VORES TROFAE
Når man som jeg har set Champions League-trofaeet helt taet på (tak til Ronaldinho, der kom slaebende med det efter CL-finalesejren over Arsenal i 2006) i et hedt lokale under Stade de France, er EM-trofaeet fra 1992 ved første øjekast mere beskedent. Jeg så pokalen for 14 dage siden i forhallen på rådhuset i Århus til fernisering på en fin lille udstilling om Danmarks vilde juni-dage i Sverige for 25 år siden – den tidligere pressechef i UEFA og DBU Frits Ahlstrøm havde vaeret i gang med sit vidtforgrenede netvaerk og lokket UEFA til at sende det ultimative bevis på Danmarks triumf til Århus.
Men størrelsen på trofaeet betød ikke noget. For jeg kunne ikke få øjnene fra det igen. På en hylde oven over glasmontren med pokalen stod Kim Vilforts støvler, dem han brugte til at score 2-0 målet. Det var et par sorte Hummel-støvler med hvide striber og sorte knopper, og de lignede nogen, jeg selv havde på, da jeg udfoldede mit begraensede boldtalent som dreng i de år.
Jeg taenkte tilbage på billederne fra den aften, hvor Flemming Povlsen holdt pokalen op. Hvordan jeg og min ven, der traditionen tro var i sommerhus og fiskede krabber om dagen og så bold om aftenen, havde svaert ved at falde i søvn bagefter i teltet.
Hvordan vi, to knaegte på 10 år, alvorligt overvejede at snige os vaek og gå ned til det, der mindede om en by i det store sommerhus-område i stedet for bare at ligge og lytte til bilhornene og de jublende voksne, vi kunne høre omkring os.
En god kollega, jeg talte med på udstillingen i Århus, mindedes at have skyndt sig hen på den naermeste kvalitets-bevaertning i Vestjylland, og oppe på podiet holdt byens tidligere biskop Kjeld Holm en tale, hvor han blandt andet kom ind på et møde med sin datter i midtbyen i Århus den juni-aften i 1992, hvor datteren i godt selskab havde sunget en ekstremt kaerlig sang til aere for landstraener Richard Møller Nielsen.
Med omvendt fortegn er 26. juni 1992 for rigtig mange af os et JFK- eller 11. september-øjeblik, vi her 25 år efter husker, både for følelserne og de skaeve detaljer.
Det er blevet til en del af vores personlige såvel som den faelles fortaelling om, hvem vi og Danmark er: Underdogs, der, når det tager os og er nødvendigt, overpraesterer ved at arbejde sammen.
Det er ikke så stor en del af fortaellingen, at Peter Schmeichel var verdens bedste målmand og knivskarp efter sin første saeson med Alex Ferguson i Manchester United, eller at holdet bestod af stamspillere i nogle af Europas største ligaer og folk fra Brøndby IF’s uhyggeligt staerke hold, der var minutter fra en UEFA Cup-finale året inden.
EM 1992 er friskplukkede jordbaer, grillpølser og pilsnere, og det er ingen kritik; de minder skal vores årtusinds selvoptimeringsbølge med krav om fysisk og mental perfektion ikke have lov at ødelaegge, og at Ricardos hold kunne vinde er en aegte underdog-historie. 1986-holdet var staerkere besat og blev naevnt som en dark horse til titlen i Mexico – udmaerkede spillere eller ej var Danmark storfavorit til at få første billet hjem af de otte hold i 1992.
I dagens tema-udgave af Tipsbladet husker vi de juni-uger for 25 år siden og isaer finaledatoen 26. juni og giver et bud på, hvorfor de stadig fylder så meget i dag.
Landsholdet er siden da blevet sammenlignet med 1992-holdet set gennem aktuelle briller. Jeg gjorde det sammen for et par uger siden før Kasakhstan-kampen, hvor jeg påpegede, at sammenholdet, da det gjaldt i Sverige i 1992, kunne vaere laererigt for 2017-holdet efter et par turbulente år, som de to år op til EM 1992 i øvrigt sagtens kunne matche.
Sportsligt er det til gengaeld ikke fair at sammenligne 1992 med 2017. Sovjetunionens fald, der indirekte var med til at skubbe til Jugoslaviens kollaps og den borgerkrig, der sendte Danmark til EM, har åbnet for en raekke kompetente landshold.
Globaliseringen og kommercialiseringen af fodbold har sendt de bedste spillere fra hele kloden til Europas topligaer, hvilket i dag gør det svaerere for danskere at spille fast for tophold i de fem store ligaer, end det var for 25 år siden.
Det er svaerere at klare sig med 5,7 millioner mennesker i et rigt land, end det var i en tid, hvor landsholdsfodbold satte dagsordenen og faerre overmatchede DBU’s ressourcer.
Så nyd vores tema-nummer og husk tilbage på, hvor du var for 25 år siden. I en fodboldverden på taersklen til den første milliard-transfer er det helt legitimt at mindes en tid, hvor det hele var lidt mindre kompliceret. Det gør jeg i hvert fald.
Chefredaktør, Troels Bager Thøgersen