DANSK FODBOLDS STØRSTE STUND! EUROPAMESTER
Efter et titanisk slag på Nya Ullevi lykkedes det de traette danskere at tvinge de tyske verdensmestre i knae i en uforglemmelig finale om europamesterskabet. Det danske hold spillede ikke så sprudlende som i de forudgående kampe, men de satte traefferne
Danmark er europamester. Undertiden er fraser på sin plads. Hvis der nogen sinde har vaeret grund til at tale om mirakler i fodbold, så indtraf et af dem sidste fredag her i Göteborg. Da festfyrvaerkeriet eksploderede og strålede mod aftenhimlen som afslutning på EM-slutrunden i fodbold, løb danskerne på Nya Ullevi aeresrunde foran de begejstrede tilskuere med Henri Delaunay-pokalen som nyslåede europamestre.
Traette, skuffede og delvis uforstående forlod de tyske verdensmestre arenaen med undrende blikke mod det høje. I denne slutkamp havde de både haft det meste spil og de fleste chancer mod et udmattet dansk hold, der var kommet med i slutrunden på afbud, og som kun havde haft 10 dage til at forberede sig i. Nu havde de rød-hvide vundet finalen 2-0, og nu viste de trofaeet frem for folk på stadion.
Det var i sandhed mirakuløst!
SUNDHEDSARBEJDE FØR DEN SIDSTE STORE STRID
At dette undertippede og undervurderede danske hold skulle gå hen og blive europamester 1992 fremstår som en af fodboldhistoriens helt store gåder. Holdet syntes på forhånd naesten håbløst handicappet over for en overmaegtig modstander, der for tiende gang var i en stor finale, og som er vant til at vinde den slags.
Danskerne havde i deres semifinale mod Holland ofret langt flere kraefter, end tyskerne havde brugt i deres semifinale mod Sverige. Danskerne havde også haft en dag mindre at restituere sig i end modstanderne. Tilmed havde de tre spillere på skadeslisten ud over Henrik Andersen og Bent Christensen, der var rejst hjem som definitivt ukampdygtige. Dertil kom de spillere, der bare led af skrub og
traelår og blå maerker efter det opslidende slag mod hollaenderne.
Men ved hjaelp af et stort og dygtige arbejde i den danske ”sundhedssektor” i traeningslejren i Stenungsund nord for Göteborg – bestående af laege Mogens Kreutzfeldt samt til slut hele tre fysioterapeuter – lykkedes det at få alle de sårede krigere lappet sammen, sådan da... John Sivebaek virkede nemlig efter sin fiberskade bag i det ene lår ikke ganske kurant, da han gik på banen med et stort lårbind, og han holdt da heller ikke kampen ud.
Men i bestraebelserne på at skabe den største sensation i EM’s slutrundehistorie glemte de danske fodboldsoldater mere eller mindre de skrammer, de slaebte rundt på, og den udmattelse, der nødvendigvis måtte sidde i knoglerne efter fire kampe på 12 dage. Alle ressourcer blev sat ind på også at stå den sidste store strid igennem i det femte og vanskeligste af alle opgør her i Sverige: Mødet med de tyske verdensmestre.
At disse var favoritter, ville ikke engang de selv bestride, thi andet ville vaere ulogisk. Men endnu engang blev det understreget, at fodbold undertiden unddrager sig almindelig logik.
Heldigvis, må man sige!
FORSVARET I CENTRUM FOR DET TAKTISKE DANSKE OPLAEG
Man kan diskutere, hvor rimelig den danske sejr over Tyskland egentlig var, bedømt efter de 90 minutters begivenheder på banen. Det er indiskutabelt, at tyskerne både havde det meste spil og de fleste afslutninger. Man må også medgive, at de viste det bedste spil, man fik at se i den kamp.
Men fodboldkampe vindes ikke altid af det optisk overlegne af de to mandskaber. Og man må i hvert fald indrømme danskerne, at de praesterede det klogeste spil i finalen. At kraefterne ikke rakte til samme charmerende og sprudlende kontrafodbold, som man fik at se mod Frankrig nede i Malmö og mod Holland heroppe, vidste man naesten på forhånd. Man var også godt klar over, at der naeppe ville vaere kraftoverskud til at stresse tyskerne effektivt højt oppe på banen.
Tilbage for Richard Møller Nielsen var egentlig kun at indstille forsvaret på totalkamp og så håbe på, at kontrastødene ville give bonus. Men Henrik Andersen ude af billedet og Kent Nielsen klar igen gled sidstnaevnte ind på sin vante stopperplads, mens Torben Piechnik blev bibeholdt på den anden. Herefter blev Kim Christofte rykket fra posten som markør ud som wingback i venstre side.
Med den aendring fik man mindre ud af Christoftes evne til at laegge de lange pasninger i dybden. Men det var den aendring, der gav faerrest forstyrrelser i både opstilling og rytme. De fire øvrige pladser på midterfeltet var uaendrede i forhold til semifinalen, og det samme gjaldt de to positioner i angrebet med Flemming Povlsen på toppen og Brian Laudrup bag ham i hele banens bredde.
At de danske markører skulle tage sig af de to tyske frontløbere efter et kombineret zoneog mandsopdaekningssystem gav sig selv. Mere kompliceret var den taktiske situation på midterfeltet, fordi den farlige Thomas Hässler ofte fjerner sig fra højresiden. Her valgte ”Richardo” at lade den lille boldkunstner ”gå på omgang” blandt danskerne, fordi det ville koste dem faerrest kraefter, og det forekom ligeledes fornuftigt.
Så vidt det rent taktiske.
DA ”FAXE” RAMTE BOLDEN KLOKKERENT OG LIGE I R ....
Danskerne fik imidlertid en dårlig start. Spillerne virkede taendte, men også nervøse, og de havde vanskeligt ved at få spillet til at haenge sammen. Med stopperen Guido Buchwald i en fremskudt rolle tiltvang tyskerne sig hurtigt et overtag med flere afslutninger, hvorunder Kent Nielsen fik en henstilling om at laegge sordin på spillet.
Den danske føring kom derfor overraskende, selv om John Jensen tidligere havde forsøgt sig med et skud uden for målrammen. Ved sidelinien tacklede Kim Vilfort bolden fra Andreas Brehme, der sank sammen, og tacklingen kunne godt ligne et frispark. Men den schweiziske dommer Bruno Galler fulgte episoden på naert hold, og han lod spillet fortsaette. Bolden endte hos Flemming Povlsen, der spillede den skråt bagud til ”Faxe,” som lige inden for straffesparkfeltet hamrede løs, mens liberoen Thomas Helmer kastede sig for at blokere – hvorefter begge så kuglen slå utageligt ind bag Bodo Illgner i det tyske mål.
”Jeg ramte den lige i røven,” som han frejdigt sagde dagen derpå.
Selv om tyskerne var meget taet på udligning, da Peter Schmeichel adraet kastede sig og vippede et skud fra Jürgen Klinsmann til hjørnespark, virkede de nu både frustrerede og noget rådvilde. Deres spil blev heller ikke mere effektivt af, at Thomas Hässler begyndte at vandre på tvaers i sin rolle som driblende organisator.
Efter at Torben Piechnik havde pådraget sig en advarsel for at rive Stefan Effenberg i trøjen, udmøntede den tyske frustration sig i forseelser, der indbragte både Effenberg og Hässler gule kort efter faeldninger af henholdsvis John Jensen og Kim Christofte. Da halvlegen gik til ende, havde tyskerne haft otte scoringsforsøg – dobbelt så mange som danskerne – men kun tre af dem havde dog siddet inden for målrammen, mens tre andre var blevet blokeret undervejs.
Og i pausen vekslede forbundstraener Berti Vogts midtbanemanden Matthias Sammer ud med den mere bevaegelige Thomas Doll.
DA INDERSIDEN AF MÅLSTOLPEN VAR MED VILFORT
Han startede med at stemple ”Faxe” uden at blive advaret, og under de efterfølgende skaermydsler så det ud, som om den tidligere østtysker gav Povlsen en lussing. Det lignede grangiveligt tidligere tiders Stasi-metoder i det DDR, Doll kommer fra...
Nogen decideret hårdt spillet kamp var det ikke, selv om tyskerne nåede at få hele fem gule kort, hvoraf wingbacken Stefan Reuter fik et for at haegte Vilfort. Forinden havde danskerne haft en meget stor mulighed for at slå effektivt kontra, men Christofte tøvede så laenge med at spille bolden frem til Brian Laudrup, at denne var trukket offside, da pasningen endelig faldt.
Claus Christiansen afløste den både traette og halvskadede John Sivebaek, og midt i 2. halvleg stod det klart, at det dødtraette danske mandskab ville få enorme problemer med at holde modstanderne stangen. Holdet kom under voldsomt tryk, hvilket manifesterede sig i en del desperat dansk lossen bolden frem over banen uden adresse.
Ikke desto mindre slap Vilfort dog fri under et kontraangreb, som Christofte og Laudrup creerede, men hans flade skud strøg forbi opstanderen. Da Jürgen Klinsmann kort efter steg til vejs og med kolossal kraft hovedstødte bolden mod det danske mål, var man meget taet på udligningen. Men Schmeichel fik drejet sin krop helt op under ribben og fik med en mesterlig redning slået bolden over mål.
Det tyske stilspil med flade bolde frem over graesset og høje indlaeg fra siderne udviklede sig i tiltagende tempo til et massivt pres, og derfor kom det som manna fra himlen, da Claus Christiansen kunne heade bolden frem til Vilfort. Fra tribunen kunne det godt se ud, som vippede han bolden videre med en knytnaeve, hvad en tysk forsvarer også appellerede for, men hverken dommer eller linievogter reagerede – og så udmanøvrerede Vilfort både Brehme og Helmer, drejede venstreom, og fra 16-meter-feltets graense sendte han bolden fladt i mål via den naermeste stolpes rod.
Danmark var foran 2-0!
MELLEM EUFORIEN OG DET KOLLEKTIVE HJERTESLAG
Det blev Danmarks sidste scoringsforsøg, og der resterede 12 minutter. Men tomålsføringen var ikke i sig selv nogen sejrsgaranti, for erfaringsmaessigt er tyskerne farlige til sidste sekund. De mosede da også troligt på, efter at Andreas Thom havde afløst Effenberg, men den anden danske traeffer havde undergravet deres selvtillid. Godt nok stod de nu for alt konstruktivt spil, men det var uden indre glød, og angrebene havde mistet brodden.
Mens danskerne af gode grunde udelukkende koncentrerede sig om forsvaret, sporedes opløsningstendenser på det tyske hold. Karlheinz Riedle og Klinsmann, der gentagne gange havde brokket sig over at få for dårlige bolde at arbejde med, var nu ikke ene om at skaelde ud, og frustrationerne bredte sig i de tyske raekker. Det gav sig udslag i, at både Doll og Klinsmann i de sidste minutter fik advarsler efter at have nedlagt henholdsvis John Jensen og Povlsen.
Mens politikaederne rykkede ind langs begge langsider – hvilket godt kunne opfattes som en provokation af mere end en halv snes tusinde danske tilskuere blandt de i alt 37.600 – begyndte ”Auf Wiedersehen”-råbene at gjalde fra Nya Ullevis laegter. Aldrig har så få minutter fra et dansk synspunkt forekommet så lange – og det hjalp ikke, at tyskerne faktisk ikke spillede sig frem til virkeligt farlige chancer i slutfasen.
I en mellemting mellem vanvittig eufori og kollektivt hjerteslag oplevede den danske tilskuerblok – der oversteg den tyske med mere end det dobbelte – den afsluttende nedtaelling, der lettedes af, at dommer Galler naesten ikke lagde ekstra tid tid.
Til allersidst var man klar over, at selv om det allervaerste skulle ske, nemlig at tyskerne scorede, så kunne de nu kun nå at score en enkelt gang...
Og så lød dansk fodboldhistories mest laengselsfuldt ventede fløjt – fredag den 26. juni 1992 kl. 22.03!
GRIBENDE DANSKE JUBELSCENER PÅ NYA ULLEVI
Både på laegterne og på banen udspilledes rørende og gribende jubelscener. Mens alle fra udskiftningsbaenken kom spaenende ind for sammen med de danske spillere at kaste sig over hinanden, skreg og brølede et faneog dannebrogssvingende menneskehav sin begejstring ud i den lyse midsommeraften.
”Grattis Danmark” stod der på lystavlen, da matchvaert Lars-Gunnar Björklund i højttalerne proklamerede Danmark som europamester 1992. Mens de slagne tyskere blev på banen og tog det chokerende nederlag med oprejste pander, blev aerespodiet og den gigantiske fyrvaerkerikugle trillet ind på grønsvaeren. Herefter kunne danskerne trine op og Lars Olsen som anfører modtage den skinnende sølvpokal af UEFA-praesident Lennart Johansson.
Siden fulgte den aeresrunde, man heller aldrig glemmer. Mens ”Vi er røde, vi er hvide” og den britiske popgruppe Queens’ ”We are the champions” på skift drønede over stadion, søgte de segnefaerdige danskere med pokal og Dannebrog at slaebe sig hele arenaen rundt. Der var synsindtryk, der ristede sig ind på nethinden – som da ”Faxe” i nogle sekunder neden for pressetribunen simpelthen lod hovedet haenge og graed åbenlyst...
Man forstår det godt. Man forstår også godt, at spillerne i disse øjeblikke ikke kunne fatte, hvad der var sket. Vi andre havde for så vidt også svaert ved at begribe det, selv om det jo havde stået på lystavlen:
Denmark 2
Germany 0
Men sandt var og er det: Danmark er europamester i fodbold – og her må ordet mirakel vaere på sin plads. Intet mindre...
Tak og til lykke!
Artiklen er genoptrykt fra Tipsbladet nr. 27, 3. juli 1992