De opdagede Det Vilde Vesten

De rejste gennem fremmet land, de stødte på farer og gjorde utrolige opdagelser. Dette er den sande historie om to pionerer i Det Vilde Vesten.

USA var blevet et selvstændigt land og fri fra Storbritannien. Det var på tide at udforske det store amerikanske kontinent. Man vidste ikke meget om, hvordan landskabet så ud, eller hvilke dyr og planter der fandtes. Det var en stor, ukendt vildmark. Turen vest på var farlig, og man kunne ikke være sikker på at vende tilbage.

Meget at udforske

Frankrig tilbød at sælge Louisiana til USA i 1803. USAS præsident Thomas Jefferson takkede hurtigt ja, og pludseligt var USA blevet fordoblet. Nu skulle der udforskes.

De opdagelsesrejsende

Præsident Jefferson ville finde en god rute mellem Stillehavet og Mississippi. Den perfekte leder for en sådan ekspedition var Meriwether Lewis. Han var en sær person, men han var stærk og kunne lide vildmarken. Lewis læste om området og de mennesker, der boede der, men uanset hvor forberedt han var, ville hans rejse blive hård. Lewis foreslog, at hans ven William Clark skulle ledsage ham. Clark havde været soldat, så de ville være et godt team.

Et hård opgave

En af deres pligter var at fortælle det oprindelige folk, indianere, at de havde fået nye herskere. Det ville blive svært, men de håbede, at indianere ville byde dem velkommen, hvis de fik gaver. Lewis og Clark optog 33 personer i gruppen. De øvede sig en vinter og startede deres opdagelsesrejse på Missouri-floden den 14. maj 1804.

De fik ikke en god start. Nogle af mændene var besværlige. Og Lewis faldt ned fra en seks meter høj klippe. Han var tæt på at dø, men i sidste øjeblik lykkedes det ham at stoppe faldet ved hjælp af en kniv. Det var en farlig mission.

Et godt møde

Lewis og Clark tog på ture i skovene og mødte forskellige indianerstammer. Den 3. august stødte de på oto-indianerne og fik lige den velkomst, de havde håbet på. De gav gaver og holdt taler.

Vilde skurke

I september kom de ud på de store sletter. Her var der dyr, som ingen af dem tidligere havde set. Elg, bison og prærieulv var blandt de nye fascinerede opdagelser. Men det var ikke kun dyr, der boede her. De mødte lakota-indianerne, og stemningen var anspændt. Det var kendt, at denne stamme kunne være fjendtlig. Lakota-indianerne ønskede blandt andet en af ekspeditionens både. Men heldigvis lykkedes en høvding at mægle. “Vilde skurke”, skrev Clark om indianerne i sin dagbog.

Hjælp fra tolke

Ekspeditionen fortsatte nordpå. I slutningen af oktober var det tid til at bygge en lejr før den kolde vinter. En pelshandler og hans kone sluttede sig til. Konen var den 16-årige indianerpige Sacagawea. Parret tolkede mellem de opdagelsesrejsende og indianerne. At nogen kunne tale sproget, hjalp dem til at drive forretninger - de havde brug for heste til at krydse bjergene. Sacagawea fødte en søn, Jean Baptiste (som Clark kaldte Pomp). Mange hævder, at det er takket være Sacagawea og barnet, at ekspeditionen blev hilst velkommen af indianerstammer på resten af turen.

Sacagawea hjalp dem også med at finde spiselige planter i naturen.

Svære vandringer

I juni blev det svært. Her var der bjørne og slanger, og flere af mændene blev syge. På grund af et vandfald måtte de vandre i vanskeligt terræn og bære alt udstyr selv. Men den svære tur lykkedes takket være dygtige lederne. I september begyndte de at klatre i bjergene i Bitterroot Range. Turen var svær, og der var ikke meget mad. Men til sidst kom de til at bosættelsen Nez Perce. Indianerne her var venlige og gav dem mad og husly i to uger. De lærte også at bygge kanoer på en ny måde.

Hav i sigte!

Ekspeditionen roede i de nye kanoer, men strømmen var stærk og padlingen var vanskelig. Den 7. november mente Clark, at han så Stillehavet. I sin dagbog skrev han: “Hav i sigte! Hvilken lykke!” Men de var ikke helt fremme. Der var fem kilometer til havet, og det ville tage over en uge at nå frem. Så skrev Clark: “Mændene synes meget tilfredse og ser med stor forbløffelse på de høje bølger, der rammer klipperne.”

Hjemrejsen

Efter en hård vinter startede mændene deres hjemrejse i marts. Hele turen tog næsten to år, men hjemrejsen bare lidt over seks måneder. På vej hjem hjalp det dem, at Clark havde fået et nyt og bedre kort. De var rejst gennem områder,hvor ingen hvid mand tidligere havde været. De havde opdaget flere plante- og dyrearter, udforsket store landområder og mødt mange indianerstammer. Denne viden var vigtig for udviklingen af det USA, der tog form.

01. Camp Wood 14. maj 1804

Lewis møder Clark i Louisville. Her forbereder de sig på ekspeditionen.

02. Lakota- indianerne 25. september 1804

Der opstår uenighed, men en høvding mægler.

03. Fort Mandan oktober 1804– april 1805

Ekspeditionens vinterlejr i Fort Mandan. Indianerpigen Sacagawea tilslutter sig.

04. Floden deler sig 1. juni 1805

Missourifloden deler sig pludseligt! Hvilken vej skal de vælge? De må tage en chance.

05. Vandfaldet 13. juni 1805

Da de kommer til et stort vandfald, må de tage en omvej over land. Turen bliver svær.

06. Three Forks 22. juli 1805

Floden deler sig. Hvis de vælger en forkert vej, bliver det umuligt at komme over bjergene.

07. Møde

medshoshonerne

17.august 1805

Sacagawea møder sit folk, da det lykkes at finde shoshonerne. Høvdingen er Sacagaweas bror.

08. Bjergvandring 11.– 23. september 1805

Sammen med en vejviser begiver de sig op i bjergene. De er dårligt forberedte til den lange tur og sulten truer.

09. Nez Perce 23. september– 7. oktober 1805

Nez Perce- stammen byder de sultne mænd velkommen. De får hjælp til at lave nye kanoer.

10. Fort Clatsop 24. november 1805– 23. marts 1806

Ekspeditionen når Stillehavet. Her bygger den vinterlejr og drømmer om at vende hjem.