”JEG PLEJER AT SIGE, AT JEG MÅSKE IKKE HAR VAERET DEN BEDSTE TRAENER I DANMARK, MEN DER ER FANDME IKKE NOGEN, DER KAN SLÅ DET CV, JEG HAR SOM ASSISTENT”
Når vi taler om EM 1992, taler vi om Schmeichel, Vilfort, ”Faxe”, Laudrup og alle de andre spillere, der sørgede for sejren inde på banen. Vi taler om Richard Møller Nielsen, manden der lagde kursen på sidelinjen, men vi taler sjaeldent om de traenere, de
Han har vaeret en del af dansk fodbold så laenge, de fleste kan huske. Først var Viggo Jensen spiller og nåede otte landskampe og et ophold i selveste Bayern München, og i godt 35 år har han vaeret traener og scout. Fynboen er del af tapetet, og selv om han fylder 70 til september og i 2013 meldte ud, at han gik på fodboldpension, kan man hver weekend vaere heldig at støde ind i ham på et fodboldstadion, lige fra den danske 2. division til de store landskampe, hvor han hjaelper den faerøske landstraener Lars Olsen med at studere modstandere.
Som cheftraener rykkede han Silkeborg og Esbjerg op i Superligaen, men sølvtøj og andet haeder har han ikke meget af. En enkelt bronzemedalje er det blevet til med OB, men det er det, han har at vise frem fra den bedste raekke, hvor han dukkede op med Silkeborg i 1988 og havde sin sidste kamp i 2013.
Til gengaeld er billedet et noget andet, hvis man medregner hans tid som assistent. Han var i OB, da fynboerne fra 2008-2009 til 201011 var en staerk førsteudfordrer til FC København og vandt tre sølvmedaljer. 15 år forinden havde han også vaeret i Odense-klubben, og han var Kim Brinks højre hånd, da OB vandt på selveste Estadio Santiago Bernabéu i 1994. Sidst, men ikke mindst: Viggo Jensen var assistenttraener på det danske landshold, som i 1992 vandt europamesterskabet.
”Jeg plejer at sige, at jeg måske ikke har vaeret den bedste traener i Danmark, men der er fandme ikke nogen, der kan slå det cv, jeg har som assistent,” griner Viggo Jensen to et halvt årti efter triumfen i Sverige.
Richard Møller Nielsen var cheftraener, og ved sin side havde han Jan B. Poulsen og så altså Viggo Jensen, der aflastede cheftraeneren på traeningsbanen og hjalp til med scouting og sparring. Jensen fylder ikke meget i historien om det danske europamesterskab, heller ikke i sin egen opfattelse, men han havde dog en rolle.
”Jeg har ikke gået og sagt, at jeg var europamester, men jo mere man kommer på afstand af det, desto mere taenker jeg over, at jeg jo var en del af det. Som en baggrundsfigur kan man jo godt betyde noget. Hvis alt er i orden med dem laengere nede i hierarkiet, skaber man også en stemning, der er med til at hjaelpe,” siger Richard Møllers hjaelpetraener.
FODBOLD ER FREMAD
Selv uden EM ville sommermånederne i 1992 have vaeret travle for Viggo Jensen. Ferie havde han ikke planlagt noget af, for som traener for Silkeborg stod han på sidelinjen til en Superliga-kamp så sent som den 8. juni, og sideløbende var han traener for U/21-landsholdet, der i juli skulle til OL i Barcelona. Den turnering skulle forberedes, og så prøvede Viggo Jensen i øvrigt også finde et nyt job, eftersom aftalen med Silkeborg udløb.
Og så kom nyheden om, at Danmark skulle til Sverige efter udelukkelsen af Jugoslavien, og Viggo Jensen skulle selvfølgelig med, for man hjalp hinanden på kryds og tvaers i DBU’s landstraenergruppe.
”Vi var Jan Børge, Richard og mig, og derudover var der ungdomstraenerne, blandt andre Per Andersen nede på U/18. Vi hjalp hele tiden hinanden som assistenter, og Richard var også med i Barcelona, hvor han kiggede en kamp for os. Under hele forløbet støttede vi op om hinanden. Var der en U/19-samling i Vejle, kunne jeg godt finde på at vaere der og hjaelpe lidt til.”
Viggo Jensens hovedrolle var som modstanderanalytiker, så han kørte Sverige tyndt og scoutede de kommende og potentielle modstandere til slutrunden. Hvilke taktiske nøgler, han gravede frem om hollaenderne, tyskerne og alle de andre, har han dog for laengst lagt bag sig.
”Du må ikke spørge mig om detaljer. For fodbold er altid fremad, og hvis man ikke parkerer den viden, der var engang, kan man ikke rumme det i sin hjerne. Det er nu’et. Det er ikke, at man har set et hold for et år siden. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at så mange traenere synes, det er uinteressant at se modstanderne. Det er dagsformen; hvordan de er spillende lige nu.”
Når han ikke var ude af lejren for at scoute, hjalp Viggo Jensen til på traeningsbanen.
”Richard havde en mere overordnet rolle, blandt andet omkring journalisterne. Han havde nok at gøre, der var jo bud efter ham hele tiden med alt muligt. Og der var ikke ret meget traening, så det var Jan og mig, der deltes lidt om det.”
”Det handlede mere end noget andet om at dosere. Og så skulle reserverne holdes skarpe. Spillerne var faktisk delt op i to grupper, for nogle var i svømmehallen, og da jeg ikke er den bedste svømmer, havde jeg de resterende på banen,” siger Viggo Jensen.
Tipsbladet møder Viggo Jensen på hans og Richard Møller Nielsens gamle graesmarker i Ådalen i Odense, og da OB-traener og europamester Kent Nielsen hører om interviewet, fortaeller han, at assistenttraeneren indimellem selv spillede på de svenske traeningsbaner. Landsholdsspillerne ville gerne vaere på hold med den 44-årige og for laengst pensionerede back, ”for han tacklede altså igennem,” som Kent Nielsen udtrykker det.
Viggo Jensen ser forlegen ud, da han bliver mindet om sin traeningsindsats, men han indrømmer, at det nok var sådan, han gik til opgaven.
”Ja, sådan mere eller mindre. Jeg var jo nødt til at gøre mig umage.”
FADERENS HÅRDE MODSTANDER
Det var en gennemgående detalje for EM-holdet, det med hårdtacklende, fynske forsvarere som traenere. Sådan en havde Richard Møller Nielsen også vaeret for OB i halvtredserne og
starten af tresserne, og allerede dengang fik Viggo Jensen et forhold til den 10 år aeldre odenseaner.
”Min far spillede for B1909, og dengang var Richard en hård forsvarsspiller,” siger Viggo Jensen og slår en knyttet naeve ind i håndfladen for at understrege vennen og kollegaens tilgang til fodbold.
”Det var en, man skulle vaere bange for”. Da Richard Møller måtte stoppe på grund af en slem knaeskade, blev han traener, og da han i 1968 blev traener i Esbjerg, stødte Viggo Jensen ind i ham igen.
”Dengang var jeg faktisk var mere andetend førsteholdsspiller. Det var ham, der gav mig muligheden for at blive førsteholdsspiller, og jeg var tolvtemand, da vi vandt sølv det år. Jeg var faktisk med i de kampe, der betød noget. Jeg havde spillet mod Frem og B1909, hvor vi vandt 4-1 og 5-1. På grund af skader kom jeg ind i startopstillingen, og der var faktisk også en skade før den naestsidste kamp, vi spillede oppe i Horsens, men der tog han en anden med, og så tabte de 2-0. Så jeg har altid haft en klemme på ham,” griner Viggo Jensen.
Der var rig mulighed til at minde om fejlvurderingen, for de opbyggede gennem årene et taet forhold. Viggo Jensen var sideløbende med fodboldkarrieren i Esbjerg i militaeret i Ringsted, så han fik ofte et lift af sin traener og hans kone Jonna til Odense, hvorfra han tomlede eller hoppede på toget. Og da Richard Møller var rejst fra Vestjylland, sendte han et brev til Viggo Jensen, fordi hans tidligere spiller var blevet skadet i sin menisk, og fortalte, hvor vigtig ordentlig genoptraening var. Senere lagde han et godt ord ind for ham i Viggo Jensens hjerteklub B1909, selv om Richard Møller Nielsen var traener i Svendborg og som gammel OB’er havde Nierne som aerkerival. Viggo Jensen fik også besøg i Bayern München, hvor Richard Møller kom på inspirationstur, og de to blev gode venner og kolleger. Få kendte den danske EM-traener så godt som hans assistent, der var med til at baere kisten ved den afdøde landstraener begravelse.
”Han får altid skyld for ikke at vaere en god leder, men han var jo naervaerende. Alle spillere, der har haft Richard som traener, føler, at de har vaeret noget specielt, uanset om det var en sjette reserve til førsteholdet. Så kan det også godt vaere, at han gik skaevt af nogen, anderledes er det jo ikke, men han interesserede sig meget for personen,” siger Viggo Jensen om traeneren, der kendte sine spillere, og de kendte ham.
”Han lagde meget vaegt på alle de ture, de havde haft med ungdomslandsholdene. Holdet, der vandt EM, var dels et Brøndby-produkt, men også et DBU-produkt, så de kendte jo hinanden ud og ind – gode og dårlige sider. Derfor var det ikke så overraskende, at man kunne lave sådan et resultat. Hvis man ser på spillerne og på, hvad det var for nogle personligheder, havde de et vindergen. Og Richard var god til at se, hvordan holdet passede sammen,” siger Viggo Jensen med EM’s topscorer som eksempel.
”Hver isaer opfyldte deres ting. Jeg taenkte om Henrik Larsen: ”Han skal da ikke spille på
det danske landshold. Det fungerer bare ikke.” Og det er derfor, at den traener, som er taettest på, ved, hvem der skal spille. Og hvis den traener formår at finde typer, der passer sammen, får man også et produkt.”
”Han var meget obs på hvilke reserver, han skulle have med. Jeg kendte Morten Bruun fra Silkeborg, og han spurgte mig, om det ville vaere et problem at have ham som reserve, for sandsynligheden for, at han ikke ville komme til at spille, var stor,” siger Viggo Jensen.
Han var slet ikke var i tvivl om, at Danmark godt kunne gøre en god figur ved slutrunden.
”Vi havde nogle ekstraordinaere spillere, Laudrup oppe foran, Flemming Povlsen og hans arbejdsraseri, Schmeichel nede i målet. Men alle de, der ikke var navne – Kent, Piechnik, Lars Olsen – var jo meget bedre, end folk regner med. De havde et fantastisk blik for fodbold, og hvordan det skulle afvikles,” siger den davaerende assistenttraener, som indimellem måtte tage sig af en af stjernerne – Peter Schmeichel.
”Der var ikke nogen, der ville varme ham op, for hvis de sparkede for hårdt, eller hvis indlaeggene ikke lå rigtigt, fik de skaeldud. Så det var jeg nødt til. Spillerne var glade ved at slippe, for ingen kunne gøre det godt nok, og for mig var det ligegyldigt, hvis jeg led et nederlag.”
Fynboen fik ikke samme møgfald som spillerne, men det var ingen nem opgave at få.
”Dengang havde jeg stadig en smule power i benene, men jeg må da indrømme, at jeg skulle anstrenge mig.”
HISTORIENS BEDSTE LANDSHOLD
Det danske landshold tog faergen til Sverige for at spille åbningskamp mod England. Det opgør så Viggo Jensen ikke, for samme dag havde han afslutning i Silkeborg, så han sad i flyet, da spillerne var på banen i Malmø. Men selvom han endnu ikke var ankommet, havde han sin holdning til turneringen klar.
”Min egen personlige tilgang er, at når man har kvalificeret sig til at spille imod et hold, har man også tilladelse til at vinde kampen – uanset hvem man spiller imod. Der er jo en grund til, at man har kvalificeret sig, og så kan man lige så godt få det bedste ud af det,” siger Viggo Jensen.
Men Danmark havde jo netop ikke kvalificeret sig?
”Det kan man godt sige, men det var knivskarpt mellem Danmark og Jugoslavien. Det var en dum uafgjort, der skilte tingene ad, og at man kunne tage ned til Jugoslavien og vinde viste, at Richard på det tidspunkt havde fået fat i holdet.”
Den anden gruppekamp, mod Sverige, så Viggo Jensen heller ikke, for på davaerende tidspunkt befandt han sig i en bil på vej mod Norrköping for at scoute franskmaendene. Desuden måtte han heller ikke sidde på baenken, da der kun var et vist antal pladser til rådighed.
Men efterhånden blev den danske trup ramt af skader og andre afbud, så assistenttraeneren fik sit saede. Han sad på første raekke, da Lars Elstrup sparkede holdet videre mod Frankrig, og han var med i den opslidende semifinale mod Holland. Da Frank Rijkaard havde udlignet til 2-2 kort før tid og sendt kampen i forlaenget spilletid, måtte han opmuntre den skadede anfører Lars Olsen.
”Lars er ikke en mand af mange ord, og jeg har først rigtigt laert ham at kende efterfølgende, da vi sammen var i OB. Han er jo et praegtigt menneske. ”Det er fandme også ad helvedes til,” sagde han. ”For helvede mand, hvis jeg havde spurgt dig på forhånd, ville du have vaeret glad for at ligge her og skulle i omkamp i semifinalen. Det er okay, og vi er, hvor vi er nu. Det skal du vaere glad for,” sagde jeg – men det var heller ikke mig, der skulle ud og løbe og spille. De var traette, men det var de andre også.”
Danmark overvandt både Holland og senere Tyskland i finalen, og da den blev fløjtet af, gik Viggo Jensen rundt på Nya Ullevis graes og lykønskede spillerne – ingen vilde jubelscener, for det mente han ikke hørte sig til, når han kun var assistent. Men der var lettelse over, at tingene var lykkedes, og der var en indre glaede for Viggo Jensen og resten af det, som fynboen ikke tøver med at kalde det bedste danske landshold nogensinde.
”De var de bedste. Firserholdet var for flamboyant, og der var flere spillere, der stak ud. Her var der en accept af, at det var Brian Laudrup og så den store nede i målet. Der var flere holdspillere. Jeg kan godt se, at de andre havde underholdende spillere og spillede underholdende kampe, men her tog man over til Sverige, og så tog man tre tidligere mestre,” argumenterer Viggo Jensen.
PIECHNIK, BAJER OG VINDERINSTINKT
Spørger man traeneren, hvad EM i Sverige betyder for ham i dag, 25 år senere, taler han om den erfaring og selvtillid, han fik med til sin videre traenergerning. At det er noget, der kan hjaelpe i arbejdet med en spillertrup, ligesom da Marvin Pourié fandt ud af, at hans traener i Silkeborg engang havde spillet i Bayern München. Viggo Jensen er først og fremmest fodboldmand; har altid vaeret og vil altid vaere det. Og fodbold er jo altid fremad.
Men der er noget andet. For der blev skabt et bånd blandt dem, der oplevede og opnåede triumfen i Sverige, og det bliver staerkere og staerkere år for år.
”Vi mødes en gang om året, og mange af dem ser jeg også på stadion. Vi kom virkelig ind under huden på hinanden, og det betyder noget. Det betyder meget for mig; den glaede jeg har ved at møde de forskellige spillere. Som tiden går, møder man dem på et andet niveau. Da jeg var traener, var de spillere, og vi var i princippet langt fra hinanden. Som vi bliver aeldre og aeldre, bliver afstanden mindre og mindre,” siger Viggo Jensen om de spillere, han måske ligefrem er blevet venner med?
”Det er vi jo. Det føler jeg. Venner er et stort ord, men det er det taetteste, man kommer derpå – også med nogen, man ikke havde regnet med. For eksempel Piechnik. Jeg syntes, han var en skør kugle. Han skulle kraftedme ikke på mit fodboldhold, men bagefter kan jeg da godt se, at det ville have vaeret fint. Han røg cigaretter og sad udenfor med en øl i hånden efter kampen, og det var slet ikke mig. Men han kunne jo administrere det, og han er fantastisk.”
”Når vi har spillet sommerkampe, siger han, at ”nu skal vi ikke begynde at lave noget fis. Brian skal nok ordne alt oppe foran, vi skal bare sørge for at beholde bolden.” Det er jo fint, ikke? Det er så praecist. Han vil kraftedme vinde; han har det i sig.”
Det vil Viggo Jensen også. Ligesom alle de andre, der var med dengang i Sverige. +