NÅR FODBOLDEN ER STØRRE END MUSIKKEN

Minds of 99-forsangeren Niels Brandt holder med FCK, Arsenal og landsholdet, men fodbold handler også om at brænde et computerspil, fordi det fyldte alt for meget, om filosoffer frem for robotter og om måske engang at fange en fodboldsang, der når op i sa

Når Niels Brandt står klar på Nedre C for at følge FC København, bliver han glad, når han før kampen kan høre en af Minds of 99’s sange spillerover stadion højttalerne som opvarmning til opgøret. Før kampen mod Porto lød således ”Barn af din tid,” og da FCK i sommer skulle fejre det første mesterskab siden 2013, var det også Minds of 99, der live stod for musikken til festen på en scene ved siden af Parken.

Men selv om gruppen af hovedsageligt barndomsvenner fra Lindevangskolen på Frederiksberg er kommet langt, siden de i 2013 vandt DR’s Karrierekanonen, og året efter udgav ”Det er Knud, som er død,” som den første af mange store sange, og selv om gruppen på legendarisk vis åbnede Roskilde Festivalen fra Orange Scene i 2015 og lukkede den i sommer fra Arena, så er Niels Brandt ikke i tvivl om, hvad han egentlig helst ville, hvis han selv kunne vælge.

”For os er Roskilde Festivalen vores Parken. At åbne Orange var som at spille en Champions League-finale, og at lukke Arena var som en FA Cup-finale på Wembley. De to koncerter har været fuldstændig gigantiske milepæle for os. Men hvis det stod til mig, så ville jeg være fodboldspiller. Det var det, jeg allerhelst ville være. Meget mere end sanger.”

”Sådan har jeg stadig væk. Der er ikke noget, der er større for mig. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker musikken, men jeg elsker fodbold mere. Sådan er det,” siger 33-årige Niels Brandt med et grin.

De store følelser for fodbolden begyndte allerede, da han som børnehavebarn startede i den lokale Frederiksberg-klub FB og blev en del af et godt hold, der vandt meget med Niels Brandt som målmand eller angriber. I de spæde teenageår søgte nogle af vennerne så over til KB, og Niels Brandt tog med, men sad fast på andetholdet, og da han blev 16, var det slut.

”Jeg fandt ud af, at jeg simpelt hen ikke var god nok, og så begyndte jeg at spille musik. Og der var sprut, der var damer, og der var en anden måde at udtrykke mig på. Jeg måtte vælge, og så valgte jeg musikken,” fortæller forsangeren.

”Men jeg elsker fodbold. Jeg synes, at det er et fantastisk smukt spil. Jeg elsker at spille fodbold selv, og jeg synes også, at det er den perfekte tvsport. Jeg kan godt lide hele dramaet inde på banen, men jeg kan også godt lide spillerhandler og spillet i pressen. Fodbold har simpelt hen så mange facetter på alle planer. Det er derfor, jeg er så fascineret af det.”

”Fodbold er min hobby. Vi snakker en del fodbold i bandet også, men jeg er nok den mest ekstreme. Jeg er altid inde at tjekke fodboldnyheder og transfers, og så har jeg været fuldstændig forgabt i det spil, der hedder Football Manager. Det var et problem for mig. Til sidst blev jeg nødt til at tage en kold tyrker på det.”

”Det var dengang, man skulle bruge CD’er for at aktivere spillet, så jeg blev nødt til at brænde den med en lighter, så jeg ikke kunne spille det. Så afhængig var jeg af det. Det er det eneste, jeg nogensinde har været afhængig af i mit liv. Jeg er ikke afhængig af hverken cigaretter eller stoffer eller noget som helst, men Football Manager fik mig.”

”Det er lidt vildt, men hele den psykologi, der ligger i spillet med at købe og sælge spillere og sætte hold, er dybt fascinerende. Det tør jeg ikke mere. Hvis jeg først åbner den dør, så kommer der ikke mere musik. Så den er lukket. Der måtte jeg tage et valg, for Football Manager er ikke det virkelige liv,” siger Niels Brandt, der lige så konsekvent har valgt ikke at have nogen tvpakke.

”I bund og grund er jeg et ekstremt dovent menneske, så det prøver jeg at hacke mig ud af ved at tage nogle radikale valg, så jeg undgår de svage øjeblikke. I stedet for går jeg tit på bar og ser fodbold. Der ligger en bodega nede på Sønder Boulevard, hvor jeg går ned og ser Premier League eller Champions League, enten med nogle venner eller alene.”

Og så sidder han der og følger Arsenal, klubben han holdt med, da han fra 2003 til 2007 boede i London for at jagte de musikalske ambitioner og selvfølgelig også fandt en klangbund i fodbolden og i den klub, der i 2003/04 gik ubesejret gennem sæsonen og blev mester.

”Jeg var aldrig inde at se Arsenal på stadion, for det havde jeg ikke råd til, men jeg elskede at tage på pub om søndagen. Jeg startede altid med en kop te, for man kom jo tit med tømmermænd, men så begyndte kampene, og så kunne man sidde der en hel dag og få et par pints og noget ”Sunday Roast.” Det elskede jeg.”

”Jeg har altid været meget fascineret af Premier League. Det der meget hurtige og direkte spil, hvor det handler om energi. Selvfølgelig har de også nogle blændende teknikere derovre, men spillet bølger frem og tilbage på en enorm intens måde, som man ikke ser andre steder i verden. Og der er også en lighed i ligaen, man ikke ser i de andre store ligaer i verden. Det synes jeg er fedt,” siger Niels Brandt.

Så klubmæssigt er det FC København og Arsenal, han følger, men det første hold, der rigtig fik fat i ham og som stadig fylder meget, er det danske landshold.

”Jeg bliver altid pissesur, når de taber, men jeg kan ikke lade være med at holde af dem. Dengang jeg selv var målmand, var jeg dybt fascineret af Peter Schmeichel. Hans energi og hans tilstedeværelse. Og så var der selvfølgelig også Laudrup-brødrene.”

”Jeg var kun 9 år, da Danmark vandt EM i 1992, så det har jeg ikke de store minder fra, men VM i 1998 husker jeg rigtig godt, da landsholdet kom langt og endte med at tabe til Brasilien. Og så skete der noget i starten under Morten Olsen med Tøfting og Gravesen, som jeg syntes var ret fedt, for der kom nogle spillere ind, der havde den der Premier League-energi.”

”Jeg kan også godt lide den nye stil, der er kommet. Jeg kan godt lide de unge spillere, og jeg kan godt lide, at der er blevet åbnet lidt mere op, så det ikke er så spindoktor-agtigt længere. At de er begyndt at vise, at de også har en hjerne. At det ikke er så lukket ned. Der var en lang periode, hvor vores landshold agerede som om, at de var politikere, så det er dejligt at se det hjerteblod, der ligesom er kommet tilbage.”

”Når man ser interviews med for eksempel Cruyff men også med Morten Olsen fra gamle dage, så var de nærmest filosoffer i en eller anden grad. De viste et helt menneske og ikke bare den robotspiller, som jeg synes har været en tendens de sidste 20 år.”

”Det er heldigvis ved at komme tilbage: Spillere, der også har en holdning til det samfund, vi lever i. Det håber jeg i hvert fald, for de er forbilleder, de er moderne gladiatorer. Jeg tror, at det er godt for fodbolden og godt for samfundet generelt, at folk, vi idoliserer, også har en mening og viser, at de er hele mennesker. Det har alle brug for at se.”

”Men lige så meget, som jeg har elsket deres iver, den nye stil, og de nye unge spillere, der er kommet, og som jeg virkelig holder meget af, så har jeg været lidt skuffet over Hareide. Jeg kan godt lide det, han har gjort energimæssigt, men hans system er spillet fallit. Alt for sent i kampene indser han, at det her går ikke, og så skifter han, og så sker der noget. Men det er sket fem gange nu. Jeg ved ikke med den der 3-5-2. Jeg tror ikke, at vi har spillerne til det.”

”Men jeg var glad for at se kampen mod Kasakhstan, selv om man også lige skal se på den modstander, vi mødte. Men vi vandt 4-1, og de spillede okay. Yussuf Poulsen var fantastisk, han er et klasseeksempel på det, der er sket på landsholdet. Den energi han har med. Fischer også, Schmeichel. Der er mange. Jeg synes, at det virker som et hold, og det er jeg glad for at se,” siger Niels Brandt, der ikke fik et hold på banen, men fik det i musikken i stedet for med Minds of 99, der senest vandt Årets Gruppe og Årets rockudgivelse ved Danish Music Awards.

Men hvor står manden, der har skrevet tekst til sange som ”Ud af min krop,” ”Stjerner på Himlen, ” og ”Til dem,” i forhold til musikken i fodbolden? For den er der jo før kampene.

”FCK er i lang tid blevet anklaget for at være en købeklub og alt det der bullshit, men jeg synes, de har gjort et godt stykke arbejde i at få bygget noget tradition op meget hurtigt. Og når vi står der, så har vi traditioner med klubsangen, der jo beror på et kendt nummer, I Don’t Like Mondays. Det er en tradition, om man så elsker den sang eller ej.”

”Jeg kunne godt tænke mig, at man fik en mere episk sang, som ramte dybere end det der med ”søndagsknald, og nej nu må jeg gå,” for jeg fornemmer en mere længerevarende ting med den her klub. Men det dukker op af sig selv, det er massepsykologi, og så bliver det rigtig godt på et tidspunkt. Det synes jeg allerede, at der er nu, men i forhold til musikken kunne det godt blive mere kulde gysningsagtigt, som det er i de helt gamle klubber.”

”Selv om jeg ikke er Liverpool-fan, så misunder jeg dem ”You’ll never walk alone,” men min favoritsang er faktisk Re-Sepp-Ten, som er en fuldstændig fænomenal fodboldsang. Men det er en popsang, det er ikke en stadionsang, og det er stadionsangen, der mangler. ”En for Alle,” er også god, og det er legendarisk, at Frank Arnesen synger dem begge to. Tænk hvis vi kunne nå derhen, at nogle af landsholdsdrengene i dag sang en sang. Det er der da sikkert nogle af dem, der kan. Lad os få det på bånd. Så skal der bare skrives en ordentlig sang, for sådan en har der ikke været længe.”

”Det er jo Ekstra Bladets læsere, der har skrevet Re-Sepp-Ten, og det er en genial ide. Det er fansene selv, der har skrevet linjer, og så sad Jarl Friis Mikkelsen sammen med en anden og samlede det sammen. Jarl’en er jo komiker, men han har også en dybde, og det synes jeg kom med. For det er jo det, der skal til, at vi holder op med at være så en-dimensionelle,” siger Niels Brandt.

Men har han selv tænkt tanken om at skrive en fodboldsang?

”Ja, det har jeg, men sange er ligesom fisk i havet. Man smider snøren ud en dag, og måske fanger man en. Det ved man aldrig, hvornår sker. Men hvis den kommer, så er jeg fucking klar til at fange den, mand. Men det skal være rigtigt epic. Der har jeg høje krav. For man bevæger sig jo lidt op i det der salmeterritorium. Det er noget, der er så evigt, der skal op at stå.”