DA NORDENS MAGTBALANCE TIPPEDE
Fra slutningen af halvfjerdserne og et lille årti frem var svensk klubfodbold Skandinaviens førende, blandt andet takket vaere IFK Göteborgs UEFA Cup-sejre i 1982 og 1987. Men samme år som den anden triumf blev billedet aendret. Brøndby trådte ind på scen
Da UEFA Cup-lodtraekningen i juli 1987 parrede Brøndby IF med IFK Göteborg allerede i første runde, var det en stor kamp. En rigtig stor kamp. 1987 var året, hvor Brøndby var i gang med et stort europaeisk gennembrud. Efter at have slået Honved og Dynamo Berlin ud af Europa Cuppen havde Brøndby i marts mødt FC Porto i turneringens kvartfinale og spillet naesten lige op med de senere vindere. Men IFK Göteborg var ikke bare brudt igennem i Europa. IFK Göteborg dominerede på kontinentet.
To gange, i 1982 og i 1987, var den svenske klub gået hele i vejen i UEFA Cuppen som den eneste skandinaviske klub nogensinde. Med en blanding af store ambitioner, fremragende spillere og nytaenkende traenerarbejde havde Blåvitt udviklet sig til en magtfaktor og dertil målestok for en visionaer dansk klub, der også havde som målsaetning at bryde graenser. Dengang blev IFK Göteborg ofte kaldt et forbillede for Brøndby. Når vestegnsklubbens store trup blev debatteret, naevntes det hvor mange kontraktspillere, man kunne klare sig med 200 kilometer mod nordvest. IFK Göteborg havde fået lov til at give deres Toto Cup-plads vaek – hvorfor behøvede Brøndby så bruge sommeren på at spille europaeiske fyldkampe, når de allerede var kvalificeret til UEFA Cuppen?
Men selv om IFK var den store i international sammenhaeng, var der optimisme i Brøndby. Midtbanespiller Per Steffensen dom i Tipsbladet efter lodtraekningen var i hvert fald simpel: ”Dem slår vi.”
”Per siger det ikke i blind tillid til sine og kammeraternes evner,” uddybede formand Per Bjerregaard.
”Han mener, og jeg er enig, at IFK Göteborg har fået et forsvarsproblem, efter Glenn Hysén er blevet professionel i Italien. Psykisk har han også betydet en masse, og jeg mener, der går tid, inden tabet af ham er overvundet. Kan det nås, inden de skal møde os? Nu får vi afprøvet hvem af os, der har det bedste professionelle system,” sagde Per Bjerregaard med henvisning til, at Brøndby havde indført fuldtidsprofessionalisme, mens IFK, trods en stor økonomisk satsning, foretrak halvtidsproffer, så spillerne ikke skulle blive for lade.
I Sverige sagde svenskernes anfører Peter Larsson:
”På flere måder er det en god lodtraekning. For det første er det to nordiske hold, de bedste i Danmark og Sverige, som mødes. For det andet kender vi det medlevende danske publikum. Vi glaeder os til at spille i Idraetsparken. For det tredje får vi ingen lang rejse. Jeg vurderer vores chancer som vaerende gode, men vil gerne advare mod overdreven optimisme. Brøndby har vi allerede hørt meget godt om i Sverige. Vi ved, det er et godt hold, og det har internationalt vist stor klasse.”
Helt glad var Per Bjerregaard dog ikke. ”Mødet med vore svenske venner havde jeg helst ventet med til finalen,” sagde Per Bjerregaard i Ekstra Bladet i en tid, hvor et dansk hold med bare én saesons europaeisk erfaring kunne tale om finalepladser – fordi IFK Göteborg havde vist vejen.
PRES OG OPBAKNING
Man kan starte historien om IFK Göteborgs UEFA Cup-succes med det eneste andet skandinaviske hold, der har vaeret i en europaeisk finale. En majaften i 1979 sad IFK-truppen i den pensionerede angrebsstjerne Ove Kindvalls hus i Göteborg-forstaden Askim og så deres ligakonkurrenter fra Malmö FF spille Europa Cup-finale mod Brian Cloughs Nottingham Forest. De endte med at tabe 1-0, men at et hold udelukkende bestående af skåninge havde kunnet slå AS Monaco, Dynamo Kiev, Wisla Krakow og Austria Wien, var bemaerkelsesvaerdigt. Desuden endte de selvsamme skåninge to pladser under IFK Göteborg i Allsvenskan den saeson. Den unge forsvarsspiller Glenn Hysén taenkte sit.
”Kunne de, så kunne han. Kunne MFF, så kunne Blåvitt,” som det stilles op i magasinet Offside i et portraet om spilleren, der var en leder i forsvaret på IFK’s firserhold og derudover optrådte for PSV, Fiorentina og Liverpool.
Nogle måneder forinden havde IFK Göteborg fået ny traener, en 30-årig idraetslaerer der indtil da aldrig havde traenet højere end 3. division. Men Sven-Göran Eriksson taenkte fodbold døgnet rundt, og han vidste, hvordan han ville spille det. I halvfjerdserne havde IFK vaeret kendt for champagnebold, teknik og store stjerner. Eriksson ville noget andet. Hans fokus lå på zoneopdaekning, presfodbold og en engelsk inspireret 4-4-2-opstilling.
”Med 4-4-2 spillede man med et kompakt hold, hvor afstanden fra forsvarere til angribere var kortere end i andre systemer. Det hele byggede på organisation og holdtaenkning. Det var en revolution mod individualismens fodbold. Det var måske derfor, det tiltalte mig, Som spiller havde jeg jo aldrig vaeret nogen individualist,” skriver Sven-Göran Eriksson i sin selvbiografi ”Svennis – mit liv med fodbold”.
Sven-Göran Eriksson grundlagde den filosofi, der herskede i IFK i firserne, også da ”Svennis” var vaek. Udgangspunktet var, at svenske spillere aldrig ville blive de bedste i spillet med bolden. Der var ikke samme tradition for teknisk fodbold som i andre lande, og klimaet indbød ikke til Sydeuropas legende tilgang til sporten. Så skulle svensk fodbold opnå bedst mulige resultater, skulle man satse på noget andet – fysik, løbestyrke, intelligens, disciplin. Det var det, der havde givet resultater i Malmö FF, og det var noget af det samme, man gjorde i Göteborg.
”Pres og opbakning, pres og opbakning. Alle vidste nøjagtigt, hvordan de skulle løbe og hvornår. Mod slutningen af tiden under ”Svennis” var vi selvspillende. Det vigtigste under ”Svennis” var, at han altid hentede spillere, som havde fodboldintelligens,” har Tord Holmgren, spiller i IFK fra 1977 til 1987, fortalt det norske fodboldmagasin Josimar.
IFK Göteborg havde ikke en let lodtraekning mod den første UEFA Cup-sejr i 1982. I kvartfinalen mødte holdet Valencia med Frank Arnesen på holdet, i semifinalen Kaiserslautern. Og i finalen ventede Hamburger Sport-Verein, der samme saeson vandt Bundesligaen og Europa Cuppen året efter. IFK taevede tyskerne med 1-0 i Hamborg og 3-0 i Göteborg.
Den sommer forlod Sven-Göran Eriksson Sverige, men IFK fortsatte med at støvsuge trofaeer i Sverige og skabe store resultater i udlandet. I 1986 var Blåvitt uhyre taet på at blive det andet svenske hold på syv år til at nå Europa Cupfinalen. I semifinalen vandt IFK hjemme på Nya Ullevi med 3-0 over FC Barcelona efter to mål at Torbjörn Nilsson, spilleren som i alt lavede 33 mål i 43 europaeiske kampe, og som Sven-Göran Eriksson mente var Europas bedste angriber. IFK-fansene gik skridtet laengere. De kaldte ham ”Gud”.
I returkampen gik det galt, og IFK tabte 3-0 i ordinaer spilletid, 8-7 efter straffespark. Stjernen over dem alle, Torbjörn Nilsson, stoppede
karrieren samme sommer, men IFK var fortsat et klassehold, selv på europaeisk niveau. Svenskerne genvandt UEFA Cuppen i 1987 efter finalesejr over Dundee United. Bare et par måneder efter skulle de møde Brøndby.
BLEV BRØNDBY-TRAENER TAKKET VAERE IFK
IFK Göteborg havde før mødet med danskerne ikke tabt i 25 UEFA Cup-kampe i traek, men Brøndbys stime var heller ikke dårlig. På det tidspunkt havde det danske hold spillet hele 47 kampe i 1987, alt fra traeningskampe til kvartfinaler i Europa Cuppen, men det eneste taellende opgør, der var blevet tabt over 90 minutter, var udekampen mod Porto. Og samme sommer havde Brøndby vundet seks ud af seks kampe i Toto Cuppen. Så de troede på sig selv på Vestegnen, og desuden havde tre af Brøndby-spillerne, Lars Olsen, Kent Nielsen og John ”Faxe” Jensen, netop vaeret med til at spille en taet landskamp mod Sverige, der havde benyttet tre IFK’ere.
”Der er ingen grund til at overvurdere disse svenskere. Det så vi tydeligt i landskampen,” sagde altid åbenmundede ”Faxe” til Tipsbladet, og Kent Nielsen var enig.
”I landskampen mod Sverige, der stillede med flere spillere fra IFK, så vi, hvor svaert de havde ved at skabe kampen. Det tror jeg kan blive meget afgørende. Vi er bedre end dem til at laegge pres på modstanderen, og det skulle gerne give et positivt resultat på onsdag. For os gaelder det, at de ikke må score. Kan vi spille 0-0 – eller endnu bedre – vinde med 1-0, er de nødt til at satse i returkampen, og det skaber glimrende muligheder for vores gode kontraspil,” sagde stopperen.
Paradoksalt nok havde IFK’s triumfer vaeret med til at give Brøndbys traener hans job. UEFA Cup-succesen i 1982 havde gjort Sven-Göran Eriksson til Benfica-traener, og han vandt to mesterskaber i Portugal. Så da storklubben i 1987 skulle have ny traener, kiggede de endnu engang mod Skandinavien og valgte Brøndbys Ebbe Skovdahl, og hans job blev overtaget af Birger Peitersen, der sideløbende var traener for kvindelandsholdet.
”Jeg føler ikke, jeg skal foretage mange taktiske aendringer (…) IFK er et mandskab, der som mit spiller en forudsigelig form for fodbold. Vi står godt til hinan-
t den, og det bliver meget afgørende hvem af os, der er bedst kørende på selve kampdagene. Individualisterne kan få en stor indflydelse. Det betragter jeg som vores fordel, fordi jeg synes, vi har flere og bedre spillere, der kan noget på egen hånd.”
IFK havde vaere yderst svingende op til Brøndby-kampen og havde blandt andet tabt 3-1 til bundproppen Elfsborg som den sidste kamp inden returopgøret.
”Jeg vil gerne understrege, at der er eksisterer to typer IFK. Der er holdet i den svenske turnering, og så er der IFK International. De ved, hvornår de skal praestere noget stort,” advarede Peitersen.
AERGERLIGT UDEBANEMÅL
Den 16. september 1987 så 29.600 tilskuere i Idraetsparken en bemaerkelsesvaerdig afslutning på det første møde mellem de to skandinaviske tophold.
I løbet af sommeren var Vejles 20-årige topscorer Bent Christensen kommet til Brøndby, og han havde haft svaert ved at falde til de første uger. Men mod IFK blev han skiftet ind i det 80. minut, og han løb direkte ind i feltet og ventede på, at John ”Faxe” skulle sparke frispark midt på IFK’s banehalvdel. ”Faxe” satte spillet i gang, en hovedstødsduel endte uden vinder, og så dumpede bolden ned i feltet, hvor Bent Christensens målnaese havde opsnuset chancen. Tre sekunder efter at vaere kommet på banen scorede han til slutresultatet 2-1.
Det var en fortaelling og kampudvikling, som normalt ville have trukket store overskrifter, og der var da også de obligatoriske talestreger fra matchvinderen i aviserne dagen efter, men lige så meget blev der talt om det 1-1-mål, svenskerne havde lavet tre minutter inden.
Brøndby var kommet foran med 1-0 i første halvleg, da Kim Vilfort på kanten af feltet vandt en hovedstødsduel efter et langt Peter Schmeichel-udspark, og Claus Nielsen efterfølgende kom først på bolden, men gaesterne fik altså udlignet med et lille kvarter igen, da Kent Nielsen dummede sig med en aflevering, og en tilfaeldig chance opstod til Lennart Nilsson. Det udebanemål blev der talt meget om i Brøndbys omklaedningsrum.
”Hvor er det dog bare pokkers aergerligt, de får det mål. 1-0 havde trods alt vaeret bedre end 2-1,” sagde backen Ole Madsen i Tipsbladet, og Lars Olsen var enig.
”Vi vandt - skønt alligevel har jeg lyst til at bande højt og inderligt,” sagde han ifølge Ekstra Bladet.
Også traener Birger Peitersen aergrede sig. ”Jeg er selvfølgelig glad for sejren, men det er en kedelig måde, de får scoret på. Det er den eneste gang i kampen, hvor vi begår en rigtig dum fejl, og sådan noget straffes desvaerre omgående i international fodbold. Men jeg har stadig optimismen i behold med hensyn til returkampen. Mit hold rummer så mange gode spillere, at vi nok skal få den fuldtraeffer, som jeg tror sikrer os adgang til naeste runde. Vi kan også klare os med 0-0, men jeg ved ikke, om vi vil spille på det. Vi hader at grave os ned.”
Der var to årsager til den noget afdaempede jubel. For det første var Brøndby et ambitiøst hold, der fokuserede på at rette fejl og altid ønskede at blive lidt bedre. For det andet var der stor respekt for IFK, hvis europaeiske erfaring og klasse gjorde, at netop et vigtigt udebanemål kunne komme til at udgøre forskellen. Svenskerne var ikke et mandskab, man, trods tilnavnet ”Englene”, havde lyst til at raekke en lillefinger. Man vidste, hvor taet det kunne blive, og hvor gode og snu IFK havde vaeret til at få lige praecis det ønskede resultat i tidligere europaeiske kampe.
Tipsbladet aergrede sig med rubrikker som ”Flot sejr med de forkerte cifre” samt ”En kostbar dumhed” på opslaget om kampen. Men der var også roser i pressen efter et trods alt flot dansk resultat. Ekstra Bladet mente, at 26-årige Lars Olsen aktuelt var dansk fodbolds største profil og en vaerdig kommende afløser for navnebroderen Morten på landsholdet. Tipsbladet erklaerede, at Kim Vilfort, 24 år gammel, havde spillet en af sine bedste kampe nogensinde. Og en unavngiven journalist fra pressepladserne fik den afsluttende kommentar i reportagen. ”Det var som at overvaere et europaeisk topmøde mellem Bayern München og Juventus.”
FLYVENDE LAUDRUP
For Brøndby var der én nervepirrende situation i returkampen på Nya Ullevi to uger senere. På en lang fremlaegning fra IFK’s bagerste forsvar løb Lennart Nilsson og Lars Olsen om kap, mens en 23-årig og vovemodig Schmeichel ligeledes styrtede frem for at komme først på bolden. Målmanden hoppede højest og greb bolden, men de tre spillere ramlede sammen, så Olsen vaeltede, mens Schmeichel slog en kolbøtte og tabte bolden. Pludselig var Nilsson eneste mand på benene, og han sparkede bolden i det tomme net, så bolddrengen bag mål hoppede i jubel. Men den talte ikke. Den sovjetiske dommer Jurij Sartjenko mente, at angriberen havde underløbet Schmeichel og dømte frispark. Det forblev 0-0 i hele kampen. Brøndby var videre.
Tipsbladet fremhaevede fire spillere efter kampen. Peter Schmeichel var kommet til Brøndby i starten af året, men havde etableret sig som fremtidens landsholdsmålmand og stod fremragende i Göteborg. Lars Olsen var endnu engang styrmanden i forsvaret, og Schmeichel kaldte ham og Kent Nielsen for ”verdensklassespillere”. Og så var der roser til to angribere, selv om de ingen mål lavede.
Claus Nielsen havde i Idraetsparken scoret det vigtige første mål, og den saeson blev han topscorer i 1. division. Alligevel var han ved at blive overstrålet af sin 18-årige angrebsmakker Brian med det tyngende efternavn Laudrup. Teenageren lod sig dog ikke holde nede, men var mere end flyvefaerdig og umulig at holde ude af Brøndby-holdet. Inden returkampen havde svenskernes traener Gunder Bengtsson set Brøndby i ligaen og fremhaevet, at Laudrup svaevede over alle andre på holdet. På Nya Ullevi holdt han og Claus Nielsen med konstant farligt angrebsspil det svenske forsvar beskaeftiget og sørgede for, at bagkaeden måtte holde sig ganske dybt, så den ikke kunne hjaelpe resten af IFK-holdet med at laegge det ønskede pres på
gaesterne. Og så lykkedes missionen om at holde nullet i returkampen og sende de forsvarende mestre ud af UEFA Cuppen.
”Vel var kampen heroppe ikke så teknisk god og haendelsesrig som de to holds første møde i Idraetsparken. Men den var intens og dramatisk og på knivens aeg, som når Juventus og Barcelona og Liverpool og de der klubber spiller mod hinanden. Sådan har det også vaeret med IFK. Man er jo i årevis valfartet hertil, fordi Göteborg – og undertiden Malmö – sammen med Hamburg var de naermeste steder, en fodboldforslugen dansker kunne få opfyldt sin internationale oplevelsestrang. Nu kan man kigge på Brøndby, og det er det nye,” skrev Per Høyer Hansen i en kommentar i Tipsbladet, men han mente ikke, man skulle blaese kampen for højt op:
”Ikke et ord om ”det skandinaviske mesterskab” – en klar fornaermelse mod de regerende svenske mestre fra Malmö FF – og ”tronskiftet i Norden” og alt det sludder, som populaerpressen i begge lande dagligt vaelter sig i.”
Per Høyer behøvede dog ikke gå til tabloidaviserne for at finde den slags. Han skulle bare bladre to sider tilbage i sin egen avis.
”Nordens førende fodboldfarver på klubplan er ikke laengere blå og hvid. For den naermeste fremtid vil moden diktere gul og blå – de svenske nationalfarver. Tronskiftet er en realitet. Ejendommeligt nok er det et svensk hold, der er skubbet vaek fra toppen af et hold fra rødhvide Danmark,” lød det i indledningen på Tipsbladets reportage.
Også i Brøndby selv brugte man store ord. ”Som historiker må jeg konstatere, at vi med vores uafgjorte resultat skrev fodboldhistorie og skabte et tronskifte i Norden,” blev Birger Peitersen i Ekstra Bladet citeret for at have sagt, og hans kollega hos IFK roste danskerne.
”Måske den staerkeste UEFA Cup-turnering nogensinde. Brøndby kan med held og den rigtige lodtraekning nå langt. Jeg ønsker dem tillykke med resultatet. Det er, som jeg tidligere har sagt, et godt internationalt mandskab,” sagde Gunder Bengtsson.
”Spillerne hvisker minsandten til hinanden: Vi kan vinde denne UEFA Cup. Hvem skal slå os ud? Vi har allerede knockoutet mestrene,” skrev Ekstra Bladets sportsredaktør Axel Alstrup.
Avisen skrev også, at Brøndby håbede på en nem modstander i den efterfølgende runde. Juventus kunne vente til finalen.
TILBAGE TIL NYA ULLEVI
Traeerne voksede ikke ind i himlen for Brøndby. I hvert fald ikke allerede i 1987.
Godt en måned efter kampen i Göteborg rejste et nykåret dansk mesterhold til Rumaenien for at forsvare en 3-0-føring fra Idraetsparken mod Clubul de Fotbal Sportul Studentesc Bucuresti, et hold med tilknytning til universitet i Bukarest. I København havde rumaenerne knap nok vist et niveau svarende til bundholdene i den danske 1. division, men i returkampen spillede Brøndby elendigt og tabte 3-0. Og i den efterfølgende straffesparkskonkurrence braendte Peter Schmeichel, Lars Olsen og Kent Nielsen de første tre forsøg, mens modstanderne scorede, og så røg Brøndby ud.
Det var naeppe sket for IFK Göteborg. Når svenskerne smed en tremålsføring i Europa var det til FC Barcelona; ikke ”studenterbrød, hvoraf i hvert fald en enkelt er tyk som en tromle!” som Per Høyer Hansen beskrev Sportul i Tipsbladet. Dermed endte 1987 som et underligt ambivalent år i Brøndby IF. Klubben havde leveret nogle af de bedste danske resultater i Europa, men endte med at ryge ud til et svagt mandskab fra Rumaenien. Hjemme i ligaen tabte det suveraene mesterhold bare én kamp, til B1903 efter guldet var hjemme og med et sejrsmål i tillaegstiden, men det skaemmede voldsomt, at Jyllandsserie-holdet Skagen slog Danmarks bedste hold ud af pokalturneringen. Brøndby var kendt for at kunne kvaerne modstanderne kamp efter kamp, uge efter uge, men de to gange, det gik galt, var faldet uden bund.
IFK Göteborg faldt til gengaeld ikke helt sammen, trods nederlaget mod Brøndby. Blåvitt vandt mesterskabet og nåede i 1988-89 kvartfinalen i Europa Cuppen. I Göteborg havde man ikke taenkt sig at opgive kampen om at vaere Skandinaviens førende klub i Europa uden fight. Fire gange i 1990’erne var IFK i gruppespillet i Champions League, og i 1994 vandt svenskerne deres pulje foran de gamle venner fra FC Barcelona samt Manchester United og Galatasaray. Men en europaeisk titel har de ikke vundet i siden 1987. Det har intet skandinavisk hold.
Brøndby har vaeret taettest på. Efter nogle års tilløb kom den store europaeiske saeson i 199091, da vestegnsklubben nåede semifinalen mod Roma i UEFA Cuppen og var minutter fra en plads i finalen. Den succes var ingen tilfaeldighed, men en bevidst ambition bygget på dominans i den hjemlige klubfodbold og ikke mindst viden om, at det kunne lade sig gøre for nordiske hold at nå langt. Det havde IFK Göteborg bevist, og dem havde Brøndby oven i købet slået.
Og selv om kulminationen på Brøndbys europaeiske drømme i firserne og halvfemserne var et smerteligt Rudi Völler-mål på Stadio Olimpico, gav de europaeiske kampe vaerdifuld erfaring. Fem år efter 0-0-kampen mod IFK vendte seks af spillerne på Brøndby-holdet tilbage til Göteborg. Den 26. juni 1992 blev Peter Schmeichel, Kent Nielsen, Lars Olsen, John ”Faxe” Jensen, Kim Vilfort og Brian Laudrup europamestre på Nya Ullevi. +