MYTEN OM KLODS-HANS
Historien vil vide, at det danske landshold kom direkte fra stranden og vandt EM i løbet af et par uger, men i virkeligheden var der tale om et fremragende mandskab med rod i den danske Superliga, der spillede med den selvindsigt, som firserholdet mangled
Langt de fleste danskere kan huske, hvad de lavede, da Danmark slog Tyskland med 2-0 i EM-finalen, også selv om man måske i virkeligheden gik meget mere op i ishockey, som den frederikshavnske sanger og sangskriver Allan Olsen gør det. Fodbolden fylder i hvert fald ikke meget i hans liv, men lige den kamp har alligevel sat sig.
”Jeg så finalen hjemme ved mig selv her i Århus sammen med Johnny Madsen. Det var jo en af de situationer, hvor de fleste kan huske, hvad de foretog sig, hvor de var og så videre, og den sommer opholdt Johnny Madsen sig meget hos mig, så vi sad i min sure stue og så den sammen i mit fjernsyn,” fortaeller Allan Olsen om en sommer, hvor de to var ved at laegge grunden til Dalton-trioen, mens det tredje medlem Lars Lilholt var på Skagen Festival og naegtede at gå på scenen, før finalen var slut, som man kan laese andetsteds i dette blad.
”Efter kampen tog vi så ned på Hotel Royal, det fine hotel midt i byen, som jeg boede taet på, og der lejede Johnny en suite med balkon ud til Store Torv, så han kunne lade sig hylde af folket, mens der blev båret champagne til i lange strømme, og folk sprang rundt som vanvittige. Det var sgu en fin aften,” siger Allan Olsen, der blev ramt af den nationale glaede på linje med alle andre den sommeraften i Århus med udsigt til festen på torvet.
”Ja, jeg blev jo opfyldt på samme måde, som vi danskere altid gør. Vi er altid et undervurderet folkeslag, og det med god ret, for efter vi var en relativ stormagt engang, er vi skrumpet ind til naesten ingenting. Så EM er en rigtig dansk historie, både historien om hvordan vi kom med på grund af en borgerkrig i Jugoslavien, og at vi så vinder ”against all odds” på trods af den der lidt bodegabøvede tilgang, som der blev gået til situationen med.”
”Nu kan man så i bagklogskabens lys sige, at det faktisk var et ganske fremragende landshold, vi havde dengang, når man sammenligner det med de landshold, der har vaeret senere, men det syntes man bare ikke på det tidspunkt på grund af de landshold, vi havde haft i firserne, som havde vaeret endnu bedre.”
”Dengang så man ned på det og på Richard Møller, men siden er det så gået støt ned ad bakke, og når man sammenligner det landshold, der var i 92, med dem, der er kommet senere, så er det også en del af en dansk fortaelling, som jeg finder interessant. For der opstod sådan noget kommissaer-fodbold i halvfemserne. Det vigtigste var at have en sponsorbil med en sponsornavn, som man så kunne få lov til at køre rundt i som fodboldspiller. At have status som fodboldspiller blev pludselig vigtigt, og så mistede jeg da helt interessen.”
”Elkjaer var jo en type, der sagde ”giv mig bolden, så skal jeg fan’me nok,” men så fik man i stedet en type, der sagde, ”jeg vil gerne sole mig som professionel i vores liga, men jeg vil helst ikke have bolden, og hvis jeg får den, så spiller jeg den lidt bagud.” Der kom en defensiv, regressiv tilgang til spillet i stedet for en offensiv og progressiv.”
”Den sidste type jeg kan huske, der havde den der fanden-i-voldskhed, det var Søren Frederiksen, der var angriber for AaB og Viborg og vist nok også kom endnu laengere oppe nordfra. Sådan nogle typer var der på det landshold i 92, ligesom der selvfølgelig også var i firserne, hvor det endda var tilsat nogle fantastiske boldkunstnere,” siger Allan Olsen om den gamle Superliga-topscorer, der kommer fra Frederikshavn, som han selv gør det, og som nåede seks landskampe i slutningen af halvfemserne med et enkelt mål til følge – i 1-2 nederlaget hjemme mod Wales i en EMkvalifikation, der stadig blev reddet på falderebet via en forbløffende sejr i Italien og samlet 8-0 over Israel i playoff-kampene.
”Men hele historien om EM 92, at det var nogle sommerferiespillere, der kom til Sverige; det er jo en ren H.C. Andersen-historie. Det er som ham med traeskoene, Klods-Hans, og det bedste var jo så, at dem man vandt over, de var fuldstaendig firkantede. Den helt modsatte type.”
”Det er nok det, der var historien, og den var jeg en del af som alle andre. Jeg har jo altid vaeret romantisk anlagt, og det synes jeg også bliver mere og mere nødvendigt, efterhånden som vores samfund bliver mere og mere merkantilt og marketings- og managementstyret. Jeg har aldrig vaeret mere royalist, end jeg er i dag. Det er naesten blevet en folkepligt, synes jeg, efter det er lykkedes at DJØFisere stort set alt andet i vores samfund. Så vi må holde fast i skaevhederne, i ukrudtet.”
”Og EM var sådan en historie. Selvfølgelig er det altid stort, når man vinder EM i fodbold, selv om det på den anden side også er bedøvende ligegyldigt, men det var stort af de årsager,” siger Allan Olsen, der trods sin manglende fodboldpassion ikke synes, at bedriften i Sverige fylder for meget i samtidshistorien.
”Hvis noget bliver legendarisk eller en myte, hele den der svulmende ting, så kan man faktisk aldrig tale om rimeligheden i det, for det er noget, der opstår i folkeligheden. Og det, der opstår i folkeånden, kan man ikke tale om rimeligheden i. Det er det samme med, at Trump er blevet praesident i Amerika. Det nytter ikke noget at tale om rimeligheden i det, for det er en følge af nogle andre ting.”
”Men man kan måske aflaese noget andet. Lige nu fylder EM i 92 meget. Vi er i den grad optaget af det, fordi det er 25 år siden, men det er jo ikke nogen sensation, det er bare en kalender. Men det bliver blaest op, og det er måske fordi, vi mere end nogen sinde har brug for at støtte os op af et eller andet. Det kunne det da godt tyde på,” lyder det fra sangeren i telefonen fra det hus i Århus, hvor han i sin tid sad og så en fodboldkamp med Johnny Madsen.
EN MASKINE AF JANTELOV
Journalist og forfatter Joakim Jakobsen kan forbløffende nok ikke huske, hvor han så EM-finalen i 1992. Manden, der ellers har skrevet en af de vigtigste bøger om dansk landsholdshistorie – ”Tynd
Luft” om landsholdet ved VM i Mexico i 1986 – kan ikke komme i tanke om, hvor og hvordan han så Danmark slå Tyskland.
”Jeg kan simpelt hen ikke huske det. Måske var jeg på arbejde på Politiken og så den der? Men jeg var i hvert fald nede på Rådhuspladsen bagefter, og jeg stod der også dagen efter, da de kom hjem. Det var fanme sjovt.”
”Men samtidig kan jeg også huske, at jeg blev ramt af en melankoli efter finalen. For mig var den helt store og euforiske aften efter semifinalen mod Holland, mens der også var en tristesse over den aften, hvor Danmark blev europamester. ”Jeg er med til det her, men de, der kommer efter, kommer ikke at opleve det, og jeg kommer aldrig til at opleve det igen.” Men jo laengere tid der er gået, desto gladere er jeg faktisk for at have vaeret med til det,” siger journalisten fra Weekendavisen, der dykkede dybt ned i historien om firsernes Dynamithold.
Deres praestationer ved EM i Frankrig og VM i Mexico har altid fyldt og har altid fremstået som det perfekte billede på dansk fodbold, mens EM-titlen i Sverige til gengaeld er blevet underkendt, mener Joakim Jakobsen:
”Det er først nu, at EM 92 får den plads, som det fortjener, og det har taget rigtig rigtig mange år. Straks efter 92-triumfen gik der jo en maskine af Jantelov og selvbilledfusk i gang, for der var den her Cruyff-isme, der havde meget stor genklang i Danmark – sådan kan vi lide at spille, sådan kan vi lide at se os selv.”
”Vi er ikke svenskere, der stempler ind på produktionsgulvet og sørger for at få et grimt mål i kassen, og så har man leveret et resultat. Det skal vaere smukt. Vi vil have, at folk skal vaere forelskede i vores fodbold, så da Cruyff ret groft kritiserede landsholdet lige efter triumfen, da var der mange røster i Danmark, mange vigtige røster, der bakkede der synspunkt op,” siger Joakim Jakobsen med reference til den davaerende Barcelona- og Michael Laudrup-traener Johan Cruyff, der et par måneder efter EM sagde:
”Euforien over danskernes sejre i Sverige var malplaceret, og viser hvor lidt forstand folk har på fodbold. Det eneste, det danske landshold gjorde, var at forsvare sig og udnytte de andre holds fejl. Spillerne skabte intet selv. De vinder aldrig flere titler ved at spille på den måde. Alle siger, at det kun er resultatet af en kamp, der taeller. Det passer ikke. Fodbold bør spilles ordentligt,” lød det fra den offensive fodboldfilosof.
Og det ramte altså den danske fodboldbevidsthed hårdt.
”Man kan også tage Jakob Kvists fremragende bog ”Ambassadøren” om Michael Laudrup. Det er en af de bedste fodboldbøger, der er skrevet på dansk, men langt hen ad vejen er den også en stor kritik af Richard Møller Nielsen. Et stort element i bogen er at fnyse af Richard Møller Nielsen og den triumf. ”Hvis det skal vaere på den måde, så er det da bedre at lade vaere.” Og den sad altså laenge.”
”Richard Møller Nielsen blev jo ikke engang kåret til Årets Traener i Danmark. Det var fuldstaendig urimeligt, og det viser, at noget ikke var helt aedrueligt i opfattelsen af den triumf” lyder det hovedrystende fra Joakim Jakobsen om en pris, der i stedet gik til Ebbe Skovdahl, mens landstraeneren til gengaeld blev kåret til Årets Traener i verden af World Soccer omkranset af den franske landstraener Michel Platini (1991) og Manchester Uniteds manager Alex Ferguson (1993).
SVINEHELD OG DANSK MALKERACE
Men dengang i 92 blev EM-holdet hele tiden sat i forhold til den berusende fodbold som Preben Elkjaer, Frank Arnesen, Michael Laudrup og Morten Olsen leverede ved slutrunderne i firserne.
”Naturligvis stod de som faenomen i skyggen af 86-holdet med alle de flamboyante personligheder, og 92-holdet spillede også anderledes. Men noget der for alvor var med til at traekke synet på 92-triumfen ned, det var de her myter, der opstod. Myten om at de kom rejsende direkte fra stranden til EM. Gu’ gjorde de ej. Det var meget få spilleres udsagn, der kom til at styre den her myte om, at de kom helt uforberedte. De havde fået besked i god tid, men det var som om, at man hellere ville opretholde den her Klods-Hans myte. Her kommer vi med et stort grin og skrider med EM-pokalen fra de store og de fine.”
”Og det er altså slående, at Klods-Hans farvningen fik så meget plads, for den indebaerer jo ejendommeligt nok, at danskerne hellere ville se sig selv som svineheldige klamphuggere end som kompetente, disciplinerede og hårdtarbejdende.”
”Det er et vigtigt spor i vores kultur. Vi kan bare tage vores nationaldigt ”Guldhornene.” Det begynder jo med ”De higer og søger i gamle bøger...”, og så fnyses der ellers ad de her mennesker, der sidder og gør sig umage. De finder ikke Guldhornene. Det gør en malkepige og en staldkarl. De hyldes som de aegte og jordbundne. Og derfor finder de hornene. De snubler helt bogstaveligt over dem. Svineheld og dansk malkerace – så skal det hele sgu nok gå. Det skulle så vaere meget bedre end systematisk arbejde. Det svarer fuldstaendig til myten om strandstolene og klipklapperne,” siger den tidligere kultur- og litteraturredaktør på Weekendavisen.
Og selv om udlandsprofferne måtte vente og traene frem til den planlagte venskabskamp mod SNG den 3. juni, så havde man allerede den 31. maj fået at vide, at Danmark skulle med til EM i stedet for Jugoslavien, mens Superligaen ikke lå stille på grund af en slutrunde. Tvaertimod afviklede man sidste runde i slutspillet den 8. juni, tre dage før Danmark spillede 0-0 mod England i den første gruppekamp. Superligarunden 2. pinsedag var altså med deltagelse af 13 EM-spillere, hvilket var en vaesentlig andel, for der var kun syv udlandsproffer blandt de 20 udtagne til slutrunden i Sverige.
Så en del af holdet var i direkte kampform, mens udlandsproffer som Peter Schmeichel, Lars Olsen, John Sivebaek, Henrik Andersen, Brian Laudrup og Flemming Povlsen hurtigt spillede sig i form på et hold, der laenge havde spillet sammen.
”Når man traekker Klods-Hans myten ned over det landshold, så overser man hvilket fremragende fodboldhold, det var, der på exceptionel vis vandt EM. Det spillede med en selvindsigt, som firserholdet manglede, da de gik ned. De spillede hurtigt, de spillede konsekvent, men de spillede under dogmet om, at man skulle besidde bolden hele tiden. Det var meget stort efter firserholdet og blev så endnu større under Morten Olsen senere, for afleverede EM-holdet ikke lidt for meget tilbage til Peter Schmeichel?”
”Hvis man kigger på Richard Møller Nielsen, så sad han ude på sidelinjen uden at kunne gøre ret meget. Han kunne give en peptalk i pausen, og han havde sine udskiftninger, men hvis man så kigger på, hvad hans udskiftninger førte til, så blev Lars Elstrup for eksempel skiftet ind og scorede det afgørende mål mod Frankrig, der sendte Danmark i semifinalen. Punkt for punkt var der tale om ekstremt kompetent arbejde, og jeg er lykkelig for, at det i dag har fået sin rette plads i historien,” siger Joakim Jakobsen.
TO REVOLUTIONER I TRAEK
Og historien haenger også sammen, for selv om ”86 og 92 er to spejle, der står over for hinanden med os midt imellem,” som forfatteren udtrykker det, så lå de to hold også i forlaengelse af hinanden. Uden 86 intet 92, men det havde heller ikke vaeret nok kun med arven fra dynamitholdet.
”Firserholdet brød på helt afsindig vis de faste forestillinger ned. Jeg har laest de her DBU-rapporter om spillet og reaktionerne i Idraetsparken i starten af firserne, og den DBU-konsulent, der havde skrevet dem, var naermest chokeret og skrev om sydlandske optrin på tilskuerpladserne. Han var helt skraemt over, at vi havde det her i os, og så gav vi os fuldstaendig hen til firserholdet.”
”Det var jo et fuldt hold, der minder lidt om Belgien i dag, hvor der hele tiden kommer et nyt talent frem, selv om de allerede har meget. For dengang dukkede Henrik Andersen op, og så kom Per Frimann til et hold, der allerede var komplet med gode reserver. Det var helt afsindigt.”
”De fleste af spillerne på det hold var opflasket i udlandet, i Ajax og så videre. De var ude som 17-årige ligesom Dolberg, Højbjerg og Eriksen har vaeret det i dag, og det hold bankede dørene åbne og lukkede luft ind i hovederne af os. Det her kan faktisk lade sig gøre, og vi har lov til at te os åndsvagt og juble og skrige, selv om der blev løftet mange pegefingre fra venstrefløjen og fra gammeldags konservativ side om, hvor tarveligt det var. Vi havde en fest, og det var fantastisk.”
”Det var en revolution, og så kom der minsandten en mere lige efter, for dansk klubfodbold flyttede sig jo også. Hele den generation som Ricardo gik og opflaskede på sit OL-hold til 1988, det var jo dem, der stod på Ullevi i 1992, og de var ikke opflasket i udlandet. De var stort set opdraettet på baner herhjemme, og det var et gigantisk skred for et land, hvor man først indførte pengefodbolden i 1978,” lyder det med et grin i telefonen og en tanke tilbage til det OL-hold, der var sluttet som nummer ét i en gruppe med både Vesttyskland og Polen, hvis ikke man havde brugt Per Frimann i en kamp i Polen, hvor han ikke var spilleberettiget.
Så i stedet for at få den 2-0 sejr, som Kim Vilfort havde scoret Danmark til, så blev holdet, der også talte Peter Schmeichel, Lars Olsen, John Jensen og Flemming Povlsen, dømt som taber med 3-0, og så kom Vesttyskland med til Seoul, selv om OL-holdet på banen sikrede sig 13 af 16 mulige point med en målscore på 25-3. For så gode var det kuld af unge spillere fra den bedste danske raekke.
”Der havde firserholdet vist, hvad der kunne lade sig gøre, og så kom de her professionelle spillere fra den danske raekke og tog det skridt mere, for de vidste, hvad der skulle til. Ikke hvad der ville få verden til at falde i svime over dem, men hvad der skulle til. Det var to revolutioner i traek. Det ene skabt af en fuldstaendig freakish generation, der var opdraettet i storklubber i udlandet, og så det helt forbløffende: Et vinderhold, der var lavet af dansk klubfodbold,” siger forfatteren til Tynd Luft, Joakim Jakobsen. +