VM PÅ VHS OG AGF’S NEDTUR FØDTE EN TRÆNERKARRIERE
Ólafur Kristjanssons liv har flere gange peget i en anden retning end passionen fodbold. Men de rette personer, succeser og fravalg holder på 16. år islændingen i fodboldverdenen som træner.
Da Ólafur Kristjansson var 10 år gammel, tog han i sommerferien op til bedsteforældrene ude ved byen Isafjördur på Vestfjordene. Hvis Reykjavik var nede i tempo dengang 10 år før øl-forbuddet blev ophævet på Island, var der helt stille i det nordvestlige Island ude på fjordene, som på et Islands-kort er det blomkålshoved, der rækker ud mod Sydøstgrønland.
Morfaren havde en båd liggende, og på den var der en VHS-maskine, så man kunne se spillefilm og nyheder optaget fra islandsk tv på turene ud i fjordene og på havet.
Hjemme i Hafnarfjördur 10 kilometer syd for Reykjavik, havde byens voksne og ansatte inde på kommunen moret sig over, at Ólafur Kristjansson og en flok jævnaldrende drenge et år eller to tidligere havde bedt om at få anlagt en fodboldbane, så de ikke var så afhængige af, om vejret var godt eller ej.
”Vi fik dem til at lave en grusbane, fordi vi syntes, at der manglede en fodboldbane. Vi fik dem til at lave en bane på, nok 20 gange 30 meter, med to mål. De syntes, det var vældig interessant, at nogle gutter på 8-9-10 år tog fat i kommunen for at få en bane og senere fik den indhegnet. Og så lovede vi at passe på den,” fortæller Ólafur Kristjansson.
Når man som skolebarn på de lavere klassetrin beder kommunen om at få anlagt en fodboldbane, er der en vis fodboldinteresse, så da Ólafur Kristjansson kom ud til bedsteforældrene vel vidende, at der fra 1. juni var VM i fodbold fra Argentina, udtænkte han en plan.
”Jeg optog hele VM i 1978 og siden i 1982, 1986, 1990 og 1994. Jeg så ikke 1978 så mange gange, men de fire efterfølgende har jeg set virkelig mange gange. Og så lavede jeg selvfølgelig samme operation med EM-slutrunderne i samme periode.”
På Island var det ligesom i Danmark kutyme at samles til Tipslørdag og se engelsk fodbold. På Island var det så bare ugegamle kampe, man så på landets eneste tv-kanal. Det betød ikke noget for interessen, og Ólafur Kristjansson husker med glæde de utallige videobånd med kampe fra VM-slutrunderne, han blev ved med at optage, indtil han var en fuldvoksen deltidsprof hos den lokale klub FH Hafnarfjördur.
I modsætning til mange andre er den nuværende Randers-træner ikke bange for at erkende, at han undervejs i livet har fortrudt valg.
Og da de gamle holdkammerater fra U/21landsholdet i håndbold i 1992 var i OL-semifinalen i Barcelona, mens Ólafur Kristjansson var på deltid i FH Hafnarfjördur og i de år skiftede fra studie til studie og job til job, fortrød Kristjansson en overgang, at han, presset af en landstræner i håndbold, havde valgt fodbold i stedet.
Et andet omdrejningspunkt kom et par år senere, da FH Hafnarfjördur skulle på træningslejr. Formanden i FH Hafnarfjördur, der også havde været med til at give Ólafur Kristjansson hans første sæsoner som hjælpetræner for yngre hold i klubben og for en fodboldskole hver sommer i de sene teenageår, havde fine kontakter.
”Formanden havde rigtig gode forbindelser til præsidenten for fodboldforbundet på Jamaica. Så vi var på træningslejr og hyggetur omkring påske de to år, først på Cayman Islands og året efter på Jamaica,” fortæller Ólafur Kristjansson.
”Her blev jeg tilbudt at spille fodbold og studere på Syracuse University i New York. Det tyggede jeg på et stykke tid. Syracuses træner var på tur i Caribien for at scoute spillere og kom forbi Cayman Islands. Her spillede vi træningskamp. Jeg havde lige fået min studentereksamen, og det passede ret godt sammen. Men jeg var lige kommet på landsholdet og valgte så at satse på fodbold på Island. Jeg var nok ikke nået her til Randers, hvis jeg var taget til Syracuse, men det er ét af de få valg i livet, jeg måske fortrød senere. Jeg burde måske have taget den betalte uddannelse ved siden af fodboldspillet. I dag er jeg glad for, at det er gået, som det er gået, men den uddannelse kunne jeg godt have brugt,” siger Ólafur Kristjansson.
”Jeg forsøgte at læse jura, jeg læste til fysioterapeut, men jeg var meget flagrende. Jeg var interesseret i mange forskellige ting på samme tid. Det kan være en fordel men også en ulempe, at man ikke har ét fokus. Jeg har arbejdet som folkeskole-vikar, jeg har været maler, jeg har haft mange forskellige job, mens jeg spillede fodbold.”
Forholdene i islandsk fodbold var noget helt specielt, men det vurderer den nuværende Randers-træner ikke som en ulempe. Han har nydt godt af en opvækst med fodbold på vulkanøen, hvor man selv har ansvar for at få tingene til at fungere.
”Den første kunstgræsbane kom, da jeg var cirka 20 år, engang i 1988 eller 1989. Jeg er Generation Grus. Som seniorspiller har jeg prøvet, at vi måtte lede efter parkeringspladser, hvor der var indlagt varme under asfalten. Vi har prøvet at stå og spille kant uden for et supermarked, fordi det var det eneste sted, hvor sneen var væk,” siger Ólafur Kristjansson.
”Jeg har også været i en parkeringskælder. Der var en uge med kraftigt snevejr, og så havde træneren hørt, at der var en parkeringskælder under opførelse. Så spillede vi kant, tre mod tre og hvad vi ellers kunne komme i tanker om dernede. Vi kunne spille indendørs fodbold én eller to gange om ugen, men ellers var det udenfor eller håndbold. At spille fodbold på Island er ikke noget, man pylret af.”
”Jeg tror faktisk, at der mangler noget i de nuværende generationers motorik og rumlige intelligens. De har altid spillet på baner, der er snorlige. Græs om sommeren, kunstgræs om vinteren. De får ikke den der uforudsigelighed, når bolden pludselig rammer en knold og springer op. For det eksisterer ikke længere,” siger Ólafur Kristjansson.
”Vi løb i lavaen, når vi skulle ned og spille på en græsbane. Eller rettere, det var en bane; der var ikke noget græs på. På vejen ned løb jeg med bolden under armen eller spillede fodboldgolf. Man lærte at sætte fødderne rigtigt op ad klippen, på ujævn lava, og motorikken blev hele tiden trænet. Men sådan er det ikke længere, og det er vilkårene. Der er jeg bare en gammel mand, der snakker.”
I 1997 var Ólafur Kristjansson blevet 29 år og var fri af KR Reykjavik, og planen var egentlig, det skulle have været slut med fodbold på topplan. Så kom AGF på tværs.
”Jeg var deltidsprof på Island og rejste så til Århus, da min daværende kone skulle læse videre som psykolog på universitetet. Jeg var lidt træt af fodbold og meldte mig ind på Handelshøjskolen for at læse,” siger Ólafur Kristjansson.
”Jeg fik lov at træne lidt med på Fredensvang hos AGF og fik siden tre måneders kontrakt, og derfra udviklede det sig. Det var fodboldverdenen, der fangede mig. Jeg trænede og holdt mig ved lige som fuldtidsspiller. Og det skete på et tidspunkt, hvor jeg egentlig var ved at være færdig med fodbold og ville noget andet i livet,” siger Ólafur Kristjansson.
Kristjansson havde været træner på lavere niveau i mange år, og faktisk også været håndboldtræner, mens han spillede fodbold. Men det var ikke den vej, han så for sig, før livet som fuldtidsprofessionel i en alder af 29 viste sig at være ét, Kristjansson gerne ville leve i i mange år efter karrieren på banen.
”Da det lakkede mod enden i AGF, var Peter Rudbæk henne et par gange for at høre, om ikke et trænerjob var noget for mig. På det tidspunkt havde jeg taget trænerkurser, så på den måde var en trænerkarriere ikke noget fremmed for mig, og jeg var ikke grøn, da jeg blev U/19-træner i AGF. Jeg havde idéer, også på skrift, om hvordan man trænede fodbold, og reflekterede over, hvordan tingene kunne gøres anderledes og bedre.”
Der er lærere i familien, morfaren oppe på Vestfjordene levede af at være skipper, og på den måde var en trænerrolle ikke fremmed for Ólafur Kristjansson.
”Det at skulle lede har altid ligget naturligt for mig. Jeg var anfører for mine hold i håndbold og fodbold, så der ligger noget. Måske et behov for at sige, hvilken retning vi skal eller ikke skal i. At træffe beslutninger.”
Kristjansson var U/19-træner i AGF, assistenttræner samme sted og sidenhen cheftræner halvandet år for Fram Reykjavik og otte år i Breidablik, før FC Nordsjælland hyrede islændingen i sommeren 2014.
Han har mange idéer om at være leder og træner, om fodbold, træning og psykologi, et vidnesbyrd om ungdommens nysgerrighed, der ikke er forsvundet for Randers-træneren, der er født i 1968.
Men at gøre andre mennesker dygtigere er den ting, der betyder mest. Randers-træneren husker eksempelvis et møde med en far til en af de unge spillere, Kristjansson havde på førsteholdet i Breidablik for otte-ni år siden.
”Faren ringede og sagde, han gerne ville have et møde. På mødet indledte faren med at fortælle mig, at jeg ikke var nogen god træner, og at jeg ikke forstod at træne de unge spillere. ’Nå’, sagde jeg. ’Har du et eksempel?’ Jeg havde ikke lært dem at tage indkast. Så kom det, mødet virkelig drejede sig om. Nemlig at sønnen ifølge faren ikke var god nok til at leve af fodbold og skulle i gang med en uddannelse. Jeg sagde, at hans søn var et rigtig stort talent, og at vi lige burde spille sæsonen færdig, og så tage snakken igen. Det gik han med til.”
”Sønnen spillede en flot sæson og blev kåret til det største talent i ligaen. ’Skal vi ikke tage en sæson til?’ sagde jeg til faren. Jo, det skulle vi, for faren kunne godt se, at det kunne blive til noget. Så vandt vi mesterskabet,” fortæller Ólafur Kristjansson.
”Historien handler om Alfred Finnbogasons far. Alfred, som kom til Lokeren, Heerenveen, Real Sociedad og nu er i Augsburg, som var til EM med Island i sommer, og som er blevet millionær på at spille fodbold. Alfred er så skarp og intelligent, og faren ville ham jo det bedste. Jeg mødte faren i Reykjavik før EM i Frankrig, og jeg fik sådan en bjørnekrammer. At være med til at flytte mennesker på den måde er det fedeste ved det her job,” siger Ólafur Kristjansson.
”Breidablik var stedet, hvor jeg fik min
opblomstring som træner. Vi forbedrede faciliteterne, talentudviklingen blev styrket markant og var vigtig for førsteholdet, og så skabte vi ikke mindst resultater. Jeg var inde over alt. Fra at bestille tøj til at træffe økonomiske beslutninger. Det var jo ikke et setup som i en dansk klub, og som træner er man inde over stort set det hele. Det gav en kæmpe erfaring at have beskæftiget sig med stort set alt i Breidablik,”
”Da jeg kom til Island i 2004, bestemte jeg mig for, at jeg i min karriere ville til steder, hvor jeg havde indflydelse og kunne sætte overliggeren lidt højere end tidligere. Men den helt store forskel er at arbejde med mennesker og bevæge dem hen mod en forbedring. Jeg har et mantra om, at når en spiller forlader mig, skal vedkommende have udviklet sig i en positiv retning. For nogle spillere vil den lære være, at de synes, jeg er en idiot og en dårlig træner. Jeg vil have haft indflydelse på dem. Og det kan komme til udtryk på mange forskellige måder.” +