40 år på verdens landeveje - Eventyret venter derude..
Hvem skulle have troet, at jeg som ufaglært slagteriarbejder i en alder af 63 år til dato har cyklet 166.400 km. Som turist på kloden? Lig med fire gange rundt om Jorden. Men skæbnen har tilsmilet mig, idet jeg har kunnet kombinere mine to lidenskaber, cykling og natur, til at opleve verden set fra en cykelsaddel.
Mine tre arbejdsgivere har været så flinke at give mig lov til at tage fri til at foretage disse ture, som i flere tilfælde har taget måneder: Anchorage-miami, USA rundt, Australien rundt og endelig den længste cykeltur, Tierra del Fuego – Alaska.
INDLEDNING
Jeg kom første gang til USA i 1985, da jeg cyklede fra Seattle ind over Rocky Mountains og op over Independence Pass, Colorado, gennem New Mexico til Grand Canyon og ned i Death Valley (hvor jeg fik hedeslag!) over Sierra Nevada ud til San Francisco i alt 5.645 km på 32 dage. Jeg tabte mit hjerte på den tur! Jeg følte mig hjemme under ”The Big Sky” – blev fascineret af naturens vidundere, som med gavmildhed er strøet rundt om som intet andet sted i verden. Endelig var der de lokales gavmildhed og gæstfrihed.
Oplevelserne fra den tur har gjort, at jeg til dato har cyklet mere end 85.000 km i USA og Canada!
At gå i detaljer ville kræve flere bøger, så I må ”nøjes” med enkelte uddrag.
DE ”SMÅ” TURE - NATIONALPARKERNE
Når jeg har planlagt turene er det først og fremmest Naturparkerne, som har haft førsteprioritet.
Det har givet nogle gevaldige udfordringer i forhold til vejret, som kan være ret barskt på disse kanter!
Prøv at krydse Death Valley med 57 grader i skyggen, som jeg gjorde det i 1996 (revanche fra 1985!), eller da jeg kom ad Fall river Road, Rocky
Mountain National Park, hvor en snestorm kom ind over bjergene og gjorde, at jeg måtte skubbe, løfte og kure med min cykel over en strækning på ca. 10 km i 3.700 m. højde! Jeg har prøvet at cykle i mudder på Cassiar Highway og Trans Labrador Highway.
I det rigtige vejr har der også været ubeskrivelige syn ud over Grand Canyon, Zion og Bryce Canyon. Jeg har oplevet den dybblå Crater Lake og følt mig meget lille i Monument Valley. Tre gange er turen gået gennem Yellowstone, hvor jeg har været tæt på bøflerne og set Old Faithfull Springe. Jeg tabte helt vejret, da jeg kom sydfra ind i Yosemity og overnattede der under en stjerneklar himmel – uforglemmeligt!
Møder med det lokale dyreliv har også været uundgåeligt: De sorte bjørne har trasket i vejkanten i British Columbia og Alberta, en ulv løb ud på vejen og efter mig mellem Fairbanks og Denali! Slanger! Masser af dem i det sydvestlige hjørne hvoraf nogle har mærket et cykelhjul køre hen over sig! Oven i alt det også et jordskælv i det sydlige Nevada. Hver gang – uden undtagelse – når der har været problemer af en eller anden slags, har jeg haft de nordamerikanske trafikanter ”på bagagebæreren” til at hjælpe mig på sikker grund.
”LONGRIDER TURENE”
To ture skal fremhæves: Anchorage – Miami 1989, 10.655 km på 54 dage. Og to år efter i 1991, USA rundt på 80 dage med start i Miami til San Diego, Seattle, Portland, Maine og tilbage til Miami, i alt 16.494 km. Begge ture med 25 kg bagage på cyklen og begge kom i den danske Guinness Book of Rekords.
ANCHORAGE, ALASKA – MIAMI, FLORIDA
Denne tur planlagde jeg, fordi det efterhånden var blevet for almindeligt ”bare” at cykle tværs over USA. Desuden ville jeg prøve Alaska Highway; En godt 3.000 km lang vej fra Fairbanks til Dawson Creek, British Columbia. En del af vejen var grusvej.
MØDE PÅ ALASKA HIGHWAY
Det var turens femte dag, og jeg cyklede mellem Delta Junction og Tok, da jeg mødte to andre cyklister, som stod og snakkede sammen ude i vejsiden. Naturligvis skulle jeg også deltage. Det er altid spændende at møde andre lidelsesfæller så langt hjemmefra.
Den ene var fra Cornwall, England, han havde været nede i Valdez for at hjælpe til med oprydningen efter olietankerforliset i Prince William Sound. Jeg studerede hans styr, fordi der var monteret en skærm til at bryde noget af vindmodstanden. Han påstod det hjalp, jeg har dog aldrig set det siden.
Den anden var australier og havde cyklet rundt på grusvejene i Yukon og Alaska i syv uger. På hans arbejdsplads hjemme havde han opsparet 12 ugers ferie, og de blev brugt til at turnere rundt i dette hjørne af Nordamerika.
En ting kunne vi tre hurtigt blive enige om: Det var godt at have en god myggebalsam!
Jeg havde også et andet møde senere på Alaska Highway: De sidste tre-fire timers cykling mod Fort Nelson, British Columbia, skulle nydes i fulde drag, så jeg havde åbnet en stor pose lakridser, som lå i min styrtaske. Dem spiste jeg af, medens jeg cyklede. Det gik da også fint, indtil der begyndte at komme flere og flere nærgående hvepse, som lod til at have en vis interesse i det der lakrids! Til sidst var det blevet til en hel sværm, og jeg var nødt til at cykle så stærkt, som jeg kunne.
Lige inden byen var hvepsene blevet trætte af legen og forlod mig, men da var mine ben også blevet så trætte, at jeg var glad for at se dyner.
I YELLOWSTONE
Da jeg nu var på disse kanter, var turen selvfølgelig lagt gennem Yellowstone. De varme kilder, geyserne og vandfaldene oplevede jeg i et forrygende flot vejr – solen skinnede fra en skyfri himmel. Endnu havde jeg dog den største oplevelse til gode. >
Hvem skulle have troet, at jeg i en alder af 63 år til dato har cyklet 166.400 km. Lig med fire gange rundt om Jorden.
Jeg var ved at fordøje de mange positive indtryk, medens jeg i ro og mag cyklede i Haydn Valley, da jeg opfangede en bevægelse til højre for mig ude i terrænet. Ved nærmere eftersyn kunne jeg konstatere, at nogle bisons var på vej lige over mod mig! Der blev flere og flere, og til sidst måtte der have været langt over 100 dyr, der stille kom traskende hen imod mig.
Her stod jeg af cyklen og forholdt mig helt rolig! Hjorden gik tværs over vejen, og jeg blev omgivet af de store bisons på alle sider.
”Uha” tænkte jeg, bare nu ikke en af de bagvedholdende bilister gav et dyt i hornet! Jeg ville nødigt være midtpunkt i en bissende bisonhjord. Gudskelov skete det ikke, og jeg kunne beundre dyrene på tætteste hold. Jeg kunne bl.a. se, at resterne af den tykke vinterpels stadig sad i totter på mange af dyrene. Da de havde passeret, formentlig for at drikke vand nede ved floden på den anden side af vejen, kom jeg igen på cyklen og fortsatte. Lidt længere henne af vejen troede jeg knap mine egne øjne: En bilist var steget ud af sin bil, og nu stod han med kameraet lige op i fjæset på en stor bisontyr! Jeg spurgte mig selv, om manden nu også ville bruge blitz, for så skulle der nok komme liv i dyret. Det havde han sgu næsten fortjent, sådan et fjols. Der skete dog ingenting, men man må ryste opgivende på hovedet af sådanne mennesker – bare for at få et billede.
EN AFTALE ER EN AFTALE
Lige en ting mere fra denne tur.
Ved Fairbanks snakkede jeg for første gang med min kontakt til pressen, Tracy Toentjess, fra Carlsberg i St. Louis. Hun spurgte, hvornår jeg kunne forvente at være fremme ved hende – 7.000 km mod sydøst. Jeg svarede, at hun blot kunne se på min ruteplan – der var lavet dag for dag – jeg ville være der sådan ca. middag den og den dato. Det holdt ikke helt stik. Klokken var et minut over 12, da vi mødtes. Tracy var rimeligt imponeret, men et ord er et ord!
Et par dage senere blev jeg interviewet af en avis i Paducah, Kentucky, I den følgende artikel tegnede de mig som ”The Longrider” – typisk amerikansk. Det tilnavn har jeg så taget til mig.
EFTERVIRKNINGER
Mod slutningen af denne tur begyndte de amerikanske turister at spørge, ”hva’ så næste gang”, og nogle foreslog endda en Australien rundt tur, men jeg fik andre ideer. Efter Jules Vernes ”Jorden rundt på 80 dage” fik jeg ideen om at cykle hele USA rundt på de 80 dage!
Først måtte jeg dog gå til min chef ved Hobro Udbenings Service, Hans Jørgen, for at høre, om jeg måtte få fri de 80 dage, der skulle bruges til rundturen i USA? Jeg var da netop kommet hjem fra Alaska – Florida, der havde varet 54 dage. Da han var landet på stolen igen, fik jeg dog lov.
USA RUNDT PÅ 80 DAGE
Jeg realiserede denne idé to år senere – også med Carlsberg som sponsor.
Med start i Miami gik det med uret hele vejen rundt og endte i Miami 80 dage senere, som jeg ankom til, fem timer før flyet hjem afgik.
Jeg vil nøjes med at trække én eneste dag frem fra denne maratontur: Der var gået 32 dage, siden jeg startede i Miami. Faktisk overholdt jeg tidsplanen her, hvor jeg nu var nået til Oregon. Jeg havde overnattet i en hytte i Gold Hill, en by mellem Grants Pass og Medford i den sydvestlige del af staten. Det øsregnede fra morgenstunden. På turen gennem byen fik jeg følgeskab af to cykelmotionister, og jeg spurgte dem, om ikke de ville gøre mig følgeskab op mod Crater Lake, men de takkede nej. De havde hørt i den lokale vejrudsigt i radioen, at regnvejret ville gå over i sne længere oppe i højderne, hvor jeg skulle hen. I stedet foreslog de mig, at jeg blev på denne side af bjergene og cyklede nordpå herfra. Nu havde jeg altså planlagt at komme op at se Crater Lake og så videre mod Seattle på østsiden af Cascade mountains. Det skulle et elendigt snevejr ikke forhindre mig i!
Stædigt fortsatte jeg op ad i bjergene. Som forudsagt gik regnen over i slud og endeligt til sne. Jeg havde derfor fundet vintertøjet frem. Her midt i maj!
I flere timer havde jeg ikke set skyggen af en bil og oppe ved frakørslen til Crater Lake var der et skilt med oplysning om, at vejen gennem parken var lukket på grund af sne. Jeg kunne dog fortsætte ad nr. 230. Ved pashøjden i 1.500 meters højde lå der 5-10 cm. Sne på vejen. Jeg håbede, at der kom en eller anden forbi, så der kunne blive taget et foto af mig i sneen heroppe. Der kom selvfølgelig ingen, så jeg måtte nøjes med et af cyklen
alene. Foruden sneen havde jeg nu fået et andet problem: Eftersom jeg havde bevæget mig fra varme til kulde, var bremser og gear frosset fast. Det skulle ordnes på en eller anden måde inden nedkørslen på østsiden. Midt på eftermiddagen kom jeg til den nordlige frakørsel til Crater Lake. Her skulle jeg på toilettet! Intet at gøre, så jeg satte mig på hug i sneen for at gøre toilette – jeg kunne jo ikke forarge nogen, når der ingen var!
Herfra gik det for alvor ned ad mod Diamond Lake Junction, men mine gear og bremser fungerede endnu ikke. Jeg tog en chance efter at have studeret mit kort – vejen så ud til at være lige, så jeg satte af og lod cyklen rulle. Tø-sneen lagde da også en dæmper på farten, så det lykkedes mig at komme helskindet så langt ned, at bremserne tøede op, så jeg kunne bruge dem. Senere kom også gearet i funktion.
I cafeteriaet ved Diamond Junction lurede de noget, da jeg dukkede op for at bede om noget varm suppe! Sneplovene var på dette tidspunkt i brug ude på highway 97. Jeg kom frem til Chemult 10 miles længere nordpå. 180 km. På sådan en dag – forrykt! Næste morgen var sneplovene stadig i gang på vejen længere mod nord, så jeg fik et lift på 100 km – nok til at komme så meget lavere, at sneen forsvandt fra vejen.
På en anden tur oplevede jeg Crater Lake, når den er smukkest.
LIDT EUROPÆISK
Fra 1980 og frem – minus de år i Nordamerika – har jeg cyklet Europa tyndt. Specielt Alpeegnene og Skandinavien har stået for tur.
Alle de højeste pas i Alperne fra Nice til Wien har jeg været over – nogle ret svedige ture!
En enkelt gang formåede jeg at sne inde langt oppe på ”Grossglockner hochalpen Strasse” i Østrig. Fandt da en overnatning på et ensomt beliggende gasthaus, så jeg kunne fortsætte den næste morgen, efter at sneskraberne havde ryddet vejen.
De middelalderlige midttyske byer samt de smukke og idylliske schweiziske og østrigske landsbyer er blevet besøgt.
En tur, som også kom i den danske Guinness, var min tur til det nordligste punkt i Europa, Nordkapp. Jeg havde lovet familie og venner, at jeg kunne cykle de 5.000 km på 23 dage med min sædvanlige bagage på cyklen. Som sagt så gjort! Selv om vinteren ikke havde sluppet sit tag i det mellemste og nordlige Norge, så havde jeg erfaring nok i vinterkørsel til at gennemføre turen med et snit på 217 km om dagen fra Kristiansand til Nordkapp >
og tilbage gennem Sverige til Varberg, i alt 4.994 km.
FJERNE HORISONTER
Grundet jobskifte (Hobro Udbenings Service lukkede, og jeg kom til Danish Crown i Aars) fik jeg i 1995 lejlighed til at holde forskudt sommerferie, hvilket gav mulighed for at vælge mellem New Zealand eller Australien. Jeg valgte New Zealand. Landet er et perfekt udendørs sportsparadis. En behagelig temperatur for en dansker og med alle former for landskaber inden for et relativ lille område.
Et minus var dog en eftermiddag i Christchurch, hvor jeg glemte, at der var venstrekørsel.
Det kostede en kollision med en bil og en tur på sygehuset for at få syet en flænge på hagen – andet skete der ikke med mig. Cyklen fik slået baghjulet skævt, og det var alt.
Heldig var jeg også, da jeg fik to dage med skyfrit vejr op langs vestkysten på Sydøen.
3.349 km på 21 dage rundt på både Nord- og Sydøen spækket med dejlige oplevelser.
RUNDT OM ET KONTINENT
Overflod af dejlige oplevelser havde jeg ikke haft på turen fra Denver til Portland, hvor jeg bl.a. havde den føromtalte tur på Fall River road
Den tur gjorde mig så rasende, at jeg ville hen et sted, hvor der var chance for lidt sommer. Valget faldt på Australien. Først blev landet delt, da man kan komme tværs igennem Australien og forbi Alice Springs. Så faldt jeg for fristelsen; hele vejen rundt lig 15.000 km. Og for at lave en udfordring ud af det, ville jeg gøre det på 75 dage lig 200 km om dagen.
Det havde jeg jo holdt ni år forinden ved USA rundt.
Med start i Sydney gik det med uret sydpå. Jeg oplevede masser af papegøjer, kænguroer og emuer, men om de ville stå stille, så jeg kunne få fotos – nej.
Udfordringen begyndte ved Nullarbor, 1.210 km flad ørken så godt som uden træer, men med Roadhouses strategisk beliggende, så jeg kunne komme igennem.
Med undtagelse af det sydvestlige hjørne omkring Perth blev det til omkring 10.000 km i ørkenagtige omgivelser og med en varme, der gjorde, at de syv liter vand, som jeg kunne have med mig fra start om morgenen, var væk ved middagstid.
Godt, at trafikanterne var gavmilde med deres væske!
Indtil Carnarvon i det nordvestlige hjørne havde jeg holdt de 200 km om dagen en måned henne i turen. Så tappede varmen mig for kræfter, og jeg måtte flere gange på vejen ud til Østkysten have hjælp til transport til overnatning for i det hele taget at overleve.
Disse transporter ”kostede” ca. 1.400 km, som jeg ikke kunne bruge til noget, så jeg endte med et gennemsnit på 180 km pr. dag, da jeg rettidigt ankom til Sydney og kunne endda bruge halvanden dag til sightseeing i byen.
Som med hensyn til canadiere og amerikanere fandt jeg ud af, at også australierne er et fantastisk hjælpsomt folkefærd.
DEN ULTIMATIVE TUR
Noget, som i flere år havde ligget i baghovedet på mig, var at cykle fra Sydamerikas spids til Ishavet ved Alaska – en strækning kaldet Pan American Highway. En klassiker! Det var først, da én af mine arbejdskammerater sagde, at jeg var ved at blive for gammel til disse langture (46 år), at jeg satte forberedelserne i gang.
Flere ting skulle falde i hak med hensyn til økonomi – arbejde og viljen til at cykle turen igennem.
De ting faldt i hak, og i 2001 realiserede jeg så drømmen om at cykle de 20.000 km på fire måneder. >
Vær positiv og venlig – ikke nedladende. Så vil du møde nogle dejlige mennesker overalt.
Det blev en meget spændende tur – alene det, at jeg ikke kunne et ord spansk, jeg skulle være ca. tre måneder i spansktalende lande.
Okay, det gav nogle småproblemer, men aldrig større end at de kunne løses.
Mødet med lokalbefolkningen, fattige, men gavmilde i deres gæstfrihed, gav mange plusser i ”bogen”.
Jeg vidste alt om det, men alligevel ”faldt jeg i”, dårlig mave i Mexico! Noget som mere eller mindre varede ved de næste 10.000 km. Det kostede ni kilo af min kampvægt, men hva’ pokker, det gjorde jo ikke ondt, så det var bare på cyklen hver dag. VÆR POSITIV! Som det nok antydes, så har det været nødvendigt at finde hjælp mange gange ved mine ture, men helt ærligt, så kan jeg ikke huske en eneste gang, hvor jeg er stødt på et slet menneske – uanset tid og sted.
Som jeg har fået at vide masser af gange: Det kommer an på din holdning!
Alaska/yukon området har virket som en magnet på mig siden mit første besøg i 1989.
Vær positiv og venlig – ikke nedladende. Så vil du møde nogle dejlige mennesker overalt.
EFTERSPIL
På sommerturen i 2002 cyklede jeg rundt i det sydligste England på en pragtfuld tur – indtil at jeg blev kørt ned bagfra af en kvindelig bilist i en Landrover. Det skete i byen Bridgewater.
Det ”kostede” en brækket ryg og tre måneders hospitals- og sengeophold, inden jeg kunne begynde den lange vej tilbage til cyklen og landevejen igen.
Det kom lidt efter lidt i 2003, men den store muskel over venstre knæ ville ikke komme sig. Musklen er her i 2019 stadig ikke på 100 pct.
Der var kommet en beskadigelse omme i ryggen, som bevirkede kraftnedsættelsen i venstre ben.
Men via seks-syv dages træning om ugen er jeg kommet tilbage på verdens landeveje igen!
I påsken 2004 holdt jeg et løfte om at cykle tilbage til Mosgrove Park Hospital, Taunton, Somerset, hvor de havde sat rygstykkerne sammen efter ulykken. Dagen før jeg tog af sted til Taunton, var jeg til begravelse for en af mine cykelvenner, Kristian Vestergård, som var blevet påkørt bagfra af en billist, da han var på træningstur med cyklen. Den ulykke overlevede Kristian ikke.
Min tilbagevenden til England overbeviste mig om, at jeg stadig kunne se verden fra en cykelsaddel, så sommerturen gik til Canada, hvor jeg havde start i Yellowknife, via Jasper til Bella Coola og Vancouver Island, og sluttede i Vancouver.
I efteråret 2004 tog jeg til Sydamerika, hvor jeg startede fra Santiago, Chile, og endte ved Iquazu Falls ovre ved grænsen mellem Argentina og Brasilien. Disse vandfald er virkelig et besøg værd. Jeg kom til Whitehorse, Yukon, i sommeren 2009 bare for at cykle sølle én dag!
Der var problemer derhjemme: Fatter boede hos mig – han var da 83 år og havde Kol-lunger. Kort før min afgang havde jeg købt en hundehvalp til os, Skipper. Det viste sig, at far ikke havde energi til at styre den tre måneder gamle hundehvalp. Vi var enige om, at Skipper ikke skulle på hundepension. >