Coulee Challenge 1200 i USA

Coulee Challenge 1200 er navnet på et lan gdistancecykelløb i USA. Coulee er et udtryk, som i USA anvendes ret løst om forskellige landskabsformer, der alle refererer til en sla gs dal. Challenge betyder udfordring. Løbet indbød derfor til udfordring af dale på en distance på over 1.200 km. Et udgangspunkt som lyder ret harmløst, men som viste sig at være betydeligt anderledes og hårdere end forventet.

Jeg har kørt langdistancecykelløb gennem flere år og hvert år deltaget i ét løb på mindst 1.200 km i udlandet. Da jeg ikke kun betragter langdistancecykling som en udfordring, der skal gennemføres hurtigst muligt, men også meget gerne vil have en oplevelse, gik jeg i 2018 efter et løb, som kunne forventes at være noget nyt og anderledes end dem, jeg havde prøvet før.

Da kalenderen for løbene i 2018 kom, fandt jeg derfor hurtigt, at to løb lød særligt interessante: Merselo–verona (”Europa på tværs”) og Coulee Challenge 1200 i USA. Begge løb var eftertragtede og hurtigt overtegnede. Merselo-verona blev uden mig på listen. Coulee Challenge fordelte de 90 startpladser ved lodtrækning og her stod jeg på startlisten.

PRÆSENTATION AF LØBET

Coulee Challenge 1200 køres i staterne Minnesota og Wisconsin i det nordlige Midt-vesten. Mississippifloden, der udspringer i det nordlige Minnesota og ca. 3.900 km senere løber ud i den Mexicanske Golf, danner grænsen mellem de to stater. En stor del af løbet ville derfor foregå omkring Mississippi og i det såkaldte Driftless Area. Et område i det sydvestlige Wisconsin, som under istiden netop ikke var dækket af isgletschere, og derfor er specielt bakket med mange floddale og højderygge.

Det ville være første gang, at løbet blev afviklet. Midt-vesten forbindes af mange som ”flad med køer og majsmarker”, og arrangørerne ville med løbet gerne vise, at deres område er meget anderledes end sit ry, og at det, efter deres mening, er noget af det smukkeste og mest udfordrende cykelområde i verden.

• Tidspunktet ville være midt i august: 13.-16. august med start mandag den 13. august kl. 04.00. Starttidspunktet var planlagt, så de fleste ville kunne udnytte de lyse timer fra første dag. • Løbet havde sit udgangspunkt fra Americinn i Apple Valley, en forstad

til storbyen Minneapolis i Minnesota • Turens længde: 1.213 km. Fordelt med ca. 300 km i Minnesota og ca.

900 km i Wisconsin. • Der skulle forceres ca. 10.100 hm. De ville være fordelt på en række

stigninger på mellem ca. 200 moh og 450 moh. • Ruten var planlagt i en ”8-tals form”, hvor man ville passere enkelte

strækninger begge veje. • Undervejs skulle der passeres 23 kontroller. Alle som registrering hos

en bestemt lokalitet, typisk ved en tankstation eller en mindre butik. • Tre steder undervejs ville der være arrangeret overnatningsmulighed med aftensmad og morgenmad. Black River Falls (380 km), Reedsburg (669 km) og Winona (986 km). Der ville blive transporteret et bag-drop (bagagetaske) til alle tre overnatningssteder. • Man skulle være forberedt på varmt og solrigt vejr med risiko for

regnbyger og tordenstorme. • Der skulle gennemføres en SR (200 km, 300 km, 400 km og 600 km)

inden løbet.

FORBEREDELSE

Med tilmeldingen i hus begyndte planlægningen og forberedelserne til turen. Jeg havde fra mine tidligere deltagelser i 1200+ løb, efterhånden høstet en del erfaringer. Forberedelserne blev derfor igen denne gang opdelt i praktisk, fysisk og mental forberedelse.

Praktisk

• Transport mellem Djursland og Apple Valley blev arrangeret med fly fra

Billund til Minneapolis med mellemlandinger i Reykjavik. • Overnatning før og efter løbet blev arrangeret på det hotel – Americinn, hvorfra løbet ville starte og slutte samt i øvrigt havde sit hovedkvarter. Overnatning under løbet var med i løbsplanlægningen. • Ændring til en lettere gearing på cyklen end min sædvanlige. Der var bebudet mange korte 10-20 pct. stigninger. Det ville derfor være nødvendigt med lidt ekstra ”kort” på hånden undervejs, og det viste sig at holde stik. • USA kort til GPS.

Fysisk forberedelse

• Med ca. 15.000 km i 2017 var fundamentet lagt. Året rundt cykler jeg mindst én tur på 200 km eller længere pr. måned. I alt havde jeg kørt små 8.000 km fra nytår inden løbet. • De stejle stigninger. Med bopæl på Djursland, ligger der flere gode bakkede områder inden for cykelafstand: Mols Bjerge og Søhøjlandet ved Skanderborg. I alt havde jeg forceret små 60.000 hm inden løbet. • Jeg gennemførte en Super Randonneur i løbet af foråret: 200 km fra Herning, 300 km fra Ålborg, 400 km fra Ålborg og en 600 km fra Ålborg. Dette var et adgangskrav til løbet.

Mental forberedelse

• Gennem den fysiske forberedelse havde jeg fået tiltro til at kunne køre turen i et nogenlunde konstant tempo. Det gode danske sommervejr havde derudover givet lidt prøver i håndtering af den bebudede varme. En erfaring, som faktisk blev særdeles nyttig. • Med de arrangerede overnatningsmuligheder var ruten naturligt inddelt i 4 sektioner på 380 km, 289 km, 317 km og 228 km. Det gjorde den samlede rute mere overskuelig. Jeg forberedte en forplejningsstrategi med et større måltid for hver ca. 150 km. • Fra mine tidligere 1200 km-løb havde jeg draget nogle vigtige erfaringer om energibehov, søvnbehov, håndtering af krisepunkter og løbsstrategi for at kunne gennemføre et langt løb over flere dage.

Da løbet nærmede sig midt i august, følte jeg mig velforberedt og havde en god fornemmelse.

Ambitionen var primært at gennemføre indenfor tidsgrænsen. Jeg ville forsøge at have så stort et overskud undervejs, at jeg kunne nyde løbet, stemningen, naturoplevelsen og ikke mindst området så meget som muligt.

Turens længde: 1.213 km. Fordelt med ca. 300 km i Minnesota og ca. 900 km i Wisconsin.

RUTEN

Ruten var tilrettelagt som en ”8-tal“-formet tur i det sydøstlige Minnesota og det sydvestlige Wisconsin. Ca. 300 km skulle køres i Minnesota og ca. 900 km i Wisconsin. Den nordligste sløjfe ville følge Mississippi, mens den sydlige sløjfe ville ligge i hjertet af det såkaldte Driftless område med mange dale og højdedrag.

Ruten ville derfor begynde som relativ flad, mens de fleste stigninger og højdemeter ville komme i Wisconsin. De sidste små 200 km i Minnesota mod mål ved Minneapolis ville igen være forholdsvis flade.

I ruteplanen var der registreret ikke mindre end 48 stigninger med gennemsnitlige stigningsprocenter mellem 2,3 og 8,2.

OPTAKT TIL LØBET

Jeg ankom til Apple Valley tre dage inden løbet og blev indkvarteret i Americinn, hvor løbet havde sit hovedkvarter og udgangspunkt. Rob Welch, løbets organisator, kom faktisk og hentede mig i lufthavnen, et billede på den fantastiske organisation omkring løbet.

I løbet af de næste par dage blev en stor del af deltagerne samlet på hotellet. Det blev til gensyn med nogle, som jeg havde mødt i forbindelse med tidligere internationale løb samt til en del nye bekendtskaber. Cyklen blev samlet efter rejsen, den havde tilsyneladende ikke taget skade undervejs.

Lørdag, to dage inden løbet, kunne interesserede ryttere deltage i en tur rundt i Minneapolis og St. Paul (Twin Cities). Dels for at mødes, dels for at se noget af nærområdet, som ikke indgik i selve løbsruten. Vi var 15 deltagere samt nogle arrangører og lokale frivillige, der deltog på turen.

Det var en god optakt. Der blev udvekslet erfaringer og fortællinger og ikke mindst: Vi fik lært en af de mere oversete storbyer i USA at kende. Mellem 60 og 70 km blev kørt på et meget veludbygget cykelvejnet – ifølge flere lokale et af de mest sammenhængende i Nordamerika – og passerede de mest interessante områder up-town, down-town, Missisippi (som skærer sig tværs gennem byen), kopien af St.pauls katedral i London mm. Derudover blev cyklen testet inden turen – den kørte perfekt.

Der var tre kontroller undervejs, alle på nogle lokalt kendte steder: Minnehaha vandfaldet ved Minnehaha flodens udløb i Mississippifloden, et kendt hus fra en (for mig ukendt) 80’er tv-serie og Izzis ice cream cafe, en amerikansk berømthed med et kolossalt udvalg af fremragende is.

Dagen inden løbet var der registrering og cykelinspektion. Begge dele foregik meget let og smidigt. Aftenen inden løbet var der fælles middag med efterfølgende ryttermøde for alle deltagere, frivillige og evt. pårørende. På mødet gennemgik Greg Smith (Driftless Randonneurs) ruten og Rob Welsh (Minnesota Randonneure) andre praktiske forhold i forbindelse med løbet. Begge havde sammen med den øvrige organisation på forhånd gjort det til et særdeles organiseret løb.

På mødet blev der spurgt ind til to særlige forhold. Løse hunde og afstande mellem forplejningsmulighederne. Løse hunde var, ifølge Greg, normalt et mindre problem i dette område, mens der visse steder kunne være langt mellem byerne. Rådet til deltagerne var derfor: ”proviantér, når det er muligt, hvis man er i tvivl”.

Hundene skulle nu vise sig at dukke op undervejs !