Det norske boom

Norske fodboldspillere var en af Europas hotteeste handelsvarer. Landsholdet havde succes, og Rosenborg var en etableret europæisk toppklub, så spillerne var eftertragtede, og hoveddparten tog til England. På et halvt år var antallet eksploderet fra syv til 16, og der var tale om profiler som Ole Gunnar Solskjær i Manchester United, Stig Inge e Bjørnebye i Liverpool og Øyvind Leonhardsen i Wimbledon. n.

”Efter min opfattelse drejer det sig for det første om ind- stillingen eller attituden, som vi siger heroppe. De bedste norske spillere er opdraget til at være 100 procent seriøse og altid yde deres optimale (…) De taler allerede sproget, når de kommer til England, og på banen kender de allerede til spillestilen. Norsk fodbold er jo kraftigt inspireret af den britiske stil,” forklarede Ulf Inge Bjaaland, chefredaktør på det norske fodboldblad Tips, om boomet.

Ifølge ham var der kun én fast norsk landsholdsspiller, der ikke spillede i England, og det var Lillestrøms Ståle Sol- bakken, der havde sagt nej til Queens Park Rangers. Men ikke alle var begejstrede for udviklingen – for eksempel var landstræner Egil ”Drillo” Olsen utilfreds.

”Premier League er den mest overvurderede liga i verden. Der er gode hold i England, men generelt er klubberne dårligt organiseret, mangler struktur i defensiven og imponerer mig ikke rent taktisk. Det ville være bedst for de norske spillere, hvis de tog til Tyskland, Italien, Frankrig eller Spanien for at udvikle sig,” sagde Drillo til norsk tv og afslørede, at han havde anbefalet Solskjær at sige nej til Manchester United.