li - langt væk fra græn­sen og ban-

dit­ter­ne i bå­de Paki­stan og Ki­na. Men knap så an­ven­de­lig på grund af høj­den og der­for ik­ke så tra­fi­ke­ret. Per­fekt til en cy­kel­tur af de me­re ek­stre­me!

Ma­na­li-leh ho­ved­vej­en er en blan­ding mel­lem ny as­falt og ek­stremt dår­lig ved­li­ge­holdt grus­vej, ja en­kel­te ste­der skal man så­gar va­de over flo­der skabt af glets­cher­af­strøm­nin­ger. Det rig­ti­ge cy­kelvalg er der­for en­ten en gravel-bike el­ler en MTB, og da de små fly til lo­kal­trans­port op i Hi­ma­laya ik­ke li­ge­frem har me­gen plads til ba­ga­ge, valg­te vi at le­je cyk­ler hos tu­ro­pe­ra­tø­ren. Det hav­de og­så den for­del, at de hav­de re­ser­ve­de­le med, for tro mig, det er ik­ke cy­kel­værk­ste­der, det vrim­ler med på de kan­ter. At det så blev den bil­lig­ste Scott MTB på 14 kg, der skul­le slæ­bes op over pas­se­ne, bi­drog kun til ud­for­drin­gen. Nej fak­tisk be­tød det ik­ke no­get, for et af tri­ck­e­ne til at be­væ­ge sig i så ek­stre­me høj­der er langsom­hed, at hol­de pul­sen ne­de og med sta­bi­le 5-8 km/t op ad, be­ty­der væg­ten fak­tisk ik­ke så me­get.

Vi mød­tes med hol­det hjem­me hos en af de lo­ka­le gu­i­der i Ma­na­li og fik ud­le­ve­ret cyk­ler­ne. Dej­ligt at mø­des med de an­dre del­ta­ge­re og lu­re lidt på, hvem de var. Hel­dig­vis sø­de og in­ter­es­san­te men­ne­sker. In­di­en er et stort land med et vidt spænd fra rig til fat­tig, og selv om de lo­ka­le gu­i­der og køk­ken­folk blev be­talt ef­ter ind­sats og lo­kal må­le­stok, fik de ef­ter dan­ske for­hold in­tet for tu­ren.

De del­ta­gen­de in­de­re var der­i­mod men­ne­sker, der med eu­ro­pæ­i­ske og ame­ri­kan­ske uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­ser og ar­bej­de i in­ter­na­tio­na- le kon­cer­ner hav­de le­ve­vil­kår og er­fa­ring som os, sam­ti­dig med at de kun­ne dan­ne for­stå­el­ses­mæs­sigt bro til de lo­ka­le. En vir­ke­lig god kom­bi­na­tion, for kul­tu­relt er In­di­en til ti­der me­get an­der­le­des. In­di­en er i vir­ke­lig­he­den et sub­kon­ti­nent be­stå­en­de af man­ge lan­de med hvert sit sprog, så der er al­tid tre of­fi­ci­el­le, som ta­les af de fle­ste.. det lo­ka­le, hin­di og en­gelsk. At man bru­ger en­gelsk som et af de fæl­les sprog, gør In­di­en til et godt rej­seland for os eu­ro­pæ­e­re.

Ma­na­li lig­ger i 2.000 me­ters høj­de og var som start­by det la­ve­ste punkt på rej­sen. Ma­na­li er op­rin­de­lig grund­lagt af de en­gel­ske ko­lo­ni­ster som et som­mer­sted, hvor man kun­ne kom­me væk fra den in­ten­se he­de ne­de i lavlan­det og væk fra myg­ge­ne; myg­ge­ne fly­ver nem-

Ma­na­li-leh ho­ved­vej­en er en blan­ding mel­lem ny as­falt og ek­stremt dår­lig ved­li­ge­holdt grus­vej - en­kel­te ste­der skal man så­gar va­de over flo­der skabt af glets­cher­af­strøm­nin­ger.

lig kun op i 1.800 me­ters høj­de. Og med ma­la­ria i spil har det be­tyd­ning. In­der­ne er ek­stremt op­mærk­som­me på det.

Før­ste af­ten spi­ste vi på en af de fi­ne­re re­stau­ran­ter i Ma­na­li, og hvor vi dan­ske­re ger­ne vil­le ha­ve spist ude i den hyg­ge­li­ge ha­ve, skul­le de an­dre ind bag myg­ge­net­te­ne og fint med det, for der var da en­kel­te myg, som og­så skul­le af­prø­ve høj­der­ne. Det var så og­så sid­ste gang, vi så myg, for da­gen ef­ter gik det opad.

Af­te­nen gik med at dis­ku­te­re tra­fik­ken, men det vi­ste sig in­tet pro­blem at væ­re. Last­bi­ler­ne var hen­syns­ful­de, og der var som sagt ik­ke me­gen tra­fik; til gen­gæld var der den før­ste dag en del kø­er på vej­en, som bi­ler­ne måt­te sno sig uden om. Ads­purgt blev vi op­lyst, at eu­ro­pæ­i­ske cy­kel­li­ster ran­ge­rer mar­gi­nalt over en hel­lig ko, så vi skul­le ik­ke væ­re nervø­se.

Bjerg­kæ­den Ro­h­tang­la er den bjerg­kæ­de, som ska­ber mons­u­nen i In­di­en. Van­det pres­ses ud af luf­ten, når den mø­der de før­ste bjer­ge i Hi­ma­laya. Det var der­for for­ven­tet, at tu­ren op til pas­set i 4.000 moh vil­le ske i si­len­de regn. Og ja, det blev en våd for­nø­jel­se. Hvor de læng­ste op­kørs­ler i Eu­ro­pa, f.eks er Stel­vio 24 km, gik det her op ad med et snit på 4-5 pct. i he­le 49 km. Knapt så stejlt som Stel­vio, men me­re end halv­de­len af op­kørs­len lig­ger hø­je­re end top­pen på Stel­vio, og det kun­ne mær­kes. Vi var end­nu ik­ke vandt til høj­den. Op­kørs­len blev delt i to, så det var en flok druk­ne­de mus, der om mor­ge­nen på an­den da­gen krøb ud af tel­te­ne for at fort­sæt­te op­stig­nin­gen. I den si­tu­a­tion tæn­ker man ik­ke så me­get på solcre­me, så da vi nå­e­de top­pen, og sky­er­ne for­svandt 200 me­ter på den an­den si­de af pas­set, stod vi plud­se­lig i højfjelds­sol 4.000 me­ter over ha­vet uden så me­get som en drå­be be­skyt­tel­se. Og det går ik­ke, så der blev lånt på kryds og tværs. En af de in­di­ske pi­ger hav­de en solcre­me med fak­tor 100, det vir­ke­de!

Al­le­re­de i 4.000 moh er man ud­sat for ri­si­ko­en for at ud­vik­le høj­de­sy­ge, og det er ik­ke til at spø­ge med. Hel­dig­vis er der for­skel­li­ge me­to­der, man kan ar­bej­de med, og så er en exit-stra­te­gi vig­tig. Det sid­ste var ik­ke no­get pro­blem, vi kør­te på en vej og hav­de føl­ge­bi­ler med. Så skul­le høj­de­syg­dom­men ram­me, var det ba­re om at bli­ve sko­v­let ind i en bil og kørt frem på ru­ten til en la­ve­re høj­de, hvor man kun­ne ven­de krop­pen til høj­den og hop­pe til­ba­ge på hol­det, når de kom frem. Dels er det ef­fek­tivt, dels så er den lan­ge rej­se og de man­ge fri­da­ge ik­ke spildt - en god exit-plan.

Man skal først og frem­mest ar­bej­de højt og sove lavt, hvor­ved man grad­vis kan la­de over­nat­nin­ger­ne sti­ge med 300-500 me­ter. Det bør man plan­læg­ge i for­hold til ru­tens over­nat­nin­ger, men vej­en går, som den går, og al­le­re­de på før­ste over­nat­ning i 3.360 moh var den re­gel over­t­rå­dt, idet da­gens stig­ning hav­de væ­ret på 1.300 me­ter. Hel­dig­vis ske­te det kun to gan­ge me­re, men dog i me­get stør­re høj­der.

Høj­de­sy­gen mel­der sig først med en mild ho­ved­pi­ne, og det er uom­gæn­ge­ligt i til­væn­nin­gen til høj­den. Det kan en­ten kla­res med en al­min­de­lig ho­ved­pi­nepi­l­le el­ler bed­re med en halv li­ter vand. Så det blev stan­dard­ku­ren på tu­ren, og når man våg­ne­de om nat­ten - skyld en fla­ske vand ned! Men næt­ter­ne blev uro­li­ge, for når du sover, fal­der hjer­te­ryt­men, og da blo­det ik­ke il­tes nok, våg­ner du of­te op sta­kån­det og med kvæl­nings­for­nem­mel­ser. Det kan lø­ses med en om­gang dy­be vej­rtræk­nin­ger, hvor­ef­ter du kan sove vi­de­re. Det ly­der vold­somt, men jeg op­le­ve­de det nu

Det var der­for for­ven­tet, at tu­ren op til pas­set i 4.000 moh vil­le ske i si­len­de regn. Og ja, det blev en våd for­nø­jel­se.

ik­ke så­dan. Men da jeg kom hjem med en hæ­ma­tokrit­vær­di, der kun­ne slå Lan­ce Arm­strongs i Epo-da­ge­ne, kun­ne jeg al­li­ge­vel våg­ne på so­fa­en ef­ter en mid­dag­slur med kvæl­nings­for­nem­mel­ser. Jo, det var sgu lidt ek­stremt. En­de­ligt kan du ta­ge høj­de­sy­ge­me­di­cin fore­byg­gen­de. Jeg var den ene­ste, der gjor­de det, men kun i star­ten, for det er ik­ke uden bi­virk­nin­ger - fin­gre­ne prik­ker af­sin­digt.

Ef­ter Rho­tang­la lig­ner land­ska­bet Al­per­ne lidt, stej­le og ba­re bjer­ge, fro­di­ge pas­gan­ge, blå him­mel og sky­er, men vi kæm­per med vej­en, hul­le­de grus­ve­je, der og­så tje­ner som vand­løb ned ad bjergsi­den, mens vi siksak­ker mel­lem last­bi­ler med ar­bejds­crew på la­det. Hel­dig­vis lig­ger af­te­nens teltcamp i en lil­le lund, hvor vi slår en snor op og tør­rer tø­jet fra for­ri­ge nat og mor­gen.

Da­gen ef­ter kø­rer vi mel­lem bjer­ge­ne, langs en af flo­der­ne, og det er varmt, rig­tigt varmt, og på grus­ve­je­ne stø­ver last­bi­ler­ne, så jeg er nødt til at træk­ke min buff op over an­sig­tet. På Goog­le-søg­nin­ger­ne har jeg al­tid tro­et, at det var kul­den i høj­den, der gjor­de, at folk var pak­ket godt ind. Nej, det er so­len og stø­vet! Der bor sta­dig folk i da­le­ne, og vi kom­mer for­bi den sid­ste tank­sta­tion på ho­ved­vej­en mod Leh. Det gi­ver vars­ler om re­sten af tu­ren. Vel har vi haft et pas på 4.000 moh, men ef­ter­som gen­nem­snit­tet på he­le tu­ren er over 4.000, står der nog­le vold­som­me stig­nin­ger for­an os!

Nat­ten til­brin­ges i en hyt­te for bjerg­be­sti­ge­re, hvor der er fle­re fa­ci­li­te­ter, men her er be­skidt. Hy­giej­nen hos vo­res eg­ne køk­ken­folk la­der no­get til­ba­ge at øn­ske, mens re­sten af gæ­ster­ne va­sker op i tøn­der­ne, som vi har vo­res drik­ke­vand i. Met­te, som jeg føl­ges med, er vold­somt syg og må til læ­ge. Et par pil­ler mod di­ar­re og en dag i bi­len hjæl­per - hel­dig­vis, for hun lig­ne­de no­get, der var løgn.

Da­gen ef­ter be­gyn­der bjer­ge­ne for al­vor, og land­ska­bet lig­ner no­get fra Nord­nor­ge. Det støv­reg­ner, og kul­den slår ind. Før var vi ved at om­kom­me af var­me, nu fry­ser vi af­sin­digt. Lad mig ba­re si­ge, at ope­ra­tø­ren gør sit bed­ste, men sta­dig har lidt at læ­re; mid­dags­mad­pak­ken be­står af et flad­brød rul­let om­kring kar­to­f­ler i en ma­ger kar­rycre­me og så i si­len­de koldt regn­vejr.

Jeg be­slut­ter mig for at stik­ke ho­ve­d­et ind i den Da­h­ba, som vi har gjort holdt ved. Da­h­ba­en er et ar­ran­ge­ment af pre­sen­nin­ger over et lil­le bjerg­køk­ken med nog­le bæn­ke, man kan sove i ge­led på. Men tænk, her kan man få en om­gang var­me Mag­gi-nud­ler, en frisk om­e­let og sød the med mælk i, li­ge det en kold og våd cy­kel­ryt­ter har brug for, og lang­somt si­ver he­le hol­det ind i var­men.

Jeg er helt fær­dig med hol­dets daal-lin­ser og træt­te kar­to­f­ler og slår her­ef­ter al­tid ind på da­h­ba­er­ne for at spi­se. Selv om vi bog­sta­ve­ligt talt er i mid­ten af in­gen­ting, ko­ster det kun et par kro­ner, og jeg er den ene­ste, som ik­ke får di­ar­re i lø­bet af tu­ren; grønt­sa­ger er godt, men…..

Den­ne nat er jeg godt på­klædt for at hol­de var­men i tel­tet, men jeg fryg­ter for høj­de­sy­gen. Vi har slut­tet da­gen med en lang op­kør­sel og sover alt for højt. Det går med lidt gis­pen og mas­ser af vand, og da­gen ef­ter fort­sæt­ter vi op­kørs­len til pas­set Ba­ra­la­cha­la i 4.890 moh. Land­ska­bet æn­drer nu ka­rak­ter, be­voks­nin­gen er væk, og ør­ke­nen be­gyn­der, dels gør høj­den det svært for plan­ter at vok­se, dels fal­der ned­børs­mæng­den til in­gen­ting jo læn­ge­re, vi træn­ger ind i Kas­h­mir.

Jeg un­drer mig, mens jeg kø­rer for­bi ar­bejds­hol­de­ne på vej­en. Der kan sag­tens stå 20 ti­be­ta­ne­re og kig­ge på to mand, der sko­v­ler grus med én sko­vl ( jo det kan la­de sig gø­re), og dens slags hold er der man­ge af langs vej­en. Selv for In­di­en er det unor­malt, men lidt snak med crewet og de in­di­ske med­cyk­li­ster af­slø­rer grun­den. Ef­ter Ki­nas be­sæt­tel­se af Ti­bet flyg­te­de man­ge til dis­se kan­ter, og igen gør det in­di­ske mi­li­tær, hvad de kan for hol­de ro. De har

Da­gen ef­ter kø­rer vi mel­lem bjer­ge­ne, langs en af flo­der­ne, og det er varmt, rig­tigt varmt, og på grus­ve­je­ne stø­ver last­bi­ler­ne, så jeg er nødt til at træk­ke min buff op over an­sig­tet.

sim­pelt­hen an­sat ti­be­ta­ner­ne til at byg­ge på vej­en, vel sag­tens un­der de­vi­sen: løn og ar­bej­de gi­ver livsind­hold og me­ning, frem for un­der­støt­tel­se i flygt­nin­ge­lej­re.

Hvor langt ude vi er, kan må­ske be­skri­ves ved den­ne nats over­nat­ning i Sar­chu. Vo­re in­di­ske med­cyk­li­ster for­tæl­ler, at der er en mu­lig­hed for at te­le­fo­ne­re i mi­li­tær­lej­ren i by­en. Det vi­ser sig, at de er i be­sid­del­se af en sa­tel­lit­te­le­fon, der sam­ti­dig fun­ge­rer som lands­by­ens te­le­fon­boks. I det lil­le skur, op­var­met af en il­de­lug­ten­de pe­trole­umsovn, sid­der man i kø på bæn­ke rundt om te­le­fo­nen, der be­tje­nes af to of­fi­ce­rer, mens re­sten af lands­by­en hø­rer på. Ef­ter lidt knas med ud­land­ste­le­fo­ni lyk­kes det den ene of­fi­cer at få hul igen­nem til fast­net­te­le­fo­nen hos min mor, som jeg så kan gi­ve et liv­s­tegn og hil­sen vi­de­re til vo­re æg­te­fæl­ler og på­rø­ren­de. Vi er alt­så langt ude!

Næ­ste mor­gen skal vi kø­re Al­pe d’hu­ez .. nej, selv­føl­ge­lig ik­ke, men Ga­ta-loops. Knap så stejl, men 21 hår­nå­lesving på grus­vej stab­let op til over 4.630 moh. En flot op­tur, men ik­ke kun på grund af ud­sig­ten og­så for­di luf­ten er tynd her. Ef­ter hår­nå­lesvin­ge­ne fort­sæt­ter vi lang­somt op til Lun­ga­la­cha­la, vo­res før­ste pas over 5.000 moh. Lidt bla­sert æn­ser vi knap, at vi nu har sat nye høj­de­re­kor­der, men land­ska­bet er fan­ta­stisk.

Ned­kørs­len her­fra er den smuk­ke­ste og helt som at kø­re på Mars, oran­ge klip­per og sand, og ik­ke så me­get som et græs­strå. Ned­kørs­len hol­der over 30 km, men til gen­gæld er vej­en elen­dig, så der er tid til at nye ud­sig­ten; ned­kørs­len går næ­sten li­ge så lang­som som op­kørs­len.

Plud­se­lig mi­ster jeg kon­trol­len over for­hju­let, som skri­der i stø­vet, og i styr­tet skra­ber jeg hu­den af knæ­et. Jeg ved ik­ke, hvad der er vær­st at stå med hud­af­skrab­nin­ger fyldt med skidt langt ude i bjer­ge­ne, el­ler min sår­e­de stolt­hed - jeg hav­de net­op un­der­vist he­le hol­det i sik­ker kør­sel på MTB. Chef­gu­i­den un­drer sig al­li­ge­vel no­get, da jeg ved da­gens slut­ning be­der om en ren køk­kensvamp til at ren­se sår­e­ne. En god gang skrub­ning af åb­ne hud­af­skrab­nin­ger har in­der­ne ik­ke set før, så mit ryg­te som hård hund og er­fa­ren MTB´ER er genop­ret­tet.

Ef­ter over­nat­nin­gen i Wi­skey­na­la gik ef­ter­mid­dags­ru­ten op på højfjelds­pla­teau­et Moray Plains. Vi var nu be­ri­get med helt ny as­falt, men i over 4.800 me­ters høj­de lig­ne­de for­sø­get på at age­re di­e­selt­on­ser nu ik­ke no­get, man skul­le skri­ve hjem om. Af­te­nen blev holdt ved en flot sø med ud­sigt ind over Ki­na, og det var før­ste gang, vi så mi­li­tær­spe­ci­alstyr­ker med an­sigts­ma­sker og ma­skin­ge­væ­rer. Det vi­ste sig, at der var en lil­le kon­flikt med stenkast mel­lem de in­di­ske og ki­ne­si­ske styr­ker, hel­dig­vis langt fra os.

En god gang skrub­ning af åb­ne hud­af­skrab­nin­ger har in­der­ne ik­ke set før, så mit ryg­te som hård hund og er­fa­ren MTB´ER er genop­ret­tet.

Næst­sid­ste dag på ru­ten gik tu­ren op over Tang­lang­la, høj­de­punk­tet på ru­ten med 5.360 moh. Ik­ke stejlt men langt, over 30 km op­kør­sel, hvor man kun­ne se top­pen he­le vej­en. Met­te og jeg blev eni­ge om, at i vo­res næ­ste liv vil­le vi kø­re med Gour­met-hol­det, rød­vin og ost gav li­ge plud­se­lig me­ning. Men dem, der ager med stu­de, kom­mer og­så op. Re­elt er det fak­tisk ik­ke no­get pro­blem at be­væ­ge sig i høj­den, blot det går lang­somt. Der er un­der in­gen om­stæn­dig­he­der ilt nok til at få pul­sen op, selv nær hvile­pul­sen er man sta­kån­det og for­pu­stet.

Det er svært at si­ge, hvad der var flot­test un­der­vejs, men ned­t­u­ren mod Leh er klart på li­sten. Har du ik­ke me­gen tid, kan jeg an­be­fa­le en taxi­tur fra Leh op til Tang­lang­la og så kø­re ned­kørs­len ned til da­len. Ene­ste pro­blem er at kom­me til Leh. For uden til­væn­ning bli­ver du ramt af høj­de­sy­ge, så snart du står ud af fly­et. Leh er den hø­jest be­lig­gen­de luft­havn i ver­den, der ope­re­res med jet­fly.

Leh er en dej­lig by med flot­te klo­stre, fi­ne ba­s­a­rer og go­de re­stau­ran­ter, men det er en helt an­den hi­sto­rie. Fed tur, så­dan set, for dagse­ta­per­ne var kor­te, og mtb-tu­ren ske­te på me­re el­ler min­dre go­de ve­je På den an­den si­de ud­for­dren­de med mang­len­de ilt og mang­len­de mad­hy­giej­ne hos crewet.

Pri­sen in­klu­siv fly, over­nat­nin­ger, mad, cy­kel­le­je og lo­kal­trans­port blev på cir­ka 11.000 kr. for 14 da­ge og det på en af ver­dens mest ud­for­dren­de cy­kel­ru­ter. In­di­en er bil­lig!

Vil jeg gø­re det igen? Jeps, til de­cem­ber går tu­ren til­ba­ge til In­di­en, den­ne gang 900 km i Sy­din­di­en blandt the- og pe­ber­plan­ta­ger, gen­nem ti­ger­re­ser­va­ter og med stig­nin­ger over 15 pct.

Det bli­ver ud­for­dren­de og spæn­den­de! Jo­in ind for be­skri­vel­sen til for­å­ret i Cy­kel-mo­tion.

4

1

3

2

1

2

4

1

3

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.