DA TYSKLAND TABTE
Han havde allerede scoret tre gange og blev delt topscorer i turneringen, men da Karl-Heinz Riedle øjnede et mål i finalen, dukkede Kent Nielsen op og sparkede bolden vaek for naesen af ham. Skuffelsen over det manglende europamesterskab har den tyske ang
Det er som om, en faelles tysk fortraengning af EM 1992 har fundet sted. Da Tipsbladet for nogle måneder siden interviewede Alexander Zorniger til serien ”En Stille Traenersnak” fortalte han levende om det tyske landshold og dets betydning for nationalfølelsen, men da snakken faldt på den tabte finale i Göteborg for 25 år siden, lukkede han ned. ”I deleted that,” sagde han smilende, og da Tipsbladet på en telefon til Tyskland spørger finaledeltageren Karl-Heinz Riedle om han husker noget fra Nya Ullevi den 26. juni 1992, siger han naesten det samme.
”No, I cancelled that out of my mind. Completely out,” siger den i dag 51-årige ex-angriber – og man fornemmer det samme smil, som Zorniger havde.
Og hvorfor skulle tyskerne da også huske den aften, da de tabte? Fire gange er de blevet verdensmestre, tre gange er de blevet europamestre, og i et land, hvor store finaler mere er reglen end undtagelsen, er det ikke vaerd at samle på og mindes andenpladser; da specielt ikke et skuffende nederlag til et undertippet naboland.
Men én situation husker Karl-Heinz Riedle. Det er den samme situation, som alle danske-
re vil huske, når man taenker på den tyske angriber i EM-finalen. Der var spillet cirka 70 minutter, da Stefan Reuter drev bolden fremad og spillede Jürgen Klinsmann i laengderetningen. Ved baglinjen slap Klinsmann fri af Torben Piechnik med en stopfintede, så københavneren kurrede forbi, og så lagde Inter-angriberen bolden over mod bagerste stolpe, hvor angrebsmakkeren Riedle var på vej. Indlaegget strøg forbi Schmeichel, forbi Kent Nielsen, nu ville udligningen falde, nu ville Riedle stoppe det danske eventyr, men så lå Nielsen pludselig vandret i luften og saksede bolden vaek for naesen af sin modstander. Danmark pustede ud, og Riedle aergrede sig over en situation, han i modsaetning til resten af finalen ikke har kunnet lukke ude.
”Ja, den husker jeg godt. Jeg vidste, at bolden allerede var på vej i mål. Jeg ved ikke hvordan, men så fik han sin fod på bolden. Det var et lille mirakel,” siger Karl-Heinz Riedle om et af de afgørende øjeblikke i Danmarks store sejr – og Tysklands uventede nederlag.
TYSKERENS INDAEDTE SEJRSVILJE
EM i 1992 var en staerkt besat turnering, hvor adskillige hold havde grund til at vaere optimister. Holland var forsvarende mestre og stillede med Marco van Basten, Ruud Gullit og Frank Rijkaard, Frankrig havde ikke tabt i naesten tre år, vaerterne fra Sverige havde en yderst lovende generation på vej, og England var under traener Graham Taylor et solidt mandskab, der var svaert at besejre. Men selv i den flok skilte tyskerne sig ud.
”Tyskland har den her turneringsmentalitet, der gør dem naesten usårlige, og holdet er lige så staerkt som det, der blev verdensmester for to år siden,” sagde Frank Arnesen i Tipsbladets optaktsnummer, hvor det blev kaldt ”en sensation”, hvis ikke holdet nåede finalen. Werder Bremens nordmand Rune Bratseth satte ord på mentaliteten hos den arketypiske tyske landsholdsspiller:
”Ingen er mere forberedt på en turnering end ham, ingen er mere nøjagtig og disciplineret – og sandsynligvis vil ingen vinde mere end ham.”
Lothar Matthaüs var skadet, men derudover kunne landstraener Berti Vogts stille et staerkt hold.
”Ambitionen var klar: Vi ville vinde titlen. Vi havde vundet VM to år forinden, og efter det fik vi også de bedste spillere fra Østtyskland. Så alle forventede, at vi ville vinde turneringen. Vi havde ikke mistet ret mange spillere fra VM i 1990. Nogle var gået på pension, men den vigtigste del af holdet var der endnu, og med Matthias Sammer og ”Andy” Thom havde vi fået nye, friske topspillere,” siger Karl-Heinz Riedle om tilførslen fra DDR, der nogle år forinden havde fået Franz Beckenbauer til at spå, at det genforenede Tyskland ville blive uovervindeligt på en fodboldbane.
Det var det nu ikke, heller ikke i Sverige. Åbningskampen mod SNG sluttede 1-1, og først i tillaegstiden udlignede Thomas Hässler på frispark. Tyskland besejrede efterfølgende Skotland med 2-0, blandt andet på et mål af Riedle der ikke var blevet mindre vigtig i det tyske angreb, efter Rudi Völler havde braekket armen i åbningskampen, men så fulgte et nederlag i sidste gruppekamp, da rivalerne fra Holland spillede tyskerne ud af banen med 3-1.
”Jeg ved ikke hvorfor, men det passede bare ikke sammen, og det tog os for lang tid at tilpasse de nye spillere. Atmosfaeren var ikke den bedste, og det var måske årsagen. I hvert fald praesterede vi ikke, som vi skulle have praesteret i turneringen,” siger Riedle.
Men en semifinaleplads blev det da til, mod de svenske vindere af Gruppe A, og i den blev Riedle en nøglefigur. Han lavede to rigtige centerforwardmål, og Hässler supplerede med endnu et velskruet frispark, så Tyskland vandt 3-2. Riedles to scoringer gjorde ham til delt turneringstopscorer sammen med Henrik Larsen, Thomas Brolin og Dennis Bergkamp, og det blev til den ventede finaleplads. Alligevel var noget, som det ikke skulle vaere.
”Selv om vi nåede finalen, spillede vi ikke ret godt. Heller ikke i semifinalen så man det Tyskland, som vi havde forventet. Da vi nåede finalen, ville vi selvfølgelig vinde, og Danmark var ikke favorit på det tidspunkt. Men de havde et virkelig godt hold, og de havde ikke noget at tabe. Vi sagde altid, at de kom direkte fra strandene til turneringen, og de spillede en topturnering uden pres.”
ØSTTYSK LEJRLIV
Pres var der på tyskerne, der i medierne dengang blev fremstillet som modsaetningen til de danske drenge, der undervejs i løbet af turneringen spiste på McDonald’s, sejlede i skaergården og spillede minigolf. Godt nok var tyskerne også ude og spille golf, men billedet på den tyske EM-deltagelse blev et foto i Bild, hvor Karl-Heinz Riedle på traeningsbanen hilste på sin søn gennem et metalgitter. Tyskerne var hele tiden hegnet ind for at sikre ro fra udefrakommede forstyrrelser som eksempelvis fans, og Thomas Doll sammenlignede lejrlivet med DDR før murens fald. Noget var der om snakken, bekraefter Riedle i dag.
”Vi talte om det. Vi var komplet isoleret, ingen kunne komme på besøg, og det var lidt maerkeligt. Det danske hold følte sig frit,” siger han om finalemodstanderen, som han og holdkammeraterne havde fulgt løbende gennem de to uger.
”Ja selvfølgelig. Vi så alle Danmarks kampe, vi så alle holds kampe. Vi var overraskede, men vi vidste, de havde gode spillere, og nogle af dem kendte vi fra Bundesligaen. De spillede virkelig skøn fodbold,” siger Riedle, der fremhaever John ”Faxe” Jensen samt Flemming Povlsen, som han senere kom til at spille sammen med i Dortmund.
”Vi forberedte os på finalen, som vi altid forberedte os i situationer som denne. Men det danske hold forsvarede rigtigt, og de scorede tidligt et godt mål. Ingen af os ramte vores bedste niveau den dag, og det var problemet. Fra målmand over forsvarerne og midtbanen frem til os angribere kunne vi ikke spille op til vores bedste. Hvorfor har jeg ingen anelse om, men det var ikke fordi, vi sagde: ”Okay, det er bare Danmark, dem slår vi nemt.””
”Man ser det ofte i fodbold. Favoritterne kan ikke altid slå modstanderne, og det danske hold var uden diskussion det bedste hold den dag. Det var absolut fortjent, at Danmark vandt. De havde en større vilje til at vinde,” siger Karl-Heinz Riedle om en finale, hvor Rune Bratseths påstand om den tyske landsholdsspiller altså blev gjort til skamme af en flok aergerrige danskere.
25 år senere kan Karl-Heinz Riedle se tilbage på en aktiv karriere, der trods nederlaget i Göteborg bød på masser af succes og pokaler. Han blev verdensmester i Rom i 1990. Både med Werder Bremen og Dortmund vandt han det tyske mesterskab. Og han scorede to gange i Champions League-finalen i 1997, da Dortmund besejrede de forsvarende mestre fra Juventus med 3-1. Alligevel. Han kan stadig aergre sig over det europamesterskab, han aldrig fik.
”Det var en skam. Vi vandt VM, og vi var heldige at nå EM-finalen. Men det var en skuffelse, at vi ikke kunne vinde.”