Den far­li­ge vej mod vest

Man­ge søg­te lyk­ken mod vest i 1800-tal­let. Men de vid­ste næp­pe, hvil­ken van­ske­lig og far­lig rej­se de hav­de for­an sig ...

Det Vilde Vesten Junior - - Indhold -

Ore­gon­ru­ten er en af de mest be­røm­te i Det Vil­de Ve­sten. Mel­lem 1830 og 1869 rej­ste om­kring 400.000 men­ne­sker den­ne vej. Det var in­den den før­ste jer­n­ba­ne gen­nem lan­det var fær­dig. I star­ten var Ore­gon-ru­ten ba­re mud­re­de sti­er, men ef­ter­hån­den blev den ud­vi­det til heste­vog­ne. Små­by­er vok­se­de ef­ter­hån­den op langs med vej­en

Fol­ke­ne på vej­en

Ru­ten be­gynd­te i Mis­souri. På høj­de­punk­tet bandt den Iowa, Kansas, Ne­bra­ska, Col­ora­do, Wy­o­m­ing, Utah, Ida­ho og Ore­gon sam­men med Ca­li­for­ni­en. Først blev sporet brugt af jæ­ge­re. Der­ef­ter kom op­da­gel­ses­rej­sen­de, bøn­der, bo­sæt­te­re og mis­sio­næ­rer. Guld­fe­be­ren i Ca­li­for­ni­en i 1848 til­trak folk fra he­le ver­den. Nog­le nå­e­de de­res mål, mens an­dre slog sig ned et sted på vej­en. Nog­le

kla­re­de ik­ke rej­sen. In­di­a­ne­re, sult, ban­dit­ter og ulyk­ker tog man­ge liv. I 1849 ram­tes USA af ko­le­ra. Tu­sind­vis dø­de af syg­dom­men un­der­vejs.

Fø­de­va­rer, vand og trans­port

Der var brug for fø­de­va­rer, vand og trans­port­mid­ler. He­ste, mul­dyr, ok­ser og vog­ne blev brugt. Op­pak­nin­gen var tung og ter­ræ­net var van­ske­ligt med stej­le skrå­nin­ger og skar­pe klip­per. Vand måt­te sø­ges langs vej­en, og nog­le gan­ge var det svært at fin­de flo­der, sø­er og an­dre vand­løb med rent vand. Der var man­gel på mad. Du kun­ne kø­be kød før af­gang og ja­ge vildt un­der rej­sen. Brød, sal­tet svi­ne­kød, bøn­ner, tør­ret frugt, grønt­sa­ger og ris var det mest al­min­de­li­ge. Hvis det var til at få fat på, pak­ke­de man og­så suk­ker, te, kaf­fe, tør­re­de grønt­sa­ger, kryd­de­ri­er og sirup.

”Op­pak­nin­gen var tung og ter­ræ­net var van­ske­ligt.”

Hvis man kør­te forkert el­ler blev rø­vet, kun­ne man dø af sult ude på præ­ri­en. Vej­vi­se­re var der­for vig­ti­ge, og de kun­ne tje­ne man­ge pen­ge på de­res tje­ne­ster.

Man hav­de og­så brug for varmt tøj, støv­ler, jagt- og be­skyt­tel­ses­vå­ben, tel­te og sen­ge­tøj, lan­ter­ner, bø­ger, pa­pir og kug­le­pen­ne (til skriv­ning af dag­bø­ger og rap­por­ter), ek­stra læ­der og værk­tøj (til re­pa­ra­tion af sad­ler og vog­ne), sæ­be til vask og me­get me­re.

Pen­ge var vig­ti­ge

Det var vig­tigt at ha­ve pen­ge med. De skul­le bru­ges til at kø­be for­nø­de­n­he­der un­der vejs, og man skul­le og­så be­ta­le vej­vi­ser­ne. De var vig­ti­ge og dy­re. Men det var far­ligt at ha­ve for man­ge pen­ge med. Man kun­ne bli­ve over­fal­det og få rø­vet al­le si­ne mid­ler.

To­get ta­ger over

Ore­gon-ru­ten blev over­flø­dig, da jer­n­ba­nen kom. Det var far­ligt og dyrt at rej­se med hest

og vogn. To­g­rej­sen til ve­st­ky­sten ko­ste­de min­dre. Der­u­d­over var det sik­re­re, hur­ti­ge­re og me­re be­ha­ge­ligt.

En rej­se ad Ore­gon-ru­ten va­re­de ot­te må­ne­der, tu­ren med tog kun ot­te da­ge. Og tog­tu­ren re­du­ce­ret ri­si­ko­en for ko­le­ra, rø­ve­ri og in­di­a­ne­ran­greb.

Ru­ten ned­læg­ges

Da jer­n­ba­nen kom, blev Ore­gon-ru­ten ned­lagt. I åre­nes løb hav­de 21.000 af de ca. 400.000 men­ne­sker, der hav­de rejst på den­ne le­gen­da­ri­ske vej i Det Vil­de Ve­sten, mi­stet li­vet.

”Vej­vi­ser­ne var vig­ti­ge og dy­re.”

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.