Høv­din­gen Sit­ting Bull

Siouxer­nes høv­ding og ån­de­li­ge le­der kæm­pe­de for ur­fol­kets over­le­vel­se.

Det Vilde Vesten Junior - - Indhold -

Ef­ter to-da­ges vold­som­me kam­pe i Litt­le Big­horn på præ­ri­en i 1876 sej­re­de 3.000 in­di­a­ne­re over 600 sol­da­ter. Den be­røm­te høv­ding Sit­ting Bull hav­de set sej­ren i en åben­ba­ring tre må­ne­der tid­li­ge­re.

Sid­ste chan­ce

Sla­get ved Lil­le Big­horn var den sid­ste chan­ce for det op­rin­de­li­ge folk for at red­de de­res land. For­skel­li­ge in­di­a­ner­stam­mer kæm­pe­de si­de om si­de. De­res le­de­re var Sit­ting Bull, som ik­ke sto­le­de på USA. “De hvi­de vil ha­ve krig, og det skal de få,” sag­de han.

Han hed Slow

Sit­ting Bull blev født i da­gens South Dako­ta. Han fik først nav­net Slow af sin far, høv­din­gen, for­di han al­tid var så lang­som. Som barn op­holdt han sig mest hos siouxin­di­a­ner­ne. Han lær­te at ri­de, sky­de med en bue og ja­ge bøf­fel. Han drøm­te om at bli­ve en stor kri­ger.

Skrap ryt­ter

En spej­der, der mød­te Sit­ting Bull, da han var en dreng, be­skrev ham så­dan: “Han var but­tet og ufor­fær­det. Han var en dyg­tig ryt­ter, en træf­sik­ker skyt­te og kun­ne det me­ste. “

Før­ste kamp

Da Slow var 14, delt­og han i sin før­ste kamp mod crowin­di­a­ne­re. Han over­faldt en kri­ger og slog ham ned. Der­ef­ter fik han nav­net Sit­ting Bull, som en be­løn­ning for sit mod. Da Sit­ting Bull blev høv­ding, øn­ske­de han at be­va­re sit folks kul­tur, tra­di­tio­ner og hel­li­ge om­rå­der. Han be­slut­te­de sig for al­drig at ind­gå af­ta­ler, der tvang in­di­a­ne­re til re­ser­va­ter.

Re­ser­va­tet som fængsel

Da man fandt guld i Bla­ck Hills, blev in­di­a­ner­nes liv svært. Det var en hel­lig mark for man­ge stam­mer, men nu vrim­le­de det med guld­gra­ve­re. USA be­or­dre­de al­le siouxer til at flyt­te til re­ser­va­ter. Sit­ting Bull næg­te­de. Han sag­de, at re­ser­va­ter var som et fængsel.

Åben­ba­ring

Når kam­pe­ne skul­le gå i gang, sam­le­de Sit­ting Bull fle­re stam­mer i sin lejr. Der ud­før­te han ri­tu­a­ler og bad bøn­ner. Un­der et ri­tu­al fik han en åben­ba­ring: sol­da­ter, der faldt til jor­den. Åben­ba­rin­gen gik i op­fyl­del­se ved Lil­le Big­horn tre må­ne­der se­ne­re. Kam­pen var in­di­a­ner­nes stør­ste sejr un­der den lan­ge krig.

Tu­sind­vis af sol­da­ter

Den ame­ri­kan­ske re­ge­ring sendte tu­sind­vis af sol­da­ter til om­rå­det for at dræ­be in­di­a­ner­ne. Man­ge høv­din­ge gav op, men Sit­ting Bull trod­se­de hæ­ren. I 1877 før­te han sin grup­pe over græn­sen til Ca­na­da uden for trop­per­nes ræk­ke­vid­de.

Næg­te­de flytning

Re­ge­rin­gen med­del­te, at Sit­ting Bull vil­le slip­pe for straf, hvis han flyt­te­de til et re­ser­vat. Men han næg­te­de. I Ca­na­da var der in­gen bø­f­ler, og der­for var det svært for Sit­ting Bull at fin­de mad til sit folk. En­de­lig tog han syd­på igen ef­ter fi­re lan­ge år i Ca­na­da.

Med Buf­fa­lo Bill Krigs­fan­ger

Han og hans kri­ge­re blev krigs­fan­ger i næ­sten to år. I 1883 blev Sit­ting Bull gen­for­e­net med sin stam­me.

To år se­ne­re kun­ne Sit­ting Bull for­la­de re­ser­va­tet og del­ta­ge i Buf­fa­lo Bills Wild West-show. Han tjen­te $50 om ugen ved at ri­de rundt i ma­ne­gen og lidt me­re på at sæl­ge bil­le­der og au­to­gra­fer.

Men li­vet på far­ten var svært, og pu­bli­kum buhe­de of­te, når han vi­ste sig. Avi­ser skrev, at Sit­ting Bull var “den ven­lig­ste mand, der no­gen­sin­de har skå­ret hal­sen over på no­gen”. Han blev kun i fi­re må­ne­der hos Buf­fa­lo Bill.

LITT­LE BIG­HORN

Fle­re stam­mer an­ført af Sit­ting Bull og Cra­zy Hor­se næg­te­de at flyt­te til re­ser­va­tet. De be­sej­rer ge­ne­ral Cu­ster ved Litt­le Big­horn. Det er hæ­rens stør­ste ne­der­lag un­der den lan­ge krig på præ­ri­en.

Ju­ni 1876

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.