SKRIBENTERNES EM MINE MANGLENDE MINDER
Mit eneste minde fra EM 1992 er fra semifinalen. Med min familie var jeg i sommerhus i Marielyst på Falster, og den aften var det komplet umuligt for mig og mine to kusiner at få opmaerksomhed. Vi måtte selv lege i haven, mens vores normalt ikke synderligt fodboldinteresserede foraeldre sad klistret til skaermen på den varme sommeraften. Frustrationen var så stor, at min aeldste kusine og jeg lod som om, hendes søster var faldet om. Den lille spøg var, af flere årsager, ikke populaer. Finalen har jeg ingen erindringer fra, men jeg har fået at vide, at jeg blev lagt i seng før kampstart 20.15. Det var nok meget godt. Antallet af nervøsitetscigaretter, min far og min onkel Erwin røg inde i stuen, havde naeppet vaeret sundt for en lille dreng.
Jeg var fem år gammel den sommer i 1992, og fodbold interesserede mig ikke før EM i England fire år senere. Alligevel har slutrunden i Sverige altid fyldt meget hos mig. For det første på grund af det historiske: Danmarks eneste sejr i en af de store slutrunder. Ikke sølv eller bronze. Ikke flotte praestationer efterfulgt af et aerefuldt nederlag og derpå årtiers spekulationer om ”hvad nu hvis...” Nej, her var slet og ret et europamesterskab, som ingen kunne eller kan tage fra os.
For det andet fascinerede EM mig på grund af måden, det blev omtalt på. Turneringen var et fast referencepunkt i den danske kulturhistorie, ja faktisk i danmarkshistorien, men den blev altid omtalt selvfølgeligt. Sjaeldent hørte man den fulde historie. Det var altid bare hentydninger i stil med ”dengang vi vandt i Sverige” eller ”dengang vi blev europamestre på et afbud”. Det var egentlig ganske sigende. Det var slet ikke nødvendigt at fortaelle mere, for alle havde vaeret der; alle havde et forhold til de solbeskinnede juni-uger. Bortset altså fra mig og min generation.
Det var hovedårsagen til, at jeg sammen med min ven og kollega Martin Davidsen i 2012 skrev bogen ”Drømmeland – sejren og sommeren, der forandrede Danmark”. Vi ville både laere og fortaelle den fulde historie. Alle vidste, at Danmark kom med på et afbud i sidste øjeblik, men hvor sent var det egentlig? Hvorfor gik det, som det gik? Og kunne det virkelig passe, at det var en flok feriedrenge, der fjollede sig vej til sejren; sådan lidt ved et tilfaelde?
Vi laerte, at det ikke var tilfaeldet. At EM 1992 ikke kun er vaerd at mindes, fordi turneringen og dens resultat bragte nationen i en faelles lykkerus, der ikke er set siden. Det er den også, fordi spillerne fra dengang er forbilleder. De var undertippede, men de kaempede for et faelles mål, de samarbejdede om at komme dertil, og de udnyttede de styrker, de var udstyret med. Først og fremmest deres vilje. De ville vinde. Og det gjorde de.