PÅ JAGT EF­TER SUC­CES I SKYGGEN AF SORG OG MED HJAELP FRA DEN GO­DE SMER­TE

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - JANNIK POHL - TEKST: THO­MAS PYNDT

Der har al­tid va­e­ret to kon­stan­ter i Jan­nik Po­hls liv. Hans mor, som han gik til med alt og som hjalp ham i li­vets sto­re og små be­slut­nin­ger, og hans fod­bold, hvor han al­tid kun­ne va­e­re sik­ker på at score mål og end­da nå­e­de helt i Par­ken med ta­len­tet som me­get ung. Men for to år si­den dø­de AaB-an­gri­be­rens mor af kra­eft i en al­der af kun 48 år, og li­ge nu ha­en­ges han ud for de mål, der plud­se­lig mang­ler i hans fod­bold­liv, så hvad gør en ung mand fra lands­by­en Rub­jerg nord for Løk­ken så? Han bi­der ta­en­der­ne sam­men og ta­ger det af­gø­ren­de straf­fes­park mod Sil­ke­borg.

Kaps­len fra so­da­van­den sid­der fast på fin­ge­ren, så det kor­te kast over i pa­pir­kur­ven li­ge for­an går helt galt. I ste­det for at gå i ram­mer kaps­len kan­ten og ry­ger ind un­der et bord i pres­se­rum­met på Aal­borg Port­land Park. ”Det er ren Jan­nik Po­hl,” ly­der det tørt i bag­grun­den, hvil­ket er gan­ske si­gen­de for stem­nin­gen om­kring den un­ge AaBan­gri­ber.

Jan­nik Po­hl er i gang med sin tred­je se­ni­o­r­sa­e­son i Su­per­liga­en, men selv om han er stor og sta­erk og ar­bej­der ener­gisk på ba­nen, står han her før kam­pen mel­lem AaB og Sil­ke­borg på en regn­våd man­dag af­ten ved Lim­fjor­den kun no­te­ret for et en­kelt mål i hver af de tre sa­e­so­ner, og det ene mål i den­ne sa­e­son blev end­da sat ind på straf­fes­park. Tre mål i 33 kam­pe er det ble­vet til, men hvor han tid­li­ge­re var re­ser­ve og på vej frem, har han nu spil­let fra start i syv af sa­e­so­nens før­ste ot­te liga­kam­pe, og der­for er der og­så stor fo­kus på de for­søg, der kik­ser for­an mål.

Ja, selv en scor­ing bli­ver set i det lys, for da AaB i tor­dags spil­le­de po­kal­kamp i Vi­borg og trods sa­e­so­nens bed­ste of­fen­si­ve ind­sats og et hav af chan­cer først fik sik­ret for­la­en­get spil­le­tid med et di­rek­te fris­park i det 93. mi­nut, så blev ind­skif­te­de Po­hls scor­ing til 2-1 ef­ter 97 mi­nut­ter ik­ke mod­ta­get med den ju­bel, som man el­lers kun­ne for­ven­te ved et af­gø­ren­de mål.

”Selv han kan ik­ke bra­en­de så stor en mu­lig­hed,” lød det i ste­det fra kom­men­ta­to­ren, da an­gri­be­ren he­a­de­de det blø­de ind­la­eg, der røg over må­l­man­den, ind i et tomt mål fra en me­ters af­stand.

Men det hav­de Jan­nik Po­hl fak­tisk gjort, da han få da­ge in­den de­bu­te­re­de på det dan­ske U/21-lands­hold og op­pe på Fa­e­rø­er­ne fik et an­det fladt ind­la­eg, der røg for­bi må­l­man­den og ba­re skul­le sty­res i net­tet med en sim­pel in­der­si­de. For det kik­se­de. Bol­den ram­te un­der AaB-an­gri­be­rens fod og kom in­gen ste­der, før for­sva­ret fik den clea­ret.

Ef­ter at ha­ve for­søgt sig et par gange med den end­nu me­re må­l­lø­se Jakub Syl­ve­str har Mor­ten Wieg­horst dog igen gi­vet plads fra start til den un­ge an­gri­ber med det for­plig­ten­de 9-tal på ryg­gen. For med det føl­ger en for­vent­ning om, at han kan skri­ve sig ind i ra­ek­ken af nord­jy­ske an­grebs-iko­ner, fra Sø­ren Dis­sing, der iføl­ge fol­ke­vid­det kom di­rek­te fra Hav­kro­en op­pe i Asaa, over Pe­ter Møl­ler fra Gi­strup og Sø­ren Fre­de­rik­sen fra Fre­de­riks­havn til Nicklas He­le­ni­us fra Sven­strup.

Det er sto­re nav­ne, der har la­vet man­ge mål, og Jan­nik Po­hl ved selv­føl­ge­lig godt, at folk de snak­ker, så hvor­dan fø­les det så at stå der på linje og ven­te på kamp­start, mens mu­sik­ken spil­ler og pres­set ve­jer tungt på de godt nok bre­de men og­så kun 21-åri­ge skul­dre?

”Det er me­get blan­de­de fø­lel­ser. Selv­føl­ge­lig gla­e­der man sig til at kom­me ud at spil­le på et fedt sta­dion med nog­le fe­de fans, men man er og­så lidt pres­set, for det er jo ik­ke ba­re hyg­ge­bold. Det be­ty­der helt van­vit­tig me­get for en. At vi får po­int, og at man selv scorer mål.”

”Før kam­pen kun­ne jeg godt ma­er­ke, at den fak­tisk sad der lidt, at vi lå sidst i ta­bel­len, selv om der ik­ke er så man­ge po­int imel­lem. Det gjor­de lidt ondt, og den sad i ma­ven. ”For sa­tan, mand, vi er sidst. Pis. Hvis vi ik­ke vin­der i af­ten...” De tan­ker hav­de jeg og­så.”

”Så der er man­ge for­skel­li­ge tan­ker. Man gla­e­der sig, men man er og­så lidt nervøs på grund af den si­tu­a­tion, vi er i li­ge for ti­den, så det er helt dej­ligt at sid­de her i dag med de tre po­int. Så kun­ne vi li­ge kom­me va­ek fra det der, og så er der ro på til na­e­ste kamp i hvert fald,” si­ger Jan­nik Po­hl da­gen ef­ter, hvor regn­by­ger­ne for en stund er bla­est va­ek, og so­len nu skin­ner over tra­e­nings­an­la­eg­get på Hor­ne­vej, bå­de sym­bolsk og i vir­ke­lig­he­den.

ET SKAKSPIL AF ET STRAF­FES­PARK

Men man­dag af­ten reg­ner det, spe­ci­elt ef­ter pau­sen hvor AaB skal rej­se sig ef­ter en sen Sil­ke­borg-ud­lig­ning til 1-1 li­ge før halv­tid og to tid­li­ge ud­skift­nin­ger af de ska­de­de midt­ba­ne­folk Kas­per Ris­gård og Magnus Chri­sten­sen. Ind­skift­nin­ger­ne af Ras­mus Thel­luf­sen og Ugan­da-ta­len­tet Ro­bert Ka­ke­e­to, der blot spil­ler sin an­den kamp på den cen­tra­le midt­ba­ne, aen­drer dog spil­let. Ka­ke­e­to sen­der alt vi­de­re med førs­te­gangs­pas­nin­ger, hvil­ket får tem­po­et op, og Thel­luf­sen ryk­ker på kan­ten, så AaB sid­der me­re og me­re på kam­pen, mens fol­ket be­gyn­der at hå­be på sa­e­so­nens før­ste liga­sejr. For al­le­re­de fi­re mi­nut­ter in­de i halv­le­gen prik­ker Thel­luf­sen sin gam­le U/17og U/19-hold­kam­me­rat fri i fel­tet, og Jan­nik Po­hl når li­ge at skub­be bol­den for­bi Tho­mas Nør­gaard, før Sil­ke­borg-må­l­man­den va­el­ter AaB-an­gri­be­ren til et klart straf­fes­park. Og hvem har så mo­det til at ta­ge det, når den sa­ed­van­li­ge be­slut­nings­ta­ger Ris­gård sid­der om­kla­edt ude på ba­en­ken?

Det har den ud­ska­eld­te Jan­nik Po­hl, og der er mas­ser af nervø­si­tet i luf­ten, da den un­ge front­lø­ber la­eg­ger bol­den til ret­te på plet­ten, tra­e­der et par skridt tilbage og går til bol­den.

”Jeg ta­enk­te jo, at når jeg selv hen­te­de straf­fes­par­ket, så hav­de jeg og­så li­ge 10 pro­cent ek­stra at si­ge i for­hold til at ta­ge spar­ket. Nor-

malt vil man jo helst ik­ke ta­ge det, når man selv hen­ter det, men det har jeg egent­lig haft fin suc­ces med, og­så mod Søn­derjy­skE. Jeg syn­tes, at jeg hav­de en ro i krop­pen. Pa­vol [den nye slo­vaki­ske an­grebs­mak­ker Saf­ran­ko] kom li­ge over og spurg­te, om han skul­le ta­ge den, men nej, jeg hav­de en fin ro, jeg vil­le ger­ne ta­ge den.”

”Sid­ste gang mod Søn­derjy­skE var bå­de Ris­gård og Würtz sta­dig på ba­nen, og de spurg­te, om jeg var klar, da jeg tog bol­den. Det var jeg, så der var ba­re ren opbakning. ”Kom så, spark den ind, få hul på den byld.” Man kan nok ik­ke af­vi­se, at de har stå­et der og må­ske va­e­ret en lil­le smu­le i tvivl, og jeg ta­enk­te da og­så ”Fuck, la­der de mig vir­ke­lig ta­ge det her spark.””

”Men det gjor­de de, og i mit ho­ved har jeg det og­så så­dan, at det er fint nok at la­de an­gri­ber­ne spar­ke straf­fes­park. Det be­ty­der alt­så no­get. Nu hen­te­de jeg det jo og­så, så jeg ser det som en re­gu­la­er scor­ing og ik­ke, at jeg ba­re ta­ger et straf­fe for en an­den. Men uan­set hvad be­ty­der det no­get. Det er et mål på kon­to­en. An­gri­be­ren bur­de og­så va­e­re den bed­ste til at spar­ke straf­fe, for han er den bed­ste til at spar­ke på mål, og han står of­test i si­tu­a­tio­nen.”

”Mod Søn­derjy­skE ta­enk­te jeg, at jeg ba­re ik­ke måt­te bra­en­de, men i går var det an­der­le­des. En af mi­ne svag­he­der er nok, at jeg ta­en­ker lidt for me­get over, hvad jeg fo­re­ta­ger mig. Så­dan er jeg og­så lidt som per­son uden for ba­nen, og det er ik­ke al­tid, at det er en for­del på ba­nen, men i går var jeg af­kla­ret. Må­ske var det for­di, jeg hav­de selv­til­lid fra po­kal­kam­pen, og at jeg hav­de sco­ret på straf­fes­park før mod Søn­derjy­skE.”

”Jeg la­ve­de det til et slags skakspil in­de i mit ho­ved. ”Okay, sidst spar­ke­de jeg højt i si­den, og vi ana­ly­se­rer jo hin­an­den som spil­le­re, og vi er rig­tig pres­se­de i den her si­tu­a­tion, så ke­e­pe­ren for­ven­ter nok ik­ke, at jeg vil spar­ke den i mid­ten. Han for­ven­ter nok, at jeg smadrer den ud i en af si­der­ne. Er det så høj­re eller ven­stre? Nog­le må­l­mand­stra­e­ne­re si­ger jo, at hvis man er høj­re­be­net, vil man helst spar­ke mod­sat til ven­stre. Så hop­per han nok der­over, for der spar­ke­de jeg sidst. Men må­ske går han til ven­stre? Nå, mid­ten er i hvert fald sten­sik­ker.””

”Så­dan ta­enk­te jeg, og jeg fik ret. Han sprang til ven­stre i må­let, og jeg lag­de den ind i mid­ten. Jeg tur­de dog ik­ke chip­pe den ind, så ro­lig var jeg trods alt ik­ke. Men det hav­de gi­vet det sam­me, for når man spar­ker den i mid­ten, er det na­er­mest ba­re som en af­le­ve­ring, der skal ind,” for­kla­rer man­den, der score­de AaB’s sej­rs­mål og sam­ti­dig sør­ge­de for, at nord­jy­der­ne hver­ken lig­ger sidst eller er mindst scoren­de i Su­per­liga­en.

I KRAM­PE OG REGN­DANS

Men me­re vil ha­ve me­re på en man­dag af­ten, og AaB sty­rer nu kam­pen to­talt og får fle­re sto­re chan­cer. Po­hl får en tva­er­af­le­ve­ring i fel­tet, men sen­der den vi­de­re på tva­ers til en da­ek­ket Fi­lip Les­ni­ak og se­ne­re lø­ber han ale­ne med bol­den og bli­ver ta­ck­let af Den­nis Fl­in­ta, da AaB el­lers er af sted to-mod-en i en kon­tra.

”Selv­føl­ge­lig vil­le man ger­ne ha­ve sco­ret me­re, og hvis vi hav­de va­e­ret i en god pe­ri­o­de, kun­ne jeg godt ha­ve va­e­ret lidt me­re skep­tisk over, at vi ik­ke luk­ke­de den, men li­ge nu fø­ler jeg ik­ke rig­tigt, at jeg kan va­e­re util­freds

med en sejr og et mål. Så jeg har ik­ke ta­enkt over det, men når man i dag sid­der og eva­lu­e­rer kam­pen, så har vi mu­lig­he­der for at luk­ke det til sidst, og jeg ta­ger og­så et for­kert valg.”

”For selv­føl­ge­lig skal jeg spar­ke selv, da jeg sen­der den vi­de­re til Fi­lip, men han lig­ger til ven­stre for mig og rå­ber på bol­den, så jeg af­le­ve­rer den, li­ge som der kom­mer en for­sva­rer hjem. Han tro­e­de, han var fri, men det var han ik­ke.”

”Som an­gri­ber har jeg al­tid ger­ne vil­let score mål, men min fod­boldop­dra­gel­se har og­så al­tid va­e­ret, at en as­sist be­ty­der li­ge så me­get som et mål. Det har mi­ne fora­el­dre sagt li­ge si­den, jeg var barn. Må­ske var det for­di, min bror me­re spil­le­de på midt­ba­nen, og min mor, der spil­le­de rig­tig me­get hånd­bold, var play­ma­ker. Det er nok der, det kom­mer fra.”

”Da vi er to-mod-en, gi­ver Fl­in­ta mig plad­sen til at lø­be di­rek­te, så jeg ta­en­ker ”fint, jeg er hur­ti­ge­re end ham.” Han da­ek­ker først og frem­mest af for Pa­vol og tryk­ker mig så ud i si­den for at gø­re min af­slut­ning spids, men jeg ta­ger et langt tra­ek for at ryk­ke helt fri, og li­ge der får jeg sim­pelt hen kram­pe i la­eg­mus­k­len, så jeg to­talt mi­ster far­ten. Det ske­te ba­re,” for­kla­rer Jan­nik Po­hl da­gen ef­ter, at de bra­end­te mu­lig­he­der ska­ber en hek­tisk af­slut­ning, hvor Sil­ke­borg for­sø­ger at pres­se på.

Men til sidst rej­ser langsi­den sig op og klap­per takt­fast, mens de me­re lar­men­de fans på Vest­tri­bu­nen syn­ger om ”Su­per AaB,” og sa­e­so­nens før­ste Superliga-sejr bli­ver kørt hjem.

Ef­ter det sid­ste fløjt fal­der Jan­nik Po­hl ud­mat­tet om på gra­es­set, for han har lø­bet sig selv helt ned. Han får dog straks hjaelp af en hold­kam­me­rat til at stra­ek­ke la­eg­mus­k­len ud, og han kom­mer selv­føl­ge­lig på be­ne­ne i reg­nen, for nu går hol­det og ch­eftra­e­ner Wieg­horst he­le sta­dion rundt og klap­per ud til til­ha­en­ger­ne.

”Det er jo ba­re det he­le va­erd. Det sid­ste kvar­ter fik jeg kram­pe hver gang, jeg la­ve­de en ak­tion, og lun­ger­ne var ved at hop­pe op gen­nem hal­sen på mig. Man li­der vir­ke­lig det sid­ste kvar­ter, men så er det plud­se­lig li­ge­gyl­digt, hvor ondt det har gjort.”

”Den fø­lel­se ef­ter sej­ren er det, man ar­bej­der for, og det er det, man spil­ler for. Det er det fe­de­ste, og skal man så ha­ve kram­pe i beg­ge ben, er det fint, det skal jeg nok ta­ge. Den smer­te, man kan få i en ta­ck­ling, er in­tet ved si­den af den dej­li­ge fø­lel­se, det er, når man går rundt og fejrer sej­ren ef­ter­føl­gen­de,” si­ger Jan­nik Po­hl om en lang regn­dans, der slut­ter med et par sto­re knus ov­re ved spil­lertun­nel­len, hvor hans far, hans ka­e­re­ste og hans halv­bror ven­ter med lan­ge om­fav­nel­ser, for det er et sej­rs­mål, der vir­ke­lig be­ty­der no­get for den un­ge an­gri­ber.

Nu har han sco­ret to i tra­ek, og nu løs­ner det he­le må­ske en­de­lig lidt.

”Selv­føl­ge­lig har jeg da ta­enkt på, hvor­dan fan­den det kan va­e­re, at jeg li­ge plud­se­lig ik­ke kan spar­ke dem ind. Det kan jo ik­ke pas­se, at jeg bli­ver ved med at va­e­re uhel­dig. Må­ske har jeg ik­ke va­e­ret dyg­tig nok? Man har jo den tvivl i sig et eller an­det sted.”

”Men så kig­ger jeg på mi­ne ung­domsår,, hvor jeg la­ve­de så man­ge mål. Jeg har for ek­sem­pel en sta­ti­stik på te­le­fo­nen fra den­gang, jeg spil­le­de mester­ra­ek­ke med U/13 i Hjør­ring, og vi vandt det he­le for­an bå­de AaB og Ran­ders. Der score­de jeg 42 mål i 29 kam­pe og ot­te mål i po­ka­len, så jeg la­ve­de 50 mål på et år.”

”Nu har jeg ud­vik­let mig på så man­ge pa­ra­me­tre. Jeg er ble­vet me­get me­re kom­plet som spil­ler, jeg har lagt så me­get på. Jeg er hur­tig, sta­erk, jeg er bed­re i op­spil­let, jeg er bed­re med bol­den og til tra­e­ning har jeg en god fod og spar­ker godt. Og jeg har og­så få­et mit ven­stre­ben med. Det er så­dan nog­le ting, der skal bak­ke mig op, for det må jo for fan­den kom­me på et tids­punkt.”

”Jeg har jo la­vet mas­ser af mål. Det har al­drig va­e­ret et pro­blem for mig før. Der faldt al­tid no­get ned for­an fød­der­ne, som man kun­ne spar­ke ind, uan­set hvor dår­ligt man hav­de spil­let, men når den så er fal­det ned nu, så har jeg ik­ke få­et spar­ket den ind. Så det ga­el­der om at ta­en­ke på de ting, som jeg kan, og he­le ti­den byg­ge mig selv op. Det er jeg nødt til at gø­re, for hvis jeg ik­ke tror på det, så er der hel­ler ik­ke an­dre, der gør det,” si­ger an­gri­be­ren.

”Her på det sid­ste har jeg la­ert, at det men­tale be­ty­der mindst li­ge så me­get som ens ta­lent, og at jeg fik den ind ne­de i Vi­borg be­tød rig­tig me­get. Li­ge ef­ter be­gynd­te jeg og­så at drib­le rundt og la­ve nog­le la­e­kre ting, og jeg lag­de op til de na­e­ste to mål. Al­le de of­fen­si­ve ak­tio­ner lyk­ke­des na­er­mest ba­re på stri­be ef­ter det.”

”Så der kan man se, hvor­dan man blom­strer op med selv­til­lid. Og man kan se det om­vend­te, da jeg kik­se­de den der helt simp­le bold med lands­hol­det. Det er en bold, jeg spar­ker ind mindst 99 gange ud af 100 på tra­e­nings­ba­nen, men når man så står i kamp, så bli­ver det en ren men­tal ting. Man bli­ver usik­ker. Skal det va­e­re med høj­re eller ven­stre? Hvor­dan skal jeg li­ge spar­ke den ind? Det går så hur­tigt. Så jeg kom­mer til at ta­en­ke for me­get i nog­le si­tu­a­tio­ner, selv om jeg og­så kan ma­er­ke, at jeg bli­ver bed­re til det. Men man kan al­tid bli­ve bed­re men­talt,” si­ger Jan­nik Po­hl, der selv­føl­ge­lig hel­ler ik­ke bli­ver hjul­pet på selv­til­li­den af de kom­men­ta­rer og be­ma­er­k­nin­ger, der går hans vej på blandt an­det de so­ci­a­le me­di­er.

For at va­e­re an­gri­ber på et hold, der un­der­pra­este­rer og har sva­ert ved at score mål, er øre­ta­e­ver­nes hol­de­plads, og selv om de jo ik­ke må ram­me, så gør de det al­li­ge­vel. Men han ryster dem af sig og ka­em­per vi­de­re, for selv om or­de­ne kan va­e­re hår­de og fru­stra­tio­ner­ne over de mang­len­de mål sto­re, så er det for

in­gen­ting at reg­ne i for­hold til for­å­ret 2015, da hans liv blev vendt op og ned.

I SKOLEKAMP MOD ZINCKERNAGEL

Selv om Jan­nik Po­hl er vok­set op i en me­get lil­le by ude på lan­det, så er det ik­ke helt ukendt land for de fle­ste. For Rub­jerg har jo den sto­re van­dre­klit i bag­ha­ven, Rub­jerg Knu­de, der lang­somt men sik­kert og spek­taku­la­ert er ved at op­slu­ge et fyrtårn, og lidt la­en­ge­re op­pe ad Løk­ken­vej­en lig­ger Hun­de­lev, hvor en­tertai­ne­ren Ni­els Haus­gaard bor.

Og det var og­så op­pe i Hun­de­lev Bold­klub, at Jan­nik Po­hl be­gynd­te at spil­le fod­bold. Der var ik­ke så man­ge børn til hol­de­ne, så han blev ryk­ket et par år­gan­ge op, og blev el­lers ban­ket godt igen­nem på ba­ner­ne af sin fi­re år ae­l­dre sto­re­bror, så han la­er­te hur­tigt at ka­em­pe for tin­ge­ne.

”I min fa­mi­lie har det al­tid va­e­ret så­dan, at hvis jeg kom ind og var ked af, at jeg ik­ke hav­de få­et chan­cen, så måt­te jeg jo la­de va­e­re med at spil­le med, hvis jeg ik­ke kun­ne hol­de til det. Og hvis min sto­re­bror lod mig vin­de, hav­de det jo ik­ke no­get med at vin­de at gø­re. Det var på den må­de, jeg vok­se­de op,” forta­el­ler an­gri­be­ren, hvis ty­ske far blev skilt fra hans mor, da Jan­nik Po­hl var seks år gam­mel, så han vok­se­de op med sin mor, sin pap­far og sin sto­re­bror.

Men li­vet hand­le­de ik­ke kun om fod­bold, for hans mor Je­a­net­te var sko­lela­e­rer og holdt fast på, at den slags og­så skul­le pas­ses. Så selv om søn­nen var rig­tig god, var der in­gen grund til, at han skul­le i den sa­er­li­ge fod­bold­klas­se, der blev op­ret­tet på en sko­le i Hjør­ring. Han tra­e­ne­de jo al­le­re­de så ri­ge­ligt. Og det vi­ste sig og­så, at der var mas­ser af fod­bold­ta­lent på den sko­le, hvor mo­de­ren var la­e­rer, og hvor Jan­nik Po­hl gik.

”Ja, da jeg gik i ot­ten­de klas­se, nå­e­de min sko­le Hjør­ring Pri­va­te Re­alsko­le helt til fi­na­len i Ek­stra Bla­dets Sko­le­tur­ne­ring. Da vi meld­te os til, var må­let egent­lig ba­re, at vi skul­le ha­ve ta­get så man­ge sko­le­ti­mer fra som mu­ligt, og det fik vi op­fyldt, må man si­ge.”

”Jeg hav­de spil­let på et rig­tig godt hold i Hjør­ring, men der var fak­tisk ik­ke no­gen fra det hold med på vo­res sko­le. De gik i fod­bold­klas­sen, som vi spil­le­de en tra­e­nings­kamp mod og slog med 2-1. Jeg var desva­er­re ik­ke med, for­di jeg var ska­det, men de var ik­ke helt til­fred­se.”

”Så det be­kra­ef­te­de mig i, at det var fint nok, at min mor sag­de, at jeg ik­ke skul­le i den klas­se, for jeg kom jo til at spil­le en mas­se fod­bold al­li­ge­vel. I kvart­fi­na­len slog vi en År­hus­sko­le, der hav­de en del AGF’ere på hol­det, og vi vandt og­så den vig­tig­ste kamp. For ta­enk hvis vi hav­de tabt se­mi­fi­na­len og ik­ke var kom­met i Par­ken.”

”Der mød­te vi så Jo­han­nes­sko­len fra Fre­de­riks­berg. Man måt­te ha­ve op til 10. klas­se på hol­det, og jeg gik kun i 8., så jeg syn­tes godt nok, at de hav­de en del go­de 10. klas­ser med. Det var spil­le­re fra FCK, Brønd­by og FC Nordsjaelland, så det var na­er­mest et rent U/17-liga­hold. Vi spil­le­de blandt an­det mod Phi­lip Zinckernagel, der er i Søn­derjy­skE nu. Han er 94’er, så han var to år ae­l­dre og lidt stør­re end mig. I den al­der be­ty­der det jo en del. Og han spar­ke­de et rig­tig godt fris­park ind i den kamp.”

”Vi tab­te 4-1, men jeg score­de det før­ste mål i kam­pen, og jeg blev og­så kå­ret til Man of the Match. Så stod man der i Par­ken og drøm­te om at kom­me til at spil­le der igen. Det var jo ka­em­pe­stort den­gang, og det er sta­dig stort, når jeg spil­ler der med AaB nu. Man skal li­ge vaen­ne sig til om­gi­vel­ser­ne, men den­gang var det jo helt vildt. Og uan­set hvor langt jeg kom­mer med min fod­bold, så er det et min­de, der al­tid vil sid­de der,” forta­el­ler Jan­nik Po­hl, hvis mor var med som as­si­stent på hol­det.

Al­le­re­de in­den fi­na­len var han skif­tet ind til AaB, som han el­lers al­drig rig­tig hav­de fulgt på den må­de. Han så fod­bold i Hannover med sin far og hav­de kun va­e­ret på sta­dion i Aal­borg én gang, men hvis man vil­le vi­de­re, var det vej­en, så fra U/14-ti­den og frem blev det for al­vor hårdt ar­bej­de med sko­le, lek­tier, kør­sel til Aal­borg, tra­e­ning og tilbage igen. Det var fra ot­te til ot­te på de fle­ste hver­da­ge, så i 10. klas­se flyt­te­de han ind til Aal­borg, og i 2013 duk­ke­de han op på top­sco­rer­li­sten i U/17-liga­en som num­mer tre med 16 mål ef­ter Sø­ren Skals fra Es­b­jerg og Ro­bert Skov fra Sil­ke­borg.

”Til at star­te med syn­tes jeg, at det var lidt sva­ert, men jeg kom jo og­så fra et hold i Hjør­ring, der li­ge hav­de vun­det Mester­ra­ek­ken for U/13 og un­der­vejs ban­ket AaB med he­le 3-0. Så jeg var rig­tig glad for mi­ne kam­me­ra­ter derop­pe, men man skul­le jo ta­ge skrid­tet på et tids­punkt, så det gjor­de jeg der. Og seks af de an­dre fra det hold kom så og­så ned til AaB i de na­e­ste par år.”

”Men det fyld­te lidt, og selv om min far er tysk, så har jeg det her nord­jy­de-gen, hvor man hol­der sig lidt tilbage. Der er ik­ke no­get ”Se mig!” Så jeg skul­le li­ge se de an­dre an, og så fik jeg end­da en over­be­last­ning i akil­les­se­nen, så jeg kun spil­le­de lidt det før­ste hal­ve år og sad helt ude i det na­e­ste. Der hav­de jeg mest lyst til ba­re at ta­ge tilbage til de tryg­ge ram­mer, men jeg blev, og det er jeg jo glad for nu, at jeg gjor­de,” forta­el­ler an­gri­be­ren, der flyt­te­de i lej­lig­hed som 17-årig og be­gynd­te i gym­na­si­et.

EN SORG HOL­DER IK­KE SOMMERFERIE

Men det blev al­drig gjort fa­er­dig, hvil­ket ae­r­grer ham, og han har og­så en plan om at få la­est de sid­ste fag op, som han mang­ler, selv om det er sva­ert at få tid til.

”Ja, for jeg har jo lidt lo­vet min mor det, in­den hun dø­de, så den sid­der der jo. Nu er det ik­ke så lang tid si­den, at hun dø­de, og da det ske­te, hav­de jeg sva­ert ved at kon­cen­tre­re mig om bø­ger­ne, for jeg hav­de al­tid la­vet lek­tier med hen­de.”

”Jeg prø­ve­de at af­le­ve­re en stor op­ga­ve, mens hun var rig­tig syg til sidst, men det var sva­ert at få gjort, så jeg end­te med at ven­te i ste­det for at gå op og få nog­le lor­te­ka­rak­te­rer. Sam­ti­dig var jeg og­så ved at bli­ve ryk­ket op i Superliga-trup­pen, og jeg var ved at ta­ge kø­re­kort, så der var me­get i ho­ve­d­et, og det tog og­så et halvt års tid, før jeg rig­tig fandt mig til ret­te i Superliga-trup­pen. Det før­ste hal­ve år gik me­re med at ja... at fin­de sig selv igen.”

”Min far var me­get tysk, så jeg er al­tid gå­et til min mor med tin­ge­ne. Så li­ge plud­se­lig stod jeg der og vid­ste ik­ke, hvor jeg skul­le gå hen med det he­le. Hun hjalp mig jo al­tid med, hvor­dan jeg skul­le gø­re det ene og det an­det, og så dø­de hun. Det var vir­ke­lig tungt.”

”Fod­bold­tra­e­nin­gen be­tød plud­se­lig ik­ke no­get la­en­ge­re. Det, der gør en bed­re, er jo, at man går op i hver ene­ste lil­le ting til tra­e­ning, men det var ba­re li­ge­gyl­digt. Så der gik no­get tid, før det be­tød no­get, hvem der vandt til tra­e­ning; før jeg fik den der fan­den-i-voldsk­hed tilbage.”

”Jeg snak­ke­de med Kra­ef­tens Be­ka­em­pel­se og kom med i en sorg­grup­pe. Jeg nå­e­de desva­er­re kun et mø­de før som­mer­fe­ri­en, for min sorg holdt jo ik­ke fe­rie. Men det kom i gang igen, og så gik jeg der, og det hjalp rig­tig me­get. Jeg snak­ke­de og­så med an­dre om det. Det hav­de jeg brug for, for før var det jo al­tid min mor, jeg gik til.”

”Jeg har for ek­sem­pel snak­ket med ”Au­go” [as­si­stent­tra­e­ner Tho­mas Au­gusti­nus­sen], hvis far dø­de, men det var mest ba­re et spørgs­mål om at hol­de det ud. Man si­ger jo, at når der sker så­dan no­get, så er det før­ste år det sva­e­re­ste, og det gjor­de selv­føl­ge­lig og­så, at jeg skul­le bru­ge lidt me­re tid på at kom­me ind i Superliga-trup­pen. Hel­dig­vis slut­te­de jeg sa­e­so­nen godt af, da jeg score­de mit før­ste Superliga-mål ude mod OB, og i dag er jeg glad for, at jeg kom igen­nem det, for det var sva­ert,” si­ger Jan­nik Po­hl, der mi­ste­de sin mor kort ef­ter, han blev 19 år.

Så når der bli­ver kørt på hans mang­len­de mål på de so­ci­a­le me­di­er, som han al­li­ge­vel går ind og kig­ger på, så kan det ma­er­kes, men det kan slet ik­ke sam­men­lig­nes med, så­dan som det var for et par år si­den.

”Jeg ta­en­ker nok sta­dig lidt for me­get over det, der bli­ver skre­vet, men jeg bli­ver bed­re og bed­re til at la­eg­ge det va­ek. For jeg er ble­vet sta­er­ke­re rent per­son­ligt, og jeg har la­ert at skul­le gø­re nog­le ting selv, som jeg ik­ke kun­ne for to år si­den, hvor der var en per­son, som jeg gik med alt til. Så selv­føl­ge­lig har det styr­ket mig på man­ge må­der.”

”Jeg har ik­ke no­get pro­blem med at snak­ke om det, og det er og­så helt fint at forta­el­le om det her, for det kan jo va­e­re, at det gi­ver dem, der har lyst til at svi­ne mig til, lidt at ta­en­ke over. At der er en per­son bag­ved trøj­en. Man kan jo ik­ke und­gå at se nog­le af de svi­ne­re, der kom­mer, og hvor man ba­re ta­en­ker ”Fuck, hvor er det van­vit­tigt.””

”Vi le­ver jo af, at folk går så me­get op i sport, så det er no­get, man skal la­e­re at le­ve med. Men selv­føl­ge­lig kan det ram­me, spe­ci­elt når man selv ka­em­per med nog­le ting og ik­ke li­ge får la­vet de mål, man ger­ne vil. Men det er så­dan, det er,” si­ger Jan­nik Po­hl. +

”Selv­føl­ge­lig har jeg da ta­enkt på, hvor­dan fan­den det kan va­e­re, at jeg li­ge plud­se­lig ik­ke kan spar­ke dem ind” JAN­NIK PO­HL

Fo­to: René Schütze/Ritzau Fo­to

Jan­nik Po­hl er ble­vet brem­set i det me­ste her i sin før­ste sa­e­son med mas­ser af spil­le­tid på top­pen i AaB. Her er det AGF’s Fre­de­rik Møl­ler, der ka­ster sig ned i en ta­ck­ling.

En for­løs­ning i to tem­pi: Sil­ke­borg-må­l­mand Tho­mas Nør­gaard fa­el­der Jan­nik Po­hl i et ryk, og ef­ter­føl­gen­de jub­ler AaB-an­gri­be­ren over at ha­ve be­sej­ret ke­e­pe­ren i skak­spil­let fra plet­ten, der sam­ti­dig sik­re­de hans pres­se­de hold en til­tra­engt sejr og gav...

Fo­to: Claus Bjørn Lar­sen/Ritzau Fo­to

Jan­nik Po­hl var li­ge ble­vet 15, da han blev kå­ret som Man of the Match i fi­na­len i Ek­stra Bla­dets Sko­le­tur­ne­ring. Hjør­ring Pri­va­te Re­alsko­le tab­te dog 4-1 til Jo­han­nes­sko­len fra Fre­de­riks­berg.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.