FØDT TIL ET LIV SOM FODBOLDTRAENER
SønderjyskE-traener Claus Nørgaard har ligesom kollegerne Alexander Zorniger i Brøndby IF og Glen Riddersholm i AGF aldrig spillet fodbold på topplan. Til gengaeld har Nørgaard som søn af en tidligere Superliga-cheftraener brugt al sin tid siden de tidlig
Ibetragtning af, hvor meget fodbold altid havde fyldt i Claus Nørgaards liv, stod det tidligt klart for herningenseren, at talentet ikke rakte til at blive professionel. Horsens-cheftraener Bo Henriksen var som teenager kongen i OKS i fynsk ungdomsfodbold, før Henriksen rykkede til OB som 17-årig og blev professionel.
Johnny Mølby spillede fast på Vejles førstehold, fra han var 18, og Randers-cheftraener Ólafur Kristjansson var laenge en profil på de islandske unglandshold i såvel fodbold som håndbold, før en håndboldtraener kom for skade at forsøge at presse Kristjansson til at droppe fodbold.
Mange Superliga-traenere og deres kolleger i andre lande har spillet topfodbold. Og så er der Claus Nørgaard, der som teenager valgte, at han ikke skulle vaere professionel fodboldspiller. Dertil var traenerjobbet for stort og fodboldtalentet for småt.
”Jeg stoppede selv som U/15-spiller, for jeg syntes, det var mere interessant at vaere med min far. Det var fodbold på breddeniveau i Lind overfor Superliga-traeninger og kampe. Det faengede mig bare mere,” siger 37-årige Claus Nørgaard, der siden begyndelsen af 2017 har vaeret cheftraener for SønderjyskE.
Faren er Benny Nørgaard.
Det er mange år siden, han var aktuel i Superligaen, men i det midtjyske husker man ham for adskillige perioder som professionel traener i regionens divisions-klubber.
Fra sommeren 1993 til slutningen af foråret 1995 var Benny Nørgaard cheftraener i Danmarks bedste raekke for navne som Ove Hansen og den finske duo Petri Helin og Antti Sumiala, der kaempede for at holde lille Ikast fS i landets bedste raekke.
”Det første, jeg husker, er, at min far som cheftraener for Brande rykker op i 3. division. Så kom han til Holstebro, til Ikast, hvor han rykkede op, og så var han forbi blandt andet Herning Fremad og Skive siden da. Det har altid vaeret et liv med fodbold i centrum, det har altid fyldt meget,” siger Claus Nørgaard.
”Jeg stillede hans brikker op inde på køleskabet med forslag til opstillingen til naeste kamp. Jeg var med ude til traeninger, til at scoute modstandere, jeg snusede til alt, der var i traenerjobbet. Det var faktisk lidt som at stå i mesterlaere,” siger Claus Nørgaard, der også tidligt dyrkede fodbolden med sin far udenfor traeningsbanerne.
”86-landsholdet er det første, der virkelig fanger mig. Jeg er født i december 1979 og er seks år dengang. Det er ikke de enkelte spillere, der fylder for mig, det er holdet. De spiller god fodbold, leverer flotte praestationer, og så var landsholdsfodbold bare stort dengang. Det betød også noget. Det var saerligt, at så mange danskere praesterede så godt samtidigt. Det var meget specielt at opleve foran fjernsynet. Jeg blev hentet tidligt i daginstitutionen, så jeg kunne se de kampe hjemme på stuegulvet i Herning.”
Uden at denne artikel skal gå op i, hvem der har prøvet hvad, er Claus Nørgaard pt den eneste cheftraener i Superligaen, der har haft en far med samme job i landets bedste raekke, og farens traenerkarriere var det, der fik Claus Nørgaard til at interessere sig for fodbold og traenerrollen.
”Min far var jo Superliga-traener, så det er den vej igennem, jeg har fået inspirationen og motivationen. Det har vaeret min tydeligste inspiration. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at skulle jeg have mange år i fodboldverdenen, blev det ikke som fodboldspiller. Til gengaeld var jeg fra starten interesseret i traenerrollen. Jeg var med min far til traeninger og kampe, og satte kegler op, fra jeg var en lille dreng, til jeg selv var stor nok til at have et miniputhold,” siger Claus Nørgaard.
”Det Ikast-hold, min far rykkede op med til Superligaen, var med Jesper Thygesen, Flemming Linnebjerg, Dan Sørensen og Ove Hansen. I de år kom Kern Lyhne, Jacob Juhl og flere andre også op fra den udmaerkede ungdomsafdeling i klubben. Og jeg fulgte med min far til alt,” siger Claus Nørgaard.
”Jeg har aldrig brugt energi på at overveje, om jeg skulle gå efter at leve af at vaere fodboldtraener. Det har hele tiden vaeret den vej, jeg ville. Det er kommet så tidligt for mig, at der ikke er nogen udløsende begivenhed, der gjorde, at jeg skulle vaere fodboldtraener. Det har vaeret det, jeg ville, så laenge jeg kan huske som barn.”
”Spillet, miljøet, taktikken, alt ved fodbold har altid virket ekstremt faengende på mig. Det var det eneste rigtige for mig. Jeg har aldrig haft andet, der faengede mig. Når min far og jeg sad og snakkede fodbold, tog på scoutingture, jamen så fyldte fodbold alt. Min mor og min søster måtte somme tider saette begraensninger op for os derhjemme, når det blev for meget for dem.”
Efter en nedrykning i 1994/1995 og nogen tid i naestbedste raekke stoppede Benny Nørgaard i Ikast fS, og så tog far og søn tog videre til Herning Fremad.
”Jeg begyndte som traener, da min far var taget fra Ikast til Herning Fremad. Jeg var fortsat med ham til traeninger og kampe, og var med til det meste omkring førsteholdet. Så kom ungdomskoordinatoren over og spurgte, om jeg ikke kunne tage et ungdomshold, når jeg nu alligevel var i klubben stort set hele tiden,” siger Claus Nørgaard, der fik et miniputhold.
”Senere fik jeg U/15-holdet, der var ret staerkt i Herning Fremad på det tidspunkt. Omkring 2003 og 2004 havde jeg Jesper Lauridsen, som nu er i Esbjerg, og André Bjerregaard i Horsens. ”
En ven af familien sad i amatørbestyrelsen i Vejle og spurgte, om Nørgaard ville rykke til VB og tage den østjyske traditionsklubs tilsvarende ungdomshold.
Det ville Claus Nørgaard gerne, og efter at have fulgt faderen i adskillige år arbejdede Nørgaard nu i en anden klub.
Som teenager havde Claus Nørgaard dårligt nok overvejet at vaere cheftraener på fuld tid. Det havde han nemlig ikke oplevet. Hvor der i dag er adskillige fuldtidsansatte traenere i alle Superliga-klubber og klubbernes ungdomsafdelinger, var det i 90’erne ikke en selvfølge at vaere Superliga-traener på fuld tid, selvom spillerne oftest var det.
Men traener ville Claus Nørgaard vaere, så han uddannede sig til laerer i Jelling i de samme år, hvor han skiftede fra Herning Fremad til Vejle.
”Jeg overvejede ikke, at man kunne vaere traener på fuld tid. Det var min fars Superligatraenerjob for eksempel ikke. Han arbejdede som skoleleder ved siden af. Der var mange traenerjob i Superligaen dengang, der ikke var på fuld tid,” siger Claus Nørgaard.
”Men jeg ville drive det så langt som muligt, og noget af det, der fik mig til at vaelge at blive skolelaerer i det civile liv, var, at jeg kunne bruge det i mit fodboldjob. Man får noget gruppedynamik, didaktik og forståelse for helheder og gruppeharmoni. Noget, jeg kunne se en kobling til. Man kan jo reelt styre et fodboldhold med samme type classroom management, som man bruger i en skoleklasse. Det er med en anden indpakning og andre formål, men meget af gruppedynamikken er den samme på og udenfor banen.”
”Jeg så mange af tingene, når jeg var ude med min far. Jeg laerte at genkende dynamikkerne på et fodboldhold og tog det til mig som en måde, tingene var på. Men da jeg fik en teoretisk baggrund, kunne jeg begynde at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var den mest optimale måde, tingene havde fungeret i fodbold i de seneste 30 år,” siger Claus Nørgaard.
Claus Nørgaard arbejdede sig videre op i det danske traenerhierarki. Han blev ansat som traener omkring u-landsholdene og blev assistent for Thomas Frank.
Med Nørgaard som assistent oplevede Thomas Frank stor succes med U/17-landsholdet.
Yussuf Yurary Poulsen, Viktor Fischer, Pierre-Emile Højbjerg, Riza Durmisi, Christian Nørgaard, Lasse Vigen og Lucas Andersen var blandt de navne, Frank og Nørgaard havde med til U/17-VM i Mexico i 2011. Men selv om det var en succes valgte Claus Nørgaard at sige ja til et job som cheftraener i Skovbakken, et af de mindre hold i 2. division Vest.
”Jeg var interesseret i at få mit eget hold som cheftraener, og der blev omstruktureret i DBU, så den rolle, jeg blev tilbudt at blive i, var ikke interessant nok for mig. Jeg ville hellere ud at have cheftraener-erfaring, for jeg hørte hele tiden, at jeg skulle have mere erfaring for at få den type cheftraenerjobs, jeg havde kig på. Jeg skulle have presset hul på det med cheftraener-erfaringen, og det fik jeg i Skovbakken. Det var ikke fuld tid, så jeg var laerer på deltid på en skole i Vejle. Det var ikke så fedt at dele tiden mellem de to stillinger. Men det var laererigt. Jeg kom og gav den fuld gas med teori, og min tilgang blev måske lidt for idealistisk og teoretisk. Skovbakken var en fed klub at vaere i med fede mennesker og en god harmoni i truppen. Men det var ikke det rigtige for mig på det tidspunkt, jeg ville hellere vaere fodboldtraener på fuld tid.”
Det blev Claus Nørgaard igen, da Thomas Frank blev lanceret som cheftraener for det nye projekt i Brøndby IF i sommeren 2013.
Claus Nørgaard arbejdede med Thomas Frank indtil cheftraenerens opsigelse ovenpå Oscar-gate sidste forår, og vendte derefter tilbage til DBU som U/16- og U/18-landstraener.
I Brøndby arbejdede Nørgaard med topspillere som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander, og med unglandsholdene har Nørgaard haft og forberedt sig på nogle af de bedste talenter i ungdomsårgangene.
Karrieren har på den måde flasket sig perfekt for Nørgaard, der som 37-årig har fået debut som fuldtids-cheftraener i en Superligaklub. Men held vil Claus Nørgaard ikke kalde det efter at have straebt efter et Superliga-job siden halvfemserne.
”Jeg har familie og venner, der siger, at jeg har vaeret heldig med de job, jeg har fået, og det handler det også om. Men man glemmer, at når jeg, fra jeg var 15 år, har vaeret traener, så har det vaeret med forberedelse til traening og kamp mange gange om ugen. Jeg har vaeret af sted alle weekender og har ligesom spillerne øvet mig mange tusinde timer for at laere at vaere fodboldtraener,” siger Claus Nørgaard.
”Det er ikke tilfaeldigt, det er også noget, man arbejder sig til og prioriterer i sit liv. Og jeg har gjort det meget tidligt. Man skal have held for at nå hertil og for at vaere på det rette sted det rette tidspunkt, men uden en karriere som topspiller er det en anden baggrund og andre erfaringer, der ligger bag en traenerkarriere.”