NÅR SMÅ TILFAELDIGHEDER SKABER EN STOR KARRIERE
De to danske playoff-kampe mod Irland handler om kvalifikation til VM, men kan også få stor betydning for de individuelle spillere. Det er John Sivebaek et bevis på. Som den eneste landsholdsspiller var han med på hele succesridtet fra EM i 1984 til europ
Det første man ser, når man kommer ind på John Sivebaeks kontor i udkanten af Vejle, er to mannequiner. Den ene er iført den Manchester United-trøje med Sharp på maven, som danskeren i 1986 bar i sin første saeson for den engelske storklub. Rundt om halsen haenger et half-&-half-halstørklaede fra forårets Europa League-kamp mellem United og Saint-Étienne, et opgør der i fodboldEuropa blev brandet som mødet mellem brødrene Florentin og Paul Pogba, men som også kunne vaere døbt ”The John Sivebaek Derby,” fordi danskeren har spillet begge steder. På den anden mannequin sidder en trøje fra Pescara. Sivebaek spillede med delfinlogoet på trøjen fra 1992 til 1994.
Hele kontoret vidner om et langt liv i fodboldens verden, først som spiller og siden som rådgiver. På vaeggene haenger landsholds-, Celtic- og Real Madrid-trøjer fra den mest profilerede klient, Thomas Gravesen. Over indgangen til mødelokalet jubler Sivebaek sammen med de øvrige landsholdsspillere over europamesterskabet på Nya Ullevi i juni 1992. Og på en hylde står et billede af en 24-årig vejlenser i en hvid landsholdsdragt fra Hummel og ligner en mand, der ikke ved, hvad der lige er sket. Det gør han heller ikke endnu. Ansigtsudtrykket er forbløffet, armene er strakt, halvt i jubel, halvt i forundring.
Vejlenseren er blevet 32 år aeldre, men han kan godt huske den dag, billedet blev taget.
”Dem har jeg set mange gange, men jeg kan godt se dem igen,” smiler han, da han bliver foreslået at se højdepunkterne fra Irland-Danmark den 13. november 1985. Det var den sidste kamp i kvalifikationen til VM i Mexico, og Danmark var så godt som sikker på at gå videre. Sepp Pionteks hold skulle tabe, og Schweiz skulle indhente en målforskel på 13 scoringer, hvis det skulle gå galt. Men landsholdets tyske traener ville vaere helt sikker og forsøgte desuden at bevare den prestigefyldte førsteplads foran Sovjetunionen, så han stillede med sit staerkeste hold, deriblandt Søren Lerby, selv om han samme aften skulle spille pokalkamp for Bayern München og derfor kun spillede 60 minutter. Og så havde Sepp Piontek også valgt John Sivebaek til pladsen som højre back.
Det skulle blive forsvarerens bedste landskamp og karrierens vigtigste praestation. På den fem minutter og 19 sekunder lange Youtube-video kan den nu pensionerede back se, hvordan han skaber 1-1-målet ved at spille ét-to med først Jan Mølby og siden Klaus Berggreen for så at slå et perfekt indlaeg, der dykker ved forreste stolpe, så Preben Elkjaer kan nå bolden før de hovedstødstaerke irske forsvarere. Han er også manden bag Danmarks 4-1-scoring, da han, spraengfyldt med energi og selvtillid, afleverer bolden til Frank Arnesen og straks saetter i sprint, så han har højrekanten helt for sig selv og inde foran mål kan finde Berggreen. Berggreen laegger bolden af, så Preben Elkjaer kan score til 4-1 og saette punktum for Danmarks første succesfulde VM-kvalifikation.
Imellem de to scoringer har Michael Laudrup lavet 2-1-målet og John Sivebaek har haft sit mest berømte landsholdsøjeblik. Der er spillet knap en time, da Sivebaek igen kombinerer med en holdkammerat, denne gang Laudrup, og skaber sig plads frem ad banen. Men da han møder sit eget lange traek på irernes halvdel, gør han ingen af de to ting, man ville forvente af en højre back anno 1985, spille Preben Elkjaer eller gå mod baglinjen. I stedet er hans første berøring et traek vaek fra sidelinjen, og så fortsaetter han ellers med at søge på tvaers af banen. Et par modstandere bliver afvist med fysik og fart, og da Sivebaek til sidst når ind i feltet, er der ikke andet at gøre end at forsøge at afslutte med det halvsvage venstreben. Bolden rammer en fod og stryger over målmand Jim McDonagh. Backen har scoret sit første og – skulle det vise sig – sidste landskampsmål. Og så er det, at armene ryger til vejrs, og det undrende udtryk kommer på ansigtet.
”Jeg taenkte, at jeg havde spillet en rigtig god kamp og krydrede det med sådan noget der. Det kunne da ikke passe. Jeg tror, det er derfor, jeg laver det der med armene – ”hvad er det lige, der sker?” Det er den attitude, der kommer frem,” siger Sivebaek om sin berømte jubel efter det lige så berømte mål.
”Selv de, der ikke så målet dengang, kan snakke om det, fordi de har set det siden. Og dem, der husker det, snakker ikke om andet.”
Det danske landshold havde forventet en svaer kamp. De irske spillere var høje og fysisk staerke, og banen på fodbold- og rugbystadionet Lansdowne Road var knoldet og langhåret. Var det blevet en kamp praeget af lange bolde og dueller, kunne danskerne have fået det svaert. I stedet scorede danskerne alle fire mål efter hurtige ryk langs jorden. Sivebaek skabte tre af dem. Da han senere i Manchester United kom til at spille sammen med forsvareren Kevin Moran, fik han at vide, at irerne slet ikke have vaeret forberedt på hans fart, hvilket efterlod ham med en hel højrekant at boltre sig på. Det udnyttede han til at spille karrierens mest betydningsfulde kamp.
”Jeg vil påstå, det er den vigtigste. Jeg haefter mig ved den gode kamp, der gjorde, at jeg kom til udlandet. For det er der ingen tvivl om, at den gjorde.”
ATTRAKTIV FOR ATKINSON
Straks Irland-Danmark blev fløjtet af, blev John Sivebaek passet op af en lille, skaldet mand, der løb ind på banen og tog om den danske Man of the Match. Sivebaek skulle lige følge med ham, erklaerede den fremmede. Det viste sig, at det var en scout fra FC Brugge, der var blevet så tiltrukket af backens praestation, at han øjeblikkeligt måtte have fat i Vejle Boldklub-spilleren.
Af de 16 spillere, Sepp Piontek havde taget med til Irland, spillede kun John Sivebaek og de to målmaend Ole Qvist og Troels Rasmussen hjemme i Danmark. Resten var allerede professionelle i udlandet, der også havde haft bud efter den 24-årige VB-back, men uden at det var endt med en kontrakt. Sommeren forinden havde det vaeret taet på med Lausanne i Schweiz, og Sivebaek havde allerede opsagt sit job i Vejle Kommune, men så afbrød schweizerne kontakten og vendte aldrig tilbage. Efter Irland-kampen var der masser af andre klubber at tage af.
”Ejgil Jensen, som styrede klubben i Vejle, blev kimet ned af folk, der ville i kontakt med mig. Det var tyske, belgiske og engelske klubber. Der foregik pludselig en hel masse, som jeg var nødt til at tage stilling til.”
Dengang var omklaedningsrummene efter en landskamp et virvar af mudret spilletøj, våde håndklaeder, nøgne spillere med bajere i hånden og journalister, der masede sig rundt for at lave interview. Derfor var uventede gaester ikke noget, man bed maerke i. På Lansdowne Road havde John Sivebaek godt spottet, at Manchester United-manager Ron Atkinson stod i dampen og hilste på Jesper Olsen, men han taenkte ikke videre over det. Først senere fik han fra Olsen at vide, at Atkinson var meget begejstret for det, han havde set. Så begejstret, at han ville have Sivebaek til Old Trafford.
”Jeg var på en promotion-tur med Carlsberg på Grønland i december måned, hvor vi var rundt for at promovere fodbold. Der var ingen mobiltelefoner, så en aften på hotellet kom de og sagde, at der var en telefonsamtale fra Danmark. Det var så Ejgil Jensen, der ringede og sagde, at United havde kontaktet ham, og vi skulle komme hurtigst muligt. Vi måtte så hjem fra Grønland og rejse til England, og så kørte hele møllen,” siger John Sivebaek, der dog måtte vente på en endelig afklaring.
”Vi rejste til United i december til laegetjek, og jeg blev bagefter kaldt op på managerens kontor. Jeg kunne godt se på ham, at der var noget galt, for han sad naermest helt forstenet. ”Vi kan ikke lave kontrakt med dig,” sagde han. Nå, hvad nu? Det var en hjertefejl. Og så faldt verden sammen for min kone og mig. Vi troede ikke, at det passede – det måtte vaere en undskyldning for et eller andet.”
Men den var god nok. Hjemme i Vejle tog John Sivebaek kontakt til VB’s laege, der aldrig selv havde registreret et problem, men kendte
en overlaege på Skejby Sygehus. Han undersøgte fodboldspilleren, og der var ganske rigtigt en lille utaethed i en af hjerteklapperne, så noget af blodet faldt tilbage i hjertet.
”Men det var så lille en utaethed, at det ikke betød noget efter hans vurdering. Jeg ville sagtens kunne fortsaette med at spille, og det var dejligt – om ikke andet kunne jeg fortsaette i Vejle. Han lavede en rapport, der blev oversat til engelsk og sendt over til United, og de ringede nogle dage senere og havde godtaget den. Der var glaeden stor,” siger John Sivebaek.
Dermed begyndte en otte en halv år lang udlandskarriere, der var fundament for en fortsat nøglerolle på landsholdet – ingen af delene havde John Sivebaek forestillet sig skulle blive en del af hans liv.
ANGREBET PÅ ANFIELD
Befinder man sig på Kong Hans Vej i Vejle, skal man bare krydse Roms Hule, og så er man på Vejle Stadion. Her voksede John Sivebaek op, og hele opvaeksten handlede om fodbolden. Når drengene på Nørremarken kom hjem fra skole, smed de skoletaskerne, og så spillede de; på banerne ved siden af stadion, i en naerliggende park eller endda inde på opvisningsbanen, hvis det kunne lade sig gøre at snige sig ind. En dag da Sivebaek var 10-12 år gammel, sagde en af kammeraternes far: ”jeg tror, du bliver professionel fodboldspiller en dag”.
Det var slet ikke noget, den unge John skaenkede en tanke. Han drømte hverken om at blive professionel eller komme på landsholdet – og da slet ikke om, at han skulle få en af de mest imponerende landsholdskarrierer overhovedet.
Men det gik slag i slag. John Sivebaek kom på unionsholdet, han kom på unglandsholde-
t ne, og han kom på Vejles førstehold. Og som 20-årig landsholdsdebuterede han mod Sverige i maj 1982. Ingen vidste det dengang, men timingen kunne ikke have vaeret bedre. Få måneder senere begyndte landsholdets guldalder med kvalifikationsturneringen til EM 1984 i Frankrig.
”Jeg så overhovedet ikke en landsholdsdebut for mig, men den kom i 1982. Jeg havde trods alt vaeret på ynglingelandsholdet, så jeg vidste godt, at det kunne vaere en mulighed, men det var ikke sådan, at jeg taenkte, jeg nu havde ti år foran mig på landsholdet. Det var en kamp for mig at vaere med hver gang; gøre mig så god i kampene, at Sepp ville udtage mig.”
Det var ingen selvfølge det første stykke tid. Backen fra Vejle spillede kun én af kampene i EM-kvalifikationskampen. Den 21. september 1983 sad han på Wembleys berømte tribune og så Allan Simonsen score på straffespark. Dagen før han havde tabt en U/21-landskamp med 4-1 til englaenderne sammen med senere europamestre som Kent Nielsen, Bent Christensen og Kim Vilfort. Ingen af dem kom med til Frankrig, men det gjorde Sivebaek.
”Jeg spillede i Vejle, og vi spillede rigtigt godt i foråret 1984. Det gav mig forhåbninger om, at jeg kunne komme med. Det gjorde jeg heldigvis, og jeg spillede mod Jugoslavien, Belgien og Spanien. Det var egentlig okay, eftersom det var første gang, jeg var med.”
Han følte sig heller ikke sikker på deltagelse i Mexico to år senere, for det første halve år efter ankomsten til Manchester spillede han kun tre kampe.
”Jeg fik min debut på Anfield i februar, og det var en omtumlet tur. Vi blev angrebet med sten i bussen, og der var tåregas og alt muligt, da vi skulle ind til Anfield. Det var en typisk kick’n’rush-kamp, og jeg skulle spille højre midtbane. Jeg rørte stort set ikke bolden. Jeg tror, at Ron Atkinson taenkte, at han hellere måtte give mig lidt tid. Men jeg spillede trods alt reserveholdskampe, og der gjorde jeg det godt, og jeg tror, det blev sendt videre til Sepp. Jeg tror, at mine praestationer fra tidligere, fra kvalifikationen, gjorde, at Sepp taenkte, han godt kunne bruge mig alligevel.”
I Mexico blev Sivebaek skiftet ind i premieren mod Skotland, og han spillede hele kampen mod Vesttyskland. Han skulle også vaere startet inde mod Spanien i ottendedelsfinalen, men måtte melde fra med et maveonde. Havde han vaeret med som back, havde Jesper Olsen nok aldrig modtaget den aflevering i højre forsvarsside, som skulle blive så skaebnesvanger.
”Jeg har tit taenkt tilbage på Spanien-kampen. Det var så små ting, der afgjorde, om vi vandt den kamp. Vi spillede så godt i første halvleg, noget af det bedste vi havde spillet, og vi kom foran og førte naesten til pausen, da Jesper lavede den der. Da vi kom ind i omklaedningsrummet, var folk hele ophidsede. Der stod trods alt 1-1, så det var ikke en katastrofe, men vi havde spillet så godt, og det var et nederlag bare at få et mål imod sig. Og så gik vi ud til anden halvleg, hvor det hele faldt sammen.”
”Det er pisseirriterende. Men det viser bare, hvor små ting der skal til i fodbold for at aendre det. Det er ubarmhjertigt.”
Både i 1984 og 1986 havde Danmark holdet, der kunne vaere gået hele vejen. Sådan blev det ikke. Sidder firserdrengene stadig med en lille aergrelse mere end 30 år senere?
”Man sidder da med en kaempe aergrelse, det synes jeg, man gør,” siger John Sivebaek.
Til gengaeld skulle han prøve at vinde noget med landsholdet nogle år senere.
ANTIKLIMATISK AFSLUTNING
I slutningen af firserne dalede landsholdets niveau. Ved EM i 1988 tabte danskerne alle tre kampe, og flere og flere af stjernerne stoppede. Kun Michael Laudrup, John Sivebaek og en lille håndfuld af de øvrige profiler fra de glade dage blev ved. Backen husker en landskamp mod Island i efteråret 1988, hvor der kun var 6500 tilskuere i Idraetsparken.
””Hold da op, hvordan skal vi få det her vendt?” taenkte vi. Interessen var bare dalet. Jeg taenkte, at jeg var glad for, jeg havde nået at prøve det andet.”
Men så var det, at Jugoslavien blev udelukket fra EM 1992, og Danmark kom med på et afbud. Alle ved, hvordan den historie ender.
”Det er igen et bevis på, hvor lidt der skal til. Når man taenker tilbage på, hvor tilfaeldigt det egentlig er, sidder man og taenker på, om det egentlig kan passe. Det er altså helt vildt!”
”Vi snakkede om, at det nok var tre kampe og så hjem igen. Men vi ville prøve at gøre det så godt, vi kunne – vi havde ’88 i tankerne. Vi var enige om, at vi skulle gøre en god figur,” siger John Sivebaek, der var med fra start i samtlige fem danske kampe.
”Jeg havde en rigtig god turnering. Jeg var, i al beskedenhed, en af de baerende kraefter på holdet, og jeg spillede alle kampe, bortset fra den sidste halve time af finalen. For mig står