Sommer, sol og snevejr i Dollerup Bakker . . . . . . .
SOMMER, SOL OG SNEVEJR I
Marts og april startede med dejligt forårsvejr, og jeg vågede mig udenfor med mine kridthvide ben. Temperaturen var flot efter årstiden, og jeg begyndte så småt at hilse klimaændringerne velkommen. Lidt sol og lidt mere varme har vi danskere vel også lov til at få, også selv om der kommer lidt mere vind og vandmasser langt syd på.
Jeg mindes, at min far engang for mange år siden lavede hjemmelavet vin i store kolber, og han forklarede mig, hvordan processen foregik. ”Gærcellerne spiser alt gæret, og deres ekskrementer producerer alkohol. Når procenten er tilstrækkelig høj, så dør de i deres eget ”skidt”. Det er præcis på samme måde, vi behandler naturen, og hvis ikke vi ændrer adfærd, så vil det gå lige sådan for menneskeheden, sluttede han.
Kloge ord, som satte tingene lidt mere i relief for en ung knægt, men det var dog ikke altid, at han og hans venner huskede at vente med at drikke vinen til gærcellerne havde arbejdet færdig, og det gav lidt løs mave.
Søndag havde SCR Motion planlagt en frisk tur på 118 km til Dollerup Bakker og alt, hvad vi ellers kunne finde af stigninger i området omkring Viborg.
Jeg vågnede tidligt og kiggede ud af vinduet. SNE på havemøblerne og på græsplænen var nok ikke lige det syn, jeg havde forventet. Vi skulle dog først køre kl. 10.00, så jeg ventede forventningsfuld på, at solen skulle finde sin vej igennem skyerne og varme luften lidt mere op.
Solen var dog taget på weekend, så jeg måtte ud og finde vinterdragten frem igen. Svedtrøje med lange ærmer, halskluden, som Virtu Cycling havde været så søde at sponsere, og som var blevet min nye bedste ven, måtte frem igen.
Vinterjakke, skoovertræk og snart lignede jeg en Michelin-mand, der skulle ud og lave reklame.
Da jeg ankom til P-pladsen, var der meget blandet påklædning. Temperaturen var 6-7 grader, det blæste meget og himmelen temmelig mørk. Der var flere, som ikke havde opdaget, at den nye vinter var kommet, og de var ankommet i knickers og langærmet trøjer og vindvest. Jeg følte mig overdressed, men jeg frøs trods alt ikke.
Vinterjakke og skoovertræk – snart lignede jeg en Michelin-mand, der skulle ud og lave reklame.
Vi startede på turen, og vinden havde taget lidt til, så jeg blev mere og mere glad for påklædningen. Vi var 18 mand af sted, og det var en stor fordel, at vi kunne skiftes til at give læ for hinanden i den hårde modvind.
Vi gjorde et lille stop for at hælde lidt af det varme vand ud mellem træerne og lette vægten, og alt imens vi stod og nettede os, begyndte sneen at dale ned.
Efter 60 km og en masse dejlige stigninger kom Dollerup Bakker så endelig.
Verner snuppede lige en punktering, og Peter ventede og hjalp ham med slangen, mens vi andre sled os hen over det nye anlagte brostensstykke og op ad bakkerne. Præmien for at klare bakkerne er, at der er en lille café på toppen, hvor der kan købes kaffe og lidt andet til maven.
Udsigten er helt fantastisk, og man kan sidde udenfor og nyde ”kilometerbakken”, som går op på den anden side. Vi skulle dog ikke op ad den, og da kaffen var gledet ned, kunne vi se frem til en dejlig hjemtur med medvind det meste af vejen.
Alt i alt så var det umagen værd at bevæge sig uden for og gemme den varme kakao og bollerne, til vi kom hjem, og selv om det var koldt, var det en dejlig tur.
Vi var 18 mand af sted, og det var en stor fordel, at vi kunne skiftes til at give læ for hinanden i den hårde modvind.