Gamle mænd og dyre cykler..
Det hele startede for mit vedkommende i begyndelsen af 90’erne, da min sportsgale nabo en dag kom kørende på vejen – iført stram lycra i f lotte farver.
Han havde gennem flere år gjort sig på superliga-holdet, på fodboldlandsholdet og alt, hvad han rørte ved inden for sport, var en succes.
Jeg blev straks betaget af den flotte Moser-racer i pink og hvid og med kromforgaffel. Det så bare fedt ud, og jeg blev helt ærlig lidt misundelig.
Månederne gik, og pludselig kom han kørende hjem fra træning på en spritny Basso-cykel. Jeg kiggede over hækken og spurgte, om han havde fået ny cykel?
Ja, svarede han og fremviste skønheden med stor stolthed. Hvad så med den gamle var mine tanker. Hvor var den blevet af?
Den tog cykelhandleren i bytte for den nye sammen med et større pengebeløb – naturligvis!
Jeg rodede lidt videre i haven, men den pink cykel kredsede rundt i min hjerne. Jeg måtte eje den.
Det endte heldigvis lykkeligt. Jeg kørte ned til cykelhandleren og købte cyklen sammen med et par Look sko, pedaler og det flotteste af tøjet han havde i rodekassen. Jeg skulle jo lige se, om det var noget, jeg ville blive bidt af.
Min genbo så cyklen, og efter få uger havde han også investeret i en racer, hvorefter vi begyndte at cykle sammen. Gearet skiftede vi med vippepinde på skrårøret, men efter et par år kom de nye skiftere i bremsegrebene, og jeg fik opgraderet.
Jeg var solgt, og cyklingen tog virkelig fart i min fritid. Alt handlede om motionsløb i ind- og udland, og en dag, da jeg sad i en campingvogn i Holstebro og læste i et I Form Blad, skete der noget vanvittigt.
De præsenterede i en artikel fra Jyllandsringen en lækker rød Ferrari og ved siden af den en smuk kvinde på en rød carboncykel med teksten ”Cyklernes Ferrari”. Jeg var solgt til stanglakrids og helt i hypnose. Der var tale om en af de første carboncykler, nemlig en Vitus ZX1. Baghjulet gik lidt ind i stellet, og den lignede lidt af en fartmaskine med enkeltstart look. Det var dog en landevejsracer. >
Min genbo så cyklen, og efter få uger havde han også investeret i en racer, hvorefter vi begyndte at cykle sammen.
Det lykkedes mig at finde en sådan cykel hos Henning Jørgensen cykler i Herning, men den var blå og helt uden for min økonomiske rækkevidde. Jeg prøvede alt, men jeg ville ikke ud og låne penge for at købe cyklen.
Jeg fortalte vores lokale cykelhandler Torben om vidunderet. Han smilte og sagde, at han godt kendte cyklen, og at den var vild god at køre på. Jeg måbede, og han vippede lidt med hovedet og bad mig følge med ud i baglokalet. Jeg troede, at han lavede gæk med mig, men der stod den og skinnede i sin knaldrøde farve, mens den råbte – kom og tag mig.
I de efterfølgende måneder var jeg ofte inde i forretningen for at drømme, og en dag spurgte han mig så, om jeg ikke snart skulle have den med hjem.
Det endte naturligvis med, at den flyttede ind, og en kammerat købte min pink Moser.
Det var sjovt, at en total motionist uden alt for meget i benene kunne tiltrække en skare af mennesker, hver gang jeg deltog i et motionsløb. Folk skulle se cyklen og høre, hvor den dog kom fra.
Et par år senere blev jeg involveret i cykelholdet Chicky World, og da holdet blev opløst, skulle cyklerne sælges. Jeg prøvede en tur på en af Principia’erne og måtte sande, at den stivhed, som var i disse rammer, var væsentlig højere end på min carbonramme. Carbonrammen slaskede under mig, og en del af kraften gik slet ikke ned i pedalerne på samme måde. Jeg måtte bare eje en af dem, og det lykkedes mig at finde en ny familie til min Vitus og købe en spritny Principia Rex fra holdet.
Den står her stadig 20 år efter og skinner som en næsten ny cykel ude i min garage. Tiderne er løbet lidt fra alucyklerne, og carbonrammerne har taget over. Egentlig er en aluramme mindst lige så stiv som en carbonramme, men den har den ulempe, at kører du over et sandkorn, så ved du, at det lå der. Carbonrammerne er langt mere behagelige at køre på, og de optager nogle af de vibrationer og bump, som kommer fra vejen.
Carbon-cyklen er nu en Cipolini med alt, hvad der bimler og bamler af lir, og jeg har fået fruen med ud at cykle på det nye Woman Only hold i Silkeborg. Det er en stor fornøjelse at cykle med hende og med holdet, og jeg håber, at det er noget, som kan bringe os om muligt endnu tættere sammen.
I den lokale cykelklub har jeg fundet mange gode venner, og nogle af dem ser jeg også privat. Vi tager til udlandet en gang om året for at ”rette bjerge ud” og få forårs formen pudset af.
Alle er omkring de 50-60 år, og vi har samme passion for cykler og grej.
Derfor hedder vores Facebook-gruppe, hvor vi planlægger fælles cykling og årets rejse til Italien: Gamle mænd og dyre cykler.
Det er jo selverkendelse at vide, at man ikke er helt grøn mere og stå ved det. Men, som jeg
siger, ”tænk på alternativet”, der er alt for mange, som stiger af livet for tidligt, og selv om motion ikke giver nogle garantier, så er det min overbevisning, at ud over det sociale så styrker det livskvaliteten og sikrer, at hjerte og kar får de bedst tænkelige forhold.
Vi ved godt, at vi alle kunne cykle rundt på en cykel til max 10.000 kr. – og sikkert få stort set den samme træning og fart ud af det. Der er bare en glæde ved at eje den cykel, man allerhelst vil have, ønske sig den, og så pudse og pleje den, ”sparke dæk” med vennerne og snakke lir og gear. Vi bliver jo næsten som børn igen, og når man besøger en cykelforretning og kigger på alt det lækre grej, så er det som at være i en ren slikforretning. Jeg håber, at jeg aldrig vil vokse fra denne glæde, for det er dejligt med sunde interesser.
Det er en fornøjelse at se, hvordan den del af cykelklubbens medlemmer, som er oppe i 70 års-alderen, stadig cykler og kan træde en god pedal. Det fortæller mig, at jeg kan dyrke min passion for cykling i mange år ud i fremtiden. Jeg kan også se, at det holder dem ”unge” og mobile, og det at cykle i et fællesskab beriger dem og deres alderdom.
For mig er cykling ikke kun en sport, som handler om at komme først. Det er venskaber på tværs af alder, sociale klasser, kulturelle baggrunde og er med til at gøre mit liv meget rigere.
Det har også givet mig en indsigt og involvering i sportens mange andre sider, ikke mindst Cykel-motion Danmark samt Yourbody.dk, men det er en historie, jeg gerne vil fortælle senere.