Nordtysk slaraffenland..
Lange og stejle opkørsler og lige så fris tende nedture, hårnålesving, snoede småveje samt uforstyrrede og udfordrende asfaltskovveje er blandt de mange cykelfornøjelser i Harzen fem timers kørsel syd for grænsen til Tyskland.
Sommeren er lige brudt igennem, og det gode vejr forøger fornøjelsen ved hurtigt at få farten et godt stykke over 70 km/t.
”14 procent! Yeehaw!”, siger Jesper Overgaard, dykker ned over styret og begynder på endnu en lang og lækker nedkørsel.
Jeg lægger mig bag ham og nyder, efter fem års pause, igen at være med som gæsterytter på Kolding Bicycle Clubs (KBC) traditionstur til Harzen i Kristi Himmelfartsferien. Det er altid en fornøjelse. Selvfølgelig på grund af det gode selskab, men sandelig også fordi Harzen har alt, hvad selv krævende amatørryttere kan forlange. Eksempelvis stejle opkørsler, hårnålesving, bløde kurver, snoede småveje, uforstyrrede og udfordrende asfaltskovveje uden trafik samt hensynsfulde bilister. Og så nedture som det fem kilometer lange ridt ad landevej 81 mod Blankenburg, som Kbc’erne og jeg er i gang med. Sommeren er lige brudt igennem, og det gode vejr forøger fornøjelsen ved hurtigt at få farten et godt stykke over 70 km/t.
Anderledes adstadigt og anstrengt er tempoet en halv times tid tidligere, da det går op ad med 14 procent. Det hårde arbejde belønnes med en hurtig tur ned mod dæmningen Rappbodetalsperre.
”Tschak, tschak, tschak, tschak” lyder det fra cyklen, da jeg – efter at have overset en advarselstavle – banker hen over fire fartbump kort før en kort tunnel, der fører til den godt 400 meter brede dæmning.
”Jeg så skiltet, der advarede om bumpene, men troede ikke, at de var så hidsige,” siger Jesper Overgaard, da vi holder pause og nyder udsigten fra den 106 meter høje Rappbodetalsperre sammen med andre cyklister og fodgængere.
Nogle af dem går de knap 500 meter hen over hængebroen Titan, der løber parallelt med dæmningen i 100 meters højde. Andre tager turen over os svævende i en zipline. Let og elegant ser det ud. Noget hårdere måtte der arbejdes, da vi otte Kbc-ryttere tidligere på dagen var på vej op ad Bloksbjerg.
SLALOM PÅ BJERGSIDEN
Den otte kilometer lange og stejle opkørsel fra byen Schierke foregår i slalom mellem vandrere og hestevogne. Dertil kommer et møde med et veteranlokomotiv fra Harzer Schmalspurbahn, der trækker sine vogne op ad bjergsiden for fuld damp. For mit vedkommende er der godt tråd i pedalerne, men de sidste hårnålesving og meter med 15-16 procent stigning giver næsten blodsmag i munden.
Udsigt fra toppen af det 1.141 meter høje bjerg er der ikke meget af denne dag. Det er nemlig tåget, men en af Bloksbjergs mange andre gæster har lagt mærke til de mange uniformerede cyklister.
”Hvorfor er der så mange, der kører i ens tøj,” spørger manden på tysk.
Lysten til at bilde ham ind, at jeg er en del af et professionelt hold, er stor, men mit ærlige jeg får mig til at fortælle ham den sande årsag til mit første besøg på Harzens højeste tinde. Mine holdkammerater har aflagt flere visitter her, men det er for intet at regne mod den legendariske Brocken-benno, som til fods har besteget Bloksbjerg – Brocken på tysk – over 8.000 gange.
På nedturen er det skønt at få bekræftet den gamle skolelærdom om, at temperaturen stiger en grad for hver 100 meter, man bevæger sig nedad. Det mærkes nemlig tydeligt, hvordan fartvinden bliver varmere i takt med den stadig større afstand til toppen. Mens lunheden er behagelig, er det mindre rart at se de kæmpe områder med vissen skov, der dækker store dele af bjergskråni n gerne. Skovdøden skyldes angreb af barkbiller, der stortrives i Harzens monokultur af grantræer.
FORKERT FROKOST
Det er blevet midt på dagen, og sulten begynder at kunne fornemmes. Som altid på KBC’S Harzen-ture skal den efter et ridt til Bloksbjerg stilles med frokost i Altdeutsche Kartoffelhaus i middelalderbyen Blankenburg.
Det skal lades usagt, om sulten eller stedsansen får turleder Jesper Overgaard til at føre os direkte og problemløst til det hyggeligt udseendes pises tedie n baggård med bindingsværks huse og brosten. Men fast ligger det desværre, at alt er optaget i kartoffelhuset. I stedet for solid tysk husmandskost står den derfor på gyros og döner på grillbaren Türkischer Riviera klos op ad en støjende vej. En streg i regningen, men snart er både ærgrelse og kalorier cyklet væk. Den nyere histories vingesus mærkes, da vi passerer en stor, brun
informationstavle med teksten ’Her var Tyskland og Europa delt indtil 21. november 1990 kl. 8’ og forlader det tidligere DDR og kører ind i, hvad der engang var Vesttyskland. Tilbage på vores base – Hotel zum Bergkrans i Braunlage – evalueres dagens strabadser over kolde øl fra køleskabet i krostuen. Aftensmaden får tjeneren på Altes Forsthaus lov at servere. Desserten bliver en is med tre kugler i det fri på en lun sommeraften.
SVIMLENDE NEDKØRSEL
Vejret viser sig fra sin bedste side, da vi dagen efter sætter kurs mod Goslar. Efter en kort opvarmning på vej ud af Braunlage går det stejlt op ad mod St. Andreasberg. Herfra går det hurtigt ned ad byens stejle hovedgade med et fald på op til 19 procent. Lidt før byen Clausthal-zellerfeld drejer jeg fra for at skyde genvej ad landevej 241 og spare 10 kilometer på grund af en lille irritation i det ene lår. Benene får lidt ekstra hvile, da jeg gør holdt ved en krigsgrav fra Anden Verdenskrig. ’Her hviler russiske ofre for fascismen’ oplyses det på russisk med indgraverede kyrilliske bogstaver på en af gravpladsens to stensøjler.
Tilbage på vejen mod Goslar triller jeg gennem idylliske landskaber med søer, skov, gumlende køer på marker samt småbyer med navne som Erbprinzentanne. Vejen fører til en svimlende smuk og 10 kilometer lang nedkørsel, der er flankeret af skov, skov og atter skov. Et enkelt hus dukker op i alt det grønne, derpå flere, og snart triller jeg ind i Goslars gamle bydel. På torvet uden for Brauhaus Goslar venter Kbc-turens fire kvindelige cyklister. Lidt efter ruller deres mandlige klubkammerater hen over brostenene, parkerer cyklerne og gør et pænt indhug i spisestedets forsyninger af pasta.
Farvel til Goslar og goddag til en 12 kilometer lang opkørsel. Min irritation i låret er afløst af gode ben, der problemløst fører mig til dæmningen Okertalsperre. Efter at have krydset dæmningen lægger vi denne verdens støj og larm bag os og fortsætter ad en asfalteret skovsti. Lydsporet består af dyb stilhed, en rislende bæk af og til samt fuglesang. Alt er klædt i grønt, og træerne danner næsten spalier. Efter de første flade kilometer begynder det at gå opad. Stadig stejlere bliver det, og de sidste søm trækkes ud på et afsnit med 15-16 procent stigning, der fører ud til Bundesstrasse 4. Ovenpå endnu en kilometer med opkørsel samles vi ved Torfhaus, et udsigtspunkt med restaurant, hotel og andet godt.
FRISTENDE TILBUD
På det sidste stykke af de 11 kilometer fra Torfhaus til Braunlage kommer jeg med i en udbryderkvartet. Op ad en lille stigning begynder jeg at hænge, men får ny luft fra den slipstrøm, det giver at overhale en gruppe nordjyske ryttere. Jeg føler mig usårlig og placerer mig forrest, men bliver snart overhalet af de tre andre ryttere, der hurtigt lægger afstand til mig.
”Du skulle have gjort som mig og lagt dig bag de andre, så de kunne tage slæbet. Det er altid en god strategi,” siger Claus Amby, da vi samles ved det sidste hårnålesving før byskiltet med Braunlage.
”Hvem skal med op til toppen af Wurmberg?” spørger Jesper Overgaard.
Det tilbud er for fristende. Jeg har ofte stået på ski på bjerget og taget svævebanen til dets 982 meter høje top, men har
aldrig nået tinden på to hjul. Sjovt er det at passere skihopbakken, hvor jeg sammen med mine to børn i påsken 2018 for første gang så skihop i virkeligheden. Skønt er det også at finde det rette tråd og nyde skovens friske duft af fyr og mos samt den grønne stilhed, der kun brydes af fuglefløjt og et ”Hallo!” i ny og næ til fodgængere.
Men hvor dælen bliver den top af? Dagens 100 kilometers kørsel begynder at kunne mærkes, efterhånden som stigningsprocenten øges og får mig ned i noget, der minder om gåtempo rundt i det ene hårnålesving efter det andet. Endelig flader vejen ud og fører ud af skoven til åbne vidder samt udsigt til det øverste af Wurmberg i sommerdragt.
SLATTEN SCHWEINEHAXE
Synet og udsigten er alle anstrengelserne værd. For modsat dagen før er det skyfrit, hvilket giver et bjergtagende vue over Harzen inklusiv Bloksbjerg seks kilometer væk i fugleflugtslinje. Derovre tøffer et damptog af sted. På Wurmberg lægger nogle mountainbikere an til at bumpe ned ad et singletrack. De andre Kbc’ere er trillet ned ad asfaltvejen, men jeg bliver i hængende i bjergidyllen lidt endnu. Så er det på cyklen igen med kurs mod Braunlage, en fyraftensøl og et brusebad.
Som altid skal det sidste måltid på Kristi Himmelfartsturen bestå af den i KBC sagnomspundne Schweinehaxe – et kilo svineskank med sauerkraut og brasede kartofler – hos spise- og dansestedet Tenne Blueberry Hill. Desværre skuffer det vanligvis delikate, og enorme, stykke kød ved at være sejt og ikke ordentligt gennemstegt. Frank Faber, Tennes syngende vært, er også en skygge af sig selv, da han, efter at have fortalt om sit comeback efter seks ugers sygefravær, istemmer med ’Hallo, hier bin ich wieder’. Men skidt, ich komme wieder, jeg kommer igen, til Harzen for at cykle. Meget gerne.
Du skulle have gjort som mig og lagt dig bag de andre, så de kunne tage slæbet. Det er altid en god strategi.