Pelsjægere i de vilde bjerge
Pelsjægere i Nordamerikas vildmark udryddede næsten bæverne.
Idag er mink og ræve nok de mest eftertragtede pelsdyr. Men i begyndelsen af 1800’erne var det bæveren, der havde den mest værdifulde pels. Af den blev der lavet fine hatte af folk i Europa. Pelsen blev også brugt til hovedbeklædning i hæren og marinen.
Bæverens pels
Bæverens pels består af lange vandafvisende hår yderst og et meget blødere lag med kortere hår nedenunder. Den er vandtæt og holder formen. Bævere går ikke i hi - i stedet får de en tykkere pels om vinteren. Jo koldere klimaet er, desto tykkere bliver bæverens pels. Den tykkeste og mest kostbare pels kom fra bjergene i Canada og det nordvestlige USA.
Inden europæerne kom til Canada fandtes der næsten 10 millioner vilde bævere.
Betalte med whisky
Mange britiske og amerikanske pelsjægerfirmaer tillod indianerne at fange bæverne for dem. Virksomhederne havde netværk af små butikker, hvor lokale jægere kunne købe våben, tøj, heste og whisky for pelsen. Indianerne blev betalt med whisky og anden alkohol , fordi de var meget lettere at narre, når de var fulde. Senere blev det forbudt at sælge spiritus til indianerne, men forbuddet virkede ikke overalt. Længst mod nord, midt i vildmarken, blæste man på forbuddet - for at få pelsen billigt.
Da silken begyndte at komme fra Kina blev pelsen mindre eftertragtet.
Et hårdt job
I 1822 ansatte general William Ashley i Missouri mere end 150 mænd og startede et pelsfirma. Disse mænd blev oplært i at fange bævere.
De levede under svære forhold, og mange døde i en ung alder. Kontrol og tømning af bæverfælder betød, at pelsjægerne skulle vade eller svømme i iskoldt vand midt om vinteren. De skulle hele tiden være på farten og leve af, hvad naturen kunne tilbyde. De sov under åben himmel i vildmarken. Mange blev dræbt af bjørne. Endnu flere frøs ihjel og fik en iskold død.
Bæverpelsen var mere værdifuld, for den var smidigere og sad bedre på kroppen.
Silke i stedet for pels
I 1830’erne begyndte antallet af bævere at falde dramatisk. Derfor steg priserne på pelsen, og pelsjægerne begyndte at jage endnu hårdere.
I 1840’erne begyndte silken at erstatte bæverskind som det hotteste materiale. Dette skyldtes tildels, at bæverne blev sjældne, men også at silken fra Kina blev populær i Europa.
Pelsjægernes nye job
I 1834 søgte pelsjægerne til områder længere væk fra bjergene for at fortsætte jagten. Nogle blev imidlertid vejvisere for bosætterne, der rejste vestpå.
Fordi pelsjægerne kendte de forskellige terræner godt, kunne den anvise de bedste steder til bosætterne. De veje, som pelsjægerne opdagede, bærer stadig deres navne.
”Indinaneres pelse blev brugt som betaling for whisky.”