EUROPAMESTER – OG SÅ PÅ HOSPITALET
Det, der adskiller EM 1992 fra øvrige store danske sportsbegivenheder, er, at fortaellingen ikke kun handler om bedrifterne inden for de svenske stadioners fire tribuner. Hovedpersonen er i lige så høj grad den menige dansker, der overvaerede og oplevede
Tre procent af de danskere, der havde taendt for tv’et fredag aften den 26. juni 1992, så DR. Klokken 20.45 viste statsradiofonien storfilmen ”Tid til Kaertegn”, femdobbelt Oscar-vinder fra 1983, men de, der havde valgt at følge Shirley MacLaine, Jack Nicholson og alle de andre, var i voldsomt undertal. For i løbet af aftenen var hele 94 procent, rekord for en tv-station efter monopolets fald, af landets tv-apparater indstillet på John Sivebaek, Henrik Larsen og deres holdkammerater på Nya Ullevi i Göteborg. Seertallet toppede på 2.735.000 personer, og selv om der faktisk havde vaeret flere til semifinalen – 2.776.000 – oplyste TV2, at det reelle antal seere havde vaeret langt højere, hvis man medregnede de mange tusinder, der havde set kampen på storskaerme eller barer og restauranter rundt om i landet. EM-finalen var det, man så den fredag aften i halvfemsernes Danmark.
Således også på Absalonsgade på Vesterbro i København. Her sad dengang 30-årige Oren Shafir og så finalen med sin kone Lene, der var højgravid. Det gav kampen en ekstra spaending. For ikke nok med at Danmark skulle besejre tyskerne, der var også en fødsel, der bogstaveligt talt pressede sig på.
”Jeg vidste det ikke dengang, men min kone har senere fortalt mig, at hun var dødsbange for, at vi ville vaere nødt til at tage til hospitalet midt i kampen. Hun var bange for, at jeg ville holde det imod min datter hele livet. Hun begyndte at få veer midt i kampen og holdt det hemmeligt så laenge, hun kunne, før hun fortalte det til mig,” fortaeller Oren Shafir 25 år senere.
De nåede at se kampen faerdig, og så forlod de lejligheden for at drage mod Hvidovre Hospital, som de havde underrettet om, at de var på vej. Turen i taxa gik gennem Vesterbro og resten af Københavns euforiske jubelscener.
”Da vi endelig kom til hospitalet, fortalte sygeplejersken og jordemoderen, at ingen var kommet ind under selve kampen. Det var som om, alle mentalt havde stoppet processen.”
Fødslen blev langvarig, men tidligt den 28. juni kom datteren Zoe til verden, og en solbeskinnet sommer var blevet endnu lykkeligere. Efterfølgende fik Oren et brev fra sin bror i Israel. Broderen mente, at datteren skulle hedde Schmeichel.
ZOE BLEV IKKE FODBOLDFAN
Oren Shafir er født i USA, men har rødder i Israel. Hans far tog fodboldinteressen med fra sit hjemland, så Oren levede den første del af sit liv som stor fan af en sport, det dengang var vanskeligt at følge med i på den anden side af Atlanterhavet.
”Da jeg voksede op, var det kun dem, der havde foraeldre fra et andet land, der var interesseret i fodbold. Vi så VM i Los Angeles og købte de første satellitudsendelser, som kun dem, der var fuldstaendig vilde med fodbold, betalte mange penge for at se. Jeg kom til Danmark i ’90, og jeg var glad for at flytte til et land, hvor fodbold i modsaetning til i USA var sport nummer ét,” fortaeller Oren Shafir, der i dag er fan af Arsenal, FC København – og det danske landshold.
Til gengaeld er Zoe ikke blevet fodboldfan på trods af den specielle historie om hendes fødsel.
”Hun har spillet, da hun var barn, men hun har aldrig interesseret sig for det. Hele sit liv har hun brokket sig, når jeg har skullet se kamp. Men jeg har verdens mest tålmodige kone. Hun er lige modsat. Fra den fødsel har hun ikke sagt noget, når jeg ser kamp hver lørdag, for hun ved, hvor meget jeg elsker det.”
I dag bor Zoe i London, hvor hun har studeret, og har en britisk kaereste. Og i naeste uge fylder hun 25, to dage efter jubilaeet for EM 1992. Den sommer for efterhånden mange år er stadig noget specielt for Oren Shafir.
”Det er følelsen omkring midt første barn, som jeg er så stolt af, og den fantastiske historie om Danmark, som aldrig kan gentage sig. Jeg taenker på Brian Laudrup, på Flemming Povlsen, på Schmeichel og lidt Henrik Andersen. De kommer altid frem i mit hoved. Jeg har aldrig set noget lignende, selv om jeg har set fodbold hele mit liv. Det var fantastiske spillere, som praesterede over evne.”
Siden har Oren Shafir fået en dreng, som han deler sin fodboldinteresse med. Den ligger til familien, men med én undtagelse.
”Jeg har to brødre, og de har fem drenge – fire på det tidspunkt i 1992. Der var ingen piger, så ingen troede på, vi ville få en pige. Alle de drenge er også fodboldgale, så hun er den eneste pige og den eneste, der ikke interesserede sig for fodbold.”
Det til trods for, at hun er født i kølvandet på en af tidernes store fodboldfortaellinger. Og selv blev en del af den hos en lille, dansk familie. +