EVNER TRUMFER PAS OG ALDER

Torsdag åbnede Divisionsforeningen og Politiken en vigtig debat i dansk klubfodbold, brugen af udenlandske spillere kontra yngre danske spillere hentet op fra klubbernes egen ungdomsafdelinger.

I januar har Brøndby IF, Esbjerg fB og Viborg FF (minus en enkelt spiller hos de grønblusede) kun hentet spillere med udenlandsk pas, og et tjek i Danskfodbold. com’s database viser da også, at Superligaen i denne sæson har markant flere udenlandske spillere end på noget andet tidspunkt i ligaens historie, også når vi korrigerer for, at der for første gang er 14 hold i rækken.

Divisionsforeningens arbejdsgruppe overvejer, om der skal stilles incitamenter og regler op, der garanterer flere pladser omkring kamptruppen eller endda i startopstillingen til yngre spillere.

AaB og FC Midtjylland har for nylig vundet mesterskaber med hold, der i høj grad var baseret på spillere uddannet i klubben, spillere de to klubber tvunget af økonomiske problemer var nødt til at bruge systematisk fra henholdsvis 2010 og 2011.

Men man skal passe meget på med at tro, at det vil pible frem med unge, danske Superliga-profiler, fordi man indfører regler, der garanterer de unge spilletid.

Der er en tendens til, at unge fodboldspillere overvurderes kraftigt.

Man har ikke set dem begå fejl, de har ofte vundet meget på ungdomsplan, og så er der en efter min mening forkert idé om, at 18-19-årige kan udvikle evnerne markant i årene frem.

Sorry guys, men den udvikling sker altså som oftest markant tidligere i livet.

I de klubber, der får kritik for at hente udlændinge, hører jeg altså ikke om, at man undertrykker den næste Christian Eriksen eller Andrew Hjulsagers udvikling ved at bruge udenlandske lejesoldater.

Er de unge spillere gode nok, kæmper de sig på holdet.

For mig virker det til, at der kommer flere dygtige unge danske spillere frem end for fem-syv år siden.

Men der er givetvis mere at hente i alderen under 15, hvor det efter min mening sagtens kan lade sig gøre at styrke træningen uden at ødelægge skolegangen eller den menneskelige udvikling.

For de fleste er det en meget positiv oplevelse at dyrke sport på eliteniveau som teenager, selvom man ikke kommer i nærheden af at blive professionel fodboldspiller.

Det burde også være muligt at snuppe én af de nuværende pladser på bænken samt udvide bænken med et par ekstra pladser øremærket U/21-spillere uddannet i klubben, mens jeg nødig vil lade startpladser afhænge af andet end sportslige kriterier.

Et ændret system for udlejning af spillere kunne også være en vej frem, for eksempel ved at tillade lejemål for unge spillere i en halvsæson til klubber i Superligaen og 1. division samtidig med, at spilleren i udstrakt grad træner med i moderklubben.

Men meget længere mener jeg ikke, man skal gå.

Det kunne jo være, at de mange udenlandske spillere er en indirekte kritik af, at spillerne fra ungdomsafdelingerne bare ikke er gode nok. Eller at den nye Superliga-struktur i hvert fald i det første halve år og på januars transfermarked ikke har opmuntret klubberne til at bruge 18-årige.

Så ja, tag et konstruktivt kig på de strukturelle forhindringer for unge spillere. Men lad hovedfokus være at gøre de unge mennesker så dygtige som overhovedet muligt, for passet i sig selv siger intet om mennesket, værdierne eller de sportslige evner hos en fodboldspiller. Det er ingen selvfølge, at man er en bedre leder eller påvirker træningsmiljøet og kulturen i en fodboldklub mere positivt, bare fordi man er dansker.

Siden 2000 har vi her på Tipsbladet haft en serie ved navn En Stille Fodboldsnak, hvor vi har snakket med kendte mennesker uden for fodboldens verden om deres forhold til det smukke spil. Det har givet mange interessante, sjove og anderledes samtaler gennem årene, men nu udvider vi serien hen over foråret, så trænerne i Superligaen også får mulighed for at fortæller om deres følelser for fodbolden. Hvordan opdagede de spillet? Hvad betyder fodbolden for dem selv og folk omkring dem? Hvilke store kampe og personligheder har de mødt på deres vej? Hvorfor blev de egentlig trænere, og hvem er på deres favorithold?

Vi kalder serien for ”En Stille Trænersnak”, og vi lægger ud med Randers FC’s cheftræner Ólafur Kristjansson, der har haft en mere usædvanlig vej til trænerjobbet end snart sagt alle kollegerne i Superligaen og lige så vel kunne være havnet på et amerikansk universitet eller handelshøjskolen i Århus som på bænken i Randers.