STORKLUBBERNES HYPPIGE TRÆNERUDSKIFTNINGER
Godt en halv time efter deadline på sidste uges udgave af Tipsbladet kom nyheden om, at José Mourinho var færdig i Chelsea. Og det mest overraskende ved fyringen, som man kan læse en artikel om længere inde i Tipsbladet, var, at den ikke var specielt overraskende.
Godt nok er Mourinho en af de største trænere på denne side af årtusindeskiftet, godt nok er han en legende i Chelsea, og godt nok vandt han mesterskabet for et halvt år siden, men resultaterne var ikke gode nok, og så måtte han ud – sådan er fodbolden anno 2015.
I februar udtalte José Mourinho, at han godt kunne se sig selv blive i Chelsea et årti frem i tiden, men de tider, hvor en træner kunne sidde så længe på posten, er forbi. For få år siden blev toppen af Premier League tegnet af managere som Alex Ferguson og Arsène Wenger, granitklipper der var urokkelige i klubberne og blev på deres plads i med- og modgang. Nu er kun Wenger tilbage, og når han engang siger stop på Emirates, kommer der ikke flere som ham. I dag er resultatkravene så enorme, at den mindste resultatkrise sætter gang i rygtebørsen og klublederne under pres. Champions League-kvalifikation er et must for storklubberne, og der bliver hyppigt skiftet ud på trænersæderne i en desperat jagt på resultater. I skrivende stund den 23. december er det for eksempel ikke helt udelukket, at Tipsbladet endnu engang rammes af deadline. Selv om der er masser af rygter om en snarlig Louis van Gaal-fyring i Manchester United, en klub som med Matt Busby og Ferguson har været kendt for kontinuitet, bliver han dog næppe fyret før Boxing Day-kampen i Stoke, men til gengæld kunne Real Madrid godt finde på at fyre Rafael Benítez trods en 10-2-sejr i weekenden, for rygterne er mange, og den seneste trænerfyring i den spanske storklub fandt som bekendt sted et år efter, at Carlo Ancelotti havde hjemført det nok så efterstræbte Champions League-trofæ. Og i øvrigt er Mourinho i spil til job i både Manchester og Madrid...
Trænerfyringer har altid fundet sted, når klubbosserne er blevet utålmodige, men der er alligevel sket et skred, når selv en dobbelt Champions League-vinder som José Mourinho bliver fyret fra en klub, han har vundet mere med en nogen anden. For hvem erstatter man sådan en mand med? Diego Simeone vil utvivlsomt blive nævnt flittigt i de kommende måneder, men paradokset er, at hvis en anden træner end Mourinho var blevet fyret, ville portugiserens navn stå allerøverst på Chelseas liste.
Tendensen med hyppige udskiftninger forstærkes af, at selv succesfulde trænere smutter. Tag eksemplet Guardiola, en af få (hvis ikke den eneste, udover Arsène Wenger) urørlige trænere, der er tilbage. Han kunne i sin tid sagtens have fortsat i Barcelona, ligesom også Bayern München meget gerne ville forlænge, men han valgte begge gange at stoppe, mens legen var god. I Barcelona var presset enormt, denne gang frister nye udfordringer.
Så hvis vi ikke allerede vidste det i forvejen, forstærkede fyringen af José Mourinho indtrykket af, at dagene med langvarige træneransættelser er talte. Og hvad betyder det så?
Blandt andet, at en del af klubidentiteten ryger. En træner eller manager kan mere end de fleste andre ansatte tegne en klub og dens værdier, spillestil og omdømme. Men når for eksempel Chelsea fyrer Mourinho, og der er rygter om, at Roman Abramovitj vil have Guardiola som afløser, er der ingen linje i klubfilosofien.
Men det betyder også mere underholdning. Som med transferrygter er det spændende at følge med, når de store klubber jagter nye trænere, og hyppige udskiftninger giver også flere perioder, hvor en ny spillestil skal iværksættes – og det kan give udsving i resultaterne og dermed en mere uforudsigelig fodboldverden. Så må Tipsbladet og andre medier bare leve med, at det kan gå hurtigt, når der pludselig skal skiftes ud.