Race Around Danmark 2019..

Efter et års planlægning med mange middagsmøder, endeløse træningsture, to gange spinning-event og et ocean af mails for at skaffe midler til turen samt skaffe sponsorer til vores eget tøj, designet af Jan Frederiksen, var vi ved at være klar.

Vores plan var blandt andet, at samle penge sammen til Julemærkefonden ved at donere 25 pct. af alle vores sponsorindtægter. Onsdag ved middagstid samledes alle i teamet i Horsens, der skulle pakkes servicebiler og monteres sponsorreklamer på vores store bus, som er basen. Derudover havde vi en servicebil til at følge den rytter, som kørte på landevejen. Efter klargøring af biler var der ryttermøde om turen, regler og sidste øjebliks ændringer af ruten pga. vejarbejde.

Bagefter var der inspektion af biler og cykler samt vores sikkerhedsudstyr (til Race Around Denmark er der en regelbog på 45 sider).

Starten for vores team var kl. 17.26 i Race Around Denmark Ekstreme fra Casa Arena i Horsens.

Men nu stod vi her, endelig, efter et års planlægning, med en glad, forventningsfuld og lidt nervøs mine. Forude ventede 1.600 km gennem hele Danmark og derfor ikke noget med at tænke fra start til slut, men udelukkende tænke i delmål og løsninger af de udfordringer, som måtte dukke op og være omstillingsparat. De 1.600 km er samme distance som fra Danmark til Norditalien eller den halve distance af Tour de France.

Starten gik i strålende solskin, og vi skulle tilbagelægge de første 1.000 meter sammen med vores følgebil. Efter den første kilometer var jeg på egen hånd. Jimmy ville blive kørt 100 km frem af vores bus. Følgebilen ville følge mig de næste 100 km til det planlagte skiftested. Sådan var hele turen planlagt i bestræbelserne på, at både ryttere og crew kunne få hvilet.

Turen gik godt, de indledende 100 km blev tilbagelagt ret hurtigt. Skiftet gik ligeledes fint, det kørte! Min næste tur skulle være på 100 km startende midt om natten og frem til næste morgen. Det i sig selv var ikke et problem, kun en udfordring. Mørket, ukendte veje, rute og lys nok, er de ting, som skal arbejdes med. Endnu en udfordring dukkede op, det begyndte at blæse, temperaturen faldt, og regnen begyndte at sile.

Jeg gav vagten videre. Men knap var Jimmy begyndt at cykle, før både regn og vind virkelig tog til. Hvor første tur var gjort med stort overskud, havde denne virkelig trukket store veksler på kræfterne. Rigtig mange, rigtige stærke ryttere havde allerede trukket sig ud af løbet. Jimmy var presset, og jeg forhørte mig, hvordan vi skulle forholde os til at trække os ud i utide. Meldingen var klar! Det var ikke en mulighed!

Jeg havde det OK, trak i arbejdstøjet, og drog ud i regnen, kulden og vinden. Forude ventede 100 km i bidende modvind, regn og 6 grader, ned ad den yderste vestkyst. Jeg var på et tidspunkt så presset, at jeg i ren afmagt kørte ind til siden uden noget egentligt mål for øje. Jeg modtog lidt moralsk opbakning, en cola, samt en håndfuld vingummi, og en besked om at fortsætte. Det gjorde jeg! Til de nørdede foregik kørslen med næsten 250-300 watt samt 14 km/t.

Forude ventede 1.600 km gennem hele Danmark og derfor ikke noget med at tænke fra start til slut, men udelukkende tænke i delmål…

På dette tidspunkt var feltet på grund af det voldsomme vejr halveret. Vi aftalte at holde et lille teammøde vedrørende situationen, som pludselig var blevet en del anderledes og meget mere opslidende for os ryttere. På mødet lagde vi nye planer, og vi ville i stedet køre 50-60 km af gangen. Crewet var enige, selv om det var dem, som nu måtte slide mere, da der ikke var så lang tid til hvile, når bussen skulle frem og parkere, før man kunne smide benene op.

Planen viste sig at være god. Det blæste stadig, og til tider regnede det voldsomt. Det sled på humøret og tømte lynhurtigt ud i det friske tøj. Inden vi så os om, var alle sko drivvåde og alt tøj beskidt, ildelugtende samt vådt. Gode råd var dyre. Men et opslag på Facebook gav pote. I Korsør stod en gruppe venner, som tog imod vores tøj. Vaskede, tørrede og leverede vores tøj ved næste skiftestation. Endvidere fik vi massage, moralsk opbakning og små slikposer.

Sjælland blev en fest. Vi havde folk, som stod i vejkanten med bannere, vi havde flere, som dukkede op for at cykle med os. Folk kom ud af mørket, i bil, med opmuntrende musik, flæskestegs-sandwich eller bare for at støtte os moralsk. Det hjalp!!

Turen ud ad Sjælland foregik med et lille smil på læben, med en tilfredshed og en vished om, at vi nok skulle klare det. Dog med en lille slange i paradis. Den hårde medfart havde tappet på fysikken. Jeg havde brændende smerter i

det ene knæ, nakken var så låst, at det var en udfordring at orientere sig, og trykskaderne var massive. Men fokus var på målet i Horsens.

Vinden var gået i vest, hvilket gjorde det udfordrende og opslidende at arbejde sig hen over Nordfyn. Viljen skulle igen vise sin styrke. Viljen til at ville gennemføre!

Forude ventede den berygtede Grejsdal, hvor der skulle forceres nogle af Danmarks mest berygtede stigninger. Det faldt så heldigt ud, at den blev delt. Jeg fik den første del og Jimmy den anden. Vi kunne mærke stregen nærme sig. Efter Jimmys togt gennem den opslidende Grejsdal, kom sidste skift med 42 km forholdsvis fladt terræn fra Vejle til Casa Arena Horsens.

Vi aftalte, at turen skulle køres stille og roligt, så alle kunne nå at komme i stilling. De sidste billeder skulle tages. Jimmy skulle i bilen, gøres klar, og køres frem til 1.000 meter-mærket igen. Vi skulle slutte, som vi startede - sammen 1.000 meter og med vores følgebil, der havde fulgt os trofast gennem hele Danmark.

Måske var det hjemve eller den sidste olie, som skulle brændes af.... eller noget helt syvende. Måske havde jeg ikke hørt ordet roligt. Jeg tog de første par kilometer i et fint tempo for at få motoren op i omdrejninger – uden at sprænge turboen. Så bankede jeg ellers gassen helt i bund. Hastigheden var flere gange over 60 km/t, jeg ville i mål, jeg ville lukke den suveræne præstation, vi havde lavet. Hvad jeg ikke vidste var, at teamet pludselig arbejdede mod tiden, fordi jeg havde smidt hammeren.

Jeg havde set klokken og arbejdede med alt, jeg havde, på at nå i mål, inden der var gået tre døgn. To gange måtte en pressemand springe for livet, da jeg kom tordnende gennem gaderne.

Et kvarter før de famøse tre døgn var gået, stødte Jimmy til, og vores tro væbner, følgebilen, kørte ind bag os, og vi kunne se de fire lystårne på Horsens store stadion ¬– målet kunne nu måles i meter. Hele Danmark var tilbagelagt i al sin forskellighed, i al sin skønhed og i al slags vejr. Kriser var overkommet, planer var lagt, ændret, tilpasset og det hele var nu ved at nå sin ende. Vi havde som nogle af de få overkommet strabadserne og havde kæmpet os gennem alle 1.600 km på under tre døgn.

I målet stod to af vores servicefolk samt en kone og en søn til den ene rytter, og der blev fyret konfetti af, da målstregen blev passeret.

Der blev krammet og ønsket tillykke til hele teamet; vi skulle have taget holdbilleder og rytterne skulle give interview til Race Around Denmarks Facebook-side.

Der blev tid til noget fælles mad fra grillen og hyggesnakket lidt, inden bilerne blev pakket, og alle i teamet vendte snuden hjemad, hjem i seng. Alle mand havde max sovet seks¬-otte timer på de tre døgn.

Men det var hele turen og den superfede oplevelse værd, det var hele teamet enige om.

Man siger, at en kæde ikke er stærkere end det svageste led. Denne kæde havde ingen svage led.